Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Alt, hvad vi oplever i den fysiske verden, er illusion, siger man ud fra Orientens filosofi, det er "Majas slør". Den indiske digter Tagore udtrykker det med ordene: "Det jeg er, ser du ikke, det du ser, er min skygge." Han opfatter, som så mange orientalere gør det, vor fysiske fremtræden som en tilsyneladelse og ikke som en realitet.

Man skulle jo mene, at begrebet bevidsthed spiller en væsentlig rolle, når det drejer sig om oplevelse af virkelighed, men naturforskere opfatter i almindelighed bevidsthed som et biprodukt af materien, og det vil i sin yderste konsekvens sige, at det arbejde og det forsøg på logisk tænkning, forskerne præsterer, i så fald skulle være et biprodukt af tilfældigt sammensatte partiklers indbyrdes stråling og vekselvirkning gennem det såkaldte tomrum. Begrebet logisk tænkning forsvinder fuldstændig i dette perspektiv, så det gamle billede af manden, der saver den gren over, han selv sidder på, bliver aktuelt i denne situation. Det er derfor ikke mærkeligt, at mange mennesker ser hen til en fornyelse af den vesterlandske tænkning og virkelighedsopfattelse. Mange, ikke mindst blandt de unge, vender sig til Østens religioner i håb om der at finde den ønskede fornyelse, bl.a. gennem åndelige øvelser af forskellig art. Selv om nogle på denne måde kan opnå en vis tilfredsstillelse og indre harmoni, er der også mange eksempler på, at andre i det lange løb ikke finder den fornyelse, de havde håbet på, ved at udføre sådanne øvelser, og der er desværre også eksempler på, at vesterlændinge ikke kan tåle visse øvelser, som er baseret på årtusindgamle orientalske traditioner under konstant ledelse og overvågning af en vismand, der nøje var i stand til at se, hvad der var godt for den enkelte elev, og hvad der ikke var det. Uden denne ledelse kan sindssygdom og åndelig afsporing blive resultatet af den ivrigt søgende vesterlændings ønske om at nå til højere erkendelse ad de baner, der tilhører en svunden tid og en helt anden kultur end vor.

Martinus har med sit verdensbillede og sine kosmiske analyser og symboler givet en fremstilling af virkeligheden, som mange af nutidens vesterlændinge vil kunne forstå, og i fremtiden vil endnu flere - både øster- og vesterlændinge få glæde af at studere dette værk, der ikke er i modstrid med kernen i østerlandsk tænkning, men supplerer og udvider den og taler et nutidigt sprog. Derfor er Martinus analyser heller ikke i uoverensstemmelse med den fysiske videnskabs såkaldte verdensbillede, der egentlig aldrig har været et verdens-billede, men blot brudstykker af et mønster. Disse brudstykker bliver i Martinus verdensbillede føjet sammen med alt det, der mangler for at danne en levende helhed, billedet af et levende univers, en levende virkelighed, hvori den fysiske verden nok på en måde er en illusion, men ikke på den måde, at den ingen betydning har. Der er overhovedet intet, der ingen betydning har, set i det kosmiske perspektiv, og når vi i øjeblikket befinder os i denne fysiske verden som såkaldte fysiske væsener, har det den betydning, at vi skal lære den fysiske materie at kende og lære at beherske dens kræfter, og det kan vi kun gennem at lære at tænke logisk og kærligt. Og hvis man tror, at de to ting ikke har noget med hinanden at gøre, er man hildet i en stor illusion.

"Er den påstand nu også i overensstemmelse med virkeligheden?", vil nogle måske spørge, "for vi oplever masser af andre levende væsener end os selv, både andre mennesker og dyr." Ud fra Martinus analyser kan man svare, at verden ganske rigtigt består af mange levende væsener, ja, endda langt flere end menneskene antager for at være levende væsener, idet mælkeveje, solsystemer, kloder, organer, celler, molekyler, atomer, elektroner osv. set i kosmisk perspektiv også er levende væsener. Ligeså består den for os tilsyneladende "døde" mineralverden ligesom planteriget udelukkende af levende væsener, og i åndelige eller stråleformige verdener lever myriader af levende væsener, som de jordiske mennesker ikke kan opleve med deres fysiske sanser. "Guds billede", siger Martinus, "er levende væsener inden i levende væsener." Hvordan kan denne mangfoldighed da ses i overensstemmelse med Martinus førnævnte påstand, at der kun er to levende væsener til? Det kan den ud fra en forståelse af, at hvert eneste af disse myriader af levende væsener ikke er noget blot i kraft af sig selv, men kun i kraft af den levende helhed eller den universelle guddom, hvori det lever, røres og er, og som det er en uadskillelig del af, en "gudesøn", som Martinus kalder det. Her vil man måske møde den indvending, at det blot er "gammeldags Pantheisme", læren om, at alt opgår i Gud som dråben i havet, og at begreber som personlighed og individualitet dermed mister deres betydning. Men ved et nøjere studium af Martinus verdensbillede vil man ikke kunne undgå at opdage, at det netop ikke er tilfældet. Martinus understreger, at hvert eneste levende individ i universet er et evigt væsen, som hverken er udsat for evig fortabelse eller for at forsvinde i guddommen og miste sin oplevelse af at være et Jeg over for et Du, og han klarlægger den kosmiske organiske struktur og de evige kosmiske love eller principper, på grund af hvilke denne det levende væsens evige identitet og samtidig evige livsfornyelse finder sted.

Set i dette perspektiv er alle andre levende væsener guddommens skaberedskaber og sanseredskaber, hvorigennem samme guddom påvirker mig og oplever mig, såvel som jeg i forhold til dem er et guddommeligt redskab og sanseorgan. En vekselvirkning mellem min næste og mig kunne overhovedet ikke foregå, hvis ikke vi begge var ét med guddommen og befandt os i guddommens organisme og bevidsthed, det er det, der forbinder os. Derved kan det gamle bud: "Du skal elske Gud over alle ting og din næste som dig selv" ses i et nyt inspirerende lys. Men hvad så med dén næste, der eventuelt hader og forfølger mig? Eller i alt fald opfører sig på en sådan måde, at jeg har meget svært ved at se noget guddommeligt i ham eller hende? Er vedkommende også et guddommeligt redskab i forhold til mig? Ja, her er vi netop ved et meget væsentligt punkt, hvor Martinus forsøger at hjælpe os til at overvinde, hvad der måske er den største af alle illusioner: at andre væsener kan være skyld i vore vanskeligheder og lidelser. At alt det negative er "de andres skyld", og at vi derfor bliver hadefulde, vrede, irriterede, sure og bitre på dem, har faktisk været hovedtema i menneskenes historie indtil nu. Derfor er samme historie hovedsagelig beretninger om krige, mord, vold, magtkampe, intriger og listige manøvrer, ved hjælp af hvilke man har søgt at overvinde sine fjender, der var en hindring for ens livsudfoldelse og også måtte være ens "egen" guds fjender, mente man, som "Han" med velbehagelighed så blive tilintetgjort eller undertrykt og eventuelt omvendt fra deres afguderi til den rette tro på "vores gud". Også Kristendommens historie indeholder dette tema. Den jordiske menneskeheds historie er dog nu ved et afgørende vendepunkt, idet jordmenneskene er på vej til at gennemskue de illusioner, de hidtil har levet på. Den dogmatiske kristendom er en bristet illusion for mange, og det er ikke Jesus, der er skyld i det, det er fordi man ikke fattede den virkelighed, han repræsenterede, og i stedet byggede illusioner op om "frelse ved nåde" og "forsoning ved Kristi blod", om "jomfrufødsel" og en treenig eller snarere trefoldig Gud, der var tre personer og dog én, og meget andet. Dette være ikke sagt for at kritisere noget, som i lange tider har været en nødvendig iklædning, et "slør" så at sige, for at kristendommen kunne udbredes til mennesker, hvis følelsesliv var på bølgelængde med en sådan billedverden; men denne iklædning passer ikke til ret mange mennesker i dag. For vor tids mennesker og ikke mindst for fremtidens vil denne dogmeverden være en hindring for kristendommens beståen. Skal kristendommen da overleve det føromtalte vendepunkt i menneskehedens historie? Ifølge kosmologien skal den ikke blot overleve, men den skal blive basis for den kommende verdenskultur, idet man vil erfare, at kristendom ikke er en religion, men en måde at leve på, en evne til at opleve den kosmiske virkelighed og gennemskue illusionerne, som Jesus gjorde det.