Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Politiets angreb på de asociale væsener er således disse væseners egen karmaudløsning. Hvis ikke de nævnte væsener var asociale eller forbryderiske anlagte imod samfundet, var en pest for den højere intellektuelle kultur, ville de umuligt kunne angribes af noget politi, da et sådant jo da var totalt overflødigt og dermed uden betingelser for at kunne eksistere. Politiets eller øvrighedens angreb på de asociale væsener kan således ikke være noget absolut angreb, men er udelukkende en bivirkning af de asociale væseners angreb på samfundet. Det er en reaktion, udløst af angriberne selv. Det er således ikke politiet, der er disse væseners angribere, men derimod de pågældende væsener selv. Politiet er bare de medier eller redskaber, ved hvilke de asociale væsener eller forbryderne, om end ganske ubevidst, iværksætter angreb på eller forfølgelse af sig selv. Og jo mere asocialt eller livsfarligt forbryderisk disse væsener angriber samfundet, desto mere livsfarligt iscenesætter de politiets eller myndighedernes angreb på dem selv. Derfor finder vi også indenfor politiets eller retsvæsenets håndhævere de samme metoder, mordvåben, knipler og revolvere etc. benyttet, som forbryderne betjener sig af. Og jo mere robust og primitivt et samfund og dets forbrydere er, desto mere tilsvarende robust og primitiv er også myndighedernes forholdsregler overfor dets forbrydere eller asociale elementer. De må anvende både dødsstraf og tortur, de må bruge skydevåben og galger, de må bruge list, magt, vold etc. At de således må betjene sig af de samme metoder, midler og våben som forbryderne, viser, at det er forbrydernes egne udløste tankearter og atmosfære, der fungerer, men nu er der bare den forskel, at de asociale mentale energier er nået over i fremmede hjerner og igennem disses ophavs reaktion eller udfoldelse drejer tilbage imod deres første ophav, der så bliver genstand for denne deres egen asociale energivirkning, som nu kommer tilbage og rammer dem selv efter således at have passeret et kredsløb.

Det er rigtigt, at forbryderne ikke ved af, at deres straf er deres egen personlige udløsning, der er kommet tilbage, befordret af andre væsener (her i dette tilfælde politiet). Derfor bliver de bitre på politiet eller de væsener, der har været medier eller redskaber for energiernes tilbageføring i kredsløbet. Og således betinger loven for energiernes kredsløb eller bevægelse, at alle levende væseners energiudløsninger, hvilket vil sige: reaktionen af tanker og handlinger, de har udløst mod medvæsenerne, uundgåeligt kommer tilbage. Derved bliver det lige så uundgåeligt for individet i længden at blive ved med at være ukendt med, hvordan det føles at opleve den eller den form for ubehagelighed, som han selv vanemæssigt og ubevidst udløser igennem sin daglige væremåde overfor omgivelserne. Det er denne tilbagevenden af energierne eller reaktionerne af de handlinger, væsenet har begået, der kaldes erfaringer. Af erfaringerne lærer individet efterhånden, hvad der er klogt eller uklogt med hensyn til opbygningen af dets egen skæbne og med hensyn til skabelsen af virkelig, sand lykke i tilværelsen.

Vi har således her igennem en kosmisk analyse set kerneprincippet i den daglige skæbnedannelse for væsenerne. Vi har set, at væsenerne kunne angribe hverandre og underminere hverandres tilværelse. Men vi har også set, at denne underminerende tilværelsesform ifølge energiernes kredsløb eller loven for bevægelse ganske rigtigt kunne gå ud imod sit mål, blive den forfølgelse af det væsen, den var tiltænkt, men at den her uundgåeligt glider udenfor sit ophavs kontrol og besætter eller overskygger sådanne andre væseners hjerne og bevidsthed, der har evne til at befordre dem tilbage. Ophavet til disse energier kan derfor ikke gardere sig imod denne tilbagevenden af sine egne udsendte energier. Disse energier beherskes nu ikke mere af hans egen, men af andre væseners hjerner og vilje. Disse andre væsener fornemmer disse energier som et begær efter at binde og uskadeliggøre deres ophav eller påføre det en eller anden ubehagelig tendens, altså lige akkurat det samme begær, som dette ophav havde overfor den, der var målet for nævnte energiers udsendelse. Hvis ikke det netop var således, kunne der jo aldrig nogen sinde blive tale om gengældelse, had eller vrede, ligesom der naturligvis heller aldrig kunne blive tale om oplevelse af glæde og lykke eller en fuldkommen skæbne rent bortset fra, at enhver form for liv eller oplevelse ville være en total umulighed. Livet består jo netop i, at medvæsenernes bevidsthedsenergier kun kan befordres igennem os og ikke udenom os. Hvad er vor tankefunktion andet end en sansning af reaktionen af vort eget væsens eller selvs berøring med andre væseners liv og fornemmelse? - Kom vor tankeenergi ikke i berøring med energi, udløst af andre væsener eller andre ophav end os selv, og disse andre ophavs reaktion her overfor ikke var en drejning af vore egne mod næsten udløste energier tilbage mod os selv, ville der aldrig nogen sinde kunne opstå nogen som helst oplevelse.

Det er således her synligt, at vort liv udelukkende er oplevelsen af omgivelsernes eller medvæsenernes tilbagekastning af vor mod dem udsendte tankeenergi i form af tilfredsstillelser af vore højst forskellige normale eller unormale begær. Denne tilbagekastning af vore egne udløste energi- eller tankeformer er vor skæbne. Vore medvæseners reaktion overfor os er livets spejl. I denne reaktion ser vi vort virkelige åndelige udseende, vor sande kosmiske analyse eller den absolutte sandhed om os selv.

For at få et grundlag for styringen af vor vilje må vi altså have viden. Men for at få viden må vi udløse handling. Den første form for udløsning vil derfor nødvendigvis befordres af hungeren efter viden. Denne hunger kender vi som den almindelige nysgerrighed. Vi finder derfor denne nysgerrighed allerede hos dyrene. Selv køerne på marken kigger meget nysgerrigt og interesseret efter usædvanlige ting, der foregår omkring dem. Hvis disse ting ikke er af en sådan art, at de forskrækker dem, vil de endog prøve på at undersøge disse, lugte til dem og slikke på dem eller lignende. Herved gør de allerede små erfaringer, opdager spiselige eller ikke-spiselige ting eller ting, der er behagsdannende eller velgørende og ting, der er smertebringende eller dræbende. Væsenerne får derved udviklet et kendskab, ved hvilket de så igen kan styre og lede deres vilje, så de kan tilegne sig behagsfornemmelser og undgå ubehagsfornemmelser på disse nyopdagede områder. Men efter at de har gjort denne opdagelse, er nysgerrigheden i nævnte område jo tilfredsstillet. Denne kan derfor ikke mere være motiv for dets tiltrækning til samme område. Herefter vil tilnærmelsen derfor kun befordres i kraft af væsenets viden om den behagsfornemmelse, som det kan tilegne sig her, ligesom dets frastødning til området er baseret på den erfarede viden om den eventuelle ubehagsfornemmelse, det kan blive genstand for her. På denne måde begynder individet igennem erfaringsdannelsen at få indsigt i, hvad der er livsbefordrende, og hvad der er livsødelæggende for det i dets daglige liv.

At væsenet med al sin viljekraft her søger tilnærmelser eller dragning imod de ting eller foreteelser, igennem hvilke det ved, at det kan opnå behagsfornemmelse og helst går uden om de ting, der er ubehagelige, er naturligvis en selvfølge. Det bliver da herigennem foreløbigt udviklet til at blive et væsen, der kulminerer i selviskhed eller egoisme. Det kan igennem denne udviklingsproces kun blive besjælet af sin egen selvopholdelsesdrift. Denne udviklingslinje kan således udelukkende kun udvikle væsenet til for enhver pris at tilegne sig tilfredsstillelsen af sine begær efter det behagelige ganske uafhængigt af, hvad dette så end måtte koste af ubehagelighed for dets omgivelser eller næsten. Og vi har her det fødte angrebsvæsen. Det er en sådan væsenstilstand, der ligger til grund for dyreriget.

Hvad giver da denne højere natur i det levende væsens mentalitet sig udslag i? - Den giver sig udslag i, at der i det pågældende væsen begynder at vise sig en evne, ved hvilken det fornemmer andre væseners oplevelser af ubehag, hvilket jo er totalt umuligt hos det førstnævnte kulminerende angrebsvæsen. Dette væsen har kun sans for at kunne fornemme de ubehageligheder, der kommer til udløsning i dets egen mentalitet og organisme. Det er derfor, det så hensynsløst kan leve på andre væseners bekostning. Ja, det ved naturligvis teoretisk, at den eller den lemlæstelse eller lidelse, det påfører andre væsener, af disse fornemmes som smerte og lidelse, af hvilken grund det derfor undertiden endog kan bruge denne viden som grundlag for sin iværksættelse af hævn eller egoistiske begærs tilfredsstillelse, men det har ingen som helst dybere sjælelig fornemmelse af, hvor "ond" eller ubehagelig lidelsen kan være for den, den er tilsigtet. Dette giver sig til kende derved, at det netop kan nænne at påføre andre væsener nævnte smerte eller lidelse. Da der samtidigt findes andre væsener, der absolut ikke kan nænne at påføre andre væsener den omtalte smerte og lidelse, bliver vi således her vidne til en forskel på væsenernes sansemæssige indstilling overfor omgivelserne. Der eksisterer altså en forskel i dette at kunne nænne. Væsenerne kan således ikke alle nænne at udløse den samme lidelse og smerte overfor deres næste. De står her på højst forskellige trin. Nogle væsener er meget hævngerrige, kolde og hjerteløse overfor næsten, medens andre i større eller mindre grad hellere selv vil lide, end at andre skal lide. Det bliver derved en kendsgerning, at der eksisterer et endnu højere trin end det rent egoistiske.

Hvordan bærer verdensplanens ophav sig da ad med at forvandle egoisten til et uselvisk eller næstekærligt væsen? - Der må nødvendigvis finde en anden erfaringsoplevelse sted end den før beskrevne fysiske, hvor væsenet øjeblikkeligt og direkte konstaterer reaktionerne af sit forhold til omgivelserne eller materierne. Der må være en skjult horisont, hvor der udløses andre realiteter end netop dem, der er synlige på den ydre fysiske overflade. Her på denne overfalde ser væsenet med lethed alt, hvad der er øjeblikkeligt og direkte behageligt for dets sanser og dermed for dets foreløbige eksistens. Men det ser ikke, om denne behagsdannelse for dets nutidige eksistens muligvis skulle have en efterfølgende virkning, som måske var alt andet end behagelig for en senere eksistens. Det kan nemlig ikke følge reaktionerne længere end der, hvor de endnu forekommer på det fysiske plan, og ser derfor slet ikke, hvad disse reaktioner bevirker på det åndelige plan. Hvis bersærken slog et menneske ihjel, var han en helt, blev hædret som aspirant til gudehjemmet Valhal med dets materialistiske herligheder. Hans mordmanifestation skaffede ham således øjeblikkelig og direkte virak og den heraf følgende behagsfornemmelse. Når en nuværende forretningsmand gør en "god handel", hvilket vil sige: sælger en ting for en pris, der ligger svimlende over tingens sande værdi, og han derved har tilegnet sig en værdi eller rigdom, han i virkeligheden slet ikke har ydet noget for, fornemmer han det som en strålende direkte behagsfornemmelse. Ingen af disse to personer, bersærken og forretningsmanden, morderen og bedrageren ser andet end netop den behagsfornemmelse, som vedrører dem selv. Den ubehagsfornemmelse, som er vederfaret ofrene for deres handlemåde, ser eller fornemmer de slet ikke. Og de kan jo umuligt erfare en sådan handling på anden måde end som storartet eller glimrende, idet den jo skaffede dem behagsfornemmelse og dermed en vis form for glæde ved at være til.

Men når disse væsener slet ikke på nogen som helst måde har sanser eller evner, ved hvilke de kan føle medlidenhed overfor andre væsener og i særdeleshed ikke overfor de væsener, der er deres ofre, kan deres handlemåde jo umuligt være "syndig". At det netop ikke er syndigt bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at disse dyr måtte dø, hvis de havde en sådan medlidenhed og ikke kunne nænne at dræbe. I deres nuværende fremtræden er det en livsbetingelse for disse væsener, at de får stillet deres sult med kød eller animalsk føde. Det femte bud: Du skal ikke dræbe, kan således ikke have nogen som helst betydning her, thi hvis væsenet overholdt dette bud, ville det jo betyde, at det dermed dræbte sig selv. Og dette at dræbe sig selv er som bekendt også at overtræde det femte bud. Vi står altså her overfor det kulminerende eller totale angrebsvæsen. Det lever således i en bevidsthedssfære, hvor det er en livsbetingelse at dræbe. Det vil altså sige, at man her opfylder livet ved at myrde. Man er ganske udenfor den mentale sfære, hvor de moralske love doceres som næstekærlighed. Ved at se på dyrenes liv, ser vi ind i en verden, hvor opfyldelsen af det, der doceres menneskene som livsbetingende moral, ville være den rene gift, ja, ville ligefrem være et helvede, hvis den skulle praktiseres. Dog ser vi indenfor dyrenes seksuelle liv og i forholdet til deres afkom en vis form for medfølelse, der giver sig udslag i beskyttelse af ægtemagen og afkommet og sammenhold i selvopholdelsesdriften.