Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Den tidsalder, vi lever i, er på mange måder spændende, fordi vi som mennesker opdager vor skabeevnes hidtil uanede muligheder. Der eksperimenteres som aldrig før med ny teknik, nye fødevarer, ny klædedragt, nye boliger, nye samfærdselsmidler osv. Det er imidlertid ikke kun med hensyn til de ting, der omgiver os, at der sker store forandringer. Også vor mest intime samfundsstruktur, ægteskabet og den seksuelle kontakt, er i drift. Det gamle patriarkalske kønsrollemønster i den såkaldte kernefamilie er ved at opløses. I dette mønster er det husfaderen, som er familieoverhoved og økonomiske underholder, medens hustruen og moderen er en medhjælper, der sørger for hjemmets orden, madlavning, børnepasning og tilfredsstiller mandens seksuelle trang. Til mønsteret hører også, at børnene får en opdragelse, som er autoritær og ensrettende med det formål at opdrage drenge til "mænd" og piger til "kvinder", som kan indtage deres forældres roller og videreføre det samme familie- og samfundsmønster.

I sin mest bastante udformning er denne familiestruktur historie og virker nærmest komisk, når vi i dag møder den i filmisk gengivelse eller på scenen. Men vi skal ikke langt tilbage, højst til vore forældre eller bedsteforældre for at finde mønsteret som naturlig hverdag. Fortiden bliver imidlertid lyslevende, når vi konfronteres med fremmedarbejdere fra syden, ja linjerne bliver næsten trukket endnu skarpere op. Vi ser, hvorledes deres kvinder undertiden holder sig indendøre og generer sig overfor fremmede, særligt fremmede mænd. Som i et østerlandsk harem er det kun manden og sønnerne, der nyder det frie liv, medens kvinder og piger som en ejendom, man er bange for at miste, holdes inde bag lukkede døre og tætte gardiner. Er hustruen en sjælden gang med ude, går hun ydmygt flere skridt bag manden. Nogle fremmedarbejderfamilier indstiller sig hurtigt på vor friere omgangsform, medens andre vedholdende hævder traditionerne fra det land og den egn, de kommer fra.

Sammenlignet med disse indvandrere må man erkende, at vi er kommet langt i ægteskabets forvandling. Men ikke langt nok, vil mange hævde, ikke mindst i dette år, som af FN er erklæret for internationalt kvindeår. Det er ikke blot kvindens stilling i ægteskabet, men også i det øvrige samfund f.eks. i erhvervslivet, at kvindesagens forkæmpere stræber efter et ligeværd og en ligeret i forhold til manden. Retsligt og med hensyn til uddannelsesmuligheder og besættelse af højere stillinger må man sige, at vort samfund principielt ikke gør forskel på mænd og kvinder. Kvinder har mulighed for enhver uddannelse, og det er da også almindeligt at se f.eks. kvindelige dommere, læger, arkitekter, direktører osv., og også når det gælder grovere manuelt arbejde ser man, omend ikke tit, kvinder med overall og arbejdshandsker. Med hensyn til kvinder ansat i højere stillinger er ligelønnen utvivlsom, derimod er der røster, som hævder, at kvinder på mange jævne arbejdspladser, i fabriker og ved samlebånd, endnu ikke har fået den ligeløn, der er lovhjemmel for. Desuden hævder man, at alt for få kvinder får længerevarende uddannelser og når til tops i samfundet. Kvinderne bremses i deres karriere og havner i mellemuddannelserne som f.eks. sygeplejersker, lærerinder, tekniske tegnere, laboranter eller kontorassistenter. Og grunden hertil er utvivlsomt at finde i ægteskabets krav til kvinden.

Ligemeget hvor moderne et ægteskab måtte være, sigter det praktisk talt altid mod at sætte børn i verden, hvilket medfører et fundamentalt problem med hensyn til ægtefællernes lige arbejds- og udviklingsmuligheder uden for hjemmet. For det første bærer kvinden barnet og er derved fra naturens hånd mere engageret i det kommende barn end faderen. Under graviditeten vil hun ikke have fuld arbejdsstyrke, men må indskrænke sig til en rutinemæssig indsats. Dernæst er hun knyttet mere intimt til det nyfødte barn end faderen. Selvom han er en stolt fader, navnlig hvis han kan genkende træk fra sig selv hos den lille, føler han det uhyre naturligt, at barnet ligger i sin moders arm, og at det kommer tilbage dertil, når han har vist det frem. Der ligger her et instinktivt grundskema, som biologisk underbygges af, at det er moderen, som føder barnet og giver det bryst. Selvom barnet er født, er det stadig en art foster og moderen føler en instinktstyret trang til at pusle og passe det spæde barn, hvilket ligger fjernere for manden. Overfor dette er der kvindesagsforkæmpere, som vil protestere meget kraftigt og hævde, at mændene ligeså godt kan tage sig af de små. Og man må indrømme, at der er ægtemænd, som meget offervilligt prøver at overtage noget af pasningen ud fra en ligeretstanke eller fordi de nødes til det, men det må nok understreges, at de oftest føler det som et offer, eftersom de ikke har del i samme instinktivt betingede glæde ved at gøre det, som kvinderne engang havde, men heller ikke altid rigtig har mere. I praksis glider arbejdsfordelingen efter en idealistisk periode oftest tilbage i det traditionelle mønster. Hvem bliver hjemme fra arbejdet, når børnene er syge? moderen! Hvem har således bedst mulighed for at passe sit arbejde og blive indstillet til avancementstillinger? manden! Hertil kommer et forhold, som undrer kvindesagsforkæmperne, nemlig at det for en del kvinder føles naturligt at hellige sig arbejdet omkring hjem og børn. Den frigørelsesproces, som vi ser i dag, er af ret ny dato, medens den traditionelle holdning, som er nedlagt i kernefamiliemønsteret, har stærke rødder årtusinder tilbage i fortiden, hvor den ikke har været følt unaturlig. Martinus beskriver i sine værker, hvorledes menneskene på deres første stadier var enpolede maskuline og feminine, hvilket ikke blot indebar, at manden var dominerende og herskende, men også at kvinden følte det naturligt at være underordnet i forhold til sin mand og følte sig uendelig lykkelig ved at få børn og passe dem under opvæksten. Alt i alt er der således stærke grunde til, at der endnu findes færre kvinder end mænd på fremtrædende poster i samfundet.

En væsentlig årsag til kvindernes dårlige stilling var, at de var afskåret fra højere uddannelser. Det er en chokerende kendsgerning, at piger først i 1903 fik adgang til statsskolerne og kunne blive studenter. Og at de først fik stemmeret i 1915, efter at der havde været fremstillet forslag om det med jævne mellemrum fra århundredskiftet og havde været indsamlet 20 000 underskrifter to gange om sagen. Det er tydeligt, at der var nogen, der var nervøse! Carl Ploug advarede mod at få kvinder med i politik ved at hævde, at kvinderne særlig viser udvikling i følelseslivet, medens manden fortrinsvis viser udvikling i forstandslivet. Følelser kan være meget gode i store og bevægede øjeblikke, men i den daglige lovgivning egner de sig ikke godt.... Udviklingen siden har gjort denne frygt til skamme, idet en voksende skare af fagligt dygtige og menneskeligt værdifulde kvinder har besat ansvarsfulde poster i både folketing og regeringer, såvel som i det offentlige og private arbejdsområde.

I dagens Danmark er kvinder formelt ligestillet med mænd på næsten alle områder. Det betyder imidlertid ikke, at der er lige så mange kvinder som mænd på alle uddannelsesniveauer, og derfor heller ikke at de i gennemsnit har samme løn. I erhvervslivet er kvinder således stadigvæk i højere grad end mænd beskæftiget som ufaglært arbejdskraft, har underordnede funktionærstillinger, i servicefag og ved deltidsarbejde. Som allerede nævnt hænger dette sammen med den store arbejdsindsats, kvinden yder i familielivet, og det er da også netop i familiemønsteret, at den gamle feminine rolle i stærkest grad klæber til kvinden. At det offentlige har haft samme opfattelse viser sig ved, at betegnelsen "familieoverhoved" først gled ud af skattelovgivningen i 1968. Det er derfor næppe forkert at antage, at det er kvindens stilling i familien, som den såkaldte rødstrømpebevægelse først og fremmest bestræber sig på at ændre, når de ønsker "at vække kvinders latente bevidsthed om deres undertrykkelse, at opbygge en søstersolidaritet, at kæmpe mod de roller, som nedvurderer mennesket i kvinden".

Der er et stærkt ønske hos mange opdragere og forældre om at lave om på mænds og kvinders psyke, så det gamle kønsrollemønster og dets arbejdsfordelinger kan ophæves. Det store spørgsmål, som både det almindelige menneske og videnskaben her står overfor, er om kønsrollen kun er betinget af miljøet og derfor kan ændres med den rette opdragelse, eller om medfødte kønsegenskaber sætter rent biologiske grænser, som ingen opdragelse kan ændre. Medens mange pædagoger tror på miljøet, indser biologer mere realistisk, at man ikke kan ophæve de medfødte biologiske forskelle, der medfører, at det er kvinderne, der føder børnene, at kvinderne har menstruationscyklus osv., medens mændene har hanlige kønskirtler og gennemsnitligt er højere og stærkere end kvinderne. Fra et biologisk synspunkt kan man højst medgive, at et veltilrettelagt miljø kan medvirke til ikke at forstærke de biologiske forskelle, ja måske endda kanalisere dem på en mere hensigtsmæssig måde.

Den vældige interesse kvinder i vor tid viser for at blive ligestillede med mændene bekræfter Martinus analyser af polforvandlingen. Et stærkere argument for at den maskuline pol vokser hos kvinden, kan man ikke forestille sig. Er det ikke netop mændenes egenskaber, mændenes arbejdsområder og mændenes rettigheder, kvinderne ønsker, og det de tager afstand fra, er det ikke de gamle traditionelle kvindelige sysler og pligter i hjemmet og afhængigheden af manden: hans penge, hans lune, hans seksuelle krav? Og der er ikke blot tale om et ønske! Vi ser, hvorledes kvinder i praksis tænker og føler ligesom mænd og i stigende grad bestrider stillinger i samfundet, som mændene hidtil har haft monopol på. Selv stillinger, som man i særlig grad har ment kun kunne udfyldes af mænd, eksempelvis stillinger som præster eller soldater. Inden for begge disse arbejdsområder har det holdt meget hårdt for manden at vige, måske fordi de i særlig grad har markeret mandens autoritet: den åndelige og den verdslige. Men i 1947 ønskede en valgmenighed at ansætte en kvindelig præst og loven måtte laves om, og i dag har vi adskillige kvindelige præster. Og i 1971 blev det muligt for kvinder at blive konstabler, hvilket for nylig gav anledning til en "morsomhed" i alle landets blade, da en konstabel havde søgt barselsorlov. Men tilbage bliver den kendsgerning, at kvinden har invaderet det mest maskuline arbejdsområde, man kan nævne, og således i form af militæret har tiltvunget sig adgang til mandens "sidste bastion".

Kvindens nye roller må naturligvis give nogle problemer, hvoraf lovændringer og lønforhandlinger kun er de mindste. Brændpunktet for problemerne er at finde i hjemmet, hvor hun i et vist omfang er tvunget til at spille den gamle rolle, samtidig med at hun tilkæmper sig den nye. Også manden har naturligvis del i disse problemer, også han oplever en polforvandling, men her foregår der i højere grad en indre kamp, da han er den, der taber terræn og gradvist mister sin tidligere ubegrænsede autoritet.

Polforvandlingen modsiges ikke af den fysiske, videnskabelige forskning. Man har således konstateret, at mennesket har både mandlige og kvindelige kønshormoner, og at "mandlige" og "kvindelige" karaktertræk findes i forskellige blandinger hos mænd og kvinder. Martinus analyser placerer imidlertid disse variationer i et udviklingsperspektiv og postulerer, at vi overværer fødslen af et nyt væsen, et "rigtigt" menneske, som er topolet. Denne fødsel strækker sig over årtusinder, men netop nu kan vi observere kraftige veer og udstødelsesbevægelser. Barnet kæmper selv for at komme fri af dyrerigets trange og snævre livsrum og komme ud i en åben verden, hvor det kan opleve glæden ved at skabe med sine hænder og sit intellekt, hvor det kan forstå livslovene, og hvor det kan indånde en uendelig kærlighedsatmosfæres friske luft.