Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1975/6 side 72
 
Foredragsrejse til England april 1975
I begyndelsen af april foretog Mogens Møller og Tage Buch en rejse til England for at give en række foredrag om Martinus Kosmologi i forskellige grupper. I oktober 1974 gav Tage tre foredrag i London, og dennegang omfattede de et privat hjem i Teddington, en SUFI-gruppe i Wimbledon, Centre House i Kensington med tre foredrag og endelig en Science of Mind gruppe i Bournemouth med et besøgstal, der varierede fra 10-70 deltagere. Der var stor interesse for og god stemning ved disse foredrag, hvis titler bl.a. var Between Two World Epochs, Individuality og Universality, The Destiny og Man in the Eternal worldpicture, - The Destiny of Mankind seen in the Perspective of Martinus Cosmology. Foruden gamle kendinge fik vi kontakt med mange nye mennesker og adskillige udtrykte ønsket om at komme til feriebyen for at høre mere om Martinus. Der vistes også en lysbilledserie fra feriebyen. Bagefter hvert af foredragene besvaredes spørgsmål, hvor foruden Mogens og Tage deltog Kirsten Thurø, som opholder sig i London for tiden. Kirsten Thurø har studeret Martinus tanker grundigt i mange år, og fik i 1974 lejlighed til at holde foredrag på engelsk i Holland. Her udmærkede Kirsten sig på en sådan måde, at hun senere har modtaget et legat fra en hollandsk gruppe, hvilket satte hende i stand til at få et længere ophold i England. Efter et par sommermåneder i Danmark er det hendes hensigt at slå sig ned i England for 2-3 år og gøre et stykke arbejde for Martinus sag ved at danne studiegrupper og ved at give foredrag, når hun bliver opfordret dertil. Hun må da tage en stilling sideløbende med sit arbejde for Martinus sag. Det er glædeligt at yngre kræfter her som flere andre steder indenfor Martinus sag begynder at tage del i det arbejde, som hidtil kun nogle få har beskæftiget sig med. Når Kirsten nu tager ophold i London for en årrække, får den engelske gruppe for første gang en fast kontakt eller medarbejder i England, som vi kan henvise til, og det vil tillige lette kommende arrangementer derovre meget. Mogens Møller og Tage Buch vil igen til efteråret foretage en lignende foredragstur til England, således at kontakten med nye interesserede kan opretholdes og arbejdet udbygges.
tb