Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Planterne er bundet til stedet, hvor de gror, dyrene har større frihed, nogle bevæger sig på jorden, andre under jorden, andre igen i luften, på vandet eller i vandet. Nogle af dem behersker endda i større eller mindre grad flere af disse bevægelsesmuligheder. Intet dyr har dog så stor bevægelsesfrihed som det "sociale dyr", der kalder sig selv "Homo Sapiens", hvilket kan oversættes som "Det videnskabelige menneske". Det har ikke vinger som fuglen eller svømmefødder, det har ikke finner, en kraftig hale og gæller som fisken, og alligevel kan det i givet fald bevæge sig temmelig længe og med stor overlegenhed både i luften, på vandet og under vandet, lige som det uden specielt i organismen indbyggede graveredskaber kan lave underjordiske gange, ja hele underjordiske byer, som f.eks. myrerne kan det. "Homo Sapiens" har heller ikke den stærke og smidige muskulatur og organismebygning som er til uvurderlig gavn for så mange dyr, både når det gælder angreb og flugt, og det har ikke de indbyggede våben i sin organisme, som gør rovdyrene til herre over deres bytte; og dog er det af alle dyr "Homo Sapiens", der har gjort sig jorden underdanig og gjort sig til herre over alle de andre dyr. Det er en "nøgen abe", som der står i visse moderne bøger, men der findes også bøger, hvori det kaldes "Mennesket i Guds billede efter Guds lignelse". Hvilket udtryk man end foretrækker, kan man i alt fald ikke komme uden om, at dette fysisk set svage væsen ved hjælp af en evne, som det selv kalder "at tænke", er blevet de andre dyr overlegent og endda behersker visse naturkræfter. Det har fået overblik over sammenhæng mellem årsager og virkninger i stor udstrækning og har formået at forbinde dette overblik med en teknisk skabende evne. Derved har det kunnet forlænge sin fysisk set svage organisme med redskaber og hjælpemidler, der har ført det frem til fantastiske friheder både i forhold til jord, vand og luft, ja, også til det fjerde af det, man i gamle dage kaldte "de fire elementer": ilden. Men hvorfor er de fleste medlemmer af dyrearten "Homo Sapiens" fulde af frygt for fremtiden? Frygt for en verdenskatastrofe, der skulle kunne betyde samme dyrearts totale undergang, ja, måske klodens undergang? Fordi de i deres "frihed" har sat kræfter i gang, som de tilsyneladende ikke har frihed til at beherske. Større bevægelsesfrihed er også friheden til at fare vild, og når det gælder tankens frihed, frihed til vildfarelser og fejltagelser, det er det "frie" menneskes dilemma.

"Hvad er så velsignet som frihed? Den attrås ikke blot grådigt af mennesker, men også af dyr. Frem for alle andre ting bør friheden være den foretrukne". Sådan sagde gamle Cicero, men han sagde også: "Overdreven frihed fører såvel nationer som de enkelte mennesker til overdrevent slaveri." Og det er netop den situation, hvori ikke blot enkelte mennesker eller nationer, men hele den jordiske menneskehed nu befinder sig. Vi er blevet slaver af virkninger, hvis årsager vi selv har haft frihed til at sætte i gang. Vi er blevet slaver af teknikken og industrialiseringen, af produktionen og materialismen, af miljøforstyrrelsen og forureningen og af meget andet, som alt sammen dækkes af ét ord: egoismen. Ved teknikkens hjælp har vi også skabt mere og mere langtrækkende våben med stadig større destruktionskapacitet, hvilket kunne synes at føre til menneskehedens selvmord i desperation og sindssyge. Alt dette kan lede til den opfattelse, at det var bedre, om mennesket havde mindre frihed, end det har, men det er en snæversynet, frygtbetonet og umenneskelig opfattelse, som mennesketyper med diktatortilbøjeligheder snart skulle udnytte og sige som Bismarck: "Friheden er en luksus, som ikke enhver kan tillade sig." Det betyder, at så kan "herren" tillade sig den på "slavens" bekostning. "Herrementaliteten" er heldigvis ved at forsvinde, til gengæld er vi alle ved at blive "slaver" uden at vi er klar over det. Det kan ikke afhjælpes ved at genindføre "herrementaliteten", den er døende og skal dø en naturlig død af alderdom. Vi skal videre frem, for det er en udviklingsproces, vi befinder os i, vi skal lære meget mere om tankens frihed og derved overvinde det fælles slaveri, vi har skabt for os selv. Vi skal lære, at frihed er frihed til at lære livslovene at kende og til at anvende dem, og at enhver frihed er forbundet med et ansvar.

At kunne kravle op i et træ er en fysisk frihed, som mange dyr, deriblandt også "homo sapiens", har. At have en sav med sig er en frihed, som bl.a. er baseret på tankekraft og skabeevne fra menneskehedens fortid, hvor man opfandt og realiserede begrebet "sav" og dermed muligheden til at forlænge den menneskelige organisme på kunstig måde med et specielt redskab. At ville save en gren af, som man af en eller anden grund mener er i vejen, eller som man har brug for, er derved blevet muligt og er udtryk for et vist overblik over årsag og virkning. At sidde på den gren, man saver af, er derimod en absolut mangel på videre overblik, og det vil få ubehagelige følger. Det er så indlysende, at det er banalt. Ikke desto mindre er det et passende billede eller symbol på, hvad den jordiske menneskehed i øjeblikket er i færd med. Det sker af mangel på overblik, d.v.s. af mangel på kendskab til livslovene, ja, endda af manglende tro på, at der overhovedet findes sådanne love i universet. Når manden i ovennævnte eksempel falder ned sammen med grenen, er det på grund af en naturlov, vi alle kender, derfor er det banalt, og han er til grin som en klovn eller tåbe. Men træet bliver bogstavelig talt et "kundskabens træ" for ham, han bliver klogere af skaden og hans "bevidsthedskartotek" over årsags- og virkningssammenhænge, det vi kalder erfaringer, udvides. Hvordan skal det gå menneskeheden i den lignende situation og dens forhold til "kundskabens træ"? De jordiske mennesker har gudskelov stadig mulighed for at udvide deres kundskaber, og det vil føre dem til en helt anden form for frihed, hvor de ikke blot har kendskab til fysiske naturlove, men til kosmiske eller universelle love.

At der findes fysiske naturlove, og at man kan lære at tænke og handle i overensstemmelse med dem, er naturvidenskaben og teknikken udtryk for og bevis på, og disse to kulturfaktorer er væsentlige årsager til jordmenneskehedens voksende frihed. Men hvordan kan samme menneskehed da komme ud i en katastrofesituation, der skaber frygt, depression, neuroser, psykoser, selvmord, vold, terror, ja, rent ud sagt et "helvede" på jorden? Lad mig først stille et par modspørgsmål: Har det jordiske menneske ikke netop på grund af sin naturvidenskabelige kundskab og tekniske kunnen følt sig som "en allerhelvedes karl", der nok skulle løse livets gåde og klare alle paragraffer selv med sin viden og kunnen? Har samme jordmenneske, der følte sig som "naturens herre" i en gudløs verden ikke gjort sig selv til en "gud", en afgud, der tilbad sig selv og var beruset af sin friheds drøm? Det kan vist ikke nægtes. Den gamle græske myte om "Prometheus", halvguden, hvis navn betyder: "den, der tænker forud", er et godt symbol på menneskeheden af i dag. Myten fortæller, at han skabte mennesket, og han stjal ilden fra guderne på Olympen og gav den til menneskene, men han blev lænket til en klippe, og en ørn hakkede i hans lever, der stadig voksede ud igen. Til sidst blev han dog befriet af "Herakles", en anden halvgud, der blev betragtet som "afværger af det onde". Den moderne psykologi og psykoanalyse ser på den gamle mytologiske sagnverden som symboler og billeder på noget, der foregår i menneskets dagsbevidsthed og underbevidsthed, og det gælder jo absolut om evnen til "at tænke forud", der er en væsentlig del af bevidstheden. Spørgsmålet er så, om man tænker langt nok eller dybt nok. "Prometheus" er noget i os selv, begyndelsen til noget guddommeligt, men så længe denne evne ikke er stærk nok og dybtgående nok, lænker den os til materien og forårsager lidelse og smerte. Det er vor nuværende situation. Så må vi håbe, at den anden evne i os selv, symboliseret ved "Herakles", vil befri vor "evne til at tænke forud" fra at være slave af materien, og derved afværge "det onde". Man kan vel mene, at i en videnskabeligt præget tid som vor er det nonsens at tale om gamle myter og eventyr. Det er det, hvis man tager dem bogstaveligt, og så er Bibelen og mange andre gamle skrifter også mere eller mindre nonsens. Men forsøger man at trænge ind til den skjulte symbolik i disse gamle skrifter, viser de sig at indeholde stor visdom, som er almen menneskelig. Vi kan i den forbindelse også tænke på "Adam og Eva" et andet symbol på de jordiske mennesker, som vel idag mere end nogensinde "æder af frugterne på kundskabens træ", og mon det ikke netop er, for at vi skal lære at "kende forskel på godt og ondt" og blive "lige som Gud" - eller som det hedder i den engelske bibeloversættelse: "lige som guder"?

Vi er ikke guder, men de fleste af os bryder sig vist heller ikke om at blive karakteriseret blot som "nøgne aber". Egentlig er vi lidt af begge dele. Det menneskelige i os er ikke blot en evne til at "tænke forud" i visse situationer, det er også etiske og moralske evner og en længsel efter at "afværge det onde" både for os selv og andre - og vel også i nogen grad "i os selv", selv om vi er mest tilbøjelige til at se og lade os deprimere af alt det "onde", som findes i verden omkring os, og som vi synes er de andres skyld. De højere religioner har hver på sin måde forsøgt at appellere til "det gode" i mennesket, til troen på "det gode" som noget "guddommeligt" i modsætning til "det onde" som noget "djævelsk". Men det har folk i dag lige så svært ved at tro på som på en "Prometheus" eller en "Herakles" som guder, der eksisterer et eller andet sted. Vi er faktisk befriet fra kun at bevæge os mentalt på et trosplan og vil helst bevæge os på tankeplanet. Men hvad er tanker, er de "gode" eller "onde"? De kan være snart det ene, snart det andet, de kan være forudseende eller forudtænkende på et egoistisk plan, hvor man snedigt regner ud, hvordan man skal lægge en fælde for eller narre en anden. Der skal en stor "Prometheus-evne" til at være storforbryder, bagmand eller gangsterleder. Intelligensen er en neutral energi, der både kan arbejde i det "onde"s som i det "gode"s tjeneste, og man har frihed til såvel det ene som det andet. Man har frihed til at vise "djævlementalitet". Hvad menneskene i almindelighed ikke ved, er, at loven for årsag og virkning har langt større rækkevidde, end det umiddelbart ser ud til. Hansen tror f.eks., at hvis han bærer sig ad på en bestemt måde, kan han narre Petersen, så han selv får en stor fordel derved, og så er den historie ikke længere, mener han. Han havde frihed til at bedrage den anden, fordi han var "klogere". Den slags friheder har mennesker taget sig gennem årtusinder. Men Hansen er i virkeligheden bundet af den "frihed", han tog sig, fordi årsags- og virkningsloven har langt større rækkevidde, end han ved af. Den er en livslov, og den vender tilbage til ham, så han bliver bedraget, indtil han har gjort sig fri ved ikke mere at kunne nænne at bedrage eller narre nogen, hvilket vil sige, at han er nået til at tænke på et ikke-egoistisk plan, et ansvars- og næstekærlighedsplan.