Kosmos 1975/14 side 159
Mogens Møller
KVINDEN VOR MEDHJÆLP
Eva, et anden rangs væsen
I det gamle Testamentes skabelsesberetning siger Gud efter at have skabt himlen, jorden, planterne, dyrene og mennesket: "Det er ikke godt, at mennesket er alene, jeg vil gøre ham en medhjælper, som skal være hos ham". Og så fortælles der: "Og Gud Herren byggede af det ribben, han havde taget af mennesket, en mandinde, og ledte hende til Adam".
I denne gamle jødiske skabelseslegende, som også fandtes hos Babyionerne, og som Muhamed senere indførte i Koranen, er Adam mennesket; Eva er kun hans medhjælp, der er skabt for hans skyld. Det fremgår tydeligt, at hun er uundværlig for Adam, men hun er et andet rangs væsen, og ved hende "kom synden ind i verden".
Vi har her i en nøddeskal orientalerens syn på kvinden: hun skal være manden underdanig, ja, faktisk være hans slavinde. Er hun ung og smuk, skal hun tilfredsstille hans seksuelle begær og føde ham sønner, senere skal hun arbejde, og ofte arbejde hårdt, og hendes værdi er afhængig af hendes skønhed, hendes evne til at føde drengebørn og hendes arbejdsevne.
Europæeren af i dag ryster på hovedet, når han hører om dette orientalske syn på kvinden og om den behandling, hun gennem lange tider har været udsat for under østens himmelstrøg. Han tænker på kvindens stilling i vor verdensdel og føler sig tilfreds og vel til mode ved tanken om den kultur, som kvindens frigjorthed i vesten er bevis på. Han sænker avisen, bag hvilken han har gemt sig hele aftenen, og siger: "Har du snart aftenkaffen færdig, Emilie, og hent lige mine morgensko".
Vist har kvinderne det på mange måder godt i Europa. De har stemmeret og kan blive både ministre, dommere og præster, taxachauffører og meget andet, der før var forbeholdt mændene. Og de er ikke udsat for datterdrab, ægteskabstvang, børneægteskaber, polygami med indespærring i harem, fodsnøring eller enkebrænding. Men findes "det orientalske syn på kvinden" trods alt ikke stadigvæk i Europa camoufleret i mange skikkelser, bl.a. som dogmatisk kristendom?
Den paulinske kristendom
Hvilket røre var der ikke for nogle år siden i dette lands kirkelige kredse, da de første kvindelige præster skulle ordineres. Præsteembedet var kun for mænd, hævdede man med fanatisk iver i reaktionære kredse. Kvinden skulle blive på den af Gud for hende bestemte plads som hustru, moder - og kokkepige. Man mobiliserede Paulus og henviste til hans ord i det første brev til Korinterne: "Ligesom i alle de helliges menigheder skal eders kvinder tie i menighedssamlingerne, thi det tilstedes dem ikke at tale; men de skal underordne sig, som også loven siger. Er der noget, de ønsker oplyst, lad dem så spørge deres mænd hjemme; thi det er usømmeligt for en kvinde at tale i en menighedsforsamling".
Hvad en kristen farisær for ca. 2000 år siden skrev til en nydannet menighed langt borte fra Palæstina, hvor man åbenbart havde lidt svært ved at indordne sig under jødiske skikke, det vil nogle mennesker gøre til gældende lov for livet i dag! Så fulgte ærkebiskoppen af Canterbury langt bedre med tiden, da han i 1942 højtideligt kundgjorde, at kvinder nu måtte vise sig i den engelske kirke, uden hat. Det havde ellers været strengt forbudt, men forbudet ansås nu for "ikke stemmende med det moderne livs forhold". Dette forbud stammede også fra Paulus og også fra brevet til Korinterne, hvor der står: "Men en kvinde, som beder med ubedækket hoved, beskæmmer sit hoved, thi det er det samme, som var hun raget". Og dette "beskæmmer sit hoved", vil efter jødisk tankegang vel nærmest sige: "Beskæmmer sin mand", thi i samme brev står: "Manden er kvindens hoved". Og ligeledes: "Thi en mand skal ikke tildække sit hoved, efterdi han er Guds billede og ære; men kvinden er mandens ære. Thi manden er ikke af kvinden, men kvinden af manden; manden blev jo heller ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld". Så er kvinden sat på plads - som et lavere væsen - og der har hun at forblive i underdanighed og tjene den mand "i Guds billede", hvis slavinde hun allernådigst er blevet skabt til at være. Som en trøst får hun dog at vide til slut: "Dog i Herren er hverken kvinden noget fremfor manden eller manden noget fremfor kvinden... alt er af Gud". Ord, der i praksis gennem lange tider ikke betød ret meget mere end Jesu ord: "Derpå skal det kendes, at I er mine disciple, at I har indbyrdes kærlighed".
Alt dette med tildækket eller utildækket hoved kan jo være ret ligegyldigt for os i dag. Det, der har betydning, er ordene: "Kvinden skabt for mandens skyld", som har fået den hovmodige mand til at føle sig mere menneskelig og mere værd end kvinden, undtagen måske når han var forelsket. Det er Det gamle Testamentes ånd, der som "kristendom" blev omplantet i Europa. Ganske vist indførte man ikke den gamle farisæiske takkebøn: "Herre, jeg takker dig, at du har skabt mig som mand og ikke som kvinde", men mandens forrettigheder i samfundet som i hjemmet og kvindens ufrihed blev stadfæstet af religionen. Og var kvinden kontrær, kunne man true med helvedes evige pine, hun var jo, som kirkefaderen Tertulian har udtrykt det: "Djævelens dør" eller "den, der har overtalt manden, som selv djævelen ikke havde magt til at bøje". Den stakkels Eva måtte i alt bøje sig under den mandlige autoritet og være ham lydig og underdanig, ellers blev hun djævelens bytte.
Hvordan har kvinden så reageret mod alt dette? Har hun været lydig og underdanig? Også for hende var der et særligt bud, der fik speciel betydning - ikke et af Paulus' - et, der stammer fra mesteren selv: Det lyder: "I skal være blide som duer og listige som slanger".
Verdensgenløserens syn på kvinden
Disse ord om følelse og intelligens er selvfølgelig henvendt til mennesket, enten dette er en mand eller en kvinde. Jesus gjorde ikke forskel, og han er den eneste af de tre verdensgenløsere, der ikke har et orientalsk og derfor maskulint præget syn på kvinden. Han var i alle situationer menneskelig.
Den vise og kærlige Buddha, der lærte om den syvfoldige vej til Nirvana, har muligvis været så optaget af den indre verden, han opdagede, og af at fortælle om den og om vejen til den, at han på en måde har været passiv over for den ydre verden og menneskenes kår i denne. Den indiske kvindes ofte umenneskelige lidelser har ikke interesseret ham specielt, selv om han også over for hende har prædiket om befrielsen fra jordiske bånd. Der findes da også buddhistiske nonneklostre. Men det er et stort spørgsmål, om det er at hjælpe kvinderne at sætte dem i kloster, hvor de blot er lukket inde på en anden måde end før. Man får let det indtryk, at Buddha i kvinden så et væsen, der var stærkere bundet til den fysiske verden end manden. Hun er jo den, gennem hvis legeme de sjæle, der er bundet i fødslernes hjul, finder vej til den fysiske verden. Og hun er mandens fristerinde; æggende og lystvækkende fængsler hun mandens sind og leder ham bort fra fordybelsens frelse. Buddhistens foragt for legemet kan let føre til foragt også for kvinden. Disciplen Ananda skal engang have spurgt Buddha, hvorfor kvinderne ikke havde sæde i offentlige forsamlinger, ikke drev forretning eller havde selvstændigt arbejde. Og Buddha skal have svaret:
"Kvinderne, Ananda, er hidsige. Kvinderne, Ananda, er skinsyge. Kvinderne, Ananda, er misundelige. Kvinderne, Ananda, er grunden til, at kvinderne ikke har sæde i offentlige forsamlinger, ikke driver forretninger og ikke tjener til deres ophold ved selvstændigt arbejde".
Det er tvivlsomt, om Buddha virkelig har sagt det. Thi det har sikkert ikke været skjult for "den oplyste", at ovennævnte egenskaber også findes hos mændene, og at der lige så vel findes kvinder som mænd, der i mindre grad end deres kønsfæller besidder disse egenskaber. I sin passive indstilling til den fysiske verden har Buddha ikke haft øje for det, der for kvinden måtte være den første befrielse, befrielsen fra hendes slavetilværelse. Og det har på daværende tidspunkt måske ikke været en verdensgenløsers opgave at beskæftige sig hermed.
Vist kan kvinder være dumme, misundelige o.s.v. Men hvem har i umindelige tider holdt dem borte fra oplysning og undervisning, der kunne påvirke dem intellektuelt? Det har manden, for hvem det var lettere at styre en kvinde, der naivt så op til ham i hans ophøjede "visdom". Akkurat lige som kirken indtil reformationen holdt den store hob borte fra tankens og logikkens, for dens egen magt så farlige verden.
Hvor Buddha var passiv, var Muhamed aktiv. Men det var med hensyn til kvindens frigørelse med negativt fortegn. "Kvinden skal være hos manden som ufri og fange og ikke bestemme over sig selv", sagde han, og Koranen giver tilladelse til, at de troende gerne må slå deres hustruer med remme. Hvor barbarisk! Men inden vi går videre med Muhamed og orientalerne, må vi for at være retfærdige gøre opmærksom på, at noget lignende for ikke så mange år tilbage var lov hos de civiliserede danskere. I Chr. VI's danske lov findes følgende: "En mand må ikke tugte sin hustru om søndagen, og ikke med stok".
Om muhamedanernes syn på kvinden nærmest som en brugsgenstand vidner også beskrivelsen af de rettroendes paradisiske tilstand efter døden. Der tales oprindelig ikke om rettroende kvinder. Man har ikke ment, at kvinden har noget så fint som en sjæl, men den opfattelse kan dog ikke holde sig i længden, som vi om lidt skal se. Den troende muselmand kan glæde sig til efter døden at få 7000 uberørte jomfruer (Huris) til sin personlige opvartning og fornøjelse, når han "hviler på baldyrede hynder i lyksalighedens haver".
Der var jo noget at se hen til, navnlig for de fattige muselmænd, der ikke i dette liv havde råd til at holde harem og slavinder, men kun en enkelt kone. En sådan enkelt kone kan dog bruges til meget, blandt andet fortæller mange rejsende europæere, at det ikke er nogen sjældenhed i muhamedanske lande at se konen spændt for ploven ved siden af en kamel eller en stud. Men denne trofaste hustru kan dog på grund af en senere koranforordning også glæde sig til en bedre tilværelse, når hun er færdig med at slide her. I denne senere forordning om paradiset afløses de fuldbarmede, storøjede Huris af rene hustruer, og paradismåltidets kød og vin af mælk og honning. Da denne forordning blev givet, var Muhamed blevet ældre, og det siges, at flere af hans hustruer i de senere år af hans liv havde stor indflydelse på ham. Også Islams kvinder har været blide som duer og listige som slanger!
I modsætning til Buddhas passive og Muhameds meget maskuline indstilling over for kvinden, står Jesus som den, der aktivt møder kvinden, ikke specielt som mand, men som menneske. Han henvender sig ikke til kvinden, men til mennesket i hende.
Den kristne kirke har ganske vist gjort sit til at "holde kvinden på plads", men kristendommen har også hidtil været mere præget af Paulus' syn på kvinden end af mesterens eget, og derved er det på mange måder en modereret eller kristen påvirket jødedom med det gamle testamente som moralkodex, der er blevet kaldt kristendom i Europa.
Efter den jødiske lov skulle en kvinde, der var grebet i hor, stenes til døde. En sådan kvinde førte man som bekendt engang frem for Jesus, da han opholdt sig i templet. Det var en fælde, man ville lokke ham i; man troede at have opdaget et svagt punkt hos ham, så han kunne dømmes efter loven. Holdt han med kvinden, kunne han også stenes. Men han viste sine egne ord i praksis, han var blid som en due og listig som en slange. Kvinden kunne frit gå bort fulgt på vej af et mildt blik og en kærlig påmindelse. Og anklagerne, som sikkert har været mænd, følte sig ramt i stedet for forbryderen af nazaræerens ord: "Hver den, der er ren, kan kaste den første sten", der blottede deres inderste maskuline begær og deres overmodige hykleri.
Mandens og kvindens væsen
Til trods for denne geniale menneskelige indsats for princippet "dømmer ikke" har fordømmelse og "kasten med sten" været metoder, der i ikke ringe grad har været brugt i senere tider "i Jesu navn" af "kristelige" mænd og kvinder i vestens civiliserede lande. Det vil tusinder af ugifte mødre kunne bevidne. Og her må man vist sige, at de af deres eget køn, som "havde deres på det tørre", ofte har været lige så grumme forfølgere som mændene. Men de samfundslove, der i gammeltestamentlig ånd i lange tider gjorde ugifte mødre og "uægte" børn til en slags pariaer ved foden af samfundets rangstige, er skabt af mænd, hårde, kolde "retfærdige" mænd, for hvem ordet kærlighed var en glose og ikke et levende ord.
Vort samfund er skabt af dommere og krigere på det gamle testamentes grundvold. I dette patriarkalske samfund har kvinden været henvist til at gøre sin indsats for kulturen bag kulisserne. Og det har hun også gjort! Meget af det, der i verdenshistorien er omtalt som mænds bedrifter og bestemmelser, er måske først udtænkt af kvinder, der forstod at give mændene ideer på en måde, så disse troede, de selv havde fundet på dem. Verdenshistorien er skrevet af mænd, hovedsagelig om mænd og for mænd. Men i en god bog står noget af det bedste mellem linjerne, og i historiens bog er dette usynlige, der skaber atmosfære, for en stor del skabt af kvinder.
Karen Blixen siger i sin "Båltale med 14 års forsinkelse":
"... Manden skaber værket af, men udenfor, sig selv, og mange gange, når det er færdigt, forlader (han) det og skyder det ud af sin bevidsthed for at begynde et nyt. Kvindens virke er at udvide sit eget væsen. Det kan brede sig meget vidt, som et stort træs krone, men det har stadig sin rod i hendes eget jeg. En mand, der ingen bedrift udfører og intet værk fuldbringer, regnes ikke højt. Men jeg har kendt mange kvinder - måske især mellem den generation, der gik forud for min egen - der intet som helst værk havde at fremvise, men som havde siddet inde med en vældig magt, udøvet afgørende indflydelse og præget alle forhold omkring sig. Jeg kan tænke på min gamle barnepige, som man i virkeligheden ikke kunne tillægge nogen som helst dygtighed, men hvis personlighed gennemtrængte vort hus og vor familie med en stille, uimodståelig magnetisk kraft, hvorunder så at sige det hele forvandledes. Jeg tror, at historiens store kvinder, dronninger og helgeninder, har været i besiddelse af den samme magnetisme. Ikke hverken Maria Theresia eller Elisabeth og Victoria af England kan vel siges at have udført nogen bedrift, måske knap engang at have fremsat en stor, selvstændig idé, men gennem denne kraft udvidede de deres væsen, indtil det omfattede et kongerige og et imperium - og en tidsalder, der bærer deres navn."
Et andet sted i "Båltalen" bruger forfatterinden børns virksomhed som illustration til maskulin og feminin livsudfoldelse:
"En lille dreng kan være ivrig for at klistre en bondegård af karton sammen, og derunder klistre sig selv og hele stuen til, men det er facit, som interesserer ham. En beskæftigelse, der ikke fører til noget facit, ligger ham meget fjernt. En lille pige klæder sin dukke af og på igen, der er intet synligt resultat af virksomheden, men under den har hun levet og levet intenst."
Manden skaber en verden uden for sig selv, og kvinden giver sig selv, sit væsen og sit legeme. Det må blive konklusionen af Karen Blixens "Båltale", og hun har sikkert ret. Det gælder jo helt til mands og kvindes intime fysiske forhold. Mandens sæd, hans kraft, skilles ud fra ham, og i kvindens legeme, omgivet af kvindens væsen vokser livsunderet frem, og selv med navlestrengen klippet over er barnet i lang tid intimt forbundet med sin moders legeme og endnu længere med hendes kærlighed og omsorg.
Mellem to verdensepoker
Retsvæsenet, militæret, den tekniske og videnskabelige udvikling, politik, handel og industri o.s.v., alt dette har igennem årtusinder været mandens værk. Og det samfund, vi endnu har, er et mandssamfund, hvori kvinden (i alt fald officielt) er undergivet mandens styre. Men det er jo netop dette samfund, der nu ryster i sin grundvold. Mandsdiktaturet er ved at gå under, og må gå under. Det gamle testamentes tid er ved at være forbi, og en ny epoke er ved at fødes, et samfund, hvor mand og kvinde side om side skal udfolde deres menneskelige egenskaber til gavn for helheden. Det drejer sig om de kvinder og mænd (og dem vil der stadig blive flere af), som føler og tænker som mennesker og ikke blot som kønsvæsener. Mænd, som i kvinden ser, ikke en nydelsesgenstand eller en underlegen "medhjælp", der kan bruges til forskelligt arbejde, men et medmenneske; og kvinder, som ikke blot bekymrer sig om "deres egne" og lever i en lille verden som hønen i et bur, men hvis omsorg og kærlighed med vågen intelligens er koncentreret også om helhedens vel. Den virkelige kristendom er ensbetydende med kvindens frigørelse, ikke som en speciel "kvindesag", men som en menneskesag, der også vil være en frigørelse for mandens vedkommende. Til denne frigørelse kan ingen religion, politik eller fysisk videnskab alene hjælpe, da de ikke rummer nogen viden om menneskets virkelige identitet som et væsen i Guddommens billede og dermed en viden om de universelle loves virke i menneskets sjæl og legeme. Den hjælp, der her er brug for, vil komme fra de kosmiske analyser, der forklarer den psykiske og fysiske forvandling, vi er underkastet på vandringen fra dyr til guddommeligt menneske.
Polprincippet
I vor tid tager kun de færreste den gamle myte om "Evas skabelse" bogstaveligt. Udviklingslæren har afløst troen på, at menneskene blev skabt "færdige" af en gammel Vorherre i skyerne. Der findes slet ikke mere noget grundlag for at se på kvinden som et anden rangs væsen "skabt for mandens skyld". Men er der da slet ingen sandhed i den gamle myte? Skabelsesmytens sandhed er som alle andre myter af symbolsk art, og åndsvidenskaben kan påvise overensstemmelsen mellem den gamle myte og den moderne fysiske videnskabs udviklingslære. Martinus gennemanalyserer hele "skabelsen" fra mineral til menneske med "Evas skabelse" i overgangsformerne fra plante- til dyrerige, hvor de enkønnede organismer begynder.
Alt dette er fortid, men vi er stadig midt i skabelsen. I vor tids Adam og Eva er spiren gemt til en livsform, hvis seksuelle udfoldelse vil være baseret på et bevidst herredømme over materien og en alt omfattende næstekærlighed. Det er fremtid; men i nutiden med dens ulykkelige ægteskaber, dens seksuelle afsporinger og perversiteter, den større seksuelle frihed, der kan skabe ulykker, hvor den ikke er baseret på viden om den seksuelle struktur, trænger vi til at forstå denne nutids forbindelse med fortid og fremtid. Martinus analyser af "det seksuelle mysterium", om menneskets inderste væsen og kraft, vil med tiden kunne skabe den forståelse af forholdene, som kan føre til harmoni og højere livsudfoldelse.
I adskillige inkarnationer skal mændene endnu være mænd, og kvinderne være kvinder, men i kraft af den voksende modsatte pol i deres bevidsthed og organisme skal de blive mere og mere menneskelige mænd og kvinder. Og engang skal de ord gå i opfyldelse, hvormed Kristus besvarede Salomes spørgsmål om, når hans rige ville komme:
"Når to vil være ét, og det ydre bliver som det indre, og det mandlige i forening med det kvindelige hverken er mandligt eller kvindeligt".
Disse ord har ingen kunnet forstå, og det er naturligt, at de derfor er gledet ud af evangeliet og betragtes som "apokryfiske". Men ordene findes dog endnu og viser, at også på dette punkt har den store nazaræer kendt menneskets fremtid.
I vore dage har vi seksualoplysning i skolerne, vi har ægteskabsskoler, vi har i det hele taget et langt friere og lykkeligere syn på forholdet mellem kønnene end tidligere generationer. Men frihed kræver ansvar og forståelse, ellers er den kun illusorisk. De unge bliver tidligere modne, da de i stadig hurtigere tempo repeterer deres tidligere inkarnationer. Derfor vil det være af største betydning, at de kosmiske analyser af "polprincippet" og "den højeste ild" med tiden kan blive et led i den undervisning, der på forskellige alderstrin forbereder de unge på det, de skal møde i livet, og fortæller om, hvad det er, der foregår i dem selv.
Adam og Eva hans "medhjælp" vandrer mod lysere tilværelsesformer end de nuværende, mennesket i dem rører på sig og længes i virkeligheden efter at erfare, at de i deres inderste væsen og kraft er Guddommens medarbejdere. Livskunstneren i manden og i kvinden udfolder sig efterhånden som den modsatte pol udvikles i harmoni med den ordinære pol. Da er begge guddommelig "medhjælp", gennem hvis bevidsthed den højeste ild vil forvandle denne verden fra et krigens "helvede" til et "himmerige" af ånd, kunst og kærlighed.
MM
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige