Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

De fleste mennesker er opmærksomme på, at tilværelsen i den fysiske verden hovedsageligt former sig som en nådesløs kamp for at opretholde livet. Og det er en kamp, som implicerer alle levende væsener, hvor så end de befinder sig i verdensaltet. Det er altså ikke blot menneskene, dyrene og planterne, der fører denne kamp, men også kloder, solsystemer og mælkevejssystemer, organer, celler og elementarpartikler, - hver på sin måde, alt efter position og udviklingstrin. Men hvordan kan det egentlig være, at dette er vilkårene for fysisk tilværelse?

Ja, allerdybest set skyldes det, at den fysiske verden består af tunge stabile materier, hvorved den fundamentalt adskiller sig fra den såkaldte åndelige verden. Og karakteristisk nok foregår der heller ikke nogen kamp for tilværelsen i den åndelige verden.

Når den fysiske materie ved sin stabilitet og koncentrerede tilstand kan betinge, at den fysiske tilværelsesform er henvist til at forme sig som en kamp, skyldes det igen, at de levende væsener for at kunne føre denne tilværelsesform er nødt til at bringe sig i besiddelse af en fysisk organisme, idet denne er en forudsætning for sanse- og manifestationsmæssig reaktionsdygtighed over for netop den fysiske materie.

Denne organisme er som bekendt selv en relativt stabil størrelse, og det betyder først og fremmest, at den tager plads. Og i og med at den tager plads, er den første anledning til kamp ført ind i verden, nemlig simpelt hen kampen om plads. Vi ser allerede i mineralriget de første tilløb til denne kamp, nemlig i krystallernes indbyrdes reaktion på hinanden. Det er dog først i planteriget, at kampen om fysisk plads for alvor kommer til udtryk, men her florerer den til gengæld også i rigt mål. Og det samme er tilfældet i dyreriget, hvor den er udvidet til at omfatte et større eller mindre territorium.

Lige som organismen giver anledning til en kamp om plads, er den årsag til en kamp om føde. Det skyldes, at organismen i sin egenskab af et redskab for skabeevnen er et "apparat" for energiomsætning, idet skabelse i praksis er ensbetydende med energiomsætning. Gennem sin udfoldelse i såvel manifestationens som sansningens tjeneste forbruger den energi, og ligeledes er dens interne funktioner ensbetydende med energiforbrug. Følgeligt må den med mere eller mindre regelmæssige mellemrum have tilført ny energi til erstatning for den forbrugte, og dette sker som bekendt i praksis gennem fødeoptagelse.

Imidlertid eksisterer føden, som det i tidligere artikler har været berørt, i form af de andre levende væseners organismer, og foruden at forme sig som en kamp om plads og føde, kommer den fysiske tilværelse dermed også til at forme sig som en kamp for at beskytte den personlige organisme mod efterstræbelse, idet denne naturligvis er fødeemne for medvæsenerne, såvel mellemkosmiske som mikrokosmiske (f.eks. parasitter, bakterier, virus m.m.)

Medens kampen om plads allerede tager sin begyndelse i mineralriget, optræder kampen om føde først i planteriget. Målt med forholdene i dyreriget antager den dog her en relativt uskyldig form, idet plantens ernæring overvejende foregår i kontakt med tilværelsens livgivende princip. Som bekendt formår planten ved hjælp af sollysets energi at omdanne uorganiske stoffer til organiske stoffer, hvorved den fundamentalt adskiller sig fra dyret, der i forbindelse med sin ernæring helt er afhængig af organiske stoffer. Men sollyset er altså en betingelse for den opbygningsproces, som planterne befordrer, og udgør dermed en af hovedhjørnestenene i deres stofskifte. Følgelig former kampen om føde sig i planteriget hovedsageligt som en kamp om adgang til sollys, en kamp, der på det nøjeste falder sammen med kampen om plads.

Selv om denne kamp i realiteten foregår på liv og død jævnfør historien om bøgen og egen, knytter der sig altså den formildende omstændighed til plantevæsenernes ernæringssituation, at den former sig som en opbygningsproces og ikke iøvrigt trækker veksler på det dræbende princip. Og dette harmonerer udmærket med de udviklingsmæssige træk, der iøvrigt kendetegner planteriget, og som vi senere skal vende tilbage til. Men gennem dette at kunne præstere denne opbygningsproces, kommer planterigets individer ganske naturligt og uundgåeligt til at fungere som det føde- og ernæringsmæssige grundlag for dyreriget, hvor man som før nævnt helt er afhængig af organiske stoffer. I første række efterstræbes plantelegemerne af planteædende dyr, og de igen efterstræbes af kødædende dyr. Dyreriget er således helt og holdent afhængigt af det dræbende princip og udgør i overensstemmelse hermed dette princips kulminationszone. Vil man leve, må man dræbe - og samtidig beskytte sig mod selv at blive dræbt. I dyreriget er kampen for tilværelsen derfor for alvor sat ind.

Vigtigheden af at forstå denne sammenhæng i tingene kan næsten ikke overdrives, idet denne forståelse bringer det såkaldte "onde" til at optræde i et helt andet lys, end vi er vant til, samtidig med at det giver mulighed for en meget dyb forståelse af menneskets situation. For også mennesket er jo engageret i kampen for tilværelsen, og selv om man i kraft af intelligensen efterhånden har opbygget en vis standardbeskyttelse mod naturens farer og dræbende kræfter, er der fremdeles tale om en kamp på liv og død, blot langt mere differentieret end for dyrenes vedkommende. Medens kampen hos dem praktisk taget udelukkende angår plads og føde omfatter den hos mennesket en lang række supplerende emner således som især de vestlige forbrugersamfund er vidnesbyrd om. Ganske vist taler vi her ikke direkte om "kampen for tilværelsen", men om krige, handelskrige, konkurrence, klassekampe, sociale kampe, arbejdskampe, lønstridigheder og meget andet. Disse begreber m.fl. er imidlertid blot synonymer for det oprindelige begreb og vidner derved om, at kampen for tilværelsen hos mennesket er løftet op på et højere plan, selv om den for store befolkningsgrupper stadig indskrænker sig til at være et spørgsmål om nøgen overlevelse - altså et spørgsmål om plads og føde, hvor uhyggeligt mange er tabere. Men skal det i al evighed blive ved på den måde? - Hører kampen for tilværelsen aldrig nogen sinde op? Gives der ikke andre måder at overleve og indrette sig på?

Martinus svar på samtlige disse spørgsmål er positivt, idet han siger, at på samme måde som kampen for tilværelsen begynder med det levende væsens indtræden i den fysiske verden (mineralriget), ophører den også med dets udtræden af denne verden, dvs. i kulminationszonen af det rigtige menneskerige. Og lige som kampen for tilværelsen gennem hele mineralriget næsten kun er rent formel, vil den gennem første halvdel af det rigtige menneskerige blive reduceret til et minimum, hvilket må forstås i sammenhæng med den tiltagende uafhængighed af den fysiske materie - således også i fødemæssig henseende - der kendetegner menneskets udvikling og voksende åndeliggørelse under forløbet af dette evolutionsafsnit. Således overgår ernæringen til frugternæring, og senere ren lufternæring. Inkarnationen former sig som en materialisationsproces, og den fysiske materie beherskes suverænt gennem højtudviklet materialisations- og dematerialisationsteknik, der kun i meget ringe grad skaber forstyrrelser i bestående forhold og således i minimalt omfang inddrager det dræbende princip. Alt, hvad vi i dag her i vor jordmenneskelige zone oplever af teknologisk udvikling på den ene side og humanistiske længsler og idealer på den anden side er i virkeligheden én stor optakt til grundlæggelsen og virkeliggørelsen af det rigtige menneskeriges livsform.

Siden det nu kun er i den fysiske verden, livet er henvist til at forme sig som kamp, hvorfor indlader de levende væsener sig så på at tage ophold i denne verden? Det må jo betyde, at de kommer fra den åndelige verden, hvor der ikke foregår nogen kamp for tilværelsen; hvordan kan de blive fristet til at forlade denne verden til fordel for den fysiske?

Svaret herpå er overordentligt omfattende, men især én ting fortjener at blive fremhævet, nemlig den rolle behovet for livsoplevelsens fornyelse spiller i sammenhængen. Dette behov for fornyelse af livsoplevelsen er rodfæstet i det levende væsens overbevidsthed, der overvejende er dannet i den syvende kosmiske grundenergi, moderenergien. Til moderenergiens egenskaber hører bl.a., at den udløser en serie kosmiske skabeprincipper, således at de kommer til udfoldelse i det levende væsens egen organiske struktur. Nævnte organiske struktur rummer bl.a. sanseevnen, og samspillet mellem denne og de kosmiske skabeprincipper registreres af Jeg'et på ganske bestemte måder.

Til de kosmiske skabeprincipper hører kontrastprincippet, og vekselvirkningen mellem kontrastprincippet og sanseevnen registreres af Jeg'et som et kompromisløst behov for kontrastvirkninger i livsoplevelsen, såvel statiske som dynamiske. Ved statiske kontrastvirkninger forstås relativt stabile modsætningsforhold i livsoplevelsen, f.eks. forskellige farver, forskellige lugte, forskellige materiestrukturer m.m. Ved dynamiske kontrastvirkninger forstås derimod alt, hvad der kommer ind under begrebet "forvandling".

Når det drejer sig om at forny livsoplevelsen effektivt gives der to principielt forskellige måder at gribe opgaven an på. Individet kan gennem personlig udadrettet aktivitet skabe forandringer i omgivelserne og derved give anledning til nye såvel statiske som dynamiske kontrastvirkningers opståen. Det er f.eks. det, der sker, når man møblerer om i sin stue, lægger en anden plade på grammofonen, giver sig til at skrive et brev i stedet for at læse en bog osv. osv. - Den anden måde at forny livsoplevelsen på består i at skabe forandring i selve sanseevnen, dvs. forandring eller ændring "indadtil". Dette er imidlertid et langt vanskeligere tilgængeligt felt end det, omgivelserne repræsenterer, og det betyder bl.a., at forandringerne foregår i et meget langsomt tempo, i hvert fald så længe individet ikke er nået frem til udvikling af selve den kosmiske bevidsthed. Der gives dog på det teknologisk etablerede jordmenneskelige udviklingstrin nogle metoder til hurtig forandring af sanseevnen, nemlig når man f.eks. sætter en stjernekikkert for øjnene, eller stirrer ned i et mikroskop. I begge tilfælde får man adgang til nye spændende verdener og opnår derigennem en mere eller mindre effektiv fornyelse af livsoplevelsen. Endelig gives der naturligvis så den mulighed at kombinere disse to metoder, hvilket f.eks. sker, mår man udskifter præparatet i mikroskopet med et andet eller tilrettelægger nogle forsøg med levende mikroorganismer.

Når det levende væsen indlader sig på at forlade den åndelige verden til fordel for den farlige og ufredelige fysiske verden skyldes det altså behovet for at forny livsoplevelsen, og dette initiativ udtrykker i virkeligheden en inddragelse af begge de førnævnte grundmetoder, den eksterne og den interne. Allerede dette at skifte den åndelige verden ud med den fysiske er jo i princippet det samme som at ændre sine omgivelser. Og da dette at sanse i den fysiske verden er noget helt andet end at sanse i den åndelige, er der tilmed tale om et skridt, der stiller krav til ændring af sanseevnen. Og det at honorere dette sidste krav, bliver dermed individets vigtigste opgave. Det er imidlertid en langsom og tidkrævende opgave, og man vil derfor se, at individet til at begynde med kun råder over en yderst begrænset fysisk sanseevne - hvis overhovedet nogen. Det er den tilstand, der kendetegner mineralvæsenet. Det sanser praktisk taget endnu hundrede procent på det åndelige plan, og de mineralske formationer, krystaller m.m. er i virkeligheden blot tilløb til fysiske organismer, hvilke igen ikke er noget som helst andet end bærere af fysiske sanseorganer; det er i virkeligheden dem, - altså sanseorganerne - det hele kommer an på. Resten af den fysiske organisme er i virkeligheden kun et nødvendigt onde, der må tages med i købet.

Den mineralske tilstand afløses efterhånden af plantetilstanden. Denne repræsenterer et højere trin i materieorganisationen end det mineralske og bærer i overensstemmelse hermed præg af en relativ separat organismestatus. På det sansemæssige område står det dog fortsat relativt sløjt til. Planten kan højst ane forskel på behag og ubehag og har derfor fortsat sin overvejende livsoplevelse på det åndelige plan. Dette udtrykker Martinus på den måde, at plantevæsenet har sin dagsbevidsthed på det åndelige plan, medens den kun er natbevidst på det fysiske plan. Men grunden til fysisk sansedygtighed er lagt. Selve den bærende struktur - organismen - er etableret, og vejen til det næste skridt står nu åben: udviklingen af den fysiske sansedygtighed dvs. de fysiske sanseorganer.

I virkeligheden har anlæggene til disse eksisteret i al den tid, individet har været undervejs, idet de blev grundlagt så langt tilbage i tiden som da det var "borger" i den åndelige verdens visdomsrige og guddommelige verden. Det gælder forøvrigt m.h.t. hele den organisme, der er under dannelse, og som altså på plantetrinnet har nået det stadium, hvor de egentlige sanseorganers udvikling er ved at blive aktuel. Og virkeliggørelsen af denne udvikling fører til plantens forvandling til dyr, idet dyret netop er kendetegnet ved en organisme, der er udstyret med veldefinerede sanseorganer, og som muliggør specifik og differentieret fysisk sansning. Og med denne udvikling af tingene overføres også dagsbevidstheden fra det åndelige plan til det fysiske plan.

Som en stærkt medvirkende faktor til hele denne udvikling - eller rettere indvikling (i fysisk materie) - tjener netop kampen for tilværelsen. Gennem de krav, den stiller, sikrer den et hundrede procents engagement fra individets side, et engagement, der på en og samme tid appellerer til de "medbragte kosmiske anlæg" og samtidig ansporer til den størst mulige fysiske suverænitet, der kun kan nås gennem netop dagsbevidsthedens overføring fra den åndelige verden til den fysiske. Alt i alt betyder kampen for tilværelsen og dermed den fysiske verdens vilkår således en sikkerhed for, at den oprindelige hensigt med at forlade den åndelige verden til fordel for den fysiske fører til det ønskede resultat, nemlig fornyelse af livsoplevelsen gennem etablering af såvel ydre som indre forandringer af sansebetingelserne. Og dette viser igen, at kampen for tilværelsen er en helt nødvendig "institution" i den kosmiske verdensorden, men vel at mærke kun så længe, den fulde fysiske sansedygtighed ikke er etableret og dagsbevidstheden dermed heller ikke effektivt overført til det fysiske plan. Så snart dette er sket, hvilket vil sige i kulminationen af dyreriget, skifter signalerne omgående. Nu drejer det sig herefter om at udnytte den opnåede sansedygtighed til fordel for en genindtræden i den åndelige verden på nye sansebetingelser, dvs. de, der er opnået gennem indviklingen.

I praksis sker dette gennem opbygningen af en fysisk dagsbevidsthed, hvorved forstås en bevidsthed, hvis materiale eller indhold er erhvervet gennem brug af de fysiske sanseorganer. I praksis registrerer det levende væsen dette bevidsthedsmateriale som en tiltagende fysisk erfaring, en erfaring, der vokser fra liv til liv, og som i virkeligheden "råber" på effektiv udnyttelse og på denne måde appellerer til intellektuel bearbejdning. Og gennem denne appel starter udviklingen, hvorved forstås den åndeliggørelse, der i sit slutstadium udfrier det levende væsen af den fysiske verden og atter lader det indtræde som hjemmehørende borger i den åndelige verden. Og her kan det nu atter leve i lys og herlighed og befriet enhver form for kamp for tilværelsen gennem umindelige tider, nemlig på grundlag af det erhvervede fysiske bevidsthedsmateriale i forbindelse med en fortsat udnyttelse af den fysiske sansedygtighed, blot tillempet den åndelige verdens specielle forhold. Herunder udvides bevidsthedsindholdet naturligvis stadig, hvad der betyder, at individet vokser i åndelig herlighed og suverænitet. Men på et tidspunkt går det ikke længere at forny livsoplevelsen effektivt. Det kommer naturligvis gradvist og umærkeligt og i det hele taget på en måde, der ikke kaster skår eller skygger i individets livsglæde. Men tendensen er klar, og årsagen er den enkle, at hverken det erhvervede bevidsthedsmateriale eller den opnåede sansedygtighed lader sig udnytte længere til fordel for en effektiv fornyelse af livsoplevelsen. Højst til skabelsen af nye vidunderlige variationer, men ikke noget virkeligt nyt. Denne situation indtræder i kulminationen af den guddommelige verden og fører til, at væsenet atter betræder vejen til indviklingsbuen, dvs. passerer gennem sidste halvdel af den guddommelige verden. Herunder konsoliderer det en serie anlæg, som skal bringes til udfoldelse i en fremtidig fysisk verden, nemlig i den hensigt at opnå føling med og herredømme over en fuldstændig ny fysisk sanseevne baseret på helt andre sanseprincipper end de nu "udslidte". Og på denne måde fører i al evighed udvikling til indvikling og indvikling til udvikling, og denne igen til indvikling og således fremdeles. Og betingelsen for, at indviklingen lykkes er som sagt, at livet i den fysiske verden er henvist til at forme sig som en kamp for at overleve. I hvert fald indtil det tidspunkt, hvor den planlagte og dybt attråede ny fysiske sanseevne til fuldkommenhed er erobret og fysisk dagsbevidsthed derigennem etableret. Men netop dette stadium har det jordiske menneske for længst nået, og derfor er dette væsens - det vil sige læserens og min - længsel karakteristisk nok rettet mod modsætningen til de vilkår, der er almen gældende i den fysiske verden. Alle længes vi mere eller mindre efter at kunne unddrage os kampen for tilværelsen til fordel for en livgivende og kreativ udfoldelse af vore anlæg og interesseområder. Alle længes vi efter at lyset skal sejre over mørket, og alle er vi spændt på, hvad den åndelige verden "forude" har at byde på. Men under dette bør vi aldrig glemme, at der var en tid, hvor vi lige så længselsfuldt og spændt imødeså det, vi nu føler trang til at vende ryggen - om ikke for andet, så fordi det måske kan bidrage til at gøre os mere forsonlig stemt over for den tid, der er tilbage af kampen for tilværelsen for hver især. At betragte denne kamp som et ubehageligt gode, og ikke som et nødvendigt onde, er nemlig ensbetydende med at vinde åndelig sejr over den, og hvad man har sejret over, har som bekendt ikke længere nogen magt over en. Tværtimod har man selv magt til at lette vilkårene lidt for de "næster", der fortsat hundrede procent er engageret i det, som mennesket er i færd med at lade bag sig, f.eks. dyrene i naturen ved vintertide. Mange af dem har det hårdt, og vi ønsker jo alle, at de skal overleve og være med i vores tilværelse, når lyset, varmen og foråret vender tilbage.