Ældre Kosmos og Kontaktbreve

At jordmenneskene dømmer, straffer, hader og myrder er således en selvfølgelighed, så længe de befinder sig på mordmediumitetens udviklingstrin. Og man kan ikke sige, at det i absolut forstand er syndigt, at væsenerne netop er sådan. Det er deres normale natur. Deres samlede tilværelse er et plan, en tilværelsesform eller en mental sfære, som alle væsener må passere på deres vej i udviklingen opad imod det fuldkomne menneskes stadium. Den er et uundværligt afsnit i livets kredsløb på samme måde, som et klokkeslet er et uundværligt afsnit på urskivens markerede kredsløb. Før uret kan udtrykke klokkeslettet 24 må det først udtrykke alle de øvrige af døgnets timer. Ingen som helst af disse kan springes over. Den jordmenneskelige mordmediumistiske tilværelsesform er således fuldstændig normal for jordmennesket. At disse væsener i stor udstrækning har straffe-, mord- og drabsmanifestationer til moral eller idealisme og rettesnor for deres samfundsorden er altså selvfølgeligt, idet de i disse udelukkende kun ser retfærdighed. At jordmenneskene sværger til dødsstraf eller anden form for straf for den eller den såkaldte forbrydelse er således forståeligt. Nævnte væsener ser i så tilfælde ikke nogen som helst anden udvej for deres eget samfunds beståen. Og det er jo på denne psyke, at Moseloven er baseret.

At jordmenneskenes psyke således er identisk med straffe-, mord- og drabsmediumitet eller Det gamle Testamentes kerneidealer beviser ikke, at der ikke skulle findes en endnu højere psyke eller mental tilstand. Til hvad nytte ellers Det ny Testamentes kerneidealer? - Hvis den moralske indstilling, "øje for øje og tand for tand", hvilket altså vil sige: straf og dødsstraf, var den højeste retfærdighed, til hvad nytte så alle de tusinder af kristne kirker med tilhørende præsteskab verden over? - Er hele denne masseudfoldelse af humanistisk energi ikke udelukkende baseret på at befordre forkyndelsen: "Vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre", "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", "Du skal elske din næste som dig selv" osv.? - At der er væsener, der er blevet optaget i præsteskabet uden at have forstået denne præsteskabets og kirkens virkelige mission og derfor har kastet sig det dræbende princip i vold enten som frihedskæmpere eller landsforrædere, enten som forsvarere eller angribere, forandrer jo ikke kristendommens sande struktur eller Jesu idealer. Hvis straf og mordgengældelse er den højeste retfærdighed, da er Moseloven uoverstigelig, hvad mentalitet angår, og hele den kristne forkyndelse, Jesu væremåde og moralideer den rene fanatisme eller overtro.

Men er det således? - Ja, det er rigtigt, at det såkaldte moderne menneske i stor udstrækning betragter al religiøsitet som den rene naivitet, der kun kan udtrykke enfoldighed eller primitivitet. Men når samme moderne menneske i de allerfleste tilfælde er tilhænger af en eller anden politisk idé, et eller andet politisk ideal, og dette ideal som regel går ud på en såkaldt forbedring af samfundsforholdene, en højnelse af kultur og humanitet og dermed i samme væsen afslører det religiøse princip i en ny dominerende fremtræden, taber det samme moderne menneskes nedsættende påstand om religiøsiteten fuldstændigt sin slagkraft. Og det bliver således ikke religiøsiteten eller det religiøse princip, der er naivitet eller overtro, men derimod det moderne menneskes forestilling og påstand om nævnte princip. Hvad var Jesu idealer andet end en stimulering af en samfundsforbedring, en højnelse af kultur eller inspiration til fremme af humanitet (næstekærlighed)? - Men hvis dette ikke er politik, er den moderne politikers idealer absolut heller ikke politik. Og hvis samme moderne politikers idealer ikke er religiøsitet, er Jesu idealer absolut heller ikke religiøsitet. Mellem verdensgenløserens idealer og den moderne, humanistiske politikers idealer er der absolut ingen artsforskel, men derimod kun en gradsforskel. Den moderne politiker kan endnu ikke opfylde idealerne i sit eget daglige liv med en sådan patos som verdensgenløseren.

Medens idealerne hos verdensgenløseren var selve hans eget liv, hans egen tanke, hans egen tale og væremåde, er de hos den moderne politiker endnu i en overvældende grad kun af teoretisk art, ja, meget ofte endnu kun et ønske, som han håber ikke blot selv at kunne opfylde, men også at kunne få medvæsenerne til at opfylde. I virkeligheden vil denne moderne humanistiske politik kun være en besjæling af væsenerne med den samme ånd som den, der var inspirationen og fundamentet i verdensgenløserens væremåde. Denne ånd kommer vi således ikke uden om. Da denne ånd ganske gradvis i form af en tiltagende humanistisk politik bekæmper angrebs- og forsvarsmediumiteten hos væsenerne, sker der en tilsvarende mental forvandling af disse i denne humanismens favør. Denne forvandlede tilstand hos væsenerne er altså en begyndende tredie mental tilstand, en ny tænkemåde, en ny moralitet. Medens angrebsmentaliteten hos væsenerne er tilfredsstillelsen af selviske begær på andre levende væseners bekostning, ja, på berøvelsen af deres liv og førlighed, hvis det menes nødvendigt, og forsvarsmentaliteten er funderet på en mediumitet for tilbagekastning mod sit ophav af næstens angrebsenergier, er den tredie mentale tilstand derimod en slags immunitet overfor brutalitets- eller voldsenergier, hvad enten disse er af åbenlys fysisk, kropslig natur, eller de er af sjælelig fremtræden i form af løgn, bedrageri eller alskens former for uærlighed eller camoufleret hensynsløshed.

Hvad var det, der betingede denne verdensgenløserens totale opstandelse fra mørkets og dødens grave, fra væsenets slavelænkning til materien, fra dets prisgivelse til ulykkelige skæbner? - Var det ikke netop bevidstheden om aldrig at have begæret sin næstes, hvilket i dette tilfælde vil sige hans bødlers, goder eller fordele, aldrig havde været medium for næstens angrebsenergier, forfølgelse, hån og spot og derved aldrig i nogen som helst form af forsvar eller gengældelse vendt disse energier imod deres ophav? - Var denne viden om sig selv ikke tilstrækkeligt grundlag for ham til at se, at hans bødler ikke vidste, hvad de gjorde? - Hans udtalelse var således ikke udslag af fanatisme, naivitet eller overtro, men var derimod udtryk for en virkelig urokkelig kendsgerning. Det var således en videnskabelig sandhed, der udstrålede fra Golgatas kors til omgivelserne. Det var den tredie mentale tilstands solopgang over verden. Det var det første spæde morgengry af himmeriges rige på jorden. Det var synliggørelsen af facittet eller modellen for den jordmenneskelige udvikling. Verdensgenløserens mentale udfoldelse viser det kommende færdige jordmenneske.

Vi har hermed fået et lille indblik i den jordmenneskelige psykes tilblivelse og udvikling. Vi har set, at jordmenneskenes daglige livs første primitive stadier er behersket af selvopholdelsesdriften. På disse stadier er væsenerne altså endnu stærkt dyriske i deres fremtræden. De angriber og overfalder alt, hvad de mener er nødvendigt for deres egen eksistens. De har endnu ingen anden retsfølelse end den stærkeres ret. Da de ikke har anden metode eller mulighed for at kunne hævde sig selv, bliver væsenerne angrebs- eller kampvæsener. Et sådant væsen udgør et medium for sine begærs eller sin hungers kræfter. Disse kræfter er så altdominerende, at de bringer individet til mord- eller drabsmanifestationer i enhver situation, ja, endog undertiden også indenfor parringsdriften. Men udfoldelsen af denne megen mordenergi eller forfølgelsesudfoldelse overfor andre væsener udgør ligesom enhver anden energiudfoldelse i naturen et kredsløb og kommer tilbage til individet selv. De angrebne væsener forsvarer sig. Som vi har set, er dette forsvar kun en tilbagekastning af angrebsvæsenernes udsendte energier. Og vi møder således her en ganske ny motivering for mord- og drabsudfoldelsen. Medens angrebsvæsenet angriber i kraft af sin mere eller mindre livsbetingende besiddelsestrang efter tingene, er motivet for forsvarsvæsenets udfoldelse således ikke næstens goder, fordele eller ting, men derimod trangen til at skabe et værn imod de af angrebsvæsenets begærenergier eller beslaglæggelse af næstens besiddelser, det være sig væsener og ting, venner, ægtefæller, livsstilling, materielle goder eller privatejendom. Det ægte forsvar tilsigter således ikke næstens goder eller ejendom, men en lammelse af de af ham udsendte begærenergier. Det er således udelukkende angriberens begærenergier, der bringer forsvareren til at reagere. Forsvarerens kamphandlinger er således ene og alene iscenesat af angriberen. Det er dennes energier, der fuldstændigt behersker forsvareren, sætter ham i samme mentale situation, som de netop har sat angriberen i, nemlig dette, at tilintetgøre eller lamme næsten.

Forskellen på forsvareren og angriberen er således blot dette, at det er angriberen, der er ophav til hele kampsituationen, medens forsvareren kun er et medium for de samme kræfter. Men dette udelukker naturligvis ikke, at angrebskræfterne kan være så voldsomme, at de i forsvareren ikke blot udløser beskyttelses- eller forsvarsenergier, hvilket altså vil sige: drejer angrebsenergierne tilbage imod deres ophav, men de kan også udløse angrebsenergier hos forsvareren. Denne føler da ikke blot trang til at beskytte sig og sin ejendom, men også en større eller mindre ubehersket trang til at hævne sig. I en sådan situation er forsvareren nu ikke mere forsvarer i renkultur, men er også blevet noget af en angriber. Dette vil så igen bevirke forsvarsenergiudløsning hos den tidligere angriber. Han vil da forsøge at dreje disse energier tilbage imod ophavet. Og en total krig er nu i gang uden nogen mulighed for ophør på anden måde end ved den svageres kapitulation. En sådan situation kendes derpå, at forsvareren i samme situation har udfoldet langt mere forsvarsenergi, end det var nødvendigt for at beskytte sin ret eller ejendom. Den overskydende forsvarsenergi er dermed urokkeligt angrebsenergi. Så her vil det være gavnligt at lægge sig verdensgenløserens ord på sinde: "Hvo som synes at stå, se vel til at han ikke falder". Disse ord vil altså i virkeligheden sige det samme som: "Pas godt på, hvem der synes at have ret, hvem der synes at være en forsvarer, at han ikke i virkeligheden er en angriber." Den jordiske retfærdighed ophører der, hvor forsvarsenergierne er camoufleret angrebsenergi. Denne camouflerede angrebsenergi er igen det samme som hævn. Hævn kan således aldrig nogen sinde være identisk med jordisk retfærdighed, men er derimod udelukkende kimen til krig. Den vil i sin kulmination være overfald på næstens liv, førlighed og ejendom og er således udelukkende kun angrebsenergi.

Det er for at forebygge eller bekæmpe al angrebsenergi hos forsvareren, at moseloven og det heraf følgende juridiske rets- eller øvrighedsvæsen er opstået. Dette væsen er altså en mellem parterne fremtrædende instans, som i sig selv er upartisk. Den repræsenterer ikke nogen personlig interesse i, at den ene eller den anden af parterne skal vinde eller have fordele. Den er kun interesseret i at skelne forsvarsenergi fra angrebsenergi. Denne instans kan altså der, hvor den er fuldkommen, se med uhildede øjne på situationen og nøjagtig udmåle eller konstatere, i hvor stor udstrækning forsvarsenegien virkelig er forsvarsenegi og derefter dømme parterne imellem. Og dens mest nøjagtige målestok er altså "øje for øje i hvor stor udstrækning forsvarsenergien virkelig er forsvarsenergi og ikke camoufleret angrebsenergi og derefter dømme parterne imellem. Og dens mest nøjagtige målestok er altså "øje for øje og tand for tand", hvilket i virkeligheden vil sige "liv for liv". Hvad der ligger derudover, vil være angrebsenergi, vil være overfald og en beskæmmelse af den jordiske retfærdighed. Denne jordiske retfærdighed er altså ren forsvarsenergi. Hvis retten skønner, at forsvareren har handlet i hundrede procent nødværge og ikke havde nogen som helst anden udvej for beskyttelse af sit liv, sin førlighed og ejendom, vil den frikende ham fra enhver anklage, ligegyldigt om dette forsvar har afstedkommet drab eller lemlæstelse.

Men vil en sådan afgørelse da være det samme som en virkelig hundrede procent retfærdighed? - Nej, det vil den absolut ikke. Den kan aldrig i nogen som helst situation blive andet end en jordisk retfærdighed, hvilket vil sige: et timeligt eller midlertidigt gøren ret og skel parterne imellem og dermed forberede vejen til udviklingen af en anden og endnu langt større og fuldkomnere retfærdighed, nemlig kærligheden. Kærligheden er jo udelukkende den allerhøjeste eller universets egen målestok for pådømmelse af ret og skel, ikke blot alle stridende parter, men også alle levende væsener imellem. Kærligheden er den kosmiske retfærdighed, hvilket i virkeligheden vil sige, at den er retsprincippet i himmeriges rige. Når dette rige ikke er af denne verden, er det netop fordi, det ikke kender til andet retsprincip end tilgivelse. Dets eneste brugbare juridiske målestok er den absolutte kærlighed. Dets højeste moral og den heraf følgende største glæde ved livet er udelukkende dette, "hellere at give end at tage". Hvordan skulle et rige, hvis indbyggere alle er hundrede procent besjælede af denne ånd og finder glæde og lykke i at tjene sin næste og ofre sit liv for dennes beskyttelse, hvis det skulle blive nødvendigt, være andet end netop - himmeriges rige eller kærlighedens sfære? - Er det ikke netop lige så selvfølgeligt som et rige, i hvilket den højeste målestok for moralitet er øje for øje og tand for tand, hvilket igen vil sige, at enhver begået "synd" må betales med en tilsvarende "synd", ikke kan være et himmeriges rige, ikke kan være en kærlighedens sfære, men stadigt må være en "syndens sfære", et rige i hvilket krigen umuligt kan høre op?

Livet har altså et langt højere og skønnere ideal end netop dette at gøre væsenet til en stabil forsvarer, til en dygtig frihedskæmper i et overfaldet land. Det vil gøre alle væsener til stabile tilgivere af deres næste. Det er denne tilgivelsespsyke, der er den tredie mentale enhed, og som nu begynder at blive det største ideal i den jordmenneskelige mentalitets højeste intellektuelle sfære. Hvis dette ikke netop var tilfældet, til hvad nytte så de overleverede religiøse urokkelige kerneidealer og åbenbaringen af verdensgenløserens væremåde som historisk kendsgerning? - Er det ikke denne tredie mentalitetsenhed, der er den sande kristendom? - Og er det ikke netop forsvars- og angrebsmentalitetens krigsvedligeholdende moralitet "synd for synd", der er det sande hedenskab? - Hvorfor er det ikke dette hedenskab, præsterne nu i snart tyve århundreder har forkyndt som det verdensfrelsende ideal for menneskene? - Hvorfor er det ikke den samme juridiske "syndmoral", de tusinder af statsautoriserede præster har doceret fra tusinder af lige så autoriserede kirkers prædikestole igennem århundrederne? - Hvorfor har millioner og atter millioner af børn i generation efter generation måttet lære udenad skriftsteder som disse: "Den der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", "Vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre", "Hævner eder ikke selv i elskelige, jeg vil betale, siger den Herre Zebaoth" og mange flere? - Hvordan har en så umådelig åndelig kraft eller ny mental opfattelse kunnet få ørenlyd hos millioner af sjæle i en verden, der jo i forvejen havde et hundredtusindårigt moralsk fundament i form af loven "synd for synd", som senere i Det gamle Testamente blev udformet som moseloven?

Hvis der i den jordmenneskelige psyke ikke forekom andet end angrebs- og forsvarsmentalitet, måtte nævnte lov eller juridiske retsprincip i allerhøjeste grad være tilstrækkeligt, være tilfredsstillende. Hvad kan en forsvarer forlange mere end den fulde frikendelse i ethvert i absolut nødværge begået drastisk indgreb overfor den livsfarlige angriber? - Ja, mere end det, i dag har alle en civiliseret stats borgere jo ligefrem staten med dens retsvæsen bag sig og behøver end ikke selv at foretage sig noget drastisk overfor angriberen. Det behøver således blot at overlade sagen til nævnte retsvæsen, der så varetager det fornødne. Og dog er dette ikke tilstrækkeligt. - Enhver vil efterhånden blive klar over, at freden, altså en verden fri for overfald og angreb fra næstens side, skabes ikke ved pigtråd, plankeværker eller afspærringer, ej heller ved myrderier, straf og gengældelse overfor angriberen. Man kan ikke udslette "syndens" princip med "synd". Et sådant juridisk fundament eller moseloven kan ganske vist holde angrebsprincippet i en slags ave eller dressur, men det udrydder det ikke eller fjerner det fra jordmenneskenes mentalitet. Men da menneskeheden ikke kunne undgå at komme til at hungre efter eller begære freden, måtte der en helt anden mental impuls til, en impuls, der virkelig kunne omskabe den jordmenneskelige psyke til den mentale ånd eller tankesfære, hvor individet virkelig er hævet op i en højere etisk bevidsthedssfære end den at leve i en dresseret "syndstilstand" eller en juridisk lovbundet ukærlighed. Og er det ikke netop denne nye mentale impuls, der blev åbenbaret i verdensgenløserens væremåde? - Og er det ikke denne væremåde, der udelukkende er himmeriges rige?

Det er rigtigt, at denne væremåde ikke kan opsættes og funderes i kraft af juridiske love. Man kan ikke lave en lov, der i større eller mindre grad dømmer et væsen, der ikke elsker sin næste som sig selv, til døden eller anden straf. En verden, baseret på en sådan lov, ville jo kun være en fortsættelse af den moselovstilværelse, vi i dag lever i. Og det viser os kun, at verdensgenløseren havde ret, da han sagde, at himmeriges rige er indeni eder. Himmeriges rige kan således ikke baseres eller opretholdes i kraft af noget juridisk lovsystem. Det er udelukkende kun en mental udvikling, der må finde sted indeni væsenet, der forandrer dets mentalitet således, at det dermed vokser over de juridiske love, bliver til et væsen, for hvem disse er ganske overflødige, idet det fornemmer en langt større kærlighed overfor næsten, overfor angriberen, overfor forbryderen end den, moseloven eller den jordiske retfærdighed påkræver eller tildeler vedkommende væsen. Som følge heraf bliver det denne større kærlighed, der dikterer forholdet mellem næsten og omgivelserne. Og det er denne over alle juridiske love hævede kærlighed til næsten, der udelukkende kan være freden, den fred, som jordmenneskene nu i århundreder allerede har råbt på, har hungret og tørstet efter.