Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I en særdeles interessant artikel "Does matter exist" Foundations of Physics 1973 (eksisterer stoffet?) har fysikeren Allen D. Allen fremsat den opfattelse, at det ikke længere er rimeligt at tro, at man kan finde partikler, som er stoffets udelelige mindstedele.

Allen fortæller, at det gennem hele naturvidenskabens historie har været et ideal at finde stoffets og dermed også livets materielle byggestene. Alkymisterne, forløberne for den moderne naturvidenskab, anså de fire elementer jord, luft, ild og vand for at være disse byggestene, men senere fandt videnskaben gennem omhyggelige eksperimenter frem til mindre elementer, grundstofferne eller atomerne, omkring hundrede i tal, som i forskellige kombinationer dannede naturens mange stoffer. Selve ordet "atom" betyder udelelig, hvilket er et klart vidnesbyrd om, at man anså dem for at være stoffets mindste enheder. Så vidt var man nået i slutningen af forrige århundrede, men med opdagelsen af den radioaktive stråling afsløredes atomets udelelighed som ønsketænkning. I begyndelsen af dette århundrede fremstillede Rutherford atomet som et billede på solsystemet med en kerne og roterende elektroner. Kernen anså man for at bestå af to slags partikler: de elektrisk neutrale neutroner og de elektrisk positive protoner. Man havde nu en opfattelse af stoffet, der byggede på tre meget små grundelementer: neutronen, protonen og elektronen, en opfattelse, der stort set har været gældende indtil de sidste år. Da blev det imidlertid klart, at heller ikke disse partikler var udelelige. Det har vist sig, skriver Allen, at de kan spaltes i hundreder af andre partikler. Man var derfor påny på jagt efter den originale byggesten, som efter en fremragende fysiker Murray Gell-Mann er kaldt en quark.

Man har endnu ikke fundet quark'en, og det er heller ikke dens eventuelle eksistens, som er det interessante ved Allens artikel, men derimod at Allen og en gruppe fysikere sammen med ham definitivt tager afstand fra den gamle drøm om at finde en materiel mindstepartikel, som alt andet er bygget af. Indtil nu har det rent faktisk vist sig, at de partikler, man hidtil har fundet, hvor ufatteligt små de så end har været, har ladet sig opløse i mindre dele. Men desuden er det et rigtigere teoretisk synspunkt, at alt materielt kan deles. Det er teoretisk muligt, siger Allen, at bevise, at en partikel kan spaltes, men det er ikke muligt at bevise, at den ikke kan spaltes. Her tangerer Allen Martinus analyser over den mikrokosmiske uendelighed, idet Martinus talrige steder i sin litteratur fremhæver, at enhver ting, f.eks. en ært, kan deles uendelig mange gange og at delingen kan fortsætte på det teoretiske plan, når den af praktiske grunde må standse på det materielle plan.

Allen kalder sin teori "the bootstrap theory" (støvlestrop teorien), fordi det ser ud som om han mener, at man kan skabe noget af ingenting. På dansk bruger vi vendingen "at trække sig selv op ved håret", på engelsk derimod at trække sig selv op ved støvlestropperne (bootstraps). Det lyder ulogisk, men Allen afværger dette paradoks med at skitsere en teori, der ligeledes harmonerer fint med Martinus analyser. Allen skriver: "Støvlestropteorien siger, at i stedet for at bruge objekter - såsom partikler - som råmateriale, bruger naturen de fysiske grundlove som f.eks. loven om inertien, som bevirker, at jo hurtigere man kører, des vanskeligere er det at bremse. Så længe vi adlyder disse love, kan vi producere ethvert stof, som vi har evne til at fremstille. Denne ide, at verden til syvende og sidst er bygget af principper i stedet for af stofenheder er nærmest af teologisk karakter. Alligevel er det nu en etableret (konkurrerende) teori i den teoretiske fysiks hovedstrømninger."

Svaret på overskriftens spørgsmål, om stoffet eksisterer, må imidlertid være bekræftende: jo, naturligvis eksisterer stoffet. Stolen, vi sidder på, papiret, vi læser på, huset, vi befinder os i osv., alle disse ting opleves og har derfor en eksistens, men fremhæver Martinus, de er ikke, hvad de ser ud til at være. Der er intet så illusorisk som den materielle verden. Hvad vi oplever, er stærkt subjektivt betinget af vores uendeligt lange udviklingsmæssige fortid, som bevirker, at vi i dag oplever tilværelsen ud fra et individuelt synspunkt og derfor ser verden i et bestemt perspektiv. Det er i dette subjektive perspektiv, at den fejlagtige ide er skabt, at stoffet har en begyndelse: en mindste enhed. Dette perspektiv er materialistisk i sin natur, fordi det rummer den antagelse, at livets grundnatur er materiel. Heroverfor hævder Martinus, at alle materielle ting er frembringelser, skabt af et immaterielt, guddommeligt "noget, som er". Stoffet er således ikke skabt af ingenting, men af "noget" som i sig selv ikke er skabt, men er uforanderligt og derfor ikke kan opleves direkte. Det ser derfor ud som om stoffet fremstår af ingenting, og det synes paradoksalt for den, der anskuer livet fra et subjektivt materialistisk synspunkt, men på baggrund af Martinus kosmiske analyser, er stoffet kun materiale for den kommunikation, som hvert enkelt individ i universet modtager fra det i sig selv usynlige "guddommelige noget", og som det selv sender fra sit eget evige centrum, der er af samme immaterielle natur, til individer i sine omgivelser.

Allen fremhæver de fysiske love som universets fundament og ikke de enkelte materielle stoffer. Universets love er altså mere grundlæggende end de ting, som følger lovene. Allen nævner, at det i virkeligheden er et teologisk synspunkt, og han slutter sin artikel med at profetere, at fysikere er godt på vej til at acceptere Johannes evangeliets indledning: "I begyndelsen var ordet".

Den indstilling, Allen giver udtryk for, er i god overensstemmelse med grundtrækkene i Martinus forfatterskab. Her beskrives livet som en samlet virkning af et lille antal evige principper, hvoraf de vigtigste er individets og universets grundstruktur, der begge beskrives som et uadskilleligt treenigt princip: nemlig et JEG, en SKABEEVNE og DET SKABTE. Hvis vi spørger, hvor det, videnskaben kalder stof er henne i denne grundstruktur, bliver svaret, at det hører til DET SKABTE's område, men da det skabte er et evigt princip, som er uløseligt forbundet med de to andre principper, medfører det samtidig, at stoffet eller materien er en evig realitet som princip, men samtidig, at der ikke er noget konkret stof, nogen bestemt partikel, nogen bestemt i tid og rum definerbar ting, som er evig. Der vil altid eksistere forskellige former for stof, og det er en betingelse for, at der er noget at opleve, men den enkelte aktuelle form er altid underkastet bevægelse og dermed et kredsløb, som gør dets eksistens tidsbegrænset, det vil sige, den har sin begyndelse og afslutning i tiden. At tro at der findes mindste materielle byggestene, hvad enten vi kalder dem atomer eller quark'er, er at tillægge disse materielle partikler en evighedsnatur, som kun er berettiget for stoffet som princip.

Spørger vi, hvor de love, som for Allen er universets fundament, er at finde i Martinus analyser over universets og individets treenige struktur, bliver svaret SKABEEVNEN, fordi den er grundlaget for de love og principper, som kommer til udtryk i DET SKABTE's udformning og detaillering. En af de vigtigste love er kredsløbsprincippet, som omfatter alt skabt, og som f.eks. viser sig i årets kredsløb, i dag- og natkredsløbet, i reinkarnationskredsløbet, i skæbneprincippet og som Martinus viser det: i vort evige livs store spiralkredsløb. Af andre evige principper, der er en udfoldelse af SKABEEVNENS funktion kan nævnes livsenhedsprincippet, talentkerneprincippet, kontrastprincippet m.fl.. Det er forgreninger af disse principper, videnskabsmænd fra forskellige videnskabelige områder gradvist afslører som ukrænkelige grundlove i naturprocesserne.

Hvis videnskaben for alvor antager den opfattelse, at lovene er mere fundamentale end de til enhver tid fundne partikler, har man taget et væsentligt skridt frem mod en kosmisk erkendelse, fordi man derved er kommet på sporet af den bag DET SKABTE eksisterende immaterielle SKABEEVNE's evige skabeprincipper. Det næste og ligeså væsentlige skridt må derefter blive at indse, at alt DET SKABTE såvel som de love og principper, der kommer til udtryk i DET SKABTE, er en udfoldelse af den højeste realitet og det højeste princip i den treenige struktur, nemlig JEGET. Dette er så fundamentalt, at Martinus kalder det SKABEREN eller "det guddommelige noget, som er". Hverken DET SKABTE eller SKABEEVNEN er således til for sig selv, men viser logisk hen til et centrum, kosmos et "noget", som giver sig til kende eller ønsker at meddele sig til omverdenen. Men den store vanskelighed for naturvidenskaben med hensyn til at tage dette næste skridt bliver utvivlsomt at acceptere, at dette højeste princip SKABEREN er absolut immaterielt og derfor ikke kan registreres gennem nogen form for apparatur. Overfor denne livets højeste realitet står vi alle lige og er derfor helt afhængige af vor egen intuitive erkendelsesevne.