Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1974/16 side 194
<<  2:2
Mogens Møller
ILLUSION OG VIRKELIGHED
(Fortsat fra forrige nummer)
 
Kristendom og virkelighed
Lad os vende tilbage til førnævnte illusion: at det er de andres skyld. Jesus sagde, da han hang på korset: "Fader, forlad dem, de ved ikke, hvad de gør." Han sagde ikke, at det var Kaifas' eller Pilatus' eller deres skyld, der havde taget ham til fange, eller Judas' eller deres, der råbte: "Korsfæst ham!" Han vidste, at det ikke var det, han kendte den kosmiske årsag og så, at de blot var Guds redskaber, der hver for sig handlede ud fra deres midlertidige udviklingstrin og bevidsthedsniveau. De kunne bruges som redskaber i dette kosmiske drama netop på grund af de illusioner, som i øjeblikket dominerede i deres bevidsthed. Men Kristus har også sagt: "Tag dit kors og følg mig", foruden at han har sagt, at man skulle tilgive halvfjerdsindstyve gange syv gange, og at man skulle elske dem, der hader og forfølger én. Alt dette må for den timelige illusionsdominerede bevidsthed synes tåbeligt og ulogisk, og Kristus vidste da også, at det ikke kunne nytte at forklare det, for hans omgivelser ville ikke fatte det. Det blev til facitter, som ingen udregning havde, men som menneskene kunne prøve at lære, som børn lærer udenad påvirket af lærerens autoritet. At Kristus også gennemskuede denne nødvendige illusion og så frem til kommende muligheder, viser hans ord: "Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke bære det nu." Det var begrænset, hvor meget af den kosmiske virkelighed, Kristus kunne afsløre for sine samtidige, derfor måtte han også tale i lignelser. Men han profeterer om "sandhedens ånd", der skal komme, og "forkynde om de kommende ting". Hvad kan sandhedens ånd være andet end en åndelig viden, der gennemskuer alle illusioner og ser den åndelige virkelighed bag alt? Kristus siger også, at sandhedens ånd skal "tage af mit og forkynde jer". Det er altså en fornyelse af kristendommen. En fornyelse af kristendommen er ikke en ensidigt følelsesbetonet ekstasebølge, der henrykker sine tilhængere og gør dem til Jesusdyrkere. Så længe der er brug for den slags, vil det også eksistere i forskellige variationer, og det er, som det skal være; men der har været så meget kristelig sektdannelse tidligere, så det er ingen fornyelse. Fornyelsen må, som Kristus selv har udtrykt det, ligge i, at alt det bliver fortalt menneskene, som de på den tid, hvor han var inkarneret, endnu ikke kunne bære. Sandhedens ånd må være videnskaben om den åndelige virkelighed, ikke en videnskab for nogle få udvalgte, men for menneskeheden; den logiske forklaring på, at det kærlighedsbudskab, Jesus kom med, ikke var en illusion, men virkelighed, et eksempel til efterfølgelse.
Det timelige og det evige
Når Martinus i sine kosmiske analyser behandler begreberne reinkarnation og karma som realistiske livslove baseret på det universelle kredsløbsprincip, er der straks nogle, der siger: "Jamen, det er jo ikke kristendom, det er hinduistisk og buddhistisk hedenskab." Det er rigtigt, at karmaloven og reinkarnationsprincippet findes i den urgamle østerlandske visdom og senere efterhånden nærmest blev et dogme og dermed et degenerationstegn i de orientalske religioner. Ikke for alle, naturligvis, men for flertallet af religiøst troende. Denne degenererede skæbnetro blev afsporet til tro på, at man kunne blive et dyr i en kommende inkarnation, og troen på karma afsporede til passiv ligegyldighed over for andres fattigdom og lidelser. Hvis en vesterlænding f.eks. spurgte en rig inder, hvorfor han ikke gjorde noget for de syge og fattige, kunne han sammen med en skuldertrækning få svaret: "Det er jo deres karma!" Den rige mand gik ikke så langt i logisk konstruktiv tænkning i forbindelse med karmaloven, at han forstod, at hans ligegyldighed og forstokkethed også måtte blive en karma for ham selv, og at det kunne være de syge og fattiges karma, at netop han forsøgte at hjælpe dem. Ønsker man at blive et guddommens redskab i næstekærlighedens og lysets tjeneste, vil man også blive sat i forbindelse med de væsener, der trænger til hjælp. Vælger man derimod ligegyldighedens og passivitetens lette løsning, vil man engang selv få lov til at opleve, hvordan det er, at møde ligegyldige mennesker, når man trænger til hjælp. Ikke som straf, men som undervisning. Martinus forbinder reinkarnationen med udviklingslæren og karmaloven med næstekærlighedsloven, han understreger betydningen af Jesu lignelse om den barmhjertige Samaritan, og han viser, hvorledes man ved at realisere næstekærlighed både kan beskytte sig mod gammel karma, som man ikke mere er på bølgelængde med, og samtidig så noget nyt, så man forvandler sin skæbne. Hvis ikke Jesus havde kendt karmaloven, ville han aldrig have sagt: "Hver den, der ombringer med sværd, skal selv omkomme ved sværd." Men han vidste også, at kærlighedsloven er den faktor, der bringer væsenet i kontakt med Gud og virkelighedens verden og giver evne til at gennemskue illusionerne, derfor skulle hans budskab først og fremmest være kærlighedens budskab, hvad så end kirkefædre og teologer senere har gjort det til. Martinus viderefører dette budskab og forbinder det med sit kendskab til de kosmiske livslove, der er alt livs inderste evige realitet, "noget, som er", "det evige nu", som hver eneste af os inderst inde er identisk med. Gennem sit symbol "Evighedslegemet" viser han os vor inderste identitet. Trekanten og flammekorset udtrykker vor urokkelige evige fuldkommenhed, ét med Gud. Buerne i mange størrelser, der udgår fra denne fuldkommenhed og vender tilbage hertil, er udtryk for det relative og timelige, for årsag og virkning, sæd og høst, for at intet væsen oplever andet, end hvad det selv er den inderste årsag til (og at det derfor aldrig er de andres skyld), for bevidsthedstilstande, legemer, størrelser, farver og former, der alt er vibrationer og bølgelængder. Det er livets nødvendige illusionsområde, ikke i betydningen: "noget, der ikke skulle være der, eller noget, der er forkert", tværtimod. Uden dette livsområde var der ingen livsoplevelse eller levende væsen. Men gennem dette evige legeme og de "overbalancer" og "underbalancer", som Martinus kalder det, der her kan opstå, lærer væsenet livslovene at kende og bliver kosmisk kemiker. Fejltagelserne fører til virkelighedens afsløring og dermed til den kosmisk bevidste tilstand, hvor væsenet ikke blot ER et med Gud og det evige liv, men også oplever at det er det. Da vibrerer alkærligheden i evighedslegemet som en lysende glorie, og gudesønnen kan sige: "Hvad jeg gør, gør jeg ikke af mig selv, men Faderen igennem mig."
MM