Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1976/2 side 14
Citat fra Livets Bog
I, stk. 15, side 15
---------
Livets Bog skal således give den studerende et indblik i, hvorledes denne førstnævnte korrespondance eller denne livets direkte tale eksisterer som udgørende tilværelsens absolut eneste fundamentale religion, idet den nemlig kun kan eksistere med absolut alle som lærere, med alle som elever og med alt som læresætninger. Da alle levende væsener derved eksisterer som fødte medlemmer af denne religion, har den ingen forudgående indmeldelses- eller optagelsesceremonier. Og da dens område fra evighed til evighed omspænder intet mindre end selve Altet, har vi her den eneste eksisterende religion, i hvilken der, i bogstavelig forstand, kun findes een hjord og een hyrde.
Da Livets Bog udgør en genfortælling af oplevelsen af denne altomspændende "livets religion" og er blevet manifesteret med det formål at stimulere udviklingen af individets evne til selv at forstå nævnte religion, således at det bliver i stand til, – ikke ud fra Livets Bog, – men ud fra livets egen direkte tale, selv at skue, hvad det må og ikke må, hvad der er virkeligt og uvirkeligt, vil man kunne forstå, at Livets Bog ikke i noget som helst tilfælde skal virke som stimulerende kraft for dannelse af sekt, religion eller trosbekendelse, i særdeleshed fordi livets religion, som før nævnt, netop anerkender alle levende væsener, både dem, der har trosbekendelse, og dem der ikke har nogen, både de såkaldte "hellige" og de såkaldte "ugudelige", både dyr og mennesker som sine fødte medlemmer, udøvere og dyrkere. Og af samme årsag vil Livets Bog heller ikke komme til at manifestere sig som en kombination af opsatte forbud, religiøse lovparagraffer og straffebestemmelser, men fremtræder derimod som en af kærlighed udløst absolut frivillig vejledning for den sandhedssøgende studerende i livets skole til at finde vej til den eller det i hans daglige omgivelser og oplevelser, der måtte være af en for ham særligt tilpasset livgivende inspiration eller oplysende betydning ved dannelsen af en for ham selv fremtidig lykkelig skæbne, absolut uden hensyn til, hvilken zone, tilstand eller livsopfattelse nævnte den eller det så end måtte repræsentere. Livets Bog vil således ikke kunne indkapsles i eller monopoliseres af nogen som helst form for sekt- eller samfundsdannelse, idet den netop ved sin universelle, upartiske kærligheds- og visdomsmanifestation aldrig kan komme til at eksistere uden ligeså godt at være en lærebog for dem, der ikke er medlem af nogen sekt, som for dem, der befinder sig i en sådan, netop i kraft af dens identitet som universaludtryk for livets egen levende religion, i hvilken alle som før nævnt er medlemmer, og alt er læresætninger.
stk. 16 ---------
For ethvert individ eller for enhver sandhedssøger gælder det altså om, i hans daglige færden og oplevelse af livet, at finde de væsener, de manifestationsformer, den lekture, den beskæftigelse eller det lidet eller meget, der for ham må være identisk med en absolut livgivende eller stimulerende basis for hans udvikling fra uvidenhed til viden, fra mørke til lys, fra sorgens og skyggernes mørke riger til kærlighedens lysende zoner foran den evige Guddom.