Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Som vi alle ved, hærges de vestlige samfund for tiden af en beskæftigelseskrise af betydelige dimensioner, ja så betydelige, at man faktisk kan tale om en generalkrise. Det er kun få samfund - hvis overhovedet nogen - der går ram forbi, og de fleste steder opstår der økonomiske rystelser med politisk uro og menneskelige tragedier til følge. Og hvad værre er: beskæftigelseskrisen er et gentagelsesfænomen af monstrøs karakter. Gang på gang drages der sammenligning med forholdene i 30-erne, og utallige forsøg på at analysere de virkende kræfter har set dagens lys, uden at det virkeligt har ført til nogen afklaring af problemerne. Til gengæld er tilliden til en ofte førhen gentaget forsikring om, at 30-erne aldrig ville gentage sig, fordi man havde taget ved lære og forstået, hvorledes de økonomiske kræfter skulle styres for at undgå en gentagelse af katastrofen, blevet særdeles kraftigt rokket. Det så meget mere, som en konference med deltagelse af nogle af verdens førende økonomiske eksperter under et møde i Chicago fornyligt afslørede, at man ikke var enig om noget som helst, og at man rent faktisk ikke vidste, hvorledes de krisefremkaldende mekanismer virkede og derfor heller ikke kunne fremkomme med modsigelsesfri forslag til effektive afværgeforanstaltninger. Ja, det gik endog så vidt, at en af de pågældende eksperter med slet skjult ironi henvendt til de lyttende studenter erklærede, at han overhovedet ikke begreb, at nogen som helst havde blot så meget som den mindste tiltro til den såkaldt økonomiske videnskab.

Betænker man den menneskelige harmoni og trivsels afhængighed af stabile økonomiske tilstande, kan der nok være grund til at hæfte sig ved en sådan udtalelse. Selv om den naturligvis skal tages med et gran af salt, som englænderne siger, står den nemlig i grel modsætning til de førnævnte forsikringer af tidligere dato om, at man havde taget ved lære af 30-ernes erfaringer osv. Og da endvidere de samme forsikringer ved utallige lejligheder har været fremført for begrebet krigs vedkommende, og der tydeligt nok består en indre sammenhæng mellem begreberne krig og økonomi, kan det nok give anledning til betænkelighed at erfare den rådvildhed vedr. de økonomiske mekanismer, som førnævnte økonomiske konference bragte for dagen, og som beskæftigelseskrisen med alle dens tilgrænsende problemer til fare for verdensfreden så rystende tydeligt bekræfter i praksis. Og det er i denne forbindelse kun en meget lidt solid trøst, at arbejdsløsheden midlertidigt synes aftagende, idet dette ikke skyldes målbevidst indgriben i de krisefremkaldende mekanismer foretaget af en enig verdensopinion, men snarere må ses som en temporær positiv effekt af kræfternes frie, for ikke at sige vilde spil.

Foruden at give anledning til økonomiske problemer har arbejdsløsheden også forårsaget en række psykologiske problemer af mere eller mindre uventet karakter - dels beskæftigelsesmæssige og dels familiære. For ikke sandt: hvad skal man tage sig til, når man er arbejdsløs? - Hvordan skal man få tiden til at gå på en fornuftig måde? - Kort sagt: hvad skal man gøre af sig selv?

Man kan her tale om "dådløshedens problematik", og den har vist sig at være ganske forfærdelig pinagtig for et stort antal mennesker, der er ramt af beskæftigelseskrisen. Og til denne problemkreds knytter der sig let en anden, der hænger sammen med, at mand og/eller kone ikke skal på arbejde som sædvanlig, men er henvist til at gå hjemme hele dagen - til dels i uvished om fremtiden. Og der opstår let irritation og disharmoni på grund af usikkerheden og ørkesløsheden. At være arbejdsfri er således ikke nogen ubetinget velsignelse, idet tomrumsfornemmelsen, følelsen af betydningsløshed og dette lige som at være ude af trit med samfundets normale pulsslag sammen med uvisheden og en mere eller mindre trykket økonomi er stærkt belastende for de fleste; og på en måde, der i højere eller mindre grad ødelægger den frihedschance, som arbejdsløsheden faktisk også er.

Denne arbejdsfrihedens negative effekt er i høj grad værd at bemærke, fordi arbejde normalt i større eller mindre udstrækning betragtes som en livsfortærende pligt, som trivialitet og monotoni, som udsugning og udbytning og altså som noget, man gerne unddrager sig. Kort sagt som noget, der i rigt mål bekræfter Bibelens forbandelsesprofeti. Pauserne er lyspunkter i den grå arbejdsdag under dens passage gennem tidens langsomt kværnende tænder, og fyraften er det store daglige befrielsesøjeblik, selve indgangen til friheden. Derfor skulle arbejdsløshed i princippet kunne opfattes som en chance - en frihedschance - ikke mindst hvis den gennem passende understøttelse er økonomisk underbygget. Men således opleves det kun af de færreste, hvad både radio og TV har givet rystende eksempler på, og der gælder derfor tilsyneladende det ejendommelige for mennesket, at det under arbejde længes efter frihed, og under frihed længes efter arbejde (de lange sommerferier viser også tegn på dette, og det samme gælder pensionssituationen for manges vedkommende).

Hvorfor eksisterer mon denne ambivalens, dette had/kærlighedsforhold til arbejde og frihed? - Som det skal vise sig, må det forstås i lyset af menneskets fortid på den ene side og dets fremtidige bestemmelse på den anden side, og der kan være grund til først at se lidt på fortiden.

Denne har jo sine rødder i dyreriget, og vi kan derfor spørge: hvordan med dyret, arbejder det? - Både ja og nej. Det arbejder ikke i den traditionelle betydning af ordet, men det fører en hård og ubarmhjertig og dermed anstrengende kamp for tilværelsen, der først og fremmest sigter mod dette at sikre føden. Det gælder imidlertid for denne kamp, at den er mere eller mindre individualistisk betonet. Nogle dyr - f.eks. ræv og bjørn - fører den helt på egen hånd, medens andre dyr f.eks. løven og vildhunden drager fordel af et vist flokfællesskab. Dog ikke mere end at et vist individualitetspræg bevares, således at det i realiteten er sig selv, man "arbejder" for. Og motivationen bag dette "arbejde" - der her har karakter af jagt - er simpelt hen selvopholdelsesdriften.

Af dyret udvikler det jordiske menneske sig langsomt og gradvist, og i den første lange udviklingsfase repræsenterer det i renkultur et jægertrin; dvs. det opretholder sin tilværelse på det samme grundlag som dyret. Det går på jagt, det fisker, det indsamler rødder, bær og andre naturalier. Det "arbejder" kort sagt på principielt samme måde som dyret. Og det udviser herunder i stigende grad sociale tendenser udtrykt ved flokdannelse, bopladsdannelse, stammedannelse osv.

Men så sker der noget, der i betydelig grad ændrer billedet. Agerbrugssamfundet opstår, og med dette introduceres for alvor abstraktionen "arbejde". Dvs. produktionen af livsfornødenheder på anden måde end ved jagt, fiskeri og naturalieindsamling. Og herved introduceres også "civilisationen", hvorved populært sagt forstås redskabskultur fremfor (jagt) våbenkultur.

Med civilisationen opstår overflodssamfundet i den forstand, at et givet stykke jord udnyttet til agerbrug kan ernære flere mennesker end som jagtterræn betragtet. Dette igen giver anledning til befolkningstilvækst, og med det resultat, at nu kan ikke alle være jægere og fiskere, der i dybeste forstand er det naturlige erhverv. Flere og flere må spille rollen som arbejdere, der er et mere abstrakt erhverv, fordi man foruden i snævreste forstand at tjene sig selv nu også virker til fordel for andre (arbejdsgiveren, aktionærerne m.fl.). Som udbyder af arbejdskraft bliver man også afhængig af fænomenet handel og i nøje sammenhæng hermed afhængig af efterspørgsel på arbejdskraft. Og man risikerer arbejdsløshed, dvs. man er overflødig i samfundet, hvilket i samme betydning er totalt utænkeligt i jægersamfundet. I det civiliserede samfund ligger kampen for tilværelsen med andre ord på et helt andet plan end hos dyret og jægermennesket.

Netop dette er én af forklaringerne på menneskets had/kærlighedsforhold til begrebet arbejde, ikke mindst som det forekommer i det moderne industrisamfund. Den enkelte drukner som en tilsyneladende ubetydelig detalje i et kæmpemæssigt og uoverskueligt produktionssystem, og modsat jagt engagerer det ikke til individuel præstation og appellerer ikke til den naturlige egoisme og forfængelighed. At være kendt som en dygtig arbejder giver nemlig ikke den samme prestige som dette at være kendt i en boplads som en dygtig jæger. Undertiden kan dette at være kendt som en dygtig arbejder tværtimod blive opfattet som noget mistænkeligt. For hvem skal denne dygtighed gøre indtryk på? Måske industriherren så der kan blive tale om avancement, altså dette at blive løftet op fra gulvet, hvad der er ensbetydende med at blive løftet op på nakken af de tidligere arbejdskammerater. Dygtighed er naturligvis meget godt, men alligevel....

Denne holdning til begrebet arbejde contra det essentielle i jægertilværelsens ydelser ser man bekræftet på utallige måder, f.eks. i form af de mange slags arbejdsskulkeri, der forekommer. Hvis ikke man ligefrem bliver hjemme fra arbejde, benytter man sig af enhver mulig lejlighed til for kortere eller længere tid at indstille arbejdet. Man holder drikkepause, rygepause, samtalepause, toiletpause osv., osv. Man kommer lidt for sent på arbejde, hvis det går an, og man går en smule for tidligt, hvis det kan lade sig gøre. Faktisk udfoldes der en næsten utrolig opfindsomhed m.h.t. dette at skulke fra arbejdet, en indstilling, som arbejdsgiverne naturligvis besvarer med en tilsvarende opfindsomhed angående passende forholdsregler, hvoraf akkordsystemet og stempeluret vel nok er nogle af de mest bemærkelsesværdige.

Det vil imidlertid være en misforståelse at tro, at det er mennesket, der er noget galt med i den forstand, at det er naturligt arbejdssky. Det er faktisk slet ikke tilfældet, hvilket da også øjeblikkeligt bekræfter sig, dersom der tilbyder sig mulighed for arbejdsformer, i hvilke jægertilværelsens kernemomenter er indbygget. Dette viser en undersøgelse af "moralen" indenfor de såkaldt liberale erhverv tydeligt, idet temaet her er dette, at man direkte har interesse i det, man foretager sig, og at enhver er sin egen lykkes smed. Den personlige fremgang afhænger af den personlige indsats, der yderligere mere eller mindre kan placeres på personlige interesseområder. Sådanne erhverv som handel, håndværk, kunst og kunsthåndværk, intellektuel og videnskabelig beskæftigelse, sport og kreativ virksomhed, privatbrug contra kollektivt brug for slet ikke at tale om jagt og fiskeri som såvel erhverv som hobby bekræfter til fulde dette personlige engagement, der så at sige i lige linie kan føres tilbage til dyrerigets tilværelsesform, og som mere eller mindre mangler i den såkaldte jævne arbejders daglige tilværelse. I de førstnævnte tilfælde bekræftes nemlig tydeligt såvel egoismemomentet som det prestigesøgende individualitetsmoment - dvs. rødderne i dyreriget - medens begrebet arbejde i sidstnævnte tilfælde for en stor dels vedkommende har udviklet sig til blot at være et spørgsmål om at "være til stede" - og vel at mærke ikke for arbejdets skyld, men for den nødvendige indtjenings skyld. Og dermed er begrebet "arbejde" blevet en abstraktion i lige akkurat så høj grad, at det forklarer, hvorfor man ved vurdering af arbejdsindsats i moderne industrisamfund, indenfor byggebranchen, kommunale institutioner m.v. i fuldt alvor opererer med spørgsmålet: over eller under 40% effektivitet. Det er imidlertid først i den allerseneste tid, man er begyndt at beskæftige sig med dette spørgsmål ud fra en interesse for arbejderens situation og ikke arbejdsgiverens, idet man forstår, at miseren - set på baggrund af effektiviteten inden for de førnævnte liberale erhverv - på en eller anden måde må afspejle et misforhold af lidelsesbetonet karakter, som ingen kan være tjent med - hverken arbejderen, arbejdsgiveren eller samfundet. På en eller anden måde må man finde frem til arrangementer, der naturligt appellerer til menneskets udfoldelsestrang, således at man på alle felter får genskabt det personlige engagement. Og som det skal vise sig i sidste halvdel af nærværende artikel, peger denne indstilling direkte frem til samfundstilstandene i det rige, der i en ikke alt for fjern fremtid skal afløse dyreriget, og hvis erobring dermed udtrykker menneskets kommende bestemmelse.

(afsluttes i næste nr.)