Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Nogle betragtninger i anledning af 85-årsdagen for Martinus fødsel

Kære Martinus, kære venner!

Det er mig en stor glæde at have fået lov til her i dag i anledning af Martinus 85-års fødselsdag at fremsætte nogle betragtninger. Under mit studium af "Livets Bog" det sidste års tid og gennem det oversættelsesarbejde til tysk, jeg sideløbende har beskæftiget mig med, er der opstået nogle tanker, som jeg føler stor lyst til her i dag ved denne festlige lejlighed at give udtryk for.

– – –

Igennem generationer har Martinus nu levet iblandt os og bogstavelig talt øst ud for os af den uudtømmelige viden, som i evige tider har eksisteret i universet, men som først bliver fuldt tilgængelig for et menneske, når det er gået igennem den kosmiske fødsels port, således som det for Martinus' vedkommende skete for 54 år siden. De mennesker, som dengang levede i Martinus' nærhed, blev vidner til hans pludselige, mirakuløse og i almindelig forstand uforklarlige viden og udsyn over de ting, vi betegner som livets dybeste spørgsmål eller livets mysterium. I en menneskelig hjerne, som i sine forudgående år havde erfaret den mest beskedne åndelige træning og uddannelse, aftegnede sig i løbet af ganske kort tid et verdensbillede af umådelige, ja, ubegrænsede dimensioner.

Med "Livets Bog" og talrige supplerende bøger og symboler står vi i dag foran Martinus' livsværk. De følelser, som stiger op i os ved synet af dette livsværk, spænder over beundring, jubel og glæde til den alvor og ydmyghed, som uundgåelig følger i kølvandet på en så strålende åbenbaring som den, vi her er blevet vidne til.

– – –

I vor midte lever endnu det menneske, som har givet os så meget, at vi endnu ikke tilfulde er i stand til at fatte rækkevidden af denne for os så nye viden. Det føles som en stor lykke for mig, der endnu for godt halvandet år siden ikke kendte noget til Martinus, at have oplevet dette at møde ham personlig. Og at vide, at han endnu er hos os, endnu kan tale direkte til os i sit dejlige sprog, den kosmiske bevidstheds sprog. – Og det vil jo sige: i sin åndelige hjemstavns sprog, overført til det af vore jordiske tungemål, som vi kan kalde vort eget, nemlig det danske sprog. –

For er det ikke ganske åbenbart, at Martinus egentlige hjemstavn er en anden end den, vi kender som vor? Afslører sig ikke for alle, som kender Martinus og kender hans værk, gennem ham og hans tanker en væremåde, som endnu ikke er af denne verden? – Og afslører ikke "Livets Bog" for os en tankens frihed og ubegrænsethed, som for vores skyld er steget ned i vore sproglige begrænsninger, har iklædt sig vore egne, sproglige udtryksformer og søgt at præge disse med en ubegrænsethed, som taler sit tydelige sprog om et rige, som ikke er af denne verden, om en hjemstavn, som også engang skal blive vor hjemstavn?

Hvor der er en hjemstavn, er der også en dialekt, som helt og fuldt præger tilværelsen i denne hjemstavn. Kan vi forestille os en mere ægte og oprindelig udtryksmåde end den, vi kender ved begrebet dialekt? Vi kan endnu opleve at høre dialekter mange steder på jorden. Det er vidunderligt at opleve deres princip: enkelhed, ligefremhed, ukunstlethed. Her er ingen unødvendige forsiringer, som kan skjule det væsentlige, men derimod en inderlig kontakt imellem tankens udtryk og tanken selv. – Vi kan endnu høre den hos naturfolk i afsides liggende egne af jorden, men vi kan også høre den på vore egne breddegrader. Vi hører den hos fiskerne ved havet, hos bønderne på marken og hos landsbyens småhandlende.

Og mange af os er selv vokset op i en hjemstavns dialekt.

– – –

Men sproget er jo blot et ydre udtryk for vort indre, for det trin, vi i øjeblikket befinder os på. Lige som vi selv forvandles, således er også vor sproglige udtryksmåde underkastet forvandlingens lov. – Og vore jordiske dialekter forgår. – Vi kan kaste et blik ud over jorden og se det. Hele vor verden er i en rivende udvikling, også i sproglig henseende. Medens vi tidligere kun kendte dialekter, i tusindtal, er nu skriftsprogene opstået. Vi lærer at forme ord og sætninger efter systemer. – Vort hjemstavnsbegreb har jo udvidet sig, og derigennem er det nationale sprog, skriftsproget, for de fleste af os blevet vor nye dialekt, vort nye hjemstavnssprog. Dette nye sprog har givet os mulighed for i større udstrækning end tidligere at udtrykke selv fine nuancer gennem det skrevne og talte ord. Nuancer, som også tidligere var tilstede, men svævende lå skjult bag dialektens grovkornede struktur. Og er det ikke netop disse fine, uudtalte nuancer, som får os til at holde af de gamle dialekter, der, hvor vi endnu kan høre dem klinge i naturlige omgivelser?

– – –

Men – denne udvidelse af vore sproglige muligheder har også ført med sig, at vor oprindelige, dialekten tilknyttede enkelhed og ukunstlethed er blevet udsat for svære prøvelser. Vi er kommet i fare for at drukne i ord, i formalitet. Enkelhed er blevet til noget, vi både i vort væsen og i vort sprog må erfare, må blive bevidst i. – Fra vore fordums dialekter, hvis enkelhed og ukunstlethed lå på et ganske ubevidst plan, er vi nu på vej til en ny hjemstavn og dermed en ny dialekt, som vil udvide vore muligheder for at udtrykke os nuanceret.

Og hvad de gamle dialekters fortrin angår: enkelhed, klarhed, ligefremhed, ukunstlethed, – så vil vi efterhånden generhverve disse tabte fortrin på en ny måde. På en sådan måde, at vi bliver i stand til at se selv de mest komplicerede foreteelser i enkelhedens og klarhedens lys. Og på en sådan måde, at vi bliver i stand til at manifestere disse fortrin ganske bevidst, til stor glæde for os selv såvel som for vore omgivelser.

– – –

Lige som vort hjemstavnsbegreb ikke vil ophøre med at udvide sig, men vil komme til at omfatte et større og større område, således vil også vor tanke bestandig søge at finde en mere fuldkommen måde at udtrykke sig på, således, som Martinus fortæller os det i "Livets Bog". Og den dag vil komme, da enhver af os når hjem til sin endelige, kosmiske hjemstavn, til sin faders hus. – Og da vil vi have lært at tale denne hjemstavns dialekt. Let og ubesværet vil vi kunne modtage og afsende tankebilleder, direkte, uden om det fysiske, i tyngdeenergi manifesterede ord. Uden om denne besværlige, men i dag for os så nødvendige og derfor velsignede tankens iklædning, som foranlediger så mange misforståelser i jordisk tankeudveksling.

– – –

Lad os med det her sagte som udgangspunkt nu rette vor fulde opmærksomhed mod Martinus egen udtryksmåde, i "Livets Bog" og i sine dejlige foredrag. Lad os rette den mod denne, den ubegrænsede ånds åbenbaring i et jordisk sprog, – i et sprog, som nu engang nødvendigvis må være begrænsning underkastet. – Hvad ser vi da? – Som en fin og næsten usynlig morgentåge svæver den kosmiske dialekt bag hver sætning, bag hvert ord, bag hvert bogstav, vore øjne læser – bag hver en lyd, vore øren fornemmer.

Således at forstå Martinus kræver jo, at vi har øjne, der kan se og øren, der kan høre. Det har ikke alle mennesker endnu, og vi oplever da også, at denne kosmiske åbenbaring, som "Livets Bog" er, kan blive genstand for misforståelser. – Den kosmiske dialekt kender lige så lidt som vore oprindelige jordiske dialekter til nogen grammatik. Den kender ikke til noget system at skulle indordne sig under. Den er fri. Den er tankens frihed. – Er det, at vi opfatter "Livets Bog" som tung læsning, ikke blot et udtryk for vor egen, endnu ikke tilstrækkelig udviklede intelligensevne? Er det, vi opfatter som gentagelser, ikke blot udtryk for den omhu og grundighed, som kendetegner det videnskabelige værk? – Vi er formodentlig allesammen stødt på begrebet "omstændelighed", når Martinus har været på tale blandt venner og bekendte eller hjemme i familien. Ja, på en måde er det jo rigtigt, at "Livets Bog" er omstændelig. Men hvad er det egentlig for en omstændelighed, der er tale om? Omstændeligheden viser sig ved nærmere eftertanke at være identisk med en rigdom af nuancer. Og en sådan rigdom af nuancer er noget for vore tanker meget uvant. Vi behøver blot at betragte vor egen tænkning og dermed vore egne vaner og tilbøjeligheder. Vi er vant til at tænke og træffe vore beslutninger på grundlag af forholdsvis unuancerede overvejelser. Ja, hvor ofte er ikke en ting for os enten sort eller hvid? Hvor ofte mener vi ikke, at vort svar på et spørgsmål bør være enten et ja eller et nej? Og hvor ofte er vor stillingtagen til en sag ikke enten et for eller imod? – Men, vi er godt på vej til selv at blive nuancerede, selv at blive "omstændelige" i vor måde at tænke på. Og dermed vokser også vor evne til at opfatte differentieringen i Martinus tænkning som det, den er: en rigdom af nuancer.

– – –

Vi ser altså, at den kosmiske dialekt har sin egen rytme. Vi må erkende, når vi hører Martinus tale, eller læser hans tekster, at her strømmer et kosmisk sprog os imøde på intuitionens vinger. – Afstanden fra denne tankens frihed og til vort skriftsprogs stivnede former er kæmpemæssig. Men – vi ser det jo i "Livets Bog", at intuitionen lader sig ikke standse på grund af denne afstand. Den baner sig vej frem gennem vort sprog i karakteristisk lange, fyldige, malende, beskrivende, sammenlignende sætninger.

For intuitionen er ting som tegnsætning, sætningsanalyse og sproglig gevandthed uden særlig betydning. Den behøver kun det sit ophav af Gud givne, jordmenneskelige grundlag at arbejde ud fra, når den vil søge at manifestere sig. Og vi ved jo alle, at det givne grundlag med hensyn til uddannelse for Martinus vedkommende var yderst beskedent.

– – –

Og heri ligger der noget forunderligt, som jeg gerne her til sidst vil drage frem i lyset. Alle disse små særheder, som den akademisk trænede eller påvirkede læser falder over eller støder sig på ved sin læsning af "Livets Bog", hvad er de andet end de resterende klippefremspring i et flodleje? I et flodleje, ad hvilket intuitionen baner sig frem gennem den forstenede materie. – Hvad er de andet end naturlige vejmærker, skabt af den kosmiske dialekts dynamiske indtrængen i stoffet?

Netop disse vejmærker bliver jo ufejlbarlige kendetegn for, hvad det egentlig er, vi har med at gøre: ikke en blændende udspekuleret konstruktion, ikke et subjektivt uddrag af en allerede kendt verdensfilosofi, men en direkte åbenbaring af et evigt, uendeligt og hidtil ukendt verdensbillede, ført frem for vore sanser gennem den kosmiske dialekt.

– – –

Hvert lille vejmærke af nævnte slags kan ikke andet end fryde mit hjerte. Er det ikke vidunderligt direkte at kunne se, hvorledes der ud fra i jordmenneskelig henseende så beskedne og uanselige forudsætninger som de foreliggende har kunnet opstå noget så stort og mægtigt som dette verdensbillede, Martinus har gjort tilgængelig for os? Hvis jeg derfor må udtrykke et ønske her i dag, så må det blive ønsket om, at Martinus livsværk – manifesteret i det danske sprog – som et klenodie må blive bevaret for eftertiden og kendt af denne, helt og fuldt i den form, i hvilken det er udgået fra hans hånd.

– – –

Magtfuldt toner hans kosmiske hjemstavns dialekt os imøde, udstrålende en styrke, som kun den sande kærlighed kan forlene et sprog med.

– – –

Og når vi nu er hjemme igen, og vi slår op i "Livets Bog", så lad os glæde os over de vejmærker, vi måtte støde på. Bag dem sprudler en usynlig strøm, den kosmiske dialekts levende strøm.

Og vi ser, at dette værk er hævet over al kritik. Vi ser, at alt er såre godt.