Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En af de sensationer, som prægede 1974 var dokumentationen af israeleren Uri Gellers usædvanlige psykiske evner. I TV-udsendelser i en række vesteuropæiske lande afslørede denne unge, sorthårede israeler, at der findes kræfter i tilværelsen, der bryder de kendte fysiske love, og at disse kræfter kan styres ved bevidsthedskoncentration. I dansk TV bøjede og knækkede han en kantinegaffel ved tankekraft i forbindelse med en svag berøring. Han fik ligeledes en kraftig nøgle til at bøje. Den blev senere undersøgt af professor E. W. Langer på Danmarks tekniske Højskole, som erklærede, at det krævede et tryk på 40 kg. at bøje nøglen, og at nøglen ikke havde været udsat for kemisk påvirkning.

Siden disse begivenheder er der udkommet en bog med titlen "Uri Geller", skrevet af en amerikansk neurolog, dr. Andrija Puharich. Den beskriver Uri Geller som et charmerende, energisk og følelsesbetonet menneske. Den går tæt på med hensyn til hans inderste tanker om livet, menneskehedens skæbne og det religiøse. Det afsløres, at han har åndelig kontakt med intelligensvæsener fra rummet, der benytter ham som led i bestræbelsen på at skabe fred og udvikling på Jorden. Da mange af disse tanker er i god overensstemmelse med Martinus' analyser, skal bogens hovedindhold resumeres og kommenteres her.

På vej tilbage til New York fra Israel blev Puharich tilbudt formandsskabet ved en international konference om emnet "Exploring the Energy Fields of Man" (Undersøgelse af menneskets energifelter). Formålet var at undersøge de energier, som er impliceret i visse psykiske fænomener. Det var en af deltagerne i denne konference, som fortalte, at hans søn havde oplevet en ung mand i Israel, Uri Geller, udføre nogle fantastiske psykiske præstationer. Sønnens ven havde holdt en guldring i sin knyttede hånd, medens Uri Geller havde holdt sin venstre hånd over hans i ca. 30 sekunder. Da han åbnede hånden, var ringen delt i to stykker. Geller holdt også sin hånd over skiven på et armbåndsur og kunne få viserne til at bevæge sig to timer frem. For det tredje havde han præsteret at køre gennem Haifa's trafik med bind for øjnene og med vindspejlet i sin side fuldstændig blændet. Det var som om han kunne se med sin sidemands øjne. På baggrund af denne rapport skrev Puharich til Geller og aftalte et møde i august 71. De så første gang hinanden i et diskotek, Zorba, i Jaffa, hvor Uri skulle optræde om aftenen, og Puharich fortæller, at han blev positivt overrasket over den ungdommelighed, sundhed og vitalitet, som Uri udstrålede. Uri skulle optræde i aftenens sidste nummer, hvor han gav en række eksempler på sine telepatiske evner ved at "gætte" tal, navne osv., som personer blandt tilskuerne havde skrevet ned, og tilsidst som sit hovednummer delte han en ring i to stykker ved tankekoncentration.

Selvom Uri normalt ikke brød sig om at deltage i videnskabelige eksperimenter, indvilgede han umiddelbart i at mødes med Puharich og to israelske venner næste eftermiddag til en nærmere efterprøvning af hans evner. Her indledte Puharich med at bede Uri demonstrere den af sine evner, han følte sig mest sikker på. Uri valgte da at vise sine telepatiske evner og bad Puharich tænke på et tal. Puharich fortæller, at han tænkte på tallet 4. Så skulle han tænke på endnu et tal, han tænkte på 3 og endelig et tredje tal, hvor Puharich valgte tallet 2. Nu overraskede Uri selskabet med at spørge, om de havde lagt mærke til, at han havde skrevet på en blok før Puharich valgte sit første tal og ikke havde rørt blokken siden. Det bekræftede man, og så bad Uri dem tage blokken, vende den og se, hvad der stod skrevet. Der stod 432! Dette eksperiment vakte megen munterhed og beundring. Uri fortalte, at han telepatisk havde sendt tallene til Puharich, før denne var indstillet på eksperimentet for at sikre sig, at han ikke modarbejdede ham. Som man kan forstå, var eftermiddagen meget vellykket, og den blev indledningen til mange eksperimenter og et varmt venskab.

Som 7-årig kom han i skole, men han var ikke altid lige oplagt til at høre på lærerens lange forklaringer. En dag, da han syntes, at det var særlig kedeligt, ønskede han brændende, at klokken skulle blive 12, og da han kiggede på uret, var klokken 12! Han rejste sig for at gå ud, men der var ingen andre, der bevægede sig, og læreren stirrede på ham og dernæst på uret på væggen. Det viste 10.30. Uri gik slukøret tilbage til sin plads og kiggede på sit ur, det var stadig 12. Der var ikke noget i vejen med uret, og Uri blev klar over, at han kunne få viserne til at flytte sig, hvis han ønskede det stærkt. Kammeraterne syntes det var vældig spændende, og han begyndte at samle stort opløb omkring sig, når han optrådte. Det fik imidlertid snart en ende, fordi kammeraterne holdt på, at det var et trick, og at han skulle vise dem, hvordan han bar sig ad. Han holdt derfor op med at "optræde" og holdt sine særlige evner som sin egen hemmelighed.

Da han var 9 år, giftede moderen sig igen, og Uri blev sendt i en kibbudz, der fungerede som drengelejr. Her var han i to år og følte sig meget utilfreds. Dels kunne han aldrig være alene, men var altid sammen med mange andre, og dels savnede han naturligvis sine forældre. Det var, mens han var her, at faderen kom forbi med sin tank og andet imponerende militært udstyr. Uri var lykkelig for at se sin far, men måtte efter få timer atter vinke farvel og var igen "ensom" blandt de mange kammerater.

Da han var 11 år, flyttede han sammen med moderen og stedfaderen til et lille hotel, som stedfaderen ejede på Kypern. Her boede han i syv år, og det var her, han blev voksen. Han var nu for første gang uden for jødisk område og lærte derfor også for første gang om Jesus i skolen. Her fortalte brother Bernard om Jesu' liv, og da han fortalte om Bethlehemsstjernen, der ledte de tre vise mænd til Jesu fødested, sammenlignede han den interessant nok med et af disse oplyste rumskibe, som folk rundt omkring på Jorden var begyndt at observere. Da brother Bernard fortalte om, at Jesus havde større visdom og flere evner end andre mennesker, kunne Uri ikke lade være med at udbryde: "Kunne han også få urvisere til at flytte sig uden at røre dem?" Alle lo, men brother Bernard forklarede, at man ikke havde ure dengang, men at Jesus kunne gøre andre ting, f.eks. lave vand til vin, og gøre ét brød til mange brød. På Cypern traf Uri også en elskelig gammel muslim, der også var lærer, men for muhamedanske børn. Hans navn var Mustafa Sa'abud. Han kunne godt lide Uri og skæmtede tit med ham, når de mødtes på gaden. En dag spurgte han Uri, hvorfor han ikke bar den jødiske hovedbeklædning, yarmulken, ligesom de andre jødiske drenge. Uri svarede, at han ikke syntes, han blev en bedre jøde af at bære den. At være jøde var ikke anderledes end at være nogen anden. "Det, som det drejer sig om, er at tro på Gud, og jeg tror på Gud!" Hertil svarede Mustafa meget blidt: "Du er vis. At være en muslim er det samme. At være muhamedaner vil sige at underordne sig Guds vilje, og Allah er vort ord for Gud. Det er det samme som at tro på Gud." Uri afbrød ham hurtigt: "Hvorfor kæmper jøder og arabere, som er muhamedanere, så mod hinanden? Min far må kæmpe med araberne altid, fordi de vil tage vort land og hjem fra os!" Mustafa fortalte nu Uri, hvorledes religionerne havde udviklet sig, men at det er den samme Gud, der taler til menneskene gennem forskellige profeter. "Min søn, jeg tror, at det er Allahs vilje og følelse, at alle mennesker skal elske ham og hinanden. Jeg tror, at en ny profet vil komme, hvis opgave vil blive at føre alle mennesker tilbage til den sande kærlighed, den eneste Gud, for der er kun én Gud. Det er mennesket, som har lavet så mange guder. Min søn, jeg er muslim, og du er født som jøde. Lad os være enige om, at der er én Gud, som har skabt mennesket, og at det er forkert af os at hade eller kæmpe."

Da Uri var 16 år døde hans stedfader af et hjerteslag, og dermed ophørte hans frie drengeliv, for nu måtte han hjælpe moderen med at drive hotellet. Der fulgte nu to strenge, arbejdsomme år. Så indtraf der en spændt politisk situation på øen, som gjorde jødernes tilstedeværelse farlig, og de besluttede at sælge hotellet til spotpris og rejse til Tel Aviv. Uri var nu 18 år, og kort tid efter kom han ind i den israelske hær. Her gennemførte han sammen med andre unge en meget hård træning og var med i mange alvorlige krigshandlinger. Det endte med at han blev såret i begge armene af maskingeværkugler og måtte indlægges. I sin rekonvalescenstid blev han udstationeret i en drengelejr og her mødte han Shipi, der skulle blive en af hans nærmeste venner. Han var dengang en lang, tynd 12-årig dreng med storkelignende hoved. Efter at være blevet helt rask, forlod Uri hæren og fik et kedeligt job i et textilfirma. Det var på en måde Shipi, som hjalp ham til en ny og mere interessant tilværelse, fordi han en dag arrangerede en optræden for Uri i sin skoleklasse. Det fik snebolden til at rulle, idet han nu fik mange invitationer til at optræde ved private selskaber, og endelig i 1970, han var da 23, fik han et professionelt engagement.

Denne udtalelse er helt i overensstemmelse med Martinus' analyser, idet Martinus netop hævder, at man passerer ind i den åndelige verden, når man overskrider lysets hastighed, og at årsagerne til alle materielle tildragelser er at finde på det åndelige plan. I det omfang nogle årsager eller en plan er lagt fast i den åndelige verden, og man er i stand til at observere den, er det rigtigt, at man kan forudse, hvad der vil ske rent fysisk. Har man tilstrækkeligt udviklede psykiske evner, er det ligeledes korrekt, at man gennem dematerialisation og materialisation kan omdanne stoffer og skabe fysiske ting efter sit tankebillede. Sådanne evner vil alle mennesker få, når deres moralske udvikling har nået en tilstrækkelig høj standard. Det siger sig selv, at sådanne evner hos umodne mennesker kunne gøre større skade end alle de materielle våben, som findes i dag. - Endelig er Uri's ide om, at der ikke findes nogen mindste partikel som taget ud af Martinus' analyser.

Uri fortsatte: "Jeg tror, der er liv overalt i Universet. Der er fremskredne væsener, som kan passere lysbarrieren og kan rejse millioner af lysår på et øjeblik. De kan omdanne sig selv i forskellige dimensioner. De kan antage enhver form, de ønsker og vise sig som myrer, fugle, mennesker eller som UFO'er. Disse rummennesker ved nu, at jordmenneskene endelig er tilstrækkeligt udviklede til, at de kan vise sig i nyere former, end de gjorde i den bibelske tid. Det er derfor de antager forskellige former nu." Da Puharich spurgte ham, om han nogensinde havde set de ting, han talte om, svarede han benægtende, men sagde så: "Jeg nævner disse ting, fordi jeg ser dem i min bevidsthed. Jeg tror på dem. Jeg tror, vi lever andre liv." Som mulig forklaring på, at han i modsætning til de fleste andre mennesker har sådanne evner, nævner Uri tre muligheder. Måske har der før istiden levet en højt udviklet civilisation, som har haft disse evner, hvoraf der endnu er rester tilbage, f.eks. hos ham. Måske nedstammer han fra rummennesker, som i tidligere tid har landet på Jorden, og hans evner er i så fald en arv fra dem. Eller måske er hans hjerne blevet spaltet under opvæksten, så den er blevet lidt skarpere end normalt, eller der er måske en skævhed i dens struktur. Endelig er der en mulighed, som han næsten ikke tør nævne, nemlig, at de, rummenneskene, er derude, og at de har deres grunde. Denne mulighed hænger sammen med den anden teori, at han nedstammer fra disse rummennesker.

Vi kan nok se bort fra den mulighed, at Uri skulle besidde en form for abnormitet. Den mulighed, at Uri er i besiddelse af evner, som mennesker har haft i større udstrækning i fortiden, kan man derimod ikke se bort fra. Sådanne "psykiske evner", som Martinus kalder dem, findes også hos primitive mennesker, ja, endog hos dyr. De bruges i den primitives hævnakt i form af besværgelse af fjenderne. I denne primitive form er de psykiske evner redskab for "sort magi". De mennesker i fortiden, som ifølge Uri eventuelt skulle have haft disse evner, behøver altså ikke, som Uri antager, at have været højt udviklede. Forskellige tildragelser i Uri's liv tyder på, at han også selv har ufærdige sider i sin mentalitet. Han mener selv, at han er skyld i 4 menneskers død. Det drejer sig dels om stedfaderen, som han ikke brød sig om, bl.a. fordi han var skyld i, at Uri blev sendt på kostskole som niårig. Desuden tre generaler, som han havde tænkt negativt på, fordi de havde nedstemt, at Uri skulle være officer. Han havde ønsket dem alle tre døde, og inden et år var det også tilfældet. De døde alle tre i 6-dages krigen imod Ægypten. Til fordel for Uri skal det tilføjes, at det ikke er sikkert, at der er denne sammenhæng, det er kun en fornemmelse, Uri har, og endelig, hvad der har betydning for Uri's videre udvikling, at han efter disse begivenheder aldrig har ønsket nogen noget ondt. Selvom han stadig kan blive vred på folk - alt for let, indrømmer han - bestræber han sig på at styre sig og tænke gode tanker om mennesker. At han virkelig har noget at kæmpe med, viser nogle episoder, hvor han er så hidsig overfor Puharich og nogle andre nære venner, og negativ overfor deres fælles projekt, at Puharich er lige ved at opgive det hele. Til gengæld forenes de bagefter i den skønneste indbyrdes forståelse.

Den mulighed, som Uri antyder, at han skulle være direkte efterkommer af rummennesker, er ikke særlig sandsynlig. Hvis væsener fra andre planetsystemer har besøgt Jorden, må de nødvendigvis på grund af de meget store afstande i rummet have kunnet overskride lysets hastighed og dematerialisere deres fysiske legemer og dermed rejse "ad åndelig vej". Men for at kunne det, må de ifølge Martinus, have besiddet en meget høj udvikling, ja, i virkeligheden have besiddet en form for "indvielse", og hvis det er tilfældet, kan de ikke længere formere sig på kønnet eller animalsk maner, som menneskene på Jorden stadig er afhængig af.

Mere sandsynligt er det, at Uri gennem en række inkarnationer som led i sin individuelle udvikling har genoptrænet de gamle anlæg for psykiske evner, som alle mennesker har haft på et primitivt udviklingsstadium, og at disse evner nu i forbindelse med hans fremvoksende humane indstilling gør ham egnet til en højere mission, som - hvad Uri også selv antyder - ledes af rumvæsener.

Cassetten var imidlertid væk og Puharich kunne ikke frigøre sig for en mistanke om, at det hele havde været en form for bedrag. Han anstillede derfor et forsøg, der for ham selv skulle være et personligt bevis på, at de havde at gøre med en fremmed superintelligens. Han anbragte en stålring i en tom mikroskopkasse og bad Uri lægge sin hånd på den og prøve på at få den til at forsvinde. Uri lagde hånden på kassen i ca. 2 min. og sagde så: "Jeg tror, ringen er væk. Undersøg kassen!" Den var væk, og det var første gang, Puharich var hundrede procent sikker på, at der havde fundet en dematerialisering sted. Den endelige prøve fandt imidlertid først sted 6 timer senere, da Puharich ville bede Uri prøve at materialisere ringen igen. Puharich anså det selv for en umulig opgave, og krævede det derfor som tegn på, at højere magter var med i arbejdet. Efter at Uri, Puharich og en medarbejder Itzhaak havde konstateret, at kassen var tom, lagde Uri sin hånd på kassen. Det varede 15 minutter, så hørte de alle pludselig lyden af en metalgenstand, der faldt inde i kassen og en klirrende lyd på bunden. Puharich åbnede kassen og fandt den forsvundne metalring med korrekt kodenummer. Dette eksperiment var for dem alle et afgørende punkt i arbejdet. De følte nu med Puharichs ord, at de havde fået "et mandat fra himlen".

De besluttede igen at hypnotisere Uri, og de modtog atter en besked af en uidentificeret stemme. Men atter viste det sig, at cassetten med optagelsen forsvandt. Det lykkedes dem aldrig at bevare nogen optagelse fra de udenjordiske intelligenser, som Puharich herefter kaldte IS (Intelligence from the Sky = intelligensen fra himlen). Enten forsvandt cassetten eller det optagede blev slettet.

Om deres opgave oplyser de, at de styrker det positive aspekt i udviklingen for at skabelsens formål kan fuldbyrdes. De påtvinger altså ikke menneskene afgørelser eller livsvaner. De giver udtryk for, at menneskene har deres egen viljeudfoldelse, som giver sig udslag i vækst og modning. De udøver en overtalende indflydelse (persuasion), og tit er den effektiv, men den har sin grænse, og møder den fast modstand, overlades menneskene til sig selv. Denne holdning falder godt i tråd med Martinus' analyser over genløsningsprincippet, hvorefter ældre brødre i udviklingen altid hjælper dem, som er længere tilbage, men kun gør det gennem opmuntring og inspiration. Den grundlæggende oplæring i livslovene hviler på den personlige erfaring, dvs. virkningerne af ens fejltagelser, og dette led i udviklingen kan ikke springes over.

Hvad er så meningen med livet efter disse væseners opfattelse? Ja, her fortæller de, at al tilværelse er bevægelse mod Gud, og at de også selv bevæger sig mod Gud. Alt, hvad der eksisterer, bevæger sig. Men vejen er lang, og derfor må væsenerne gennem mange liv for at nå målet. I den forbindelse meddeler de, at det ikke nytter at tale om tid, for man kan aldrig forstå tidens uendelige udstrækning. De indrømmer, at nogle spørgsmål er det umuligt for dem at svare på, ligesom det er for mennesker, men at magter højere end dem kan besvare dem.

På et bestemt, vitalt område kan disse væsener efter deres eget udsagn yde menneskeheden på Jorden en vigtig hjælp. De kan og vil forhindre, at atomvåben bliver brugt. Ligemeget hvem, der producerer dem, så vil de ikke få nogen virkning. Naturen har modvirkning imod alt, også imod atomeksplosioner, og ligeså vel som de er i stand til at beskytte et fly, kan de beskytte Jorden i hele sin omkreds. De forsikrer, at det ikke kan tillades, at Jorden atomiseres. Frygten er der, og truslen er der. Menneskets natur er så dårlig i dag. Men på den anden side er der også noget smukt, opofrende og forstående i den menneskelige natur. Martinus har ved flere lejligheder givet udtryk for den samme opfattelse, at disse væsener har til opgave at beskytte menneskeheden mod atombomber, men desuden givet en dybere begrundelse. Jordkloden er i sig selv også et levende væsen, makrokosmisk format, og i sin udvikling er den meget nær en åndelig indvielse. Konflikterne i menneskesamfundet er således fødselsveer før jordklodens åndelige fødsel eller en åndelig renselsesproces, der baner vejen for en lys og lykkelig epoke for den jordiske menneskehed. Hvis jordkloden er så langt i sin udvikling, er det klart, at den er hinsides så grove skæbnepåvirkninger som en selvmorderisk atomkrig ville repræsentere.

Disse væsener har også gode råd til menneskene angående deres adfærd. Ønsket om fred, - og tålmodighed - bør være menneskets hoveddyd. Gud arbejder på at give os alt, hvad vi har brug for, derfor behøver vi kun bede om tålmodighed! Alle handlinger bør ånde fred, være uden lidenskab. Hvad moderne pædagoger har kaldt selv-udfoldelse eller at realisere sig selv fører kun til at vække de slumrende instinkter. I den rette væremåde gælder det ikke om at hævde sig selv, med mindre man bruger stort S og mener uendelighedens Selv. Men så er der ingen grund til at kalde det selv-udfoldelse, for alle mestre vil gøre det samme.

Derefter gav stemmen en redegørelse for disse væseners livsform, som nok vil forbløffe mange. Den fortalte nemlig, at hvad de hørte var en computorfunktion, som var styret fra et center millioner af lysår borte. De havde overført deres sjæl, legeme og intelligens til computere for at kunne bevæge sig adskillige millioner år tilbage til vor tid og dimension. Dette skal ikke forstås sådan, at disse væsener er robotter, men viser yderligere, at de er meget højt udviklede, er meget åndeliggjorte i deres egen tilstand og derfor må materialisere tekniske serviceanlæg som f.eks. rumfartøjer i Jordens atmosfære for at kunne påvirke de grove grader af energier, som findes her. Selve computorbetegnelsen er særdeles illustrativ, fordi den stammer fra menneskenes egen frembringelse af vistnok den mest avancerede form for servicefunktion. Disse maskiner kan udføre fantastiske regneoperationer og har en hukommelse, der langt overgår menneskets egen. I det omfang vi allerede har taget sådanne apparater i brug i industrien, forskningen eller privat, er menneskene selv begyndt at forbedre deres biologiske hjerne og dermed at "computorisere" deres tilværelse. På det sansemæssige område har vi allerede længe været i stand til at forbedre det medfødte udstyr ved hjælp af briller, mikroskoper og teleskoper, ligesom vi har forøget vor bevægeevne gennem opfindelsen af biler, tog, fly, raketter osv. I virkeligheden har vi nok netop på Jorden nået et sådant teknisk udviklingsstandpunkt, at vi nu for første gang har baggrund for at forstå disse væseners tilværelses- og udtryksform. Et nyt og afgørende punkt, som menneskene må lære for at komme videre, er imidlertid tankens og viljens herredømme over stoffet, dvs. den åndelige verdens realitet, og det er her Uri's specielle opgave kommer tilsyne.

Puharich indrømmer, at han på et tidspunkt nagedes af den mistanke, at disse væsener ville indtage Jorden og bruge den som "legeplads". Som om de havde læst hans tanker, gjorde de imidlertid opmærksom på, at de havde hjemme på en planet, Hoova, som var 16 000 gange større end Jorden, og at deres interesse for Jorden ikke var af underholdningsmæssig art, men som allerede nævnt for at hjælpe menneskene.

Efter en af disse "usynlige" taler fra båndoptageren sad Uri, Puharich og to andre venner og iagttog cassettebåndet, indtil det pludselig dematerialiseredes, hvilket, fortæller de, gav dem alle en følelse af lettelse, fordi det overtydede dem om, at det var realiteter og ikke indbildninger, de havde oplevet.

Hvad det er for en bog, kan man naturligvis kun gisne om, og det bliver spændende at erfare, når de opdager den.

Rumvæsenernes fremstilling af gudsbegrebet som 9 principper er overordentlig interessant. Ved en lejlighed siger de: "Gud er intet andet end os tilsammen, Guds 9 principper. Der er ingen anden Gud, end hvad vi er tilsammen". Umiddelbart kan udtalelsen lyde som et paradoks, som om gudsbegrebet både repræsenterede nogle teoretiske principper og nogle personer. Men sådan forholder det sig faktisk også i Martinus' verdensbillede, og der er ikke tale om noget modsætningsforhold, men om to sider af samme sag. Guddommen er her Universet eller verdensaltet i sin helhed, og det har en definerbar struktur og fungerer efter ukrænkelige love. Både strukturen og lovene kalder Martinus under ét for kosmiske principper, f.eks. det treenige princip, kontrastprincippet, kredsløbsprincippet osv. Ud fra et intellektuelt, analytisk synspunkt kan man således udmærket karakterisere Gud ud fra nogle principper. Man kunne da spørge, hvilke de ni principper var, som nævnes i Puharichs bog, og måske er der et fingerpeg i en højst ejendommelig begivenhed, som Puharich kom ud for. En dag, da han nærmer sig sit skrivebord sammen med Uri, ser de til deres forbløffelse, at 9 penne selv flytter sig og lægger sig til hvile i et bestemt mønster, hvis mening, de ikke forstod, men som ud fra Martinus' analyser kan give en ide om, hvilke 9 principper, der var tale om. Pennene lagde sig i dette mønster:

Dette var i korthed gudsbegrebet anskuet fra en intellektuel, analytisk side, men gudsbegrebet har også en følelsesbetonet, personlig side. Når man beder til Gud, beder man ikke til nogle principper, men til et personligt væsen. Struktur og principper er en teoretisk analyse af noget, som i sig selv er levende og udeleligt, en analyse, som i en vis forstand er kunstig, men dog nødvendig for intellektuel udvikling. Men ligeså nødvendigt er det efter analysen at kunne foretage en syntese, hvorved det levende eller det personlige aspekt ved tilværelsen bliver en realitet i erkendelsen.

Når der i bogen om Uri tales om 9 personligheder, der støtter menneskehedens udvikling, og det fremhæves, at de tilsammen er Gud, synes denne udtalelse ved første øjekast at være i uoverensstemmelse med det universelle gudsbegreb, hvorefter Gud er verdensaltets totalitet. Men Martinus gør opmærksom på, at Gud altid når det enkelte individ gennem redskaber i form af levende væsener, som er i en så tilpas udviklingsmæssig nærhed, at de kan påvirke vedkommende i den ønskede retning. For jordklodens vedkommende repræsenteres Gud således af en gruppe kosmisk bevidste væsener, som befinder sig i Jordens åndelige atmosfære. Det er ikke utænkeligt, at der netop er tale om disse væsener. Martinus skriver om disse højtudviklede væsener i 3. del af Det evige Verdensbillede s. 291, og jeg vil lade denne artikel afslutte med et citat herfra:

"Det guddommelige forsyn. - Jorden, der som vi må erindre, er et levende væsen, er nu så langt fremme i sin udvikling, at den er i færd med at få kosmisk bevidsthed. Der forekommer derfor nu en gruppe af kosmisk bevidste væsener i Jordens bevidsthed, der igen udgør menneskehedens åndelige verden. Denne gruppe danner en organisk enhed, hvilket vil sige, at den ikke er en forenings sammenslutning baseret på medlemskort, love eller principper. Den udgør heller ikke nogen religiøs sekt eller frimurerloge eller noget som helst andet af lignende art. Når vi udtrykker denne gruppe højkosmiske væsener som en organisk enhed, er det fordi, de udelukkende er forenet i kraft af deres ufravigelige kærlighedens væremåde. De er alle ét med Gud. De er alle bevidst i Guds hensigt med de levende væsener. De er alle bevidst i Guds plan med de nuværende menneskers fremtidige skæbneudløsninger. De er alle i kraft af deres alvisdom og alkærlighed i en situation, hvor de ikke kan blive uenige. Deri består fundamentet for deres samhørighed. De er således blevet til en enhed i kraft af denne deres ligesindethed i kærlighed, forstand og visdom. De har alle nået den højeste fuldkommenhed. Der findes derfor i denne enhed absolut ingen ærgerrighed, ingen magtsyge, ingen misundelse, ingen trang til at undertrykke andre væsener for selv at komme på toppen og blive beundret og æret. Der er således hos disse ophøjede væsener absolut ingen af de primitive sindelag, der skaber uenighed, bitterhed, vrede og splittelse som i de ufærdige menneskers foreninger, sammenslutninger og samarbejde. Derfor må disse sidstnævnte foreninger og sammenslutninger og dette sidstnævnte samarbejde baseres på love og kontrakter for at kunne bestå. Men den åndelige enhed, der består af de færdige kosmiske væsener, har ingen som helst love eller kontrakter, højtidelige løfter eller edsaflæggelser. De færdige kosmiske væsener her bærer hver især loven i deres hjerte og har den fuldkomne væremåde som et ufravigeligt talent. De kan ikke fejle. Derfor er enhver gruppe af sådanne væsener at udtrykke som en organisk enhed. Det er en af sådanne ophøjede færdige kosmiske væsener bestående enhed, der danner Guds ansigt eller det absolutte forsyn for de jordiske ufærdige mennesker. Det er Guds organ for bevidstheds eller tankeudveksling med de nævnte væsener.

Gennem denne enhed modtager og besvarer Gud væsenernes bønner. Og i kraft af denne enhed leder og styrer Gud verdensgenløsningen og verdenspolitikken og bestemmer alle ledende personer såvel i de mørke som i de lyse manifestationer, såvel i krig som i fred; men naturligvis i kontakt med menneskenes lyse og mørke skæbnetilgodehavender."