Kosmos 1975/16 side 188
Sv. Å. Rossen
EVANGELIET OM DET FULDKOMNE LIV eller DE TOLV HELLIGES EVANGELIUM
Overskriften, som er en oversættelse af den engelske titel "The Gospel of the Holy Truth", hævdes at være navnet på et urevangelium, der ikke har gennemgået de mange rettelser, som de kanoniserede evangelier har været underkastet. Den svenske oversætter Ebba Waerland skriver i indledningen, at en engelsk præst, Rev. G. J. Ouseley, i 1881 fik dette ukorrigerede evangelium i hænde, efter at det i århundreder og årtusinder havde ligget i sikker forvaring i et buddhistisk kloster i Tibet. Ebba Waerlands udgave sammenligner teksten med de fire kendte evangelier og gengiver de tekstdele, som findes i urevangeliet, men mangler i evangelierne. Denne udgave har Erna Frislev oversat fra svensk og fået udgivet på Strubes forlag i 1971.
Selvom det ikke fremgår af bogen, hvordan Ouseley kom i besiddelse af dette urevangelium, og det derfor er uafklaret, om det kan stå for en kildekritik, må man indrømme, at det ved umiddelbar læsning virker mere levende, fuldstændigt og ægte end de kendte evangelier, der mange steder virker afkortede og brudstykkeagtige. Vurderet ud fra Martinus' tanker kan man glæde sig over, at man heri finder klare udtalelser om reinkarnation, vegetarisme og om det mandlige og kvindelige i mennesket. Men der er desuden mange andre passager, som vidner om stor visdom hos kilden til dette værk.
Den "ubesmittede" undfangelse.
I de kendte evangelier hedder det, at Josef begav sig til Davids stad sammen med Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig. I urevangeliet står der derimod, at Josef rejste sammen med Maria, sin ægteviede hustru, som var frugtsommelig. Traditionen om at Maria var jomfru og alene befrugtet af Helligånden går tilbage til en forkert oversættelse af Esajas 7. kap. 14, som i den nyere græske og den gamle tyske oversættelse lyder: "Se en jomfru skal blive frugtsommelig og føde en søn", jvf. Matt. 1.23: "Se jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en søn..." I den oprindelige tekst hos Esajas står der imidlertid ikke "jomfru" (Betula), men "ung kvinde" (Alma). I den svenske oversættelse af Biblen har man rettet denne fejl. Urevangeliet har med andre ord ret i ikke at fremstille Maria som en uberørt jomfru, men som Josefs ægteviede hustru, hvori der naturligt ligger, at Josef var far til det ventede barn. Det giver også mere mening i påstanden om, at Jesus var af Davids slægt gennem Josef, jfv. den stamtavle, som Mattæus opremser i begyndelsen af sit evangelium. Hvis Josef kun var Jesu stedfader, ville stamtavlen ikke have nogen mening.
Abba-Amma og Jesus-Maria
I den kristne kirkes historie har den forestilling rodfæstet sig, at Gud er en faderskikkelse. Det hænger utvivlsomt sammen med, at Gud i overvejende grad er blevet opfattet som en streng og nidkær Gud, som ubønhørligt dømmer enhver efter hans gerninger. For at afbøde dette gudebilledes strenghed har kristenheden undertiden i større eller mindre udstrækning hengivet sig til en Maria-dyrkelse. Ved at bede til Jesu moder Maria håbede man, at hun ud fra sin store barmhjertighed ville gå i forbøn hos Gud-fader. Mariadyrkelsen viser således behovet for også at have et feminint element i guddomsopfattelsen. Martinus gør gældende, at Gud hverken er mand eller kvinde, men er et altomfattende, universelt væsen, som udtrykker det maskuline og feminine princip i ligelig balance. Gud er således ikke blot strenghed, som det kommer til udtryk i årsagsloven og i skæbneloven "som du sår, skal du høste", men også uendelig kærlighed, hvad der bl.a. viser sig i "eftergivelse" af tilbagevendende skæbnebuer, når individet har rettet sine fejl. I urevangeliet kalder Jesus da også Gud Abba-Amma (Fader-Moder). Da han skal lære disciplene at bede, siger han: "Når du vil bede, så gå ind i dit lønkammer og luk din dør. Og når du har lukket den, bed da til Abba-Amma, til det, som er oven over dig og inden i dig, og som er din Fader-Moder, som ser alt, også det som er skjult. Og se, din Fader-Moder vil svare dig. - I urevangeliet taler Jesus med stor klarhed om Guds egenskaber. "Gud er kraft, kærlighed og visdom, og disse tre er ét. Gud er sandhed, godhed og skønhed, og disse tre er ét. Gud er retfærdighed, kundskab og renhed, og disse tre er ét. Gud er lys, forståelse og hellighed, og disse tre er ét. Og disse fire treenigheder er ét i den skjulte Guddom, i Den Fuldkomne, Den Evige, Den Eneste."
Martinus pointerer, at al fuldkommenhed er baseret på balance mellem det maskuline og feminine princip. For at mennesket kan blive fuldkomment, er det derfor nødvendigt, at mænd udvikler deres feminine pol (følelser og humane evner) og kvinder deres maskuline pol (intelligens og selvstændighed) frem til en balance, der vil medføre alkærlighed og visdom. I de fire kendte evangelier tales der intetsteds om menneskets to seksuelle poler eller om menneskets vækst mod en dobbeltpolet tilstand. Det er derimod tilfældet i Evangeliet om det Fuldkomne Liv. Da spurgte en af dem: "Mester, når vil Guds rige komme?" Han svarede og sagde: "Når det, som er udenfor, bliver ligesom det, der er indenfor, og det, som er indenfor, bliver lig med det, som er udenfor. Og det mandlige og kvindelige hverken er mandligt eller kvindeligt - men begge er ét. De, som har øren til at høre, skal høre." Dette evangelium fremhæver, at Jesus selv var dobbeltpolet. Da engelen varsler Jesu fødsel for Maria, siger den således: "Den hellige ånd skal komme over Josef, din husbond, og den Højestes kraft skal overskygge dig, o, Maria, derfor skal også det hellige, som fødes af dig, kaldes Guds søn. Hans navn på jorden skal være Jesus-Maria. Thi han skal frelse menneskene fra deres synder, når de angrer og lover at adlyde loven." Om sin topolethed vidner Jesus selv ifølge dette evangelium ved at sige: "Thi i mig er hverken mand eller kvinde, men begge er ét i den ene fuldkomne. Kvinden er ikke uden manden og manden ej heller uden kvinden."
Reinkarnation
En af de største logiske mangler ved den autoriserede kristendoms livsopfattelse er troen på, at mennesket kun lever én gang. Martinus: "Da man i den kirkelige, kristne religion slet ikke lærer væsenerne noget som helst om genfødelsen, ja, man ligefrem benægter dens eksistens, har man her fjernet det logiske mellemled, der forbinder de evige facitter med den levende virkelighed eller væsenernes efterhånden anseligt voksende erfaringssamling" (Livets Bog III stk. 745). Endnu skarpere præciserer Martinus reinkarnationsprincippets nødvendighed med disse ord: "Men hvis man fornægter reinkarnationen, så er man med til at fortsætte verdensgenløserens korsfæstelse den dag i dag, så er man med til at forvandle eller bortforklare hans sande verdensfrelsende visdom... " (L.B. III stk. 870)
I urevangeliet er der da også utvetydige udtalelser om genfødsel fra Jesu mund. "Jesus talte da til dem om kærlighedens lov og om alt livs enhed i den ene store familie, som omfatter alle Guds skabninger. Og han sagde da: "Således som I i dette liv behandler jeres medskabninger, således kommer det til at gå jer i det kommende liv". - Engang, da Jesus sad med sine disciple ved templets venstre side, bar man en død forbi på en båre for at begrave ham. Da var der én i følget, som sagde til Jesus: "Mester, kan et menneske atter blive levende, når det er dødt?" Han svarede: "Jeg er opstandelsen og livet, jeg er det gode, det skønne og det sande, og den, som tror på mig, skal aldrig dø, men have et evigt liv. Eftersom de alle dør i Adam, så skal de alle opstå i Kristus. Velsignede er de, som dø i mig, og som er fuldkommet i mig, thi de hviler ud fra deres arbejde, og deres værk følger dem. De har overvundet det onde og er blevet piller i Guds tempel, og de forlader aldrig dette mere, thi de skal hvile i evigheden. Men for dem, som har syndet, gives ingen ro, thi de skal komme og gå og må udholde mange lidelser gennem mange tidsaldre for deres lutrings skyld, indtil de er blevet fuldkommengjorte. Men de, som gjorde gode gerninger, og som har nået fuldkommenheden, de har evig ro, og de går ind i det evige liv. De hviler i Den Evige. Fødsel og død i evigt kredsløb har ikke magt over dem mere, og evighedens hjul drejer ikke mere for dem, for de har nået frem til deres midtpunkt, hvor evig ro råder, og alle tings midtpunkt er Gud."
Et andet sted i urevangeliet siger Jesus: "Af den, som er meget givet, kan kræves meget, men af den, som kun fik lidt, kan man kun kræve lidt. Derfor skal de, som kender Guddommen og har fundet livets vej og livets skjulte ting og endda er faldet og synder, straffes hårdere end de, som ikke har fundet livets vej. (Her taler Jesus formodentlig om det samme, som i Matt. 12,32 kaldes at tale imod Helligånden, hvad der ikke kan tilgives) Disse vil komme her igen, når kredsløbet er fuldbyrdet. Og der vil blive givet dem tid til betragtninger, for at de kan forbedre sig og lære at kende de skjulte ting, for at de kan gå ind i lysets rige." - Endelig lader Evangeliet om det Fuldkomne Liv også Jesus sige: "Thi ved sammensmeltning og udvikling skal verdens frelse fuldendes. Ved åndens nedstigning i kødet og kødets opstigning i ånden gennem alle tidsaldre." Og: "Ligesom alle væsener af den usynliges skød træder ind i verden, så vender de tilbage til den usynlige, og således skal de stadig påny vende tilbage til verden, til de er blevet rensede."
Om kærlighed til alle levende skabninger.
Idealet om tolerance og kærlighed fremhæves meget stærkt i dette evangelium. Jesus: "Et nyt bud giver jeg eder, at I elsker hinanden indbyrdes og elsker alle Guds skabninger. Kærlighed er lovens opfyldelse, kærlighed er af Gud, og Gud er kærlighed. Den, som ikke elsker, kender ikke Gud." Jesus siger ligeledes: "Gud skænker jer alle sandheden ligesom en stige med mange trin til sjælens befrielse og fuldkommengørelse, og sandheden af i dag skal I forlade for den højere sandhed af i morgen. Beflit jer på at nå fuldkommenheden.... Sådan som jeg har modtaget sandheden, har jeg givet den til jer. Modtag den da hver og en af jer efter evne og indsigt til at forstå den, og forfølg ikke dem, som modtager den i en anden udtydning." En bedre bekræftelse på Martinus' udviklingsanalyser og Martinus' opfordring til tolerance overfor mennesker med en anden livsanskuelse eller livsform kan man ikke tænke sig.
Overalt i sine værker fremhæver Martinus, at dyrene er vor næste på samme måde som mennesker. De kan føle glæde og lidelse og er ligesom menneskene på vej i en udvikling mod fuldkommenheden. At dræbe dyr er derfor i virkeligheden en grov forsyndelse imod kærlighedsloven, som ikke bliver mindre af, at det for de fleste mennesker er blevet en vane at spise kød. I de fire evangelier er alle spor af modstand mod drab på dyr hos Jesus fjernet pånær stedet, hvor Jesus siger: "Barmhjertighed vil jeg, ej slagtofre" (Matt. 9,13) I urevangeliet tager Jesus meget mere direkte afstand fra drab på dyr. "Står der ikke skrevet, at i begyndelsen bestemte Gud, at træernes frugter, urter og kornsorter skulle være føde for alle skabninger? Men de har gjort templet til tilholdssted for mordere, og i stedet for at frembære den ubesmittede offergave med røgelse har de besudlet mine altre med blod og spist de slagtede dyrs kød. Men jeg siger jer: udgyd ikke de uskyldiges blod, og spis heller ikke deres kød. Gå med oprejst pande, elsk barmhjertighed og gør ret, og jeres dage vil blive mange." Ligeledes: "Gud skænker os sædekornet og Jordens frugter til ernæring, og for den retfærdige gives der ingen anden berettiget legemlig føde. Røveren, som bryder ind i et hus bygget af mennesker, har forbrudt sig, men den, som bryder ind i et hus, som er bygget af Gud, er en endnu større synder. Derfor siger jeg til alle, som vil være mine disciple: besmit ikke jeres hænder med blodsudgydelse, og lad intet kød komme over jeres læber....
... Thi Gud er retfærdig og god, og han har befalet, at menneskene udelukkende skal leve af Jordens frugter og kornsorter. Men skulle I se et dyr, der lider meget, så dets liv er en plage for det selv eller andre, befri det da for dets lidelser så hurtigt og smertefrit som muligt. Gør hurtigt en ende på dets liv af kærlighed og medlidenhed og pin det ikke, og Gud, eders Fader og Moder, skal have miskundhed med jer, når I har vist medfølelse med dem, som er givet i jeres varetægt. Og hvad I gør imod det ringeste af alle mine børn, det gør I mod mig. Thi jeg er i dem, og de er i mig. Ja, jeg er i alle væsener, og alle væsener er i mig. Jeg deler alle deres glæder, jeg lider med dem i alle smerter. Derfor siger jeg jer: Vær barmhjertige og gode mod alle Guds skabninger."
SvÅR
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige