Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi kender alle begrebet samvittighed. Vi har oplevet dens virkninger dels hos os selv og dels hos andre mennesker, og vi har nok også oplevet, at den ikke virker lige stærkt hos alle. Hvad forstår man egentlig ved en samvittighed? Det er en konflikt i det jordiske menneskes sind, men hvad er det for kræfter, der kæmper om herredømmet i sindet? Man kalder dem "det gode" og "det onde", og det onde kalder man "synd", men man ved ikke, hvad det gode og det onde er for bevidsthedskræfter, eller hvorfor man er god eller ond.

Det er en kendsgerning, at det jordiske menneske tilhører dyreriget, men det er også en kendsgerning, at det i almindelighed ikke bryder sig om at blive kaldt et dyr. Det føler sig hævet over det egentlige dyrerige, fordi der i dets bevidsthed er noget, som ikke hører dyreriget til. Jordmenneskene er ikke rigtige dyr. Men så er det et spørgsmål, om de er rigtige mennesker? Nogle er jo mere menneskelige end andre, nogle kan absolut ikke nænne at sige eller gøre noget, som andre kan sige eller gøre uden skrupler, og så er der nogle, som i et øjebliks ophidselse eller irritation kommer til at sige eller gøre noget, som de senere fortryder, at de har sagt eller gjort. Samvittighedens indre stemme lader dem ikke have ro. "Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, jeg ikke vil, det gør jeg", sagde Paulus, og mon ikke alle, der vil være ærlige over for sig selv, vil indrømme, at denne sætning også passer på dem?

Når et jordisk menneske handler eller taler i en ophidset eller irriteret sindstilstand, handler det ud fra automatfunktion. I dets bevidsthed og dets organisme foregår i princippet det samme, som foregår i et ophidset dyr. Der er blot den forskel, at hvor dyret kun kan sætte fysiske kræfter og tænder og kløer i ophidselsens tjeneste som angrebs- og forsvarsredskaber, kan det jordiske menneske bruge sit intellekt og bruge de ord og foretage de handlinger, som kan såre og genere modparten mest muligt, ja, måske endda bringe vedkommende til fortvivlelse. Der findes vel nogle, som kan gøre det med "god samvittighed", men hos de fleste vil et vist mentalt ubehag over den pågældende situation begynde at gøre sig gældende, når ophidselsen har lagt sig, og hos nogle er dette ubehag så stort, at de ikke kan få ro i sindet, førend de har gjort noget, der kan ændre situationen, "gøre det godt igen", som man siger. Samvittighedsfølelsen danner ligesom en stigende skala med et nulpunkt i det egentlige dyrerige og trin efter trin mod tilstande, hvor det menneskelige i mennesket kommer til at dominere som næstekærlighed i tanke, følelse og handling.

Men hvordan kan menneskene finde ud af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert? Det kan de ved hjælp af samvittigheden. Samvittigheden er ikke noget relativt begreb som f.eks. ondt og godt. Samvittigheden er noget absolut, den er et princip og er selve den faktor i det jordiske menneskes bevidsthed, der forvandler det fra dyr til menneske gennem en række inkarnationer. Den kan lignes ved en lys og mørk "skygge", der følger os, ligesom vi har en mørk skygge, når vi går i sollyset. Vi har også en lys "skygge" eller et lyst felt, der følger os rent mentalt, ligesom vi også mentalt har en mørk skygge. Hvert eneste levende væsen udfylder et led i Forsynets plan, og hvor det gælder de jordiske mennesker, udfylder hvert enkelt jordmenneske et led i det rigtige menneskeriges skabelse her på jorden. For at kunne være helt i kontakt med Forsynets plan eller verdensplanen, må menneskene være udstyret med et princip, de kan styre efter, og et sådant princip udgør netop det lyse felt, der følger dem. Det eksisterer ikke i fysisk materie, men er en psykisk realitet, og dette mentale lysende felt har vi alle i vor bevidsthed i form af idealerne fra det rigtige menneskerige. Det er disse idealer, vi ønsker at nå frem til at kunne virkeliggøre.

Når vi hører skøn musik, står det for os som et ideal at kunne spille eller komponere sådan som dem, der har frembragt denne musik. Færdes vi i naturen og beundrer dens farvescenerier, vågner der i os en længsel efter at kende og give udtryk for alt det, der ligger til grund for naturens skønhed og logik. Når vi står over for de mangler og brist, vor nuværende kultur og civilisation så tydeligt viser, længes vi efter at skabe en bedre social og international struktur. Vi har en masse idealer, ønsker, længsler og mål, som vi gerne vil have opfyldt, og disse udgør tilsammen det lysende felt, vi har med os. Når vi læser i Bibelen, at Moses førte israelitterne gennem ørkenen ved hjælp af en lysende støtte, som hele tiden var foran dem, så var det i virkeligheden et sådant lysende mentalt felt, der ledte ham, det var ikke noget fysisk. Vore idealer er i det lysende felt, vi har med os. Disse idealer må naturligvis fremtræde som noget relativt for den, der har overblik over dem. Iagttaget med kosmisk bevidsthed ser man, at de udgør trin, trin over og trin under det lysende felt, mørkere jo længere de er fjernet fra dette felt, og lysende desmere de er ét med det. Det er jo derfor, det "gode" og det "onde" er relative begreber, det er derfor, vi ikke allesammen får samvittighedsnag over de samme ting. Hvorvidt den samme manifestation vil skabe glæde eller sorg i vort sind, er afhængig af, hvor langt vi er kommet på vandringen mod det store bygningsværk, der hedder det rigtige menneskerige.

Hvad er samvittighedsnag, der kan skære som knive i sindet? Det er det mentale ubehag, ja, i visse tilfælde den lidelse og smerte, der fremkommer, når menneskers handlinger står i skærende modsætning til de idealer, som er begyndt at tone frem i deres bevidstheds lyse vibrationsfelt. Det er, som om de er kommet til at skabe et brud inde i dem selv. De føler det, som om de er gået lidt tilbage i deres udvikling. Men denne tilbagegang er kun tilsyneladende. Den er forårsaget af, at menneskene troede, de var større, end de er. De har forsømt at se på planen for deres liv og må så gøre de nødvendige erfaringer i form af ubehagelige oplevelser, som gemmes i deres erfaringskartotek, det vi kalder hukommelsen. Disse erfaringer får efterhånden mennesket til at tænke, føle og handle efter mere menneskelige principper, til at nå længere frem i sin udvikling mod højere trin, hvorfra detaljerne både af det rigtige menneskeriges struktur og af det rigtige menneskes struktur anes mere og mere tydeligt og forenes med menneskets idealer, ønsker og længsler. Det vil da være mindre og mindre i stand til at gøre noget, som skaber samvittighedsnag, og al den energi, der forbruges ved, at mennesket bliver vred på sig selv eller skuffet og bedrøvet over sig selv, vil kunne bruges til gavn for helheden på en ganske anden måde.

Undersøger vi, hvorledes forholdet er mellem det levende væsen og verdensplanen, ser vi, at denne hele tiden bliver præsenteret for væsenet lige akkurat på en sådan måde, som dettes sanseevne er afpasset til at kunne modtage. Naturmenneskene får denne tegning manifesteret gennem deres medicinmænd, som viser dem den måde at leve på, som de selv igennem deres egne oplevelser har erfaret som mest fuldkommen, og som passer nøje ind i det næste udviklingstrin. Når menneskene så kommer længere frem i deres udvikling, viser det sig, at den opgave at lede væsenerne frem bliver overtaget af højere udviklede væsener, for hvem Guds tegning over menneskets skabelse er blevet helt bevidst. Et sådant højere væsen, der var helt bevidst i Guds plan med menneskets skabelse, har vi i Jesus, der så at sige gik foran menneskeheden og var dens "lysende støtte". Således vil ethvert geni gå foran og være en "lysstøtte" for sine medvæsener, være den model eller den tegning, som det er disse væseners længslers og ønskers mål at komme til at efterligne. Gennem modellen får de forklaringen på, hvordan de skal leve og tænke for at få deres ønsker opfyldt.

Kristne menneskers samvittighed er - mere eller mindre - i kontakt med det mentale lys, der udgik fra Kristus, og noget lignende gælder naturligvis for de mennesker, for hvem Buddha eller Muhamed har været ledestjerne. Men det ydre lys, den ydre autoritet skal efterhånden afløses af menneskets eget indre lys, og her er erfaringerne det eneste, der kan hjælpe. Når De har fået en vis indsigt i den "tegning", modellen repræsenterer, og har set, hvad der er Deres pligt, hvad der er Deres rette felt og er begyndt at vænne Dem til at gøre dette, og De så på et eller andet område kommer til at glemme målet, er det, at De pludselig vil opdage, at De ikke i det lange løb vil kunne forsvare at lave noget anderledes, end "tegningen" viser. Ifølge de guddommelige love vil det gå således, at hvis De blot afviger den mindste smule fra det, Deres samvigtighed siger Dem, vil De på én eller anden måde få ubehageligheder. Når mennesket får en ulykkelig skæbne, vil dette altså dybest set sige, at det på et eller flere felter ikke har været i kontakt med Guds plan eller tegning, det har været Guddommen en dårlig hjælper i skabelsen af dets egen højere mentalitet.

Gennem oplevelsen af en ulykkelig skæbne kan det ikke undgås, at mennesket bliver vakt til eftertanke og bliver klar over, at det må forandre sin handlemåde for at komme i kontakt med Guds tegning. Oplevelsen af en ulykkelig skæbne er dybest set udtryk for absolut kærlighed fra Forsynets side, selv om den, medens den står på, ikke føles som sådan. Fik man ikke lov at opleve konsekvenserne af sin egen handlemåde, ville man aldrig nå frem til visdommens skønne verden. Derfor er det guddommeligt, at fejltagelserne altid afsløres. Fejltagelsernes afsløring vil altid resultere i oplevelsen af samvittighedsnag. Var der ikke noget, der hed samvittighedsnag, kunne man aldrig få at vide, om noget var rigtigt eller forkert. Disse fejltagelser er det, man tidligere kaldte "synd". Men kosmisk set findes der ikke synd eller syndere, det, man kalder synd, er fejltagelser, der beror på uvidenhed. Når menneskene kalder en fejltagelse for synd, er det fordi, de i deres eget bevidsthedsfelt er vant til at være bitre eller fjendtligt indstillede over for alt det, der overskrider de én gang accepterede vedtægter, men denne indstilling er i sig selv udtryk for en fejltagelse, for uvidenhed.