Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1975/12 side 139
Ben Saxe
Ved Martinus' fødselsdagsfest den 10.8.1975
 
Du fødtes i et land - et lidet land på jorden,
som skjalde gennem tiderne besunget har så smukt,
et Danmark, der engang var mægtigt her i Norden,
da luren over lande klang højt fra fjord og bugt.
Du fødtes i en egn, en eventyrets have,
hvor larmen fra den store verden knapt nok trængte ind.
Her var det, livet skænked' dig i vuggegave
det skønneste af alt: dit milde, rige, lyse sind.
Du fødtes på en tid, hvor verden endnu troede,
at den slags ting som vold og ufred, krige, var forbi,
og at fra nu af vokse ville kun det gode,
at glemmes ville had og hævn og mord og jalousi.
At det gik anderledes, ved vi alle sammen,
vor verden af i dag er langtfra noget paradis.
Det nytter dog ej blot at sige ja og amen:
hver af os møde må sin skæbne på den rette vis.
Men den slags tanker gjorde du dig vistnok ikke,
dengang da du som liden vogterdreng på heden gik.
Du fulgte trolig hine tiders sæd og skikke
og tog med tak imod hver gave, du fra himlen fik.
Jeg tror, du hurtigt med naturen blev fortrolig,
så lærkens sang og blæstens sus og kildens muntre kluk
for dig var som en hilsen fra Guds egen bolig.
Og selv det mindste kryb, en tidsel eller tudse fandt du smuk.
I skolen voksed' du i visdom og i alder,
som man det ofte her i verden kalder,
og sikkert også da i yndest med for resten -
skønt det forlyder, du ej troede præsten,
da denne utvetydigt lod forstå,
hvorhen de små udøbte børn må gå.
Du vidste nemlig dengang allerede,
at Gud kan aldrig føle "hellig vrede".
Du har fortalt mig, du fra ganske lille
som regel altid vidste, hvad du ville.
Du fulgte blot din egen indre stemme,
i den Guds tale kunne du fornemme.
Fra barneår til mandomstid
dit liv flød som en stille å -
på vej ud imod havet.
Omtalt af alle for din flid
du trofasthed har vist som få
i alt, hvad du har lavet.
Mange ting du prøvet har, dengang du var ung.
Smedens hammer vistnok var dig dog lidt for tung.
Siden på en bondegård røgterdreng du blev,
Vogted' køer, vogted' får, spredte gødning med en greb.
Atten år i livets vår du til Lønstrup kom.
Her du lærte smør at kærne, noget, som du gjorde gerne,
blev en dygtig mejerist, fik af mælk dog nok til sidst.
Sluttelig du drog til staden, Kongens København,
ukendt stod du dér på gaden, naget af et savn:
Der var noget, du gerne ville, men du kendte ej dets navn.
Først du måtte dog i trøjen: du blev orlogsgast.
Du har sikkert drømt i køjen drømme som kontrast
til det saltvandsfriske liv blandt flådens gutter -
drømme, der kan ende med, at du beslutter
ud at drage, bud at bringe til vor klodes fjerne egne,
kort sagt: blive missionær.
Sådan gik det ikke, ved vi nu,
men jeg tænker mig, at du
endnu ikke helt forstod denne ild, der brændte i dit blod.
Et står fast: Efter denne tid som orlogsgast
finder vi dig nu på ny borte fra den store by
i det land imellem tvende have, hvor din vugge engang stod.
Her på Thirstrup mejeri skrinlagt syntes alle drømme,
eller de blev måske blot foreløbig holdt i tømme?
Efter endnu nogle år på "mælkevejen",
hvor du flyttede fra egn til egn,
stod du atter her - i København,
stadig naget af det samme savn.
Og det spørgsmål brændte dig på læben:
Hvorhen fører mig vel denne stræben,
hvor kan bedst jeg gøre gavn?
Endnu aner du dog stadig intet om,
hvilken skæbne der dig venter.
Du på mejeriet "Enigheden" kom,
og her var det rigtignok, som om
noget i dit sind sig rørte...
Men hver aften var din hjerne træt og tom,
træt af tal og regning med procenter
i de bøger, du til daglig førte
over gods og liv og ejendom.
Tredive år på livets bane har du nu tilbagelagt,
endnu uvis om den kurs, som du bør følge,
føler du, det sidste ord er ikke sagt.
Grebet af en uro, du kan ikke dølge,
banker du en aften på en dør.
Her bor en mand, du ikke kender,
men I bliver hurtigt gode venner.
Det viser sig, han ved en del
om livets spil, det underfulde.
Og den blev halv, og den blev hel,
før det var tid, I skilles skulle.
Men før du gik, en bog du fik,
en lille bog, der handled' om,
hvordan - når man sig koncentrerer rigtigt -
en vej til Gud man kan opdage,
når blot man husker - det er vigtigt -
et bind for øjnene at tage.
Da du kom hjem, hvert ord du kunne klart erindre,
skønt den slags tanker aldrig før var kommet på din vej.
Du bladed' lidt i bogen, og du følte i dit indre,
at her måske var netop svaret, som du vented' dig.
Du gjorde, hvad der stod i bogen at man skulle,
og se, da skete der et under, som til fulde
belyste hver detalje klart i livets mosaik,
og alle gåders løsning lå som blottet for dit blik.
Så stod du da omsider ved havet, visdomshavet,
og så klart banet for dig den vej, du skulle gå.
Af lyset gennemstrømmet, med guddomskraft begavet
du selve verdenssjælen bag alle væsener så.
Og dette syn dig fyldte med dyb taknemmelighed,
på én gang stolt og ydmyg du løftede dit blik
og mærked' dig med undren, at overalt var liv,
og at det måske kosmisk set var selve livets hemmelighed.
Du så, at universet var båret af logik,
at kærlighed var livets allerinderste motiv.
Intuitivt du følte, at alt er såre godt,
og at retfærdighed der råder, i stort såvel som småt.
Fra dette øjeblik det stod dig ganske klart,
at du var ikke udset til missionær at blive,
men netop her i Danmark du skulle meget snart
dit livsværk påbegynde: en LIVETS BOG at skrive.
Et halvt århundred' godt og vel
er gået, siden du hin kvæld
slog porten op til lysets rige.
En fødsel kalder du det selv...
Vi aner dunkelt kun, hvad det vil sige.
Folk spørger ikke sjældent: Hvordan kan det gå til,
at denne mand, Martinus, han ved så god besked,
at selve livsmysteriet han os forklare vil?
Det spørgsmål du i aften er selv jo svaret på,
lyslevende iblandt os du står som en garant
for alt, hvad du har skrevet, for hvert symbol du fandt.
Jeg tror, man vil forstå,
af hvad jeg her har sagt,
at disse nye tanker, de har en sælsom magt,
der vokse vil med tiden,
og at vi skylder dig, Martinus,
en tak for alt, hvad du har bragt
og stadig bringer os af viden.
 
BS