Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hos folk i almindelighed skelnes der som bekendt mellem det levende og det døde i tilværelsen. Døden spiller en stor rolle i menneskenes tanker, mens begrebet "liv" nærmest kun behandles af de mere filosofisk indstillede. Gennemsnitsmennesket nøjes som regel med at leve et liv, der består i at jonglere med materien i den fysiske verden. Ja, de fleste betragter stoffets verden som det egentlige, og hvis der er noget, der hedder ånd eller sjæl, kan det kun være en funktion af materien.

Lige siden min ungdom har jeg interesseret mig meget for det, man kalder "stoffets gåde", og derfor har jeg også studeret naturvidenskab som fritidsbeskæftigelse. Der har for mig altid været noget "mystisk" ved materien, fordi der foregår visse funktioner i den, skønt man betragter den som død. Naturvidenskabens stilling til sagen måtte jeg hurtigt finde mangelfuld, og jeg mente, at der måtte findes en dybere forklaring. En vis tilfredshed opstod, da jeg læste i "Fysisk Tidsskrift", at professor Niels Bohr dristede sig til at tale om individualitet hos atomerne. Mon han ikke rent intuitivt har anet mere, end det var passende at docere i materialistiske kredse?

Da jeg for 40 år siden mødte Martinus' kosmiske analyser og studerede "Livets Bog"s 7 bind, efterhånden som de udkom, kan det nok være, der kom orden i begreberne! De mange geniale forklaringer om livet i mineralriget var jo netop den løsning af stoffets gåde, jeg havde gået og ventet på. I stk. 413 skriver Martinus bl.a.: "Det, vi kalder mineralriget, er således et umådeligt ocean af jeg'ers automatisk påbegyndte skabelse af legemer for befordring af evnen til oplevelse af fysisk tilværelse". – Jeg tror ikke, det kan siges bedre.

Men hvordan kan det nu lade sig gøre, at der er liv i tilsyneladende dødt stof? Videnskaben arbejder jo ihærdigt på at skabe liv, og man taler om mulighederne for livets opståen. Man tror således, at livet er en egenskab ved stoffet, og at døden er denne egenskabs ophør. I forsøget på at skabe liv arrangerer man visse næringsvædsker med organiske molekyler. Det skal da heller ikke forsværges, at der måske en skønne dag viser sig organisk liv i næringsvædsken. Forskerne vil da begejstret udråbe, at de har skabt liv, mens vi, der gennem kosmologien har fået en højere viden, blot med et skævt smil vil konstatere, at der kun er tale om, at man har skabt det allestedsnærværende liv inkarnationsmuligheder. Og det er jo noget helt andet!

Naturligvis er det uden mening at tale om, at livet opstår, ligesom det er meningsløst at formode, at det kan ophøre. Livet er jo selve Guds manifestation i universet, og det har hverken begyndelse eller afslutning. Livet er det absolut primære, mens materien er noget rent sekundært, som opretholdes af livet. Dette er meget vigtigt at forstå, for lærer man først rigtig at se tingene indefra, så tager man mindre fejl af tingenes ydre side. Det er altid betydningsfuldt at kunne skelne skaberen fra det skabte. Dette magter den materialistiske videnskab ikke i øjeblikket, idet den konsekvent forveksler årsag og virkning.

Jeg har naturligvis megen respekt for naturvidenskaben, for selv om dens filosofi er primitiv, så har den alene ved at veje og måle nået store resultater. Dens konstatering af, at alt stof i virkeligheden består af vibrerende energiformer, har skabt et nyt verdensbillede, men desværre nøjes man med konstateringen. Man ved, at energierne vibrerer men spørger ikke om, hvorfor de vibrerer, skønt det dog må være sagens kerne. Mon ikke årsagen er den, at man betakker sig for at gå videre, da man derved vil komme over i det religiøse og f.eks. blive nødt til at erkende Guds eksistens? For materialister er det jo ikke morsomt at skulle slå en sådan kolbøtte.

For os, som bestræber os for at være sandhedssøgere uden ortodokse fordomme, er det da så ligetil at se, at religion og videnskab ganske enkelt er to sider af samme sag. Begge kan jo ikke tale sandhed, hvis de er i modstrid med hinanden. Iøvrigt har okkulte forskere og esoterisk studerende længe før naturvidenskaben været klar over stoffets vibrerende natur. Og så kom endelig Martinus, som med sine kosmiske analyser satte prikken over i'et og gav os den krystalklare udredning af sagernes sammenhæng.
 

At studere livet i mineralriget kan give meget smukke oplevelser. Vi ved f.eks., at snekrystaller er små skønhedsåbenbaringer i sindrige sekskantede former. Det er ubegribeligt, at nogen kan tro, at sligt er en tilfældighed. Det afslører jo da en skjult bevidsthed og skabeevne, og selv om den i dette tilfælde repræsenterer en automatfunktion, så kender vi jo alligevel dens oprindelse. Selv en så lille ting viser Guds virke i naturen på overbevisende måde, synes man, men sådan tænker det store flertal desværre ikke endnu. For os, som har haft den lykke at møde kosmologien allerede nu, er det en betagende oplysning, når Martinus i stk. 447 i "Livets Bog" fortæller, at det er himmelske væseners døende kosmiske bevidsthed, der ligger til grund for skønheden i spiralens første zoner. Den åbenbarer sig gennem krystalliseringens formdannelser, frostblomsterne på ruden og farvepragten i sommerens blomsterflor.

Når man har eksperimenteret med frostblomsterne på ruden, så ved man, at de optræder i mange former. Ånder man på en af dem, så den forsvinder, så kommer der et øjeblik efter en anden med et helt andet udseende. Selv her synes der at være tale om en form for individualitet eller "racepræg". Men man kan lære en hel del mere heraf. Disse krystallisationer er jo den første spæde begyndelse for livet i salighedsriget til at manifestere sig på det fysiske plan. Dette liv benytter simpelthen frossent vand som et midlertidigt fysisk legeme. Ånder vi på frostblomsten, dør den, d.v.s. at det inkarnerede liv frigøres påny. Et øjeblik efter er der en isblomst igen, d.v.s. fødsel eller reinkarnation. To af vore vigtigste naturlove – død og reinkarnation – ser vi her i vor egen stue demonstreret i deres mest elementære form.

Livets opståen og livets ophør har hidtil været menneskehedens største gåder, men det behøver de ikke mere at være, hvis man studerer de kosmiske analyser. Vildfarelserne har hidtil bestået i, at man har ladet sig distrahere af stoffets verden. Man har kun haft øje for det sekundære i tilværelsen. Man har studeret formernes verden og glemt at interessere sig for det skabende indhold – det, som opretholder formerne. Det evige liv, som skaber de utallige former og opretholder materien, er som tidligere nævnt det absolut primære i tilværelsen. Det er Guds ånd, som besjæler altet.

Har man først forstået dette tilbunds og altid ser på tingene indefra, så vil man erkende Guds virke i alt og overalt. Man vil forstå, at døden er en illusion, idet der her kun sker det, at det evige liv skifter ydre sanseredskab. Hvor mærkeligt det end kan lyde for folk i almindelighed, så kan man sige, at dødsprocessen er en udpræget livsytring. Også en kemisk proces er en livsytring. Ja, alt hvad vi oplever, er livsytringer, fordi tilværelsen ikke består af andet. Men det er samtidig meget. Det er nemlig Guds tilstedeværelse og virke i alt og alle. Dette er den højeste erkendelse, der findes, og man forstår samtidig livets allestedsnærværelse.