Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

En uhildet og opmærksom iagttager af vor omverden vil i denne kunne følge Martinus' påvisning af, at et meget stort antal af tidens strømninger appellerer til menneskers følelser mere end til deres intelligens, og at andre igen er vokset frem blandt mennesker på grundlag af en overvægt af intelligens i deres bevidsthed i forhold til følelse, ja, at egentlig ethvert menneskes bevidsthed gennem sit tilhørsforhold til den ene eller den anden livsanskuelse eller gennem en mangel på et tilhørsforhold afslører enten overvejende en følelsesbetonet eller overvejende en intelligensbetonet væremåde. Iagttageren vil også kunne konstatere, at begreber som intolerance, ensporethed og fanatisme synes at placere sig der, hvor følelsesbetonetheden er stærkt udpræget, eller hvor intelligensbetonetheden er det, ligesom han vil erkende, at tolerancen overfor anderledes tænkende er størst blandt mennesker og i bevægelser, hvor forholdet mellem intelligens og følelse fremtræder afbalanceret.

Det materialistiske eller rodløse menneske opfatter sin omverdens rigdom af nuancer som et meget kaotisk eller forvirrende billede, som et billede uden mening, præget af vilkårlighed og tilfældighed. Ja, til tider kan denne samfundets stadig tiltagende mangesidighed virke aldeles overvældende på et menneske og føre det ud i store psykiske problemer. Det materialistiske menneske er således ikke i stand til at erkende sin omverdens detaljer som led i en større sammenhæng. Ofte evner det end ikke blot at ane en sammenhængs eksistens. Overblikket er gået tabt i en strøm af ydre påvirkninger, som dette menneske endnu ikke er i stand til at beherske, men som fører det ud i erfaringer, der ganske gradvist udvikler dets evne til at kunne møde disse ydre påvirkninger suverænt. - Men også mennesker, der er dybt forankret i en religiøs tro, ser i deres omverdens hastigt tiltagende nuancering, om ikke en meningsløshedens, så dog en undergangens eller fortabthedens verden, medens de betragter deres egen tro eller livsførelse som det frelsende fundament.

I lyset af Martinus' tænkning ser vi således forholdet mellem følelse og intelligens træde frem med stor klarhed. Vi erkender også, at når en ny bevægelse vokser frem, så sker dette ikke af sig selv og ikke som et resultat af en udvikling, der "løber løbsk" eller er uden for al kontrol, - men fordi der hos nogle mennesker er opstået et behov for en bevægelse af netop den betræffende slags. Ingen bevægelse eller åndelig retning, den være sig nok så fanatisk eller den synes nok så overflødig, kan derfor i sin højeste analyse være andet end formålsbestemt og dermed være til velsignelse for de levende væsener, den for kortere eller længere tid er kommet for at tjene.

Vi forstår derfor, at den naturvidenskabelige forskning blot er en enkelt, omend meget betydningsfuld, facet i jordklodevæsenets samlede bevidsthed. På denne baggrund bliver det også forståeligt, at et verdensbillede som det naturvidenskabelige, opstået på grundlag af en enkelt facet, en enkelt side i en helhed, ikke kan udgøre noget fuldkomment verdensbillede. Udfra andre "facetter" i vort samfund toner jo helt andre "verdensbilleder" frem. Men også disse er præget af deres ophavs sansemæssige begrænsning, her blot på en anden måde end hos naturvidenskaben.

Vore videnskabsmænd arbejder på mange felter med at udforske vor tilværelse. Der udfoldes ikke blot rent naturvidenskabelige bestræbelser, men også bestræbelser på at forklare dyrs og menneskers adfærd, eller på at forklare historiske sammenhænge og sætte dem i relation til vor tid, ligesom der drives sprog- og dialektforskning. Men for alle forskningsgrene gælder, at de hver på sin måde er underkastet deres ophavs sansemæssige begrænsning og derfor i lighed med naturvidenskaben er præget af en mere eller mindre fundamental mangel på ligevægt mellem følelse og intelligens. Denne åbenbare uligevægt har også hidtil været årsagen til, at et inspirerende og direkte samarbejde af dybere karakter imellem videnskabens enkelte grene ikke har kunnet finde sted, idet "inspiration" fra en bestemt videnskabelig gren inden for en anden videnskabelig gren som oftest vil blive opfattet som ganske "uvidenskabelig", som uforenelig med denne anden videnskabs grundsætninger. Videnskabens mange grene er således vokset frem hver for sig og kan endnu ikke virkeligt nå hinanden, endsige på deres nuværende grundlag vokse sammen til en harmonisk helhed.

Den nævnte "sandsynlighedsberegning", som hidtil har været den eneste mulige "videnskabelige" fremgangsmåde, har da også gentagne gange gjort det nødvendigt at revidere opfattelser, man i lang tid har antaget for at være endegyldige eller absolutte. "Relative" sandheder er jo netop udregninger og forestillinger, opstået på grundlag af et ganske vist fremskredent, men dog endnu ufuldkomment sanseapparatur. Og hos det naturvidenskabeligt anlagte menneske er dette sanseapparatur tilmed endnu i særlig grad ufuldkomment eller ensidigt indrettet, idet dette menneske i særlig grad er præget af intelligensmæssig dominans på bekostning af følelse. - Martinus viser os med al ønskelig klarhed, at vor hjernefunktion endnu ikke er fuldt udviklet, og at vi derfor endnu ikke har det udsyn over samtlige universets energier, over de bag al fysisk manifestation eksisterende, sublime livssubstanser, som den videre udvikling en gang vil sætte vor hjerne i stand til direkte at opfatte, bevidst at opleve. Eller, sagt på en anden måde: vi har endnu ikke den "kosmiske bevidsthed", som sætter os i stand til direkte at opleve absolutte sandheder. Ja, hele vor fremskredne, civiliserede verden lever endog endnu ikke på det forstadium til "kosmisk bevidsthed", der kunne få denne verden til teoretisk at placere sig selv i et klart perspektiv til en i horisonten fremtonende "bjergets top" i form af et lysende og inspirerende sandhedens verdensbillede.

Vi ser videnskaben "stå i stampe". Vi ser, at den som autoritet betragtet er blevet "vaklende". Men hvad vil det sige, at videnskaben "står i stampe"? Det er ikke ensbetydende med, at selve udviklingen står stille. Det er tværtimod et tegn på, at der i vor videnskabelige udvikling er ved at ske noget meget betydningsfuldt. Der er ved at opstå et "dødt punkt", som i sig selv er en betingelse for, at der kan udvikle sig modtagelighed for nye impulser. Det "døde punkt" bliver derved en betingelse for, at et "vendepunkt" kan opstå og noget nyt strømme til. Det "døde punkt" i vor naturvidenskabelige udvikling afspejler blot, at en bevægelse i en bestemt retning er ved at standse, er ved at "overleve sig selv". Den "registrerende videnskab" er ved at "løbe linen ud", og i det "døde punkt" for enden af "linen" vokser behovet for en grundlæggende ny bevægelsesretning allerede frem. Naturvidenskaben er i øjeblikket som et "kar", i hvilket der er ved at opstå et "undertryk". Jo større "undertrykket" i dette "kar" bliver, desto modtageligere bliver "karret" for den fornyelse, for det "tryk" i form af nytænkning, som allerede er begyndt at formere sig uden for "karret" og, voksende i styrke, på et givet tidspunkt vil begynde at strømme ind i "karret" og gradvist forny dets indhold.

Allerede i dag vokser usynlige tråde frem mellem vore forskellige videnskabelige og religiøse bevægelser eller "områder". Men i centrum af disse mange områder, midt imellem de to store yderpunkter, den jordiske religion og den jordiske videnskab, finder vi det "område", som har den største modtagelighed for fornyelse, det "område", som er kendetegnet af et afbalanceret forhold mellem følelse og intelligens. Men det er et "område", som vi ikke kan udpege i form af en organiseret retning eller bevægelse, omend visse bevægelser kan siges at stå nærmere et sådant centrum end andre. Det egentlige "område for modtagelighed og fornyelse" er et område, som går på tværs af alle organisationer, retninger eller bevægelser. Den "gode jord" findes i det enkelte menneske, der, uanset sin placering i samfundet, er vokset frem til i sin bevidsthed at manifestere følelse og intelligens i et afbalanceret forhold. Et sådant menneske er nået frem til "området", ja, er "blevet selve området", gennem hvilket fornyelsen af det gamle, det udlevede, kan finde sted.

I sin analyse af naturvidenskaben har Martinus karakteriseret dennes hidtidige forskning som en forskning "gående på tværs ad materien", d.v.s. en forskning, der, som allerede nævnt, udelukkende anerkender den målelige eller gennem "forlængede sanser" registrerbare foreteelse som virkelig. Det er denne kompromisløse "gåen på tværs ad materien", som nu er ved at ende i det "døde punkt", hvor behovet for en fornyelse er ved at vokse frem. Martinus påviser, at fornyelsen kun kan opstå ved, at den videnskabelige forsker indstiller sig på at se enhver genstand for sin forskning som et udtryk for liv - og ikke som et udtryk for livløst stof. Det vil blive ensbetydende med, at forskeren bringer et helt nyt perspektiv, en helt ny bevægelsesretning ind i sit arbejde: en forskning "på langs ad materien". En således ændret forskermentalitet vil efterhånden komplettere og derved forny vor nuværende "en"-rettede videnskab til at blive "to"-rettet, idet forskeren ved sin placering, sin bevidsthedsindstilling i skæringspunktet af disse to "vinkelret på hinanden forløbende" forskningsretninger, den gamle og den nye forskningsretning, gør sig selv til et redskab for materie-videnskabens forvandling til åndsvidenskab eller en videnskab i "korsets tegn". Og det vil sige en videnskab, der tilligemed at forske "på overfladen" også giver sig til at gennemforske "materien" i hele dens "dybde", erkendende, at al materie er levende væseners livsytringer. Under sådanne nye forudsætninger kan videnskabens afdækning af absolutte, endegyldige sandheder tage sin begyndelse. Da bliver vor nuværende materie-videnskab til ånds-videnskab, til en videnskab om livet i stedet for en videnskab om døden.

Martinus' verdensbillede viser sig således for os som en genspejling af universet og dets sammenhænge via en fuldt udviklet hjerne, via et fuldkomment fungerende sansesæt. At her virkelig er tale om et fuldkomment sansesæt, og at den igennem dette muliggjorte genspejling af universets sammenhænge virkelig viser os vor tilværelses endelige, absolutte sandheder, erkender vi i kraft af den uigendrivelige logik, den matematiske nøjagtighed og tilmed den ubegrænsede kærlighed til alt og alle, som præger Martinus' analyser og symboler. Dette verdensbillede er ikke et resultat af forskning i jordisk forstand, idet Martinus som et ganske "almindeligt" og ubelæst menneske, som et "ubeskrevet blad", ikke har været i besiddelse af nogensomhelst forudsætninger for at drive forskning i en sådan forstand, hvorfor hans verdensbillede da heller ikke repræsenterer en viden med de forbehold, der som regel knytter sig til enhver jordisk viden. Vi har at gøre med et produkt af en "kosmisk bevidsthed", og, set i en større sammenhæng, med et "kosmisk glimt" af dimensioner. Vi er stedet for en "kosmisk åbenbaring". Vi står overfor en afsløring af absolutte sandheder, absolut viden. Og vi er stillet overfor den erkendelse, at ethvert levende væsen udvikler sig frem til ved hjælp af sine egne sanser ligeledes at kunne erkende og opleve dette verdensbilledes identitet som sandhed. Men vi må også erkende, at dette verdensbillede ikke her og nu i fuldt omfang kan blive til absolut viden for andre mennesker end sådanne, der er modnet frem til at kunne modtage og manifestere "kosmisk bevidsthed". Men takket være vor egen, dog fremskredne analyseringsevne, er vi - stående ansigt til ansigt med en for os at se uovertruffen logik og spændvidde - i stand til at opfatte åbenbaringens væsen i dette verdensbillede. Og takket være denne vor evne til selv at tænke logisk, er vi i stand til at opleve dette verdensbilledes sandhedskarakter, om ikke i absolut forstand, så dog som en "sandsynlighed", der overgår alt, vi hidtil er blevet præsenteret for.

På hele den her skildrede baggrund ser vi da Martinus' verdensbillede træde frem som en åbenbaret viden, som en åbenbaring af absolutte sandheder. Det træder frem i kraft af en bevægelse eller energimanifestation, der er placeret i selve centrum af vore bevidsthedskategorier, i balancepunktet mellem følelse og intelligens og tillige i balancepunktet mellem religion og videnskab. I et balancepunkt, som forener følelse og intelligens i en helt ny sanseevne, i en helt ny måde at anskue sig selv og sin omverden på, og som tilligemed forener to tilsyneladende diametralt modsatte principper til ét, forener videnskab og religion, forener logik og kærlighed til at blive ét og det samme.