Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Vintersæsonen 1974-75 bleven travl periode, og højsæsonen i Kosmos Ferieby, den 40. i sagens historie, var præget både af intens koncentration på Martinus kosmologi og af dejlig feriestemning i det pragtfulde sommervejr. En ny vintersæson skal nu begynde, for mig den 30. sæson som medarbejder ved instituttet. Da jeg startede i 1945 som studiekredsleder og foredragsholder i Jylland, var jeg noget beklemt ved situationen, og dog var jeg meget lykkelig over at få lov at forsøge at gå i gang med dette arbejde. I dag, hvor mit virkefelt er blevet betydelig større, er jeg stadig lige lykkelig og glad ved arbejdet. Og med hensyn til beklemtheden? Den er der også endnu, selv om den måske føles på en anden måde. Der er hele tiden nye opgaver, der skal løses, og selv om der er et lige stort ansvar forbundet med at holde foredrag i Skive eller Esbjerg som at tale i London eller Berlin, er det trods alt sværere at forsøge at fortælle om Martinus verdensbillede på fremmede sprog. Men også dér er hans symboler til uvurderlig nytte, og det er skønt at opleve det stærke indtryk, de gør på tilhørerne.

At have fået lov til som sit daglige arbejde i denne inkarnation at fordybe sig i Martinus værk og give resultatet af sine studier videre til andre, der er indstillet på samme bølgelængde, har været og er en interessant og spændende opgave, selv om den naturligvis også er og må være forbundet med vanskeligheder og modstand af forskellig art, der skal overvindes så godt, det er muligt. Man kan til tider føle, at det er svært at slå til over for opgaverne og gøre arbejdet godt nok, til andre tider kan man på tilhørernes reaktion mærke, at man har fået hjælp til at ramme noget væsentligt netop for den gruppe mennesker, og den oplevelse opvejer alle anstrengelser og giver lyst til at fortsætte.

Martinus analyser og symboler er en stadig rindende kilde til fortsat studium, hvor man – hvor meget man end mener, man har forstået – stadig opdager, at der er meget mere at arbejde med, og at det egentlig kun er såre lidt, man hidtil har fattet. Jeg kan idag læse sider i første bind af Livets Bog, som jeg har læst mange gange før, hvor pludselig nye perspektiver åbner sig, som om man aldrig tidligere havde forsøgt at tilegne sig dette stof. Og det gælder alt, hvad Martinus har skrevet, at man, efterhånden som man selv har gjort flere erfaringer, opdager, at stoffet udvider sig, og man ser det på en måde som aldrig før.

Jeg fyldes gang på gang med taknemmelighed mod Forsynet, som lod det blive min lod at arbejde i denne sags tjeneste, ikke mindst fordi jeg føler, at man ikke er bundet af noget sekterisk eller dogmatisk, men tværtimod får hjælp og inspiration til at finde frem til den indre frihed, der findes i menneskesindet, friheden til at lære livets love at kende.

Selv om Martinus ønsker, at hans person altid holdes i baggrunden, må jeg tilføje, at min taknemmelighed mod Forsynet også rummer stor taknemmelighed mod ham personlig. Foruden den rigdom, der ligger i hans værk, har hans væremåde og praktisering af sine egne analyser været en levende inspirationskilde. Det er en stor oplevelse at møde en sådan ydmyghed over for guddommen og beskedenhed og tålmodighed over for sine omgivelser i forbindelse med en åndelig kraft så stærk og ren, at det uvilkårligt må blive et forbillede for ens egen tilværelse, selv om man er klar over, at der er langt igen. At have følt Martinus nærværelse og hans store kærlighed til alt og alle tæt forbundet med mit arbejde, selv om jeg fysisk var langt borte fra ham, har givet mig mod til at gå i gang med opgaver, som jeg tidligere aldrig ville have troet, jeg turde tage fat på. I den forbindelse må jeg også nævne hans humor og livsglæde, begge dele har smittet af på mig og hjulpet mig til at se mange – også mindre behagelige situationer – i et nyt lys.

En væsentlig del af disse tanker ved en ny sæsons begyndelse er også taknemlige tanker, der rettes mod de hundreder af mennesker, jeg gennem årene har været i kontakt med, mod Gerner Larsson, Martinus første medarbejder, der lærte mig så meget, mod instituttets øvrige medarbejdere og mod alle de mennesker, som jeg i disse 30 år, først i Jylland og siden i mit langsomt voksende virkeområde kom i berøring med på grund af vor fælles interesse for Martinus verdensbillede.

Jeg har mange dejlige og morsomme minder både her hjemme fra og fra foredragsrejser i Sverige, England, Tyskland, Holland og Californien, og engang kunne det være morsomt at forsøge at skrive en bog om, hvordan det har været at være "Rejsende i kosmologi". Men nu er det den sidst forløbne sæson, jeg tænker på; foruden foredrag i København og danske og svenske byer, hvor der specielt i Sverige har været en rivende udvikling i arbejdet, har jeg også i denne sæson været i Berlin og et par gange i Bonn-Bad Godesberg, hvor den firsårige fru Emma Schubmehl samler en interesseret gruppe til weekend kurser. Jeg har nylig været på Schloss Schöneck til international konference på engelsk, hvor vi var 30 mennesker fra 11 forskellige lande. Der var intet fastlagt program, det opstod spontant i ugens løb under Wivi Woeller-Paquets og sir George Trevelyans ledelse, og det blev en meget hyggelig og livlig konference, hvor både engelsk, tysk og fransk svirrede om ørerne på én, selv om det fælles sprog var engelsk. Skaberen og lederen af det åndelige pioner-center "Findhorn" i Skotland, var der også sammen med en af sine sønner og to andre unge, en ung australier og en ung franskmand.

De var på Europa-tourné og vil muligvis besøge Kosmos Ferieby på turen. Der er stor interesse for Martinus og hans arbejde blandt de unge i "Findhorn", og man har alt, hvad der er oversat til engelsk af Martinus i biblioteket dér. Der blev vist nogle meget smukke og interessante stilfilm med lydoptagelse om Findhorns skabelse og udvikling, som det ville være morsomt, om vi engang kunne se i feriebyen. Jeg holdt tre foredrag om Martinus og hans arbejde, og Martinus symboler og klare udtryksform gjorde indtryk på deltagerne, så der blev flere bestillinger på symbolbogen på engelsk. Det var en konference, som skabte god kontakt og samarbejdsmuligheder for fremtiden. I vinterens løb skulle jeg også have været til Kassel, hvor jeg i forrige sæson holdt foredrag ved en kongres, men et højst ubehageligt "hekseskud" gjorde det umuligt for mig at rejse. Det holdt mig hjemme i to uger, så jeg måtte aflyse flere foredrag, hvad der heldigvis sjældent sker. Foredraget i Kassel blev dog holdt alligevel, idet Gerard Oude Groen, der tidligere har været både i Berlin, München, Kassel og på Schloss Schöneck sammen med mig, klarede opgaven, og han holder nu foredrag flere steder, både i Holland, Tyskland og Schweitz. Tage Buch og jeg havde en travl men dejlig uge sammen i England i April, som Tage har skrevet om her i bladet. Også derovre viser der sig nye muligheder, som, når tiden er moden dertil, vil blive til fremgang og vækst for Martinus arbejde.

Med hensyn til min foredragsvirksomhed her hjemme, både i København og provinsen, må jeg åbent indrømme, at jeg har lidt dårlig samvittighed, idet dels mit "hekseskud", dels mine besøg i Sverige, Tyskland og England har bevirket, at mine foredrag blev færre, end jeg oprindelig havde tænkt mig. Specielt har jeg dårlig samvittighed med hensyn til Kolding, Esbjerg, Herning og Skive, hvor jeg havde regnet med at komme endnu engang og slutte sæsonen, som jeg gjorde det i Odense, Århus og Ålborg. Men tiden løb fra mig, og jeg nåede det ikke. Derfor vil jeg gerne her sige "tak for sæsonen og på gensyn" til vennerne i disse fire byer. Jeg glæder mig, til vi ses igen til efteråret.

I den kommende sæson skal jeg både til Bonn-Bad Godesberg, og Berlin i September, Tage Buch og jeg skal til England i Oktober, og der er også ytret ønske om, at jeg skulle komme til Geneve, ja, endda til Firenze, hvor specielle grupper er interesseret i at høre om Martinus og hans verdensbillede. Det er jo begrænset, hvad jeg kan overkomme, så noget af det må vente, da jeg ikke har i sinde at svigte byerne i Danmark og Sverige. Men når tiden er moden til det, vil flere medarbejdere komme til, og vi vil kunne overkomme mere. Vi er jo allerede nogle stykker, både herhjemme og i udlandet, og arbejdet skal ikke forceres frem, men vokse støt og roligt som en plante. Det vigtigste er, at samarbejdet er harmonisk og bygget på gensidigt venskab. For Martinus selv har Kristus altid været forbilledet, og han ser sit arbejde som en naturlig fortsættelse af kristendommen. Derfor må det også være naturligt, at den væremåde, som Kristus anbefalede sine disciple, må være et forbillede for alle, der på én eller anden måde er Martinus medarbejdere: at have indbyrdes kærlighed. Det er det tankeklima, som får alt til at vokse, ikke sensationelt og med brask og bram, men med indre styrke og harmoni.

P.S.

Den svenske psykiater Nils-Olof Jacobson har fået til opgave at skrive om Martinus i et nyt svensk religions-leksikon.

Den 2/3 var der en positiv artikel om Martinus og hans arbejde i Søndags-Berlingeren, og den 13/4 også en udmærket artikel i den svenske avis "Aftonbladet".

I dette forår er en "projektrapport om "Martinusbevægelsen"" udarbejdet af to unge ved Roskilde Universitetscenters humanistiske basisuddannelse, Jeanette Dalsgaard og Troels Lyndelse, så selv om Martinus arbejde, som han selv udtrykker det, endnu nærmest er "en offentlig hemmelighed", vokser kendskabet til dets eksistens stille og roligt.