Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Der, hvor Guds stråleglans direkte, klart og ufarvet lyser, kan ingen undergang finde sted. (LB, 1895)

I Guds rige kan der ikke foregå noget, der virkelig er unyttigt. Væsenerne kan ikke holdes nede i et helvede, de ikke har noget som helst tilfælles med eller dragning imod, og hvis konsekvenser de forlængst har udlevet i deres bevidsthed. (LB, 1890)

Da ethvert levende væsen er identisk med Gud og Gud identisk med ethvert levende væsen, vil ingen sand og fuldkommen gudsdyrkelse kunne finde sted uden at bestemmes af vort forhold til næsten. (LB, 2234)

Og således befinder alle levende væsener sig i Guddommen og Guddommen i dem. (E, 29:2)

Ingen kan komme bort fra Gud. Alt og alle er noget af dette evige væsen. Og i dette væsen må alt og alle derfor evigt være. (L, 49)

Den evige Guddom er kulminationen af fuldkommenhed og derfor kærlighedens sol. (L, 60)

Alle væseners jeg’er udgør tilsammen Guds jeg, og alle væseners organismer er Guds organisme. (LB, 2364)

Guddommen må altså afvige fra det almindelige levende væsen derved, at den ikke har noget makrovæsen over sig. Ved at fremtræde som det absolut eneste eksisterende eksemplar af sin art er det ganske uden medvæsener. Det kan aldrig nogen sinde formeres. Og skønt dette, kan det heller aldrig uddø, men vil i al evighed blive ved med at være et i sig selv eksisterende hundrede procent "ensomt" væsen. Det har som nævnt ingen medvæsener ovenover eller ved siden af sig. Det afviger fra alle andre væsener derved, at det har ingen "ydre" verden. Hele dets bevidsthed er en "indre" verden. (L, 89)

Overfor denne guddom eksisterer uundgåeligt og evigt hvert eneste eksisterende væsen, ligegyldigt om det er et mikrokosmisk, makrokosmisk eller mellemkosmisk væsen. Alle disse levende væsener er Guds organer og legemer, i kraft af hvilke han kan manifestere sin almægtighed, alvisdom og alkærlighed overfor hvert enkelt levende væsen. (E, 21:6)

Verdensaltet er Guds organisme og de levende væsener hans bevidstheds eller livsorganer. (LB, 2375)

Guddommen kan således ikke være et sted henne, men er allestedsnærværende. (LB, 2363)