Kosmos 1975/5 side 51
Jordmenneskene befinder sig på et stadium mellem det angribende og myrdende rovdyr og det totalt næstekærlige Kristusvæsen
Men nu det jordiske menneske, er det som angriber, som kriger lige så højt i kontakt med den guddommelige vilje? - Kan dette væsen på samme måde angribe og føre krig uden at "synde"? - Kan det myrde og dræbe andre levende væsener og så være i en lige så fuldkommen kontakt med nævnte højeste vilje? - Nej, det kan det ikke. Det repræsenterer et stadium eller en mental tilstand, hvor det i større eller mindre grad får samvittighedsnag over sin handlemåde, kommer ud for kriser, hvor det fortryder eller angrer sin handlemåde, ligesom det da også sammen med andre individer i den flok eller det samfund, det tilhører, er underkastet tryk af moralske love og forskrifter fra væsener, der for længst har ophørt med at dræbe eller forfølge de levende medvæsener, idet de elsker deres næste som sig selv. Et sådant væsen har vi f.eks. i verdensgenløseren Kristus. Jordmennesket befinder sig altså på et stadium mellem det angribende og myrdende rovdyr og det totalt næstekærlige Kristusvæsen. Det har således overdådig lejlighed til at gøre sig bekendt med sin egen mentale løbebane eller til at se eller iagttage sin egen fremtræden i forhold til disse to yderpoler for mentalitet. Og dette syn eller denne iagttagelse viser, at det selv har en evne til at elske andre væsener (væsener ud over forplantningsområdet), som rovdyret ikke har. Men samme iagttagelse viser også, at denne evne eventuelt slet ikke er så total eller omfattende, som den verdensgenløseren lagde for dagen som sit eget væsen. Det vil da ifølge denne kendsgerning se, at dyret er et væsen, der er fattigere på medfølelse for næsten end det selv. Derfor må det betragte dyrets stadium som et lavere stadium, mentalt set. Da verdensgenløseren er rigere på evner i retning af medfølelse overfor næsten end jordmennesket, vil det uundgåeligt komme til at betragte hans mentale stadium som et højere stadium. Denne betragtning eller bedømmelse er jo urokkelig i kraft af evneforskellen mellem det selv og dyret og Kristus eller verdensgenløseren. Jordmennesket står således her imellem to mentale yderpunkter. Det ene punkt udgør minimum, og det andet udgør maksimum af, hvad det har evne til at skue af næstekærlighed. At verdensgenløserens væremåde og påbud er blevet det livsbetingende, moralske ideal for jordmennesket bliver her selvfølgeligt. Da næstekærlighedsevnen kun er en latent foreteelse i dyret, men er mere fremskreden hos det almindelige jordmenneske og endnu mere fremskreden hos verdensgenløseren, bliver det dermed til kendsgerning, at den er under udvikling i jordmennesket. Men når den er under udvikling, er det jo denne udvikling, der er udtryk for den guddommelige vilje med hensyn til jordmennesket. At modarbejde næstekærligheden er således det samme som at være imod Guds vilje på det jordmenneskelige plan, ligesom dette at være i kontakt med næstekærligheden er at være i kontakt med den guddommelige vilje på det samme plan. At være imod Guds vilje udtrykkes af menneskeheden selv som umoralsk, ligesom dette at være med nævnte vilje betragtes som moralsk.
At man er jordmenneske betyder ikke, at man ikke mere i nogen som helst retning er et dyr
Vi er således her ved to mentale yderpoler, efter hvilke al moralitet indenfor jordmenneskeheden bestemmes. Jo mere et væsens handlemåde er lig dyrets, jo mere bedømmes væsenet som primitivt og umoralsk, medens det bedømmes som moralsk, intellektuelt eller humant, jo mere dets handlemåde er lig verdensgenløserens. Denne konklusion er altså urokkelig og uafhængig af, om man tilhører en religiøs sekt eller er irreligiøs, er materialist, er vantroende. Ens handlinger røber således et bestemt moralsk trin. Jo mere disse handlinger er i det dræbende princips favør, desto mere dyriske eller primitive vil deres ophav således urokkeligt være. Og vi kan i virkeligheden udenom alle religiøse dogmer eller gældende juridiske love i dag således korrekt bedømme et væsens moralitet efter livets egen direkte struktur. Når vi derfor har for os et angrebsvæsen, et væsen, der i stor udstrækning og uden samvittighedsnag eller anger kan røve og plyndre fra andre væsener, begå rovmord og terror for at få sin vilje eller sine begær tilfredsstillet, er det let at se, at en stor del af et sådant væsens mentalitet endnu slet ikke er påvirket af nogen udvikling. Den er endnu et ganske uberørt udtryk for dyrisk mentalitet. At det samme væsen ganske vist også har et område af sin mentalitet, hvor udviklingen har sat sit præg, og igennem hvilket det kan nære blidere følelser for væsener, der er i dets egen interesses favør, er naturligvis en selvfølge, thi hvad skulle ellers være årsag til, at et sådant væsen nu fremtræder i jordmenneskelig organisme og har prædikatet jordmenneske?
At man er jordmenneske betyder altså ikke, at man ikke mere i nogen som helst retning er et dyr. Man er i virkeligheden endnu et dyr i samme grad, som man mangler medfølelse overfor sin næste og skånselsløst albuer sig frem på dennes bekostning. Men da jordmennesket netop adskiller sig fra rovdyret derved, at det har et bevidsthedsfelt, der kan rumme medfølelse med andre væsener, og denne medfølelse kan være så stærk, at den ikke engang kan hæmmes i situationer, hvor den udløses på bekostning af sit ophavs liv og velvære og således er ganske lig verdensgenløserens, kan vi ikke komme uden om, at der bag de ydre, synlige, materielle eller fysiske bevægelser eksisterer skjulte kræfter, der underminerer dyrets tilstand og derved omdanner dyret til menneske. I denne omdannelse er nogle væsener længere fremme end andre væsener. De befinder sig således alle et eller andet sted i en skala, der strækker sig fra rovdyrsmentaliteten til Kristusmentaliteten. Og denne omdannelse afslører sig altså i form af en voksende medfølelse med næsten eller omgivelserne.
Medens de mere primitive mennesker er besjælede af den stærkeres ret, begynder den moralske ret i dag at tone frem i nogle menneskers bevidsthed som retfærdighed
Denne medfølelse kan absolut ikke være noget, der kan opstå eller udelukkende være baseret på det ydre materielle eller fysiske syn, thi som vi allerede før har berørt, vil det i næsten alle fysiske situationer tilsyneladende være det mest logiske egoistisk at albue sig selv fri og rydde alle andre væsener af vejen der, hvor de er en hindring for vore begærs tilfredsstillelse. Når væsenet ikke desto mindre meget ofte går imod denne direkte albuen sig frem, er det ikke udelukkende, fordi det er bange for de juridiske love, det er heller ikke udelukkende af religiøse grunde, thi der, hvor væsenet kun holder sine dyriske evner i skak af disse grunde, er det jo ikke af næstekærlighed, men derimod i allerhøjeste grad af kærlighed til sig selv. I begge disse tilfælde har det jo stor lyst til at erhverve goderne på næstens bekostning, men det ved, at når det gør det og giver efter for denne dets vilje, kommer det måske i tugthuset eller vederfares andre former for juridiske ubehageligheder. I dette tilfælde giver det således kun afkald på sit begærs tilfredsstillelse - ikke for at skåne sin næste for de ubehageligheder, denne tilfredsstillelse ville have forvoldt ham - men for at beskytte sig selv imod de juridiske ubehageligheder, nævnte tilfredsstillelse ville have voldt det selv.
Det samme gør sig gældende, hvis det kun er af religiøse grunde, at væsenet ikke albuer sig frem på næstens bekostning. Her er det de med tilfredsstillelsen forbundne religiøse straffe: forbandelse og nedfart til helvede eller andre religiøse, voldelige oplevelser, der afskrækker ham fra at leve højt på næstens bekostning.
Der findes således et mentalt område, indenfor hvilket det er skrækken for straf, der afholder væsenet fra at overtræde de juridiske eller de begyndende næstekærlighedslove. Men da der findes et andet område indenfor den jordmenneskelige mentalitet, hvor det netop ikke er skrækken for de juridiske love, der afholder væsenerne fra at overtræde disse, men derimod en helt anden faktor, nemlig denne, at de slet og ret ikke nænner at gøre næsten fortræd eller påføre denne ubehageligheder, men hellere selv vil påtage sig disse, hvis de dermed kan gavne nævnte næste, er det dermed en kendsgerning, at væsenernes mentale og fysiske indstilling helt forandres. I disse næstekærlige væsener kan vi begynde at se en helt anden mental sfære end den, vore såkaldte hedenske forfædre var besjælede af. Medens disse forfædre levede i en bersærker- eller vikingemoral, hvis faste punkt var den stærkeres ret, og hvor magten således var den eneste slags ret eller retfærdighed, man kendte, og den virkelige moralske ret eller retfærdighed, der i sig selv jo er ganske uafhængig af magt, var noget ganske ukendt og totalt uforståeligt, er det netop denne moralske eller absolutte ret, der i dag mere og mere toner frem i menneskenes opfattelse som den eneste absolutte retfærdighed. Og vi får således her for os to slags mennesker, nemlig de primitive væsener, der i dag endnu i en overvejende grad er besjælede af bersærker- eller vikingemoralen, der giver den overlegne eller den stærkeste ret ganske uafhængigt af virkelig eller absolut retfærdighed, og dem, der i en overvejende grad ikke nænner at benytte sig af denne ret, selv om de er de stærkeste eller sidder inde med magten. De første væseners egoistiske eller selviske moralitet og holdning overfor næsten hæmmes udelukkende kun af de i dag opsatte juridiske love. I alle situationer, hvor de ser sig i stand til at omgå disse love for at tilrane sig goder på næstens bekostning, vil de gøre det uden nogen som helst skrupler. Ja, deres dyriske natur er i værste tilfælde således, at de endog direkte sætter sig op imod disse love og åbenlyst overtræder dem. Og vi får da her det mentale område i det moderne samfund, vi kalder forbryderverdenen eller samfundets underverden. Det er herfra, at alle de såkaldte ganstere såvel som de store politiske forbrydere eller væsener kommer, der med genial, dyrisk mentalitet tvinger sig frem til diktatoriske magtstillinger, og som autoriserede førere eller diktatorer har ført hele folk eller verdensriger til overfald på andre folk eller nationer og dermed været de kim, der satte de store rædselstilstande i stand, som lige har kulmineret i det bloddryppende ragnarok eller verdensdrama, der foreløbig endte med atombomben, men som endnu ikke har givet menneskeheden hverken tryghed eller virkelig fred.
Alle krige i verden er mentale vulkaner
Under den moderne civilisations eller den såkaldte kristne kulturs overflade forekommer der altså en temmelig fremtrædende underverden, der undertiden kan sende sine glødende, primitive, altødelæggende kræfter op igennem kulturens endnu tynde skorpe og komme til syne som livsfarlige eller ulykkebringende vulkaner på kulturens overflade og helt tildænge denne med hadets, magtsygens og begærlighedens sorte, osende og kvælende lavastrømme. Det er denne side ved underverdenen, der endnu er så farlig for al virkelig kulturskabelse af i dag. Det er ikke den lille menige tyv eller rovmorder, der er kulturens eller civilisationens værste fjende eller fjende nr. 1, men derimod dem, der kan camouflere deres røveriske eller rovmorderiske og menneskefjendtlige talenter, begær og anlæg med en sådan genialitet, at de ligefrem selv tror på eller opfatter denne deres mentale tilstand som højeste moralitet eller idealisme og herigennem får næsten ubegrænset kraft til at forføre alle i fremskreden kultur endnu ubefæstede folk eller stater og gøre dem til banditsamfund indenfor nationernes rækker.
Alle krige i verden er således mentale vulkaner, der igennem forbrydergenier baner sig vej op igennem kulturens og humanitetens endnu tynde overflade og her skaber sine vældige kratere. Hvor før mentale, industrielle og kulturelle virksomheder blomstrede og sendte sine skønne frugter ud over hele jorden, og millioner af mennesker levede forholdsvis lykkeligt med deres familier, pårørende, deres ægtefæller, børn og andre væsener, der for dem var dyrebare, ser vi i dag kun resultater af mentale atombomber, der i form af krigspropagandister, diktatorer og førere fik held til at komme op på den jordmenneskelige, mentale overflade og der udløse deres eksplosioner og sprængninger i den begyndende, spæde humane kultur. Ja, så virkningsfuld var denne mentale atomsprængning, at den skabte dybe flænger og revner helt ind i de kristne præsters og ypperstepræsters mentalitet. Vi kom derfor til at se det særsyn, at disse væsener, der var indviet til at fortælle menneskene, at man skal "drage sit sværd i skeden, thi hver den, som ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", begyndte at velsigne de mange gange værre mordvåben, krigstanke, slagskibe og bombemaskiner, ja, stod endog undertiden selv med skjulte mordvåben under deres præstelige ornat, denne deres ophøjede klædning, symbolet på deres gernings hellighed og guddommelige renhed i det dræbende princips eller hadets og myrderiernes afskaffelse. I sandhed, civilisationens eller kulturens underverdens mentale atombomber kan nok måle sig med de nyopfundne, moderne, tekniske. Hvad er der nu tilbage der, hvor de før så store diktatorer brillerede og med parader og optog fik folkene til at svælge i selvforgudelse og herrefolkedrømme? - Er der andet end menneskevrag i ruinhobe og i en atmosfære af dødbringende bandituvæsen, rovmord, voldtægt eller amoralitet og fornedrelse af enhver art? - Nej, de mentale atombombers kratere eller sår er lige så dødbringende radioaktive indenfor deres område, som deres fysiske, tekniske pendenter er det indenfor det fysiske område.
Vi har altså her menneskehedens første mentale sfære i selve dens kulmination. Den er et absolut onde for den jordiske menneskehed, der for længst er blevet mættet af denne kulmination og nu kun hungrer efter dens modsætning, nemlig retten og dermed den sande retfærdighed, der i sig selv er humanitetens eller næstekærlighedens kulmination.
Væsener der hellere selv vil lide, end at andre skal lide
Den her skildrede mørke mentale sfære er altså kilden til al angrebsmentalitet og dermed kilden til al krig i verden, såvel mellem stater som imellem de enkelte individer. Det er denne mentale sfære, der forekommer under begrebet "det onde". Medens denne mentale form er ganske naturlig hos dyret, er den altså af det onde for jordmennesket og hæmmer dets fremtræden som "menneske".
Men foruden disse væsener findes der, som vi nævnte før, også en anden kategori af væsener, nemlig de væsener, der ikke nænner at gøre næsten fortræd. Disse væsener befinder sig altså på et længere fremskredent stadium i den mentale udvikling end de førstnævnte væsener. De har fået udviklet deres medlidenhedsevne. De er i stand til at fornemme på deres næstes vegne. Hans lidelser, hans bekymringer og sorger kan i større eller mindre grad gøre dem bedrøvede eller medfølende. De kan slet ikke, som den første kategoris væsener, være totalt ligegyldige eller ufølsomme overfor næstens skæbne. De er i større eller mindre grad parat til at vove deres eget liv, hvis de dermed kan beskytte eller hjælpe næsten og fri denne for ubehageligheder. Og det er i kraft heraf, at disse væsener heller ikke er fri af krigens sfære. Men nævnte væsener bliver jo partnere i en krig under en helt anden forudsætning end den førstnævnte kategori. Medens denne er selve krigens udløsende årsag i kraft af sin angrebsbevidsthed, er den sidste kategori kun med i krigen for at forsvare eller befri den angrebne part overfor de ubehageligheder, som angrebet forvolder. Og denne mentale indstilling vil således afvige fra angrebsbevidsthed derved, at den udgør forsvarsbevidsthed. Forskellen mellem disse to mentale tilstande vil være den, at medens motivet for angrebsbevidsthed er hensynsløs selviskhed eller egoisme eller begæret af sin næstes goder, er motivet for forsvarsbevidsthed uselviskhed eller en beskyttelsestrang overfor næsten imod uretfærdighed eller angrebsvæsenernes overfald. Det er således en begyndende kærlighed overfor næsten, der her kommer til syne.
Når forsvaret er et nødværge, er det et led i den nødvendige selvopholdelsesdrift
Bag forsvarsmentaliteten er motivet altså i virkeligheden ganske uselvisk, ligegyldigt om det endog er væsenet selv, der er den overfaldne eller angrebne, og forsvaret udelukkende gælder det selv, thi i dette sidste tilfælde vil forsvaret være nødværge og er da et led i den nødvendige selvopholdelsesdrift. Og alt, hvad der bliver identisk med det absolut livsbetingende nødværge for væsenets eksistens, kan umuligt være identisk med selviskhed eller egoisme. Det er ikke egoisme, at man begærer sin ret til at leve. Egoisme opstår først der, hvor man på sin næstes bekostning begærer ting, der er ganske overflødige eller unødvendige for ens egen eksistens eller mulighed for at leve. Et forsvar, der udgør et nødværge over for en absolut livsfarlig fjende, kan ikke udtrykkes som selviskhed. Det er befordringen af en naturlig ret til livet, en hævdelse af artens beståen og kan således kun forekomme der, hvor denne beståen er i fare. Hvis et forsvar fortsættes der, hvor denne beståen ikke er i fare, bliver det ikke længere et forsvar, men en forfølgelse og dermed et angreb på næsten. Det gælder derfor her om at passe godt på. Et forsvar kan meget let og umærkeligt gå over til at blive et angreb og er da ikke mere nogen uselvisk foreteelse, men derimod i allerhøjeste grad dominerende egoisme eller selviskhed.
Forsvarsmentaliteten er af en ædlere karakter end angrebsmentaliteten
Der hvor et væsens modstand imod et medvæsen udgør et livsbetingende nødværge, udgør væsenet et forsvarsvæsen. Sådanne væsener udgør krigens anden part. Uden denne part kan der ikke manifesteres krig. Men det er altså ikke denne part, der er krigens årsag, denne vil aldrig kunne ligge andre steder end hos angriberen. Da forsvarsmentaliteten således er næstekærlighed eller uselviskhed, er den af en ædlere karakter end angrebsmentaliteten. Men da den benytter sig af de samme våben, de samme krigsmidler, har den samme vrede som angrebsvæsenerne, har man kaldt denne vrede for "hellig vrede" eller "retfærdig harme", ligesom enhver krig set fra forsvarerens side er hellig og dens domæne udtrykkes som ærens mark. Og hermed har vi nået de to former for mental tilstand, hvis reaktion i dag udgør jordmenneskehedens skæbne. Og der, hvor kun disse to former for bevidsthed eller mental tilstand eksisterer, eksisterer krigen eller ufreden. Her er livets smeltedigel. Hvis der ikke skete en ny mental forvandling, ville der aldrig nogen sinde blive fred i verden. Men ud af smeltediglens flammer, ud af krigens rædsler, skrig og pine fødes en tiltagende længsel efter en modsætning til krigen, nemlig en absolut varig fred.
Den ny bevidsthedsform er kærlighed til alle væsener
Angrebs- og forsvarsmentalitet gør det således ikke. Disse to mentale tilstande er ikke livets fylde eller mål. Men netop på grundlag af reaktionerne af disse to former for mentale indstillinger opstår der en helt ny bevidsthedsform eller mental tilstand, en tilstand, som i sig selv hverken udgør angreb eller forsvar, men derimod en inderlig kærlighed til alle væsener uafhængigt af disse væseners eventuelle heldige eller uheldige, deres primitive eller intellektuelle fremtræden. Væsener med denne mentale indstilling hylder ikke medvæsenerne for deres mørke handlinger, men de føler en udstrakt medlidenhed med disse mørke væsener, idet de føler den ulykkelige tilstand, som disse væsener med deres primitive eller såkaldte forbryderiske væremåde er i færd med at afstedkomme for dem selv. De dømmer således aldrig nogen til straf, mørke eller lidelse. De er i bedste tilfælde totalt blottede for hævnfølelse. De er i en tiltagende grad besjælet af den tanke, at kan man ikke gøre godt for et væsen, så skal man i alle fald aldrig gøre det noget ondt. De udstråler således kun kærlighed og lader deres sjæls varmende lys skinne om kap med solens på onde og gode, på retfærdige og uretfærdige, med andre ord, de er ligesom solen altomfavnende, de er i "Guds billede efter hans lignelse". I sandhed, de er freden.
Men hvordan går det da til, at væsenernes mentalitet til sidst får en sådan form, at de hverken angriber eller forsvarer, men udstråler sympati eller kærlighed til alt? - Ja, her må vi se tilbage på denne mentale tilstands tilblivelse. Vi har allerede set, at de levende væseners første mentale stadium er et angrebsstadium, er domæne for alle arter af udfoldelse af den stærkeres ret. At en sådan zone betinger, at livets højeste ideal må være angreb, idet man jo ikke her på nogen som helst anden måde kan dokumentere eller hævde sig som den stærkeste, er selvfølgeligt. Ligeledes har vi set, at den en gang opnåede eller hævdvundne stærkeres ret umuligt kunne bevares uden igennem forsvar. Men en tilværelsesform, i hvilken væsenerne må leve i angreb og forsvar, er ikke fred. Den er derimod krig, og kan aldrig nogen sinde blive andet, hvis ikke den netop affødte en ny faktor, nemlig lidelsen og erfaringen, der igen bliver til intelligens og medfølelse eller medlidenhed. Medfølelse eller medlidenhed er igen det samme som kærlighed eller livslovens opfyldelse for det fuldkomne eller færdige væsen, væsenet i Guds billede efter hans lignelse.
Væsenerne i forsvarszonen ligger altså nærmere fuldkommenheds stadiet end væsenerne i angrebszonen, idet de allerede har begyndt at blive påvirket af erfaringen og lidelsen. Det er også derfor, at vi her finder, at forsvarernes objekt ikke altid udgøres af deres egne fjender, men derimod af væsener, der angriber deres venner og pårørende, ja, undertiden behøver det slet ikke at være pårørende, men helt fremmede mennesker, væsener fra forsvarszonen forsvarer. Og i et sådant forsvar ser vi den begyndende næstekærlighed, men denne forekommer her nærmest som en begyndende retfærdighedssans. Man fornemmer, at angrebet eller overfaldet er uretfærdigt og træder derfor hjælpende til. Men selv om forsvarsvæsenerne er længere fremme i udviklingen end angrebsvæsenerne, betyder det naturligvis ikke, at de i alle situationer helt er udrensede for angrebsmentalitet, ligesom angrebsvæsenerne heller ikke alle kan bedømmes som totalt blottede for forsvarsbevidsthed, men denne er blot ikke almengældende eller bærende her i angrebszonen, således som tilfældet er med den i forsvarszonen, ligesom forsvarsbevidstheden jo ikke er almengældende eller bærende i angrebszonen. Med disse to gruppers væsener har vi her det fuldstændige billede af jordmenneskehedens nuværende herskende psyke. Den er således en blanding af angrebs- og forsvarsmentalitet, og væsenerne befinder sig i en permanent krig, der undertiden slår ud i lys lue, skaber voldelige, mentale vulkaner i form af de såkaldte krige eller verdenskrige, hvor millioner af mennesker dræbes, og andre millioner lemlæstes til livsvarige, hjælpeløse invalider, atter andre millioner går under i sorg og fortvivlelse, armod, subsistensløshed, livslede og selvmord. Dette er angrebs- og forsvarsmentalitetens direkte fysiske, synlige reaktion. At denne reaktion må skabe længsel efter en bedre tilværelsesform, en bedre samfundsordning, ja kort sagt, efter alt, hvad der kan skabe den varige absolutte fred, hvilket vil sige tryghed i og beskyttelse af glæden ved at være til, bliver her synligt som selvfølgelig.
(Fortsættes).
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige