Kosmos 1975/6 side 63
Et væsen kan ikke ved trussel og straf lægge en alen til sin vækst
Men hvordan få angrebs- og forsvarsvæsener til at ophøre med at være angrebs- og forsvarsvæsener? Det lader sig umuligt gøre ved diktatur eller juridiske love. Disse foreteelser er jo kun spærreforanstaltninger, er en slags pigtråd, en slags mur eller indhegning til beskyttelse imod junglens vilde dyr, men de forandrer ikke dyrene. Tigeren bliver ved med at være rovdyr, og slangen bliver ved med at være giftig. Er man et angrebsvæsen, må man leve sit liv som angrebsvæsen, ligesom et forsvarsvæsen jo må leve sit liv som et forsvarsvæsen. Det er en natur i hver af de to væsensarter, som ikke er en blot og bar viljesakt, der kan ledes og skræmmes ved trussel og straf. I så fald ville en forbryderisk underverden jo være totalt umulig i det moderne civiliserede samfund. Nej, man lægger ikke pludselig en alen til et væsens vækst ved at give det klø eller ved at true det med død og ulykker. Hvis tingene blot var en viljesakt, ville jordmenneskehedens liv allerede for hundrede tusinde år siden have været paradisisk eller fuldkomment på jorden. Og for de nulevende generationer ville krigen kun have været et tåget, abstrakt begreb og ikke den blodige realitet, som i dag behersker verden.
Ikke alle mennesker har samme moralske kapacitet og befinder sig derfor ikke på samme trin i udviklingen
Men når forandringen af angrebs- og forsvarsvæsener ikke er en viljesakt, der kan holdes i skak af diktatur og trusler om straf, ulykker og rædsler, hvordan skal jordmenneskeheden så blive forvandlet, blive omformet til det bedre? - Hvordan skal det angreb og forsvar bringes til det fuldstændige ophør, der udelukkende betinger en virkelig varig fred eller den lykke og glæde ved livet, som menneskene af al kraft hungrer og tørster efter? - Ja, her må vi straks stille os ind på de usynlige foreteelser, der skjuler sig under den tilsyneladende tilfældige, fysiske overflade. Findes der da sådanne usynlige kræfter, der kan forvandle jordmenneskenes mentalitet og dermed hæve dem til den absolutte fuldkommenhed i bevidsthed, tankestyring eller viljeføring. Ja, bliver dette ikke netop til kendsgerning igennem den omstændighed, at vi ser, at ikke alle mennesker befinder sig på det samme trin i udviklingen? Hvordan skulle nogle væsener ellers kunne være foran andre i udfoldelse af humanitet eller næstekærlighed?
Dette, at væsenerne således i mental fuldkommenhed ikke befinder sig på samme trin, men viser sig på forskellige fra hverandre i fuldkommenhed afvigende trin, således at nogle væsener befinder sig på meget fremragende kulturelle eller højintellektuelle trin, medens andre væsener befinder sig på så primitive trin, at de endnu må leve i en permanent overtrædelse af samfundets og næstekærlighedens love, kan ikke skyldes hverken diktatur eller straf, men derimod udelukkende den i dem boende karakter eller moralske kapacitet, altså noget der består af kræfter, der ikke er fysiske. Karakteren er således det samme som væsenets særlige tankemetode og den heraf følgende tilsvarende særlige viljeføring og handling. Denne tankemetode bæres af vedkommende væsens moralske talentkerner, der har sæde i væsenets skæbneelement, hvilke foreteelser igen ifølge LIVETS BOG er af ren åndelig natur og således kun direkte synlig for kosmisk klarsyn, men kan indirekte påvises igennem deres forskellige udslag og reaktioner på det fysiske plan.
Disse nævnte foreteelsers eksistens bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at væsenerne fremtræder med forskellig karakter, således at nogle udgør de såkaldte onde mennesker, medens andre udgør de såkaldte gode mennesker, hvilke typer igen henholdsvis betegnes som umoralske og moralske væsener. I virkeligheden er disse to gruppers bevidstheds- eller mentalitetsforskel altså kun et udviklingsspørgsmål. De "onde mennesker" er mindre udviklede end de "gode mennesker". Og vi er allerede blevet bekendt med, at det, der bevirker, at vi kalder væsenerne for onde, er deres fremtræden som angribere af andre væseners liv og ret til at være til. De stjæler fra eller røver og udplyndrer enten åbenlyst eller camoufleret deres medvæsener, ja i værste tilfælde myrder disse, hvis de er dem i vejen. Ligeledes har vi set, at det, der bevirker, at vi kalder væsenerne for "gode mennesker", er disse væseners fremtræden som forsvarere af deres medvæseners liv og ret til at være til. Nævnte væsener har efterhånden fået udviklet så megen medfølelsesevne med hensyn til næsten, at de bliver irriteret, når denne bliver overfaldet eller lider overlast fra en eller anden angribers side. Og det er navnlig disse to menneskegruppers reaktion overfor hinanden, vi her skal se lidt på, thi denne særlige reaktion bliver til sidst det udløsende moment eller den direkte årsag til, at der overhovedet kan opstå visdom, at menneskene kan blive omformet til "Guds billede efter hans lignelse", og at himmeriges rige kan blive et virkeligt, realistisk fysisk rige her på jorden, der opfylder julebudskabets forjættelse "fred på jorden og menneskene en velbehagelighed", og således ikke blot være en utopisk foresvævelse om noget hinsides skyerne.
Loven om årsag og virkning - skæbneloven
Hvad er det da, der får jordmenneskene til at reagere kontrært overfor hverandre? - Hvad er det, der får et væsen til at være et angrebsvæsen, og hvad er det, der får det til at være et forsvarsvæsen? - For at kunne begribe dette må man lære at forstå, at der eksisterer en lov bag alle foreteelser, i kraft af hvilken muligheden for bevidst skabelse udelukkende opstår. Denne mulighed gælder såvel skabelsen af ens egen skæbne som skabelsen af rent materielle fysiske ting. Det er denne lov, der afstedkommer årsag og virkning. Vi kan naturligvis ikke her få plads til en fyldestgørende redegørelse for denne lov og skal derfor blot udtrykke, at hver eneste handling, den være sig nok så lille, ikke kan undgå at være årsag til en virkning, der igen umuligt kan eksistere uden atter at være årsag til en ny virkning og således fremdeles. Når der er tale om et angreb, vil dette altså være en årsag, der er sat i funktion. Denne vil så uundgåeligt afføde en virkning. Hvis man skriver med sort kridt, bliver bogstaverne sorte, ligesom de nødvendigvis bliver hvide, hvis man skriver med hvidt kridt. Hvis vi fyrer under en kedel vand, bliver vandet varmt, medens det bliver koldt, hvis vi kommer is i det samme vand. Således kan man umuligt afstedkomme en bevægelse, en energiudløsning, uden at den skaber en tilsvarende virkning. Og det er af sådanne årsager og virkninger, at hele det levende væsens liv består. Det er kun en eneste stor kæde af årsag og virkning.
Så længe årsag og virkning er af fysisk natur, er de tilgængelige for det almene jordmenneske. Men da der i tilværelsen forekommer en mangfoldighed af virkninger, som jordmennesket slet ikke er i stand til at se den oprindelige årsag til, fordi den ikke er af ren fysisk natur og derfor ikke er direkte tilgængelig for fysisk sansning, bliver sådanne virkningers dybere natur mentalt set kun til mystik for nævnte væsen. En sådan mystik udgør blandt andet selve væsenernes skæbne. Og det almene irreligiøse jordmenneske har da her i en masse situationer ingen anden forklaring på sin særlige skæbnes tilskikkelse end tilfældighed. Det mener derfor, at når et væsen bliver offer for en stor ulykke eller er genstand for en særdeles lykkelig skæbne, så er det bare tilfældighed. Det mener, at den store gevinst i lotteriet lige så let kunne have tilfaldet enhver anden end netop den, der vandt den, og at det således udelukkende skyldes tilfældighed, hvem der overhovedet får alle livsgoderne eller livsbesværlighederne.
At sådanne væsener netop i særlig grad må være indstillede på magtprincippet eller den stærkeres ret er naturligvis givet. Hvilken anden opfattelse kunne vel i en sådan situation blive en naturlig eller fornuftig levevis? - Når alt er tilfældigt, vil det eneste fornødne jo blive dette: hurtigst muligt med alle til rådighed stående midler at tilrane sig så mange af goderne og fordelene, som det overhovedet er muligt. Brutal overlegen magt og styrke er jo det eneste middel til opnåelse af en tålelig tilstand for den, der ikke er begunstiget af tilfældigheden. At en sådan mental indstilling måtte afføde angrebsvæsenernes særlige psyke er således her synligt som selvfølgeligt. Men at denne livsindstilling alligevel ikke var den endelige eller helt fuldkomne løsning på skæbneproblemet blev til kendsgerning derigennem, at nævnte væsener til sidst blev hjemsøgt af en modstand i en så voldsom grad, at de til sidst måtte bukke under og overgive magten til sejrherren og derefter være prisgivet dennes forgodtbefindende. Med andre ord, de kom til sidst til at opleve nøjagtig den samme skæbne som den, de selv havde påført andre i opretholdelsen af deres eget magtvælde. Den skæbne, de selv havde udløst over andre væsener, kom tilbage til dem selv. Det betød naturligvis ikke altid, at den kom tilbage i det samme liv. Dens udeblivelse kunne undertiden strække sig over flere liv eller inkarnationer, i hvilke væsenet da levede højt på sine sejre og overfald på andre væsener. Men den kom altså til sidst tilbage. Er det ikke netop en sådan tilbagevendende magtskæbne, der har ramt alle fortidige sejrrige stater? - Hvor er de henne de store fortidige verdensriger: babylonien, assyrien, medien, persien og romerriget? - Har de ikke alle måttet vige skuepladsen for det samme sejrrige magtvælde som det, der var fundamentet for deres egen glanstid? - Og har vi ikke lige set en på samme brutale magtoverlegenhed baseret blok af moderne nationer blive slået ned som offer for de samme geniale mordvåben og altødelæggende krigsmateriel, det samme fremstormende magtvælde som det, hvormed den selv ville have erobret hele kloden og gjort sig til herrefolk i en verden af slaver? - Ja er ikke alle de genvordigheder, den udløste over andre nationer, stater og folk, i bogstavelig forstand vendt tilbage til dens egne områder, stater og folk? - Har man nogen sinde set, at sådanne skæbneenergier ikke vender tilbage? - Hvor forekommer der skæbnesituationer i verdenshistorien, hvor gengældelsen ikke, når tidspunktet var inde, kom tilbage? - Er ikke de, der ombragte ved sværd, selv omkomne ved sværd? - Ja selv i lande, hvor dødsstraffen oprindeligt var afskaffet, råber man i dag på hævn, straf og død over den slagne fjende og tror, det er retfærdighed.
Forsvarerne er medier for omdannelse af angrebsenergi til forsvarsenergi og dermed medier for skæbnedannelse
Hvad er i virkeligheden disse råb om retfærdighed? - Er de ikke udtryk for skjulte, psykiske kræfter hos individerne? - Er de ikke udtryk for en indignation imod undertrykkerne eller fredsforstyrerne? - Denne indignation er altså synlig som det fysiske udslag af en usynlig kraft, der strækker sig fra fredsforstyrrerne eller angriberne til de overfaldne, og af hvem den igen i form af gengældelseslyst eller hævnfølelse gives kurs tilbage til dens ophav angriberne. Angribernes handlemåde danner således et kredsløb af usynlige kræfter, der går fra dem (angriberne) til de overfaldne og derfra tilbage igen til angriberne. Og vi har her for os en ganske urokkelig naturlov. Der findes således ikke en eneste form for udløsning af kraft eller energi, hvor denne ikke som en psykisk kraft passerer et kredsløb, i hvilket den atter vender tilbage til sit ophav, hvad enten den nu er til glæde eller sorg, hvad enten det er vellyst eller lidelse, den udløser på sin bane. Dette psykiske kredsløb af energier eller kræfter, udløst igennem det levende væsens manifestation, er identisk med det, vi kalder karma, gengældelse eller nemesis. Uden denne psykiske kraft ville ingen som helst gengældelse eller karma kunne finde sted. Der ville i tilværelsen hverken kunne eksistere angrebs- eller forsvarsvæsener. Med hensyn til et forsvar ville det være noget, der aldrig i nogen som helst situation kunne komme til noget væsens kundskab og dermed umuligt blive manifesteret.
Et forsvar kan nemlig umuligt eksistere uden identisk med den sidste halvdel af karmakredsløbet, hvilket altså vil sige: den del af nævnte kredsløb, hvor angrebsenergierne i form af forsvarsenergier af den overfaldne sendes tilbage imod angriberen. Man må således her forstå, at når den udsendte angrebsenergi har ramt sit mål, hvilket vil sige: det væsen, mod hvem angrebet var tilsigtet, beliver den psykiske kraft, der ligger i angrebet, det overfaldne eller angrebne væsens mentalitet og får den til mere eller mindre at afspejle den samme angrebs- eller overfaldsenergi som den, hvormed den oprindeligt blev udsendt af angriberen. Men hos den angrebne forandrer den straks perspektiv og gør angriberen til mål for indignation, der nu er kommet under det overfaldne væsens vilje og kontrol. Denne af det overfaldne væsen tilbagesendte indignationsenergi er altså identisk med det, vi kalder forsvar. Et forsvar kan således aldrig i noget som helst tilfælde være andet end en kursændret eller tilbagevendt angrebsenergi, der nu, efter at have ramt sit mål, af dette er blevet drejet og ført tilbage til sit ophav. Det bliver dermed synligt, at en forsvarer er redskabet for denne kursændring eller drejning af angrebsenergien, så den kan føres tilbage til sit ophav. Forsvarerne er således medier for omdannelse af angrebsenergi til forsvarsenergi og bliver dermed medier for karmaudløsning eller skæbnedannelse. Og det er denne mediumitet, der igen udgør tærskelens vogtere. Det er ud fra den samme mediumitet, at hele den gamle verdensepokes guddomsopfattelse og retfærdighedsbegreb er dannet. Og hvordan skulle det vel kunne være anderledes? - Man var endnu slet ikke nået op til en sådan åndshøjde i udvikling, at man var frigjort af denne mediumitet. Den stod stadig som den uoverstigelige mur til den store indvielse i kærlighed, som igennem Kristusmentaliteten eller Guds ånd nu skal blive fundamentet for en helt ny verdensepoke, et begyndende himmeriges rige på jorden, i hvilket alle jordens slægter skal velsignes.
Når et væsen med vold og magt forsvarer sig selv eller andre væsener overfor brutalitet og vold, så er det altså de af angriberen udløste voldsenergier, der besjæler eller overskygger forsvareren og gør denne til angriberens modstander. Og i værste tilfælde kan denne modstand ende med mord eller drab på angriberen fra forsvarerens side. Nævnte mediumitet eller modtagelighed for angriberens vredes- eller hadsenergier kan således gøre forsvareren til morder.
Selv om det nok virker som formildende omstændighed, at mordet fremtræder som forsvar eller nødværge og ikke er et overfald, så er det dog overtrædelse af næstekærlighedsloven eller fundamentet for skabelse af himmeriges rige: "Du skal vende den højre kind til, når du bliver slået på den venstre", "Drag dit sværd i skeden thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", "Du skal elske din næste som dig selv" osv. Det er en overtrædelse af netop de love, som skal befri væsenerne fra den karma, som de tror at kunne bekæmpe med sværdet eller det dræbende princip.
Døden er døden, hvad enten den er frembragt af legale eller illegale myndigheder
Men når væsenerne overtræder de love, hvis opfyldelse udelukkende er betingelsen for skabelsen af himmeriges rige såvel i væsenernes eget sind som for deres omgivelser, er det soleklart, at nævnte rige umuligt kan opstå. Og det er da ikke så mærkeligt, at jordmenneskenes skæbne i dag netop er, som den er. Det er ikke blevet almengældende at "vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre". Heller ikke er det almengældende at tro, at "den, der ombringer ved sværd, selv skal omkomme ved sværd". Derfor er individerne i stor udstrækning med til at råbe højt om at få straffe og dødsstraffe indført over for næsten eller medvæsenerne. De fornemmer eller sanser slet ikke, at de igennem denne deres handlemåde er med til at praktisere nøjagtig den samme forbrydelse som den, de ønsker hævnet eller straffet til døde hos forbryderen. Er døden ikke døden, hvad enten den er frembragt af legale eller illegale myndigheder? - Bliver princippet ikke i begge tilfælde urokkeligt dette, at slå ihjel, dette at myrde og dræbe? - Er det ikke netop denne mentale tilstand, der gør det totalt umuligt at komme i himmeriges rige? - Men da himmeriges rige ikke er et rige hinsides skyerne, men er noget, som skal udvikles inden i væsenerne, og dette noget er en på næstekærlighed baseret fred, harmoni eller glæde ved at være til, kort sagt, en tankeindstilling eller sjælelig opfattelse, en fornemmelse af livet eller næsten, der overflødiggør ethvert begær om straf, hævn eller gengældelse hos et hvilket som helst medvæsen og således udgør opfyldelsen af det evige bud, "Du skal elske din næste som dig selv", er det her åbenlyst for enhver udviklet åndsforsker, at freden og dermed livets højeste lykke eller salighed eller det virkelige himmeriges rige umuligt kan være et samfund af dræbende, hævnende og hadende væsener, ligegyldigt hvad enten denne myrdende tilstand bliver foretaget af legale eller illegale myndigheder.
Det er væsenernes mediumitet for angrebs- og mordenergi, der er symboliseret i sfinksens dyrekrop
At de legale myndigheders mord- og straffemanifestationer som regel manifesteres under begrebet retfærdighed, hvilket altså i dette tilfælde vil sige, at den er udløst som forsvar for samfundsordenen eller for en i øjeblikket påkrævet eller nødvendig drastisk justits for at holde individerne i den ave eller hensyntagen til medvæsenerne, der gør et moderne samfunds levevilkår tålelige, forandrer ikke denne justits identitet som overtrædelse af livets højeste love, tværtimod. At den er påkrævet modbeviser jo ikke, at den er en overtrædelse af kærlighedsloven, men derimod at samfundet er en flok individer på et så lidet fremskredent udviklingstrin eller kulturelt niveau, at dets myndigheder såvel som dets menige væsener er besjælede af mediumitet for angrebs- eller mordenergi, ja, denne mediumitet er således fundamentet for deres eneste virkelige realistiske forsvarsevne. Det er denne væsenernes sjælelige tilstand, der stadfæster deres identitet som tilhørende dyreriget. Det er denne mediumitet, der fuldstændigt farver jordmenneskenes selvopholdelsesdrift med de samme blodige principper som dem, der kendetegner dyrenes selvopholdelsesdrift. Det er denne mediumitet, der er symboliseret i sfinksens dyrekrop. Denne mediumitet er således en serie udviklingstrins særlige kendetegn eller udtryksform. Og så længe jordmenneskene passerer disse trin og ikke i udviklingen er nået op over disse, er det naturligvis en selvfølge, at de må blive manifestationen af disses udtryksformer. Man kan jo ikke forlange, at noget som helst væsen skal udtrykke et udviklingstrin, det ikke har nået. En plante kan ikke være et dyr, ligesom et dyr, en hund, en løve eller tiger ikke kan være et jordmenneske.
(Fortsættes).
Tilbage til artikler af Martinus
Forrige