Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det jordiske Menneske udgør som omtalt "Adam" og "Eva", der manifesterer "Syndefaldet" ved at spise af "Kundskabens Træ paa Godt og Ondt" og derfor er paa Vej ud af "Paradisets Have" eller Ægteskabets Zone. Denne Zone udgør ikke et fysisk Landomraade, men er en særlig bestemt mental Tilstand, et særligt bestemt Udviklingstrin, en særlig bestemt Form for Oplevelse af Lykke i det levende Væsens evige Tilværelse. Da denne Lykkeoplevelse igen eksisterer som Virkningerne af Opfyldelsen af særlige bestemte Betingelser eller Love, vil den netop staa og falde med henholdsvis denne Opfyldelses Manifestation eller Ikke-manifestation. Nævnte Opfyldelse resulterer udelukkende i absolut kun een eneste Ting, nemlig: Ægteskab.

Alt, hvad der ikke resulterer i dette, enhver Manifestation, enhver Tanke, enhver Hensigt, der ikke manifesteres til Fordel for Ægteskab, kan kun være en Gene for dette og er saaledes underminerende af den førnævnte Lykkeoplevelse eller mentale Tilstand, der hedder "Paradisets Have". Det er derfor en Selvfølge, at saadanne Manifestationer, Tanker og Hensigter kun kan eksistere som identisk med "den forbudte Frugt" i nævnte Have, og bliver derved det samme som "Nydelsen af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt".

Men "Nydelsen af Kundskabens Træ" kan jo kun eksistere som Oplevelse af Kundskab, hvilket igen vil sige det samme som Udvikling af Forstand, Intelligens eller Visdom. Men denne Udvikling er jo det samme som "Syndefaldet".

Men hvad mener man saa om vore Universiteter, Skoler og Læreanstalter? - De bliver jo ligefrem Produktionsanstalter for Skabelse af "Syndefald". Og disse Anstalters Videnskabsmænd eller Lærere er saaledes Væsener, der i særlig Grad har "nydt af Kundskabens Træ" og derved er blevet Specialister i Overtrædelsen af "Paradisets Love". Ved deres Livsgerning bliver de ikke alene selv "Lovovertrædere", men har i Kraft af denne ligefrem paataget sig selve "Slangen"s Rolle og "forfører" deres unge Elever ved dagligt at overrække dem den "forbudte" Frugt: Undervisning i Ting, der ikke hører ind under Ægteskab, saasom: Matematik, Geologi, Astronomi eller alle de mange andre Former for Grene af Videnskab, der eksisterer. - Hvad kommer disse Ægteskabet ved? -

Tror man ikke, at Ræveparret i deres tomme Jordhule, Storkeparret i deres luftige Rede paa Bondens Tag saavel som Eskimoparret i deres fattige Snehytte i Polarzonen nyder selve Ægteskabsglæden indtil Hundrede Procent uden netop disse nævnte "forbudte Frugter"? -

Nu vil man maaske hævde, at Videnskaben jo dog har sat Jordmenneskene i Stand til at omgive Ægteskabet med moderne Komfort eller Luksus og paa denne Maade bidraget til at gøre dette mere lykkeligt. - Men er dette ikke en stor Illusion? - Ægtefæller, der fordrer Komfort, Luksus og Rigdom, for at deres Ægteskab kan være lykkeligt, er allerede degenererede, ægteskabeligt set. En ægteskabelig Lykke, der skal stives af med disse Ting, maa da være mindre end en ægteskabelig Lykke, der ikke behøver disse Ting.

I en Zone, hvor Ægtefællernes Glæde over gensidigt at eje og "føle sig eet med hinanden" er den højeste Salighedsfornemmelse eller Livslykke, giver de gladeligt Afkald paa alt andet blot for Opnaaelsen og Bevarelsen af denne Oplevelse. Hvis de ikke gør det, er det netop Udtryk for, at nævnte Oplevelse ikke er den højeste Livslykke for dem, men derimod de Ting, som de ikke vil give Afkald paa; og de er da allerede et godt Stykke Vej borte fra Centrum i "Paradisets Have", i Særdeleshed da de samme Ting kun kan være identiske med de "Forbudte Frugter".

Den moderne Videnskab, det omfattende Studium, den altgennemtrængende Forskning, som tilsammen jo udgør den fundamentale "Nydelse af Kundskabens Træ", borer en stor Kile ind i Jordmenneskets Mentalitet. Ved Siden af den ægteskabelige Interesse, som oprindelig fyldte hele Mentaliteten, indpodes nu, gennem nævnte Kile, et helt Ocean af Oplysninger eller Kundskaber. Disse kan ikke eksistere i deres nye Opholdssted uden at skabe tilsvarende nye Former for Interesser. Ved Siden af den ægteskabelige Interesse vokser der saaledes nye Interesser frem. Den førstnævnte Interesse maa altsaa dele Plads med de sidstnævnte. Men derved bliver Ægteskabeligheden, hos det paagældende Individ, jo ikke mere Hundrede Procent. De nye Interesser kræver ogsaa Dyrkning. Og jo mere de dyrkes, desto mere degenererer Ægteskabet. Dette bliver efterhaanden kun til en Biting for tilsidst, gennem det ene Liv efter det andet i Individets Reinkarnation, helt at blive fortrængt af den ny Mentalitet. Et nyt "Paradis" skimtes. Ægtefællerne "Adam" og "Eva" vil der have aflagt deres dyriske Ham. "Leret" er "indblæst Livsens Aande". Det uvidende Væsen er blevet vidende. Det fuldkomne Menneske, "skabt i Guds Billede efter hans Lignelse" er blevet til. Og indhyllet i Kundskab og Visdom, der er Alkærlighedens sande Straaleglorie, skuer et nyt funklende Væsen ud over Verden.

Naar "Syndefaldet" er det samme som Udvikling af Forstand og Visdom (hvorledes skulde det ellers blive "Nydelsen af Kundskabens Træ"?) - og naar det er denne Udvikling, der er det samme som "Indblæsning af Livsens Aande", (hvad er det ellers? - døde Ting kan ikke blive levende, men det levende kan forandres, denne Forandring er "Indblæsning af Livsens Aande",) - og yderligere resulterer i Omskabelsen af Dyr til Menneske, saa er "Syndefaldet" jo i virkelig Forstand ikke noget "djævelsk", ligesaalidt som de bitre Erfaringer og Lidelser, det kan afføde, ikke er noget absolut "Helvede". Uden Erfaringer ingen Viden. Uden Viden intet Liv. At tro, at det kun er de behagelige Erfaringer, der hører Gud til, medens de ubehagelige hører et helt andet og "djævelsk" Ophav til, er jo Udtryk for absolut Barnlighed overfor den guddommelige Verdensplan. En saadan Tro eller Opfattelse kan udelukkende kun eksistere paa Basis af absolut Ukendskab til Kontrastprincippets Nødvendighed i Livet. Uden Kontrast ingen Sansning, uden Sansning ingen Oplevelse, og uden Oplevelse intet Liv. Lys og Skygge er saaledes lige uundværlige og derfor lige guddommelige.

Naar "Slangens" "Forførelse" og "Syndefaldet" med alt dets Mørke: Kvindens "smærtefulde Fødsler", Mandens "Spisen sit Brød i sit Ansigts Sved", Jordens "Forbandelse" og "Uddrivelsen af Paradisets Have" tilsammen resulterer i Skabelsen af det fuldkomne Menneske, resulterer i Dyrets Forvandling, resulterer i dets Meddelagtighed i Guds egen Bevidsthed, Viden og Visdom, der atter betyder en urokkelig Lykke eller Salighed, kan hele denne Syndefaldsproces i sin absolutte Analyse kun være Udtryk for den allerhøjeste Kærlighed, samt for en Skabelse og Almagt, der ikke paa nogen Maade kan kapitulere overfor noget Væsens "evige Fortabelse", "evige Død" og Undergang, og vil saaledes i al Evighed kun kunne være en urokkelig Garanti for, at disse nævnte Ting evigt maa forblive de Illusioner, de evigt har været, saaledes at alt levende kommer til at opleve sig selv som identisk med "Vejen, Sandheden og Livet", kommer til at være "Eet med Faderen", kommer til at befinde sig midt i "Himmeriges Rige".

Men hvad siger nu Kirke- og Præstevæsenet til denne Skabelsesproces? - Da man indenfor det ortodokse Kirke- og Præstevæsen endnu ikke har "nydt" saa meget af "Kundskabens Træ paa Godt og Ondt" som Videnskaben, kan man her naturligvis ikke have det samme Synspunkt som denne.

Medens Videnskaben stadigt "nyder af Træet", vil man se, at Kirkens Mænd advarer mod denne "Nydelse", ja, er ligefrem meget fjendtlig stemt overfor denne. Hvad mener man om Inkvisitionen, dens Dødsbaal og Torturkamre, dens Diktatur over Konger og Kejsere, dens Lysen i Band og Forsøg paa Tilintetgørelse af alt, hvad der kom frem af ny revolutionerende Viden eller Oplysning. Var der ikke netop en Person, der maatte brændes, fordi han hævdede, at jorden var rund, og var han ikke netop blot een af de mange, der for deres overlegne Klogskab blev anset for at staa i Ledtog med Djævelen, "Slangen", - blev anset for "Kættere", "Syndere", "Hekse", "Magikere", hvem alle faktisk havde Pligt til at dræbe. - Maatte Kristus ikke dø paa Korset, blot fordi han forkyndte en Viden, der laa langt over "Paradisets Viden" og tilsigtede en langt højere Kærlighed mellem Væsenerne end den dyriske Forelskelse eller det ægteskabelige Ejendomsbegær. - Og blev de første Kristne ikke i stor Udstrækning kastet for de vilde Dyr til Moro og Forlystelse for en uvidende, men pervers Hob, der allerede selv var gledet udenfor "Paradiset"s Tærskel og derfor maatte spæge sin degenererede ægteskabelige Salighed med hin blodbesudlede Underholdning? Var det mon ikke i Kontakt med det "hedenske" Præsteskab? - Var Herskerne ikke netop Medlem af dette Præsteskab? - Og hvad siger man i Dag fra Prædikestolene Verden over? Er der ikke stadig noget af den samme Tendens? - Er man ikke stadig paa Vagt overfor ny Viden, overfor "nye Frugter fra Kundskabens Træ"? - Hedder det ikke stadigt her, at "Guds Veje er uransagelige", og at man bare skal "tro"? - Og er det ikke netop paa Grund heraf, at "de første altid er de sidste", hvilket altsaa vil sige, at Præsterne, "de Hellige", "de Frelste" er de sidste til at modtage og hjælpe den ny Viden. Ja, de stempler endog undertiden, ogsaa i vore Dage, dens Ophav som "falske Profeter", "Antikrist", "Bedragere" o. s. v., skønt den moderne Videnskabs Vugge faktisk stod indenfor religiøse Mure.

Jo, i Sandhed, Kirke- og Præstevæsenet har holdt mægtig Stand omkring "Paradisets Have". Det har med al dets Snedighed, Mod og Kraft bekæmpet eller besværliggjort Adgangen til "Nydelsen af Kundskabens Træ". Det har i stor Udstrækning lænket Menneskeheden til Primitivitet og Uvidenhed og kommer derved til at afsløre sig som identisk med - "Keruberne med det blinkende Sværd, som vendte sig til at vogte Vejen til Livsens Træ". -

Kirke- og Præstevæsenet er altsaa en guddommelig Vagt omkring Paradisets Have, omkring Ægteskabets Zone. Det udgør en Magt til Beskyttelse af den ægteskabelige Lykkes Kulmination, der netop i dette "Paradis" er det samme som "Livsens Træ", er den oprindelige paradisiske "Oplevelse af Gud".

Det holder alle for "Haven" ødelæggende Interesser ude ved at lyse dem i Band, ved at stemple dem som det "Onde" som "Synd", som "Vejen til evig Fortabelse", og skærmer og bevarer dermed Zonen mod Infektion af sodomistisk Umoralitet, af den "uddrevne" og altfor "kloge" "Adam" og "Eva", til Fordel for hele den Serie af Væsener, hvis Mentalitet endnu indtil en Grad af næsten Hundrede Procent maa opfostres ved den ægteskabelige Glæde eller et nogenlunde "fuldkomment Ægteskab" og derfor endnu ikke har hverken Mentalitet eller Legeme til fundamentalt at begynde Vandringen i Mørket udenfor "Paradisets Have". -

"Keruberne"s Rolle er guddommelig. Og der er, som vi senere skal komme tilbage til, kun Grund til at lovprise Gud for deres Eksistens. Men det bliver her forstaaeligt, at Videnskabens og Kirkens Mænd ikke harmonerer saa godt. De første "forfører" Menneskene med den "forbudte Frugt" fra "Kundskabens Træ", fører dem bort fra "Paradiset", spiller "Slangen"s Rolle. De sidste spærrer af for "Kundskabens Træ", bekæmper al "Nydelse" af dets "Frugter", navnlig paa det religiøse Omraade.

Men igennem disse to Faktorers Gnidninger og Reaktioner lutres og trives Skabelsen af det fuldkomne Menneske. "Kerubernes blinkende Sværd" beskytter Individet, indtil Videnskabens, Kundskabens eller Visdommens Vinger kan bære det over den evige Fortabelses Afgrunde, mod det ny Paradis, mod den ny Lykke eller Oplevelse af "Livsens Træ". Ingen kan derved fortabes. "Adam" og "Eva" forbliver, trods "Slange" og "Syndefald", trods "Forbandelse" og "Smærte" i Gud og Gud i dem. - Guds Kærligheds Straaleglorie opfylder Altet.

Som vi nu er blevet gjort bekendt med, udgør "Paradisets Have" altsaa den ægteskabelige Lykkefølelses Kulminationszone. Centrums Beboere er de, der lever i selve Lykkezonen og endnu ikke kender noget til "Syndefaldet" og endnu ikke føler nogen Trang til at "synde". Disse Væsener er "Dyrene" i deres vilde og frie Naturtilstand. De "uddrevne" Væsener af "Paradisets Have" er de jordiske Mennesker. "Keruberne" er Præsteskabet. Det "blinkende Sværd" er Ægteskabsloven, "det sjette Bud", Moralen. - "Syndefaldet" er Udvikling af alle samtlige Interesser og Oplysninger, der ikke vedkommer Ægteskab. "Livsens Træ" er kulminerende Lykkefølelse.

Saaledes ser den absolute og nøgterne Analyse af "Paradiset" ud. Og uden denne Analyse vil det være ganske umuligt for det moderne videnskabeligt indstillede Menneske at forstaa den guddommelige Kærlighed, der ligger bag ved Skabelsen af "Mennesket", ligesom Biblens Beretning om Menneskets Skabelse uden samme Analyse vilde være ganske uden Matematik og derfor være uvidenskabelig og uden realistisk Virkelighed. Men med denne Analyse bliver "Guds Ord" til Sandhed.

"Adam" og "Eva" er oprindelig henholdsvis "Han-" og "Hundyret" i dets frie Naturtilstand. Hele deres Bevidsthed indeholder kun Mage- eller Ægteskabsmentaliteten. Deres højeste Fornemmelse af Lykke er den gensidige "Følen sig eet med hinanden". Det er den højeste Aabenbaring, den højeste Vision af Gud, der kan manifesteres i "Ægteskabets Have".

De vilde Dyr eller de retmæssige "Adam'"er og "Eva'"er lever saaledes i en sorgløs Tilværelse; thi de bærer deres Zones Generallov i deres Hjærte. Den er deres Talent, deres naturlige Anlæg og Begær. De kender ikke noget andet Begær og kan derfor kun leve i Kulminationen af Opfyldelsen af "det sjette Bud". De har endnu ikke begyndt at føle den Gene, det er at "føle sig nøgen". De Centre i deres Hjærne, der skal give dem Oplevelsen af denne Følelse, er ikke, som hos deres ældre Stammefrænder den "uddrevne" "Adam" og "Eva", i stærk Udvikling, men er derimod latent. De mentale Besværligheder, Sorger og Bekymringer, som denne "Adam" og "Eva" eller det jordiske Menneske er bebyrdet med, eksisterer ikke hos Dyrene i Centrum af "Paradisets Have". - "Ser til Himlens Fugle! De saa ikke, høste ikke, samler ikke i Lader, og Eders himmelske Fader føder dem." -

Nej! Dyrene i deres Naturtilstand har ikke Modebesværligheder, har ikke Beklædningsgenvordigheder, har ikke arkitektoniske Bekymringer eller Bolignød. De har ikke Pengesorger, Arbejdsløshedskvaler, Skilsmissebryderier og Fosterfordrivelsesaffærer.

Men da selve "Paradisets Have" jo befinder sig indenfor "det dræbende Princips Zone", hvilket vil sige, en Zone, hvor det er en Livsbetingelse, at man maa dræbe for at leve, saa kan det naturligvis ikke undgaas, at der indenfor nævnte "Have" eksisterer noget i Retning af Rædsel og Smerte. Men det er kun latente Former i Forhold til, hvad det jordiske Menneske kan føle af sligt. Dyret føler kun Rædsel i selve Fareøjeblikket, der som Regel hurtigt er overstaaet, hvad enten det resulterer i dets Undergang eller Sejr. Kun de Dyr, der kommer i Berøring med Jordmenneskene, begynder at afvige herfra. De bliver "tamme", bliver til "Husdyr". Allerede dette tvinger dem ind paa en Tankesfære eller et Bevidsthedsniveau, der afviger fra deres oprindelige, et Tankeniveau, der begynder at skabe en ny Mentalitet, der ligger udenfor deres ægteskabelige Niveau. Dette vil altsaa igen sige, at her begynder det "paradisiske" at degenerere. Her begynder "Adam" og "Eva" at "synde". Og her begynder de ogsaa at "føle sig nøgen". Her begynder Dyret at faa Sorger og Bekymringer, det slet ikke tidligere anede eksisterede. Menneskets Barbari eller overdaadige Kærlighed til Dyret skal nok ufejlbarligt begynde at lægge Spiren til de rent jordmenneskelige Bekymringer i Dyrets Bevidsthed. Fængsling, Tvangsfodring, Overfedning, Sult, Overanstrengelse, Straf, Dressur, Slaveri, Forkuethed og Vivisektion skal nok gøre det af med den oprindelige stolte, frie dyriske Majestæt fra de store Vidder, fra de store Skove. Den ny Verden skal nok lade Dyrene mærke sin Kulde. I deres "Nøgenhed" skal de nok blive bevidst. Og i denne Bevidsthed genfinder vi Omskabelsen af "Dyr" til "Menneske". Alle "tamme" Dyr Verden over, alle "Husdyr" er Begyndelsen til det mentale "missing link". Her begynder de første Former for "Uddrivelsen af Paradisets Have". Her begynder "Slangens Hoved". - Men her begynder der ogsaa at blive "Fjendskab mellem Slangens Sæd og Kvindens Sæd", hvilken sidste Sæd jo skal komme til at "knuse Slangens Hoved", men herom senere.

At denne Mentalitetsforvandling ikke kan undgaa at bringe de stolte og smukke dyriske Legemer til at degenerere er kun en Selvfølge. Det er Huset, der nedbrydes, fordi der paa dets Plads skal rejses en anden og endnu smukkere Bygning. Forvandling af Mentalitet vil uundgaaelig skabe Forvandling af Legeme. Legemet er jo Mentalitetens underordnede Redskab. Legemet følger Mentalitetens Retning, ligesom Kometens Hale følger Kometens.

Denne Forvandling strækker sig over umaadelige Tidsrum og mangfoldige Inkarnationer fra Form til Form. At der indenfor Videnskaben endnu eksisterer et "missing link" i Paavisningen af den direkte lige Linie i Dyrelegemernes Udvikling til Menneskelegeme er kun en Selvfølge, saalænge Studiet heraf endnu i Virkeligheden kun er paa Begynderstadiet, og udgør absolut ikke noget som helst Bevis for, at nævnte Udvikling ikke eksisterer. Men her maa jeg henvise til "Livets Bog", da en Redegørelse herfor, vil være altfor omstændelig til at komme i "Kosmos".

I de tamme Dyr og Husdyrene ser vi altsaa Nedbrydningen af det dyriske Legeme, medens man derimod, som jeg senere skal komme tilbage til, i det jordiske Menneske, midt i Degenerationen, kan begynde at se Opbygningen af det ny Legeme, det ny Væsen, det vordende virkelige "Menneske".

"Uddrivelsen af Paradisets Have" udgør altsaa en, gennem umaadelige Tidsrum manifesteret, Forvandlingsproces. Den finder saaledes kun ganske langsomt Sted. Det bærende i denne "Uddrivelse" eller Forvandlingsproces er Begæret efter at nyde de "forbudte Frugter", Længslen efter Forandring, Længslen efter nye Oplevelser, Længslen efter Kundskab og Viden.

Hos det primitive Dyr, hos den endnu "lovlydige" paradisiske Beboer, er hele dette Begær naturligvis slet ikke til Stede, men begynder saa lidt efter lidt sin første spæde Form som en svag Bevidsthedsimpuls, der efterhaanden bliver til det, vi kender under Begrebet "Nysgærrighed". Denne udvikler sig mere og mere. Og fra sin første svage umærkelige Begyndelse udvikler den sig saa frem til at udgøre den fundamentale Videbegærlighed, der senere har faaet Dyret i Form af det jordiske Menneske til at trodse de store Oceaner, har tvunget det til at overvinde Elementerne, har tvunget det til at gøre Alstande underlegne, har tvunget det paa Rejse ud over hele Kloden, over Land og Hav og igennem Luften, har sendt det paa Opdagelsesrejse ind i Polernes blaahvide Ismarker saavel som ind i Afrikas glødende Ørkener. Den har tvunget det til at plante sit Flag paa selve Jordens Akse saavel som paa dens Ækvator, har tvunget det til at undersøge Polernes tilfrosne Have saavel som Tropezonens tætteste Djungle, har tvunget det op paa den evige Sne paa Bjærgtoppene saavel som ned i Jordens dybeste Slugter eller Afgrunde.

Men ikke nok hermed. Ind i de levende Væseners Organismer baner det videbegærlige Jordmenneske sig frem. Det har parteret Hjærte, Lunger og Lever af dets egne Medvæsener. Det har haft selv de mindste Ubetydeligheder under Mikroskopet, samtidig med at det har rettet sine Kæmpeteleskoper ud imod Verdensrummets umaadelige Dybder, mod dets mangfoldige Sole og Stjernebyer.

Jo, "Nydelsen af Kundskabens Træ" er i Dag blevet af Kæmpeformat. Nysgerrigheden er umættelig, er i Tiltagende. Jordmenneskets Indsamling af Kundskaber er febrilsk. Undervisningspaladser, Universiteter, Læreanstalter, Laboratorier, Observatorier, Forsøgsstationer og Biblioteker dukker op overalt, bliver mangfoldige.

Og hvad er det saa denne ukuelige Nysgerrighed faar Mennesket til at jage? - Hvad er det, det vil vide? - Er det blevet lykkeligt ved at vide, at der er saa og saa mange Tusinder af Lysaar til det eller det Stjernesystem? - Er det blevet lykkeligt ved at opdage, at Cellevæv kan vokse udenfor Organismen, naar det der faar de samme Betingelser at leve under, som i Organismen? - Er det blevet lykkeligt ved at have opdaget Sprængstoffer og Giftgas eller ved at have opfundet alle de moderne Massemordmaskiner? - Er det blevet lykkeligt ved den Overlegenhed og Magt, som disse Opfindelser har bibragt det over andre Væsener, over andre Folkeslag, over andre Territorier? - Er det blevet lykkeligt ved den Rigdom, Luksus og Komfort, det har været i Stand til at omgive sig med? -

Betyder denne overdaadige Rigdom og Luksus ikke i mange Tilfælde tilsvarende Fattigdom, Misbrug, Slid og Udnyttelse af andre Væsener? Betyder de moderne raffinerede Krigsopfindelser ikke Invaliditet, Død og Lemlæstelse for mange Mennesker? Hvor mange Tons Blod har de ikke bragt til at flyde? Hvor mange Kvadratkilometer Kirkegaard, tror man ikke, de har frembragt, og hvor meget tror man ikke, de endnu vil komme til at skabe af sligt? Er der ikke ogsaa i Dag en brutal og haardnakket Kamp om Gevinsten ved Udnyttelsen af de moderne tekniske Hjælpemidler, Maskiner og Apparater? - Og kommer denne Gevinst, - som i Følge den guddommelige Verdensplan netop skulde være med til at hæve Mennesket op over Materiens tunge Behandling, skulde frigøre "Adam" for det tunge Arbejde, der tvinger ham til at "æde sit Brød i sit Ansigts Sved", skulde bringe Elementerne til at arbejde for alle, - ikke netop til kun at skabe Fordele for en enkelt lille Klasse eller Klike af den samlede Menneskehed, Fordele der kun kan udløse sig i Fraadseri, Ødselhed og Dovenskab for den samme lille Klike, fordi den kun udgør et altfor forsvindende Mindretal i Forhold til de nævnte Fordele eller, kæmpemæssige Værdier, der jo oprindelig er beregnet som et Gode for hele den samlede Menneskehed, og ikke blot for en enkelt lille Brøkdel af dens Væsener? Og bliver dette ikke en uafviselig Rod eller Kilde til at sætte ondt Blod, Splid og Spektakler mellem nævnte Klike og den øvrige Menneskehed? Og er denne Uro ikke Dansen om Guldkalven fra Sinai Bjærg, der endnu raser og kaster sine Hvirvler helt ind i det tyvende Aarhundredes vide Verden? -

Ja, er ikke al den megen Viden, alle de mange tekniske Vidundere og øvrige Foreteelser eller Resultater af den "forbudte Nydelse af Kundskabens Træ" ikke i første Instans blevet til Gene, blevet til Lidelse, til Fortvivlelse, til Sorg, til "Dommens Dag", ja til selve "Helvede"? - Er Samarbejdet med "Slangen" ikke resulteret i den rene Forgiftning af hele den jordmenneskelige Tilværelse? - Og er hele denne Lidelsens Zone, denne jordiske "Jammerdal", hele denne egoistiske Udnyttelse og Tilraning af Goderne, hele denne Manifestation af Princippet, "Enhver er sig selv nærmest", ikke en kulminerende Fortsættelse af den rent ægteskabelige Egoisme? Er det ikke en Forlængelse af "Forelskelsen"s Ejendomsbegær, dens Dyrkelse af Ejendomsret? Er det ikke selve Dyrerigets Kulmination: "Det dræbende Princip"s Genialitetsudfoldelse? - Er det ikke "Slangens Hoved", vi her har for os? Og er nævnte Genialitetsudfoldelse ikke dens Gift? - Har dens "Forførelse" ikke bragt Ægteskabets Degeneration til Blomstring? - Er "Rederne" og "Rævehulerne" ikke blevet til "Skyskrabere", og er "Næb" og "Klør" ikke blevet til Krigsindustriens Produkter? - Er man ikke blevet Eksperter i at lemlæste, myrde og røve? -

Nu er der ikke blot "Rederne", "Hulerne" og Afkommet, man maa forsvare for at bevare Lykken. Nu er det "Stand", "Ære", "Position", "Formue", "Værdighed", "Stolthed", "Nationalisme", "Politik", "Forretningsprincipper", "Børskurser", "Patentudnyttelser" o. s. v. der maa ofres Interesse og Beskyttelse i "Lykken"s Stabilisering. -

Men Lykken er stadig borte. - I gyldne Bure og Glaspaladser, i Silke og Purpur, i Hermelin og Zobel skriger den flygtende "Adam" og "Eva" sine mentale Kuldegysninger ud. Bag Millionhære, Forter, Krigstanks og Pigtraadsspærringer raaber det flygtende Par sin "Nøgenhedskval" mod Himlen, raaber paa en "evig Fred", de ikke selv har lært at give andre. Gennem blodbesudlede Valpladsers Dødningedans, hen over saaredes og lemlæstedes Dødsrallen vandrer Opfyldelsen af den guddommelige Forudsigelse: "thi paa hvilken Dag du æder af Kundskabens Træ, skal du dø Døden".

Men denne "Død" er "Dyret"s Død i det jordiske Menneske. Det er "Kvindens Sæd", der "knuser Slangens Hoved". Guds Befaling sker fyldestgørende. Dansen om Guldkalven forstummer. "Adam" og "Eva" har faaet "knust sin Hæl". "Sfinksen" har faaet knust sin dyriske Krop. I Stilheden lyser "Den hellige Aand". Og i dette højeste Solskin ser jeg den forvandlede "Adam" og "Eva" "opstaa fra de Døde", - ikke mere som en "Sfinks": halvt "Dyr" og halvt "Menneske", men derimod som "Guds udtrykte Billede efter hans Lignelse". Og over dette, Sfinksens afklarede Mysterium, høres Hærskarernes himmelske Røst: "Ære være Gud i det Højeste, Fred paa Jorden og Menneskene Velbehagelighed". -

Men saa langt er det jordiske Menneske af i Dag ikke kommet. Det lever endnu stærkt i Sfinksens Mysterium og ved ikke, at dens Gaades Løsning er dets egen kosmiske Analyse. Dets megen "Nydelse af Kundskabens Træ" har endnu ikke stillet dets Nysgerrighed, har endnu ikke givet det Fred i Sindet. Det er lige videbegærligt, ønsker Adspredelse og Underholdning, jager stadigt efter Lykken, efter "den store Gevinst i Lotteriet", efter "de Vises Sten". Det er lige hvileløst, lige rastløst, lige mentalt hjemløst, enten det er Millionær eller Tigger. Det søger og søger. Men det ved ikke hvem, eller hvad, det er, det søger. Det stiler bare ustandseligt fremad. Det hungrer efter - "noget".

Og hvad er saa dette ukendte "noget"? - Er det ikke "den evige Fader"? Er det ikke Lyset, Lykken og Sorgløsheden fra "Paradisets Have", der søges? - Er det ikke Raabet efter Mildhed, Kærlighed, Forstaaelse og Harmoni, er det ikke Længslen efter at være "Eet" med den herskende Almagt, der enten bevidst eller ubevidst besjæler den flygtende "Adam" og "Eva", er Drivkraften i hele deres Færden? - Og er denne Færden ikke den rislende Bæk, der i febrilsk Hast iler mod Aaen, mod Havet, mod Balancen og Ligevægten.

I denne hvileløse Færden var "Adam" og "Eva" altsaa ikke forladt af Gud, var ikke helt overladt til sig selv, selvom de i deres eget Indre "følte sig nøgen", følte sig paa Vej bort fra ham. Ingen kan komme bort fra Gud. Alt og Alle er noget af dette evige Væsen. Og i dette Væsen maa Alt og Alle derfor evigt være. Alt, hvad der sker, er kun Forvandling, er kun Underholdning. Nævnte Væsen er al Bevægelse, Hvile og Aarsag, lige akkurat de tre Realiteter eller Betingelser, der, i Henhold til "Livets Bog", tilsammen gør et "Noget" til "et levende Væsen", Verdensaltet er et levende Væsen. Og i dette levende Væsens Beskyttelse eller kærlige Favntag foregaar "Adam"s og "Eva"s hele Livshistorie.

Naar Biblen udtrykker nævnte Livshistorie eller guddommelige Eventyr saa drastisk og kalder "Adam"s og "Eva"s fornyede Liv for "Syndefald", deres Mentalitets Forvandling for "Uddrivelsen af Paradiset" og de første af denne Mentalitet eller ny Levevis affødte stærke Virkninger for "Jordens Forbandelse", for "Helvede", for "evig Fortabelse", samt betegner den materielle Videnskab eller Krigsvidenskaben for "Slangens Hoved", er det fordi, at nævnte Eventyr oprindelig er blevet fortalt til en Menneskehed, hvis Medlemmer endnu ikke havde Hjerne eller Sanseorganer til at fatte andet end, hvad der blev fremstillet voldsomt dramatisk. Af nævnte Eventyr kunde den altsaa kun fatte de i Mentaliteten stærkt indgribende Begivenheder, og Udredningen af den guddommelige Beretnings finere, ophøjede, kosmiske Natur og sande Facit, der matematisk retfærdiggør Kærligheden og Forsynet, maatte vente til senere Tider.

Og med Udeladelsen af denne Udredning var det himmelske Eventyr, eller den guddommelige Kærlighedsberetning fra selve Virkeligheden eller Livet, nødt til kun at kunne fremtræde som den rent primitive fysiske Beretning eller Lignelse, vi kalder "Adam og Eva", og hvis matematiske Stabilitet den samme Menneskehed endnu ikke var udviklet eller modnet til at fordre.

At fortælle denne Menneskehed mere af Eventyret end dette, at "Adam" og "Eva" havde haft en lys Fortid i en lykkelig Zone, og at de var kommen bort fra den ved deres egen Væremaade, "Slange" og "Forførelse", og at denne Væremaade, ved at blive Aarsag til Mørket, maatte være et "Syndefald", vilde være ganske omsonst. At "Adam" og "Eva" var Dyret i sin frie Naturtilstand, at "Syndefaldet" i Virkeligheden slet ikke var noget "Syndefald", og at det hele kun var en ganske naturlig Udvikling, der stadig foregaar for vore øjne, og at der ikke eksisterer nogen som helst Form for "evig Fortabelse", "Helvede" eller "Straf", men at alt kun er et Spørgsmaal om Aarsag og Virkning, er en Analyse, der er umaadelig fjern fra det, Fortidens Mennesker kunde opfatte og forene med deres egen Mentalitet, der endnu kun kunde udløse sig i at erobre, dræbe, straffe og underkue.

En himmelsk eller kosmisk Beretning til saadanne Mennesker maatte fortælles i samme Plan, maatte være noget med "Forbud", "Straf" og "Udvisning", maatte være noget med mægtig "Vagt", "blinkende Sværd", maatte være noget med "Forfører", Skurk eller "Slange", for overhovedet at kunne blive troværdigt og derved blive akcepteret som Moral og Rettesnor.

Det tyvende Aarhundredes Mennesker har derimod en anden Mentalitet. De er blevet den bibelske Beretnings Bogstavform saa overlegen, at de kan se, at den er ganske uvidenskabelig. Men da de ikke kan se, at denne er symbolsk, og de ikke har Evne til at gennemskue Beretningens Identitet som Udtryk for et matematisk Led i Verdensplanen, tror de slet ikke mere paa den og vilde derved komme paa Afveje, hvis ikke netop dens kosmiske Absoluthed her blev aabenbaret.

Vi skal derfor i det følgende fortsætte med at vise, hvorledes "Keruberne" med "det blinkende Sværd", trods Inkvisition, Band og Baal, trods Dogmer, Vildfarelser og Overtro, midt i Mørket alligevel har været et uundværligt Redskab i Guds store fundamentale Førelse, Formning eller Skabelse af den "Indblæsning af Livsens Aande", der tilsidst lader det fuldkomne Menneske opstaa paa Jorden, og dermed aabenbarer, at Livets største Mørke, "Syndefald" og "Helvede" ogsaa kun kan eksistere som identisk med Kærlighed eller som Bevis for Urokkeligheden af den evige Skabelses mægtige Facit: "Alt er saare godt".