Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det ægger unægteligt ens nysgerrighed, når man på baggrund af Martinus' talrige analyser om kosmisk bevidsthed opdager, at en anden forfatter i 1898 (Martinus var da 8 år!) har skrevet en bog, som netop bærer titlen "Cosmic Consciousness" ("Kosmisk Bevidsthed"). Nu skal man ikke tro, at denne bog kan konkurrere med Martinus' værk "Livets Bog" i analysering af universets og livets struktur, men man kan glæde sig over, at dens positive holdning til universets skaber og optimisme med hensyn til menneskets psykiske udvikling er analog med Martinus' opfattelse. Og årsagen er ganske klar: Bucke oplevede som 35-årig, dvs. i 1872, hvad Martinus kalder et kosmisk glimt, dvs. et pludseligt ukontrolleret glimt af den fuldkomne åndelige verdensorden. Sådanne kosmiske glimt er ifølge Martinus naturlige forsymptomer på Den store Fødsel, som i en af de nærmest efterfølgende inkarnationer totalt vil ændre vedkommendes psyke og give det permanent kosmisk bevidsthed i form af en dagsbevidst og viljekontrolleret erkendelse af livets højeste love.

Som nævnt i biografien var Bucke allerede som barn grebet af poesiens åndelige vingesus. Det blev derfor også en digter, som for ham skulle bane vejen for en dæmrende forståelse af livets storhed, nemlig Walt Whitman. I 1867 - Bucke var da 30 år - hørte han for første gang nogle vers af Whitman, som gjorde så dybt indtryk på hans sind, at han resten af livet var fascineret af Whitmans digtning. 5 år senere oplevede han da, stimuleret af sin interesse for poesi, sit livs kulminationsoplevelse i form af et kosmisk glimt, hvis forløb han selv har beskrevet således:

"Jeg og to venner havde en aften i hinandens selskab læst Wordsworth, Shelley, Keats, Browning og særlig Whitman. Vi skiltes ved midnatstid og for at komme hjem, måtte jeg køre en lang tur i vogn. Jeg var stille og fredelig til mode under den vedvarende påvirkning af de tanker, billeder og stemninger, som vor læsning og samtale havde fremkaldt. Det var en rolig, næsten passiv nydelse. Jeg tænkte egentlig ikke, men lod forestillinger, ideer og følelser strømme af egen drift gennem min sjæl. Pludselig - uden mindste forudgående varsel - opdagede jeg, at jeg blev indhyllet i en flammefarvet sky. Efter min første indskydelse gættede jeg på ildebrand, en kæmpebrand et eller andet sted tæt ved mig i den store by. Men i næste øjeblik vidste jeg, at ilden var i mig selv. Straks efter grebes jeg af en jubelfølelse, en umådelig glæde, der kom sammen med, eller i hvert fald straks efterfulgtes af en forståelsens klarhed, som det er mig umuligt at beskrive. Blandt andet kom jeg til ikke blot at tro, men jeg så, at verdensaltet ikke er opbygget af materie, men tværtimod er en levende åndemagt. Jeg blev i og af mig selv forvisset om et evigt liv. Det var ikke en overbevisning om, at jeg skulle få et evigt liv, men en overbevisning om, at jeg allerede da besad det. Jeg så, at alle mennesker er udødelige, og at verdensordenen er således beskaffen, at alle ting ganske upåtvivleligt må samvirke til gode for hver enkelt og for alle. Jeg så, at den grundlæggende tanke for denne verden, for alle verdener, er det, som vi kalder kærlighed, og at det sikre endemål er lykke for hver enkelt og for alle. Synet varede nogle få sekunder, så svandt det. Men mindet derom, og følelsen af, at det havde belært mig om en virkelighed, har holdt sig hos mig i den fjerdedel af et århundrede, der senere er rundet. Jeg vidste, at synet åbenbarede mig sandheden. Jeg var nået til et standpunkt, hvorfra jeg så, at det måtte være sandhed. Og dette syn, denne overbevisning, eller lad mig sige, denne bevidsthed har aldrig senere forladt mig, selv i tider hvor jeg har følt mig dybest nedtrykt."

Et sådant kosmisk glimt virker aldeles overvældende på vedkommende. Bucke skriver, at han ingen ide havde om, hvor det kom fra eller hvad det betød, men var lige så overrasket som de skabninger, der første gang så solens lys. Først år efter fik han gennem samtale med et menneske, som var fortrolig med sådanne oplevelser indsigt i dets sande mening, og han skriver i den forbindelse, at det er nødvendigt for et menneske i denne åndelige udviklingsfase at have kontakt med mennesker, som allerede har kosmisk bevidsthed. Det er et forhold også Martinus påpeger, og her ligger netop Martinus' mission: at være en åndelig støtte for mennesker, hvis psyke er parat til kosmisk indsigt. Også på dette stadium har man således brug for en lærer, og Bucke er - forekommer det mig - selv et eksempel på, at dette er nødvendigt. Bucke har således ikke fået indplaceret sit glimt af den kosmiske verdensorden i en logisk helhed, og der mangler væsentlige detailler i hans syn på menneskets udvikling. Man kan se, at han har måttet supplere sin åndelige vision med en mere dagligdags filosofi, som ikke har klarsynets ufejlbarlige karakter. Reinkarnationsbegrebet omtaler han således ikke, men synes at tro på en biologisk slægtsudvikling, hvorefter kun de sidste skud på denne udvikling får kosmisk bevidsthed. Heller ikke forholdet mellem modgang og lidelse på den ene side og menneskets moralske udvikling på den anden side synes at stå ham klart. Han fremhæver rigtignok den moralske udvikling fra dyr til menneske og fremhæver betydningen af et kærligt væsen hos aspiranter til kosmisk bevidsthed og den totale næstekærlighed hos personer, som allerede har kosmisk bevidsthed, men udviklingsmekanismen bag kærlighedens opståen synes at være et uklart punkt. Jeg behøver ikke at sige, at spiralkredsløbet og det seksuelle kredsløb ikke nævnes. Buckes eksempel viser, at et kosmisk glimt på trods af det store indtryk, det gør på personen, den sjælelige opløftelse og klare fornemmelse af, at man er udødelig, og at der findes en viselig verdensorden, ikke garanterer en absolut viden om verdenslovene i deres helhed, og at man derfor har brug for stadig at støtte sig til en højere viden. Man forstår, hvorfor Martinus udtaler, at mennesker på denne klode først nu kan fuldende deres kosmiske oplæring til endelig kosmisk bevidsthed, da der nu findes en kosmisk videnskab og et fuldendt kosmisk verdensbillede, som både kan stimulere og korrigere menneskets endnu spæde intuitive evner i den rigtige retning.

Buckes lære koncentrerer sig om tre bevidsthedsmæssige udviklingsstadier fra dyr til menneske. Første stadium, som dyrene befinder sig på, kalder han simpel bevidsthed. Denne bevidsthedsform betegner evnen til rent sanseorganisk at opleve omverdenen uden at opleve sig selv som en adskilt del fra denne. Dyret kan ikke forestille sig at være uden for sig selv og derved gøre sig selv til genstand for iagttagelse. Det andet stadium benævnes selv-bevidsthed og er karakteriseret ved, at individet ikke blot oplever sine omgivelser, men desuden kan reflektere over sit eget væsen. Det ved, at det er et individ, som kan handle og tænke, og denne viden udkrystalliserer sig i skabelsen af et sprog. Det ikke blot oplever tingene omkring sig, men ved, at det oplever dem og kan udtrykke denne oplevelse sprogligt. Dette er menneskets almene udviklingsstadium. På basis af utallige sanseerfaringer har mennesket dannet sig begreber i form af en katalogisering af sine oplevelser og givet dem sproglige udtryk, og det kan vurdere og analysere sine handlinger.

Lige så naturligt som selvbevidstheden har udviklet sig fra den simple bevidsthed, udvikler den kosmiske bevidsthed sig fra selvbevidsthedens stadium. Denne bevidsthedsforms elementer er ikke begreber, men intuitioner og giver en fundamental ny oplevelse og erkendelse af tilværelsen og individets eget væsen. "Denne bevidsthed oplever kosmos, ikke som bestående af dødt stof styret af upersonlige, ubøjelige og planløse naturlove, men som immaterielt, fuldstændigt åndeligt og levende. Den oplever døden som en absurditet, og at alle tværtimod har evigt liv. Den oplever, at universet er Gud, og at Gud er universet, og at intet ondt nogensinde har eller vil kunne bryde ind i det." - Der er for Bucke ingen tvivl om, at de store religioner har deres rod i en lille gruppe personer med kosmisk bevidsthed. De er ikke flere end de kunne samles i en dagligstue, men det er dem, som gennem religion og litteratur har skabt den moderne civilisation. Det er ikke fordi de har skabt mange bøger, men de har skrevet eller givet anledning til de få bøger, som har inspireret alle andre bøger i moderne tid. I sin egen bog "Cosmic Consciousness" har Bucke derfor samlet vidnesbyrd om disse store ånders fælles åndelige natur og intuitive oplevelser. Han bringer her uddrag af deres liv og eksempler på deres åndelige erfaringer. De tretten mest sikre tilfælde er ifølge Bucke: Buddha, Jesus, Paulus, Plotin, Muhammed, Dante, Bartolomé Las Casas, John Yepes, Francis Bacon, Jakob Bøhme, William Blake, Balzac og Walt Whitman. Men desuden beskriver han 36 tilfælde, som forekommer ham mere tvivlsomme, men dog viser tegn på intuitive indslag. Blandt disse kan nævnes Moses, Sokrates, Pascal, Spinoza, Swedenborg m.fl.

Bucke mener, at eksemplerne på kosmisk bevidsthed er blevet hyppigere i de sidste århundreder, og han ser med stor optimisme hen til fremtiden. "På grund af den fremvoksende kosmiske bevidsthed vil alle de i dag kendte religioner gradvist smelte sammen. Menneskets sjæl vil blive revolutioneret og den menneskelige race vil blive domineret af en religiøs holdning, som er uafhængig af tradition, af tro, af ceremonier og gudstjenester, af hellige bøger og prædikener. Den nye religion vil ikke være baseret på specielle åbenbaringer, på specielle gudsord, på nogen bibel eller bibler. Den vil ikke have til opgave at frelse mennesker fra deres synder eller sikre dem adgang til himlen. Den vil ikke belære dem om en fremtidig udødelighed og fremtidig salighed, for udødelighed og salighed vil eksistere her og nu. Vidnesbyrd om udødelighed vil eksistere i ethvert hjerte, som synet eksisterer for ethvert øje. Tvivl på Gud og på et evigt liv vil være lige så umuligt som tvivl på sin egen eksistens, deres vidnesbyrd vil være det samme. Den religiøse oplevelse vil styre hvert minut på dagen, hele livet. Kirker, præster, gudstjenester, trosformer, bønner, alle mellemled mellem individet og Gud vil blive permanent erstattet af en direkte ufejlbarlig kontakt. Synd vil ikke længere eksistere og frelse vil ikke blive begæret. Mennesket vil ikke bekymre sig om døden eller fremtiden, om Guds rige, om hvad der kommer efter livets ophør. Enhver sjæl vil føle og vide, at hele universet med alle dets goder og al dets skønhed tilhører det for evigt."

Richard Buckes bog udkom første gang i 1901 i et meget beskedent oplag, men er siden da genoptrykt 22 gange. Det viser, at interessen for et kosmisk livssyn er voksende og berettiger til store forventninger til den dag, da Martinus' værker får deres hjemlige og internationale gennembrud på bogmarkedet!