Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I Deres artikel om »Arbejdets løn» skrev De bl.a., at det eksisterende produktions- og fordelingssystem har overlevet sig selv. Hvad mener De egentlig med det?

Da FN:s tidligere generalsekretær U'Tant for nogle år siden holdt en tale i studenterforeningen i København udtalte han bl.a.: "Verdens problem er ikke så meget et spørgsmål om ressourcer, men om villighed til at fordele dem."

Med disse ord undsagde U'Tant i virkeligheden det eksisterende fordelingssystem, der i høj grad er præget af mangel på den fordelingsvilje, han indirekte efterlyste, idet han ved samme lejlighed udtalte: "Vi må elske hinanden, eller dø".

Adlei Stevenson skal engang have sagt, at mennesket er et mærkeligt væsen derved, at det først kan læse skriften på muren, når det står med ryggen til den, og det er næppe for meget at sige, at netop vor tid i nærmest rystende grad bekræfter dette signalement. Det er nemlig først nu, det så småt begynder at gå op for den ene og den anden, at der var mere sandhed i U'Tants ultimatum, end man forestillede sig, da han i 1966 på menneskehedens vegne fremsatte det. Den udtalt manglende villighed til at fordele ressourcerne er nemlig nu ved at resultere i en økonomisk katastrofe af uanet rækkevidde og med menneskelige og praktiske følger, som næppe er til at overskue.

Allerede for ti år siden spåede den dengang nyfødte freds- og konfliktforskning denne udvikling, men for døve øren. Man hævdede endog, at en tredie verdenskrig inden 25 år ville være en uundgåelig følge af de herskende økonomiske systemer og mekanismer, en profeti, der må siges at være i dyster overensstemmelse med U'Tants udtalelse. Og i bund og grund kan miseren føres tilbage til det eksisterende produktions- og fordelingssystem, der således i kraft af sine resultater tydeligt viser, at det har overlevet sig selv.

Kristus sagde ved en lejlighed, at det er på frugterne, man skal kende træet, og at ethvert træ, som ikke bærer frugt, skal hugges om og kastes på ilden. Hvad skal man da tro om et træ, som bærer direkte livsfarlig frugt? Hvilken fremtid kan man tænke sig, at livet vil tildele det?

Skævheden i det eksisterende produktions- og fordelingssystems måde at fungere på kan hurtigt illustreres med et par banale eksempler, men er vel iøvrigt ikke nogen hemmelighed for ret mange. F.eks. er danske børns gennemsnitsforbrug fyrretyve gange så stort som indiske børns, og medens man i den velstillede del af verden på en mangfoldighed af områder slås med overproduktion og afsætningsproblemer, kæmper man i den såkaldt tredie verden med det enkle problem at overleve - at undgå hungersnøden og sultedøden. Ikke desto mindre ser man eksempler på, at man i den velstillede del af verden som en sidste desperat udvej griber til destruktionsprincippet for at løse afsætningsproblemet, istedet for at dirigere overskuddet ud til de nødstedte. Og hvorfor: fordi det bedre kan betale sig. Økonomisk! Menneskelige hensyn har ikke plads i dette system. I hvert fald ikke plads nok. Det er måske nok hårdt sat op. Men virkeligheden er undertiden hård, og kendsgerningerne ubønhørlige. Det gælder også for de hundrede millioner af mennesker, der balancerer på sultegrænsen og ikke ved, hvortil de skal hælde deres hoveder i en verden, hvor endog repræsentanterne for selve næstekærlighedens evangelium svigter hvis ikke de ligefrem er nødens årsag. Er de det? -

Både ja og nej. Ja, til en vis grad, hvis man betragter forholdene i et timeligt historisk perspektiv, men nej, hvis man betragter det i et kosmisk. I sidstnævnte perspektiv er nemlig enhver den første årsag til sin egen skæbne, og ingen kan nogensinde komme til at lide uret, og for den sags skyld ej heller gøre uret. Det undskylder imidlertid ikke de dispositioner og handlinger, der bringer lidelserne med sig; tvært imod vil sådanne handlinger gennem reinkarnationen og skæbneloven forudbestemme sit ophav til før eller siden at blive født ind i det område, hvor den mørke skæbne hersker. Også på denne måde er der orden og balance i tingene, og det betyder, at det i virkeligheden er i hvert eneste menneskes interesse at få saneret de mekanismer i verdenssamfundet, der forudbestemmer nogen mennesker til at bringe lidelse og mørk skæbne over andre mennesker. At få øje på denne enkle sandhed er allerede en meget stor fordel. At tage det næste skridt også, nemlig at gøre noget ved det, er et endnu større gode, og her påkalder netop det eksisterende produktions- og fordelingssystem sig større opmærksomhed end noget andet. Eller burde i hvert fald gøre det, eftersom det mere end noget andet er med til at føre verden ud i ulykke og elendighed.

Ja, men kan man da det - gøre noget ved det? Vil det ikke være et forsøg på at spænde ben for skæbneloven og dermed udviklingen - dvs. retfærdighedens fuldbyrdelse? - Nej, absolut ikke, for menneskets udviklingstrin og skæbnekonto sætter helt af sig selv grænser for, hvor meget der til enhver tid kan lade sig gøre i retning af at ændre det bestående. Betjener man sig derfor udelukkende af etisk forsvarlige metoder, vil man aldrig komme i fare for at "gå foran livet".

Hvad er det da, der bør ændres? - Ja, det skal forsøges belyst i et kommende nummer af Kosmos. Men allerede her kan det siges, at det eksisterende produktions- og fordelingssystem fra at være et privatstyret profitapparat under alle omstændigheder må ændres til at være en globalt koordineret samfundsservice, der efter nærmere bestemte kriterier i lige høj grad tilgodeser samtlige verdensborgere og i denne forstand er udtryk for timelig retfærdighed. Først når dette resultat er nået, vil verden falde til ro. Først da vil der for alvor blive fred på jorden og i menneskene en stor velbehagelighed.

Og hermed de bedste ønsker for julen og det nye år.