Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvad er det så, der er fuldbragt? Ja, det er dette, at man nu ikke mere hverken albuer sig frem på andres bekostning eller på anden måde "korsfæster" sine medvæsener, men "elsker sin næste som sig selv". Indtil man har nået dette stadium, elsker man sig selv mere end "næsten" og kan derfor ikke undgå, grundet på den manglende næstekærlighed, at korsfæste sin næste, hvilket altså i sin dybeste analyse er det samme som at korsfæste sig selv. Og derfor bliver det jordiske menneskes liv således i virkeligheden en lidelsens eller korsfæstelsens vej. "Via dolorosa" er alle vegne. Inden man når ovennævnte fuldkomne stadium på "korset", må man gennemgå dyrets degenerationsstadier, hvilket er det samme som at opleve alle de forskellige førende roller i påskedramaet, lige fra Kajfas og Judas til Johannes og jomfru Maria. Man må således opleve det intolerante, hadefulde og dødsdømmende sindelag, som ypperstepræsterne og de skriftkloge i dramaet udviste. Man må gennemleve det blinde forræderiske tankesæt, der bragte Judas til selvmord, ligesom man også som Johannes må opleve at kunne udstråle den hjertevarme atmosfære, der gør, at man bliver "elsket" af Mesteren. Endvidere må man som Jesu moder opleve smerten ved at se det dyrebareste objekt for ens inderligste kærlighed, væsenet af ens eget kød og blod, blive fornedret, hånet og korsfæstet, samtidig med, at man til andre tider ligesom Petrus må opleve at lyve sig fra sit kendskab til Mesteren, og senere som de øvrige disciple, i rædsel for ypperstepræsterne, i frygt for døden, i angst for sit eget liv flygte bort fra Jerusalem, bort fra begivenhederne, overladende Mesteren til sin egen skæbne. Ja, hvilken førende roller indenfor påskedramaet går ikke i dag igen i jordmenneskets daglige liv? Er der i det hele taget nogen art af jordmenneskelig skæbne, der ikke har sin principielle pendant i en eller anden af påskedramaets personers tankearter? Er disse tankearter ikke netop en åbenlys demonstration af det principielle i det til dato manifesterede jordmenneskelige daglige liv? Er dette daglige liv ikke, ligesom påskedramaets liv, en som regn og solskin skiftende oplevelse, en oplevelse af skiftende glæde og sorg, en oplevelse af en stigen og fald, en oplevelse, der i enkelte øjeblikke må kulminere i mental uvidenhed om den virkelige guddommelige vilje? Jo, det jordmenneskelige daglige liv er således en oplevelse, der må føre sit ophav til Gethsemane i fortvivlelse, svigtet af dem, det troede at kunne stole på eller med sine nærmeste sovende og dermed overladt til sig selv alene i uhyggenattens mørke atmosfære med dødsangstens drømme, fantomer og mareridt. Gang på gang må jordmennesket tilbage til Gethsemane og der kæmpe fortvivlelsens kamp med sin egen forfølgelse af sig selv eller der opleve dette, at bede om at blive fri for lidelsens bitre kalk, indtil det endelig til sidst forstår og derefter råber til Gud: "Ske ikke min, men din vilje".

Og se, ind i den kulsorte nat, ind i den bedendes sjæl flammer lyset fra Guds engels strålevæld. Og med sin overjordiske hånd tørrer det himmelske sendebud dødsangstens blodige sveddråber fra det lidende væsen. Et under er sket. "Dyret" er blevet "menneske". Og nu går vejen mod forherligelse, mod ophøjelsen. For øjnene af hævngerrige forfølgere, falske ypperstepræster, farisæere og intolerante skriftkloge, forræderiske venner, røvere og mordere og andre vildfarne sjæle skal "Guds billede" nu forenes med "korset", og "korset skal blive Guddommens bevidsthed", åbenbaret i kød og blod. Og fra dette "levende kors" sender det fuldkomne menneske nu den ene store mentale lysglorie efter den anden ud over jorden. Hen over kontinenter og have, oaser og ørkener, lande og folk vibrerer den evige røst: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Den opstandne gudesøn ser i menneskeheden sin evige Fader og fornemmer derved sig selv som en "menneskenes søn". Denne søn kender gengældelsens evige love. Han ved, hvilken skæbne der venter hans bødler og beder i fornemmelsen af sin næstekærligheds altoverskyggende ild menneskeheden, der jo er den del af hans Fader, igennem hvilken gengældelsen fuldbyrdes, om at tilgive nævnte bødler, og bad dermed i virkeligheden om tilgivelse for alle "syndere" i verden. Thi når han ønskede tilgivelse for de største "syndere", kan det kun være en selvfølge, at han også ønsker tilgivelse for de mindre "syndere". Den til Faderen tilbagevendende "fortabte søn" har erfaret, at det et menneske sår, skal det høste. Han ved derfor, at menneskeheden kun kan høste tilgivelse ved at så tilgivelse. Da han ved, at tilgivelse af uret er næstekærlighedens og visdommens skønneste frugt, og at denne frugt igen er himmeriges rige, hvilket vil sige salighed eller den allerhøjeste og fuldkomneste form for oplevelse af livet, vidste han også, at hvis han kunne få menneskeheden til at tilgive uret, ville den derved blive løftet op til et højere plan, bort fra bødlers, røveres og morderes blodige og lidelsesfulde sfære. Han vidste, at hans rige da kunne blive af denne verden. Og derfor vil menneskeheden komme til, generation efter generation, ja i årtusinder, hvis det er nødvendigt, at lytte betaget til denne næstekærlighedens største begrundelse fra den med korset forenede gudesøns læber. Thi hvor Guds billede kommer til syne på det "levende kors" af kød og blod, der er mesteren født, der er Kristus blevet levende, der er det Guddommen selv, der taler. Og først her er vi færdige med Via dolorosa. Først her er smertens vej tilbagelagt og opfyldelsen af næstekærlighedsloven fuldbragt og vor ånd og sjæl helt overgivet i Guddommens varetægt. Og således forbundet med den almægtige Guddom eller værende ét med den evige Fader, kan ingen stridsvagt, fængsler, tortur, død og grave holde os fast. Vi er evigheden, tiden og rummet, vi er vejen, sandheden og livet.

Som vi her har set, er påskeevangeliet således ikke udelukkende en blot og bar fortælling om nogle personer, der engang har levet, men udgør derimod i virkeligheden den første fundamentale åbenbaring af åndsvidenskab eller Guds plan med det ufærdige jordmenneske. Ja, er det ikke netop selve åndsvidenskabens fødsel? Den er ganske vist ikke i sin bibelske ordform fremtrædende for os som en specificeret eller direkte konkret analyse. Men vi kan dog umuligt komme uden om, at den med sine specielle personer og det samlede drama, som sammenspillet af disse karakterer udtrykker, er et fuldstændigt symbol eller ligefrem korrekt udtryk for den skæbne, som hvert eneste enkelt jordmenneske lever i, og som uundgåeligt, ligeledes for hvert enkelt individ, må føre til den absolutte højeste sandhed og den heraf affødte højeste form for oplevelse af livet, en tilværelsesform, hvor livet er udrenset for alle de lidelser, sorger og bekymringer, menneskene nu sukker og stønner under, og fyldt med ikke blot de fuldkommenheder og opfyldelser af idealer, et jordmenneske i dag i sin mest fremskredne fantasi kan tænke sig og længes efter, men også udgørende en åbenbaring af guddommelig skabevælde i tilværelsesformer for oplevelse af liv, det endnu vil tage sekler af tid, før dets struktur kan rummes i en jordmenneskelig hjerne og tankeverden.

Foruden at være en historisk begivenhed er påskeevangeliet således et symbol på Guds plan med jordmennesket. Det er et billede af de almene erfaringer og oplevelser af fejltrin, der tilsammen danner den smertens eller korsfæstelsens vej, der er den absolut eneste, der fører til visdommen, til indvielse, til opstandelse. Personerne i dramaet er personerne i det daglige liv. Deres særprægede gode eller slette karakterer er dem, der i dag behersker alle jordmennesker indbyrdes og gør deres liv med dets krige, lidelser og sorger til et sådant drama, som påskeevangeliet udtrykker. De, mod nye idealer eller mere fremskredne ophøjede intellektuelle former, hadefulde "ypperstepræster", "skriftkloge" og "farisæere" udgør også i dag et særligt fremskridtsnedbrydende folkefærd. Hvad forrædere, stikkere eller Judas'er angår, har det vist sig, at disse heller ikke har været nogen sjælden eller ualmindelig type selv indenfor såkaldte højt kultiverede stater.

Alle naturlige, fremskridtsvenlige mennesker, der giver deres liv for de højeste menneskelige idealer, skaber forståelse og udvikling af virkelig næstekærlighed, skaber forståelse af internationalismen eller samhørigheden af absolut alverdens folk, stater og racer, væsener hvis førende eller bærende mentale indstilling netop er bekæmpelsen af al kollektiv såvel som individuel, al national såvel som personlig egoisme, eller væsener, der har viet deres liv til afskaffelsen af krig, såvel mellem nationer eller stater som mellem individer, alle der stræber efter - ikke mindst med deres eget liv som eksempel - at være til glæde og velsignelse for deres omgivelser, de udgør i dag i princip Bibelens disciple, der er ved at gøre alverdens mennesker til disciple af Kristus. Disse væsener er i virkeligheden, omend ubevidst, i en større eller mindre grad bærere af den hellige ånd, som verden allerede i årtusinder har længtes efter, og som i dag endnu mere end nogen sinde har aktualitet under begrebet en varig fred. Nævnte hellige ånd er således ikke det samme som en "omvendelse" af væsenet fra en for sit udviklingstrin naturlig levevis, til en for samme trin højst unaturlig eller fanatisk væremåde, således som så ofte misforstået og praktiseret. At være en discipel af Kristus er ikke et spørgsmål om at være døbt i folkekirken eller på lignende vis dette at være indrulleret i den eller den religiøse sekt eller bevægelses medlemskartotek, det er ikke et spørgsmål om at tilhøre Indre Mission eller Grundtvigianismen, det er ikke et spørgsmål om at være i Frelsens Hær eller at være adventist, baptist, metodist eller om at tilhøre nogen anden form for manifestation af "de sidste dages hellige". Ja, det er end ikke engang et spørgsmål om at være religiøs eller irreligiøs i den gængse bogstavelige form, der almindeligvis dækker sig under disse begreber. Den hellige ånd er ikke noget, der kan være et mentalt patent og ejes med eneret af et aktieselskab i form af den eller den religiøse menighed, sekt eller sammenslutning. Den hellige ånd er en guddommelig naturkraft, et element, der ligesom himmelen og sollyset er for alle mennesker. Den hellige ånd er noget, et hvilket som helst menneske møder i det "Gethsemane", der opstår der, hvor væsenet er kommet længst ud i egoisme og forfølgelse af sin næste, og hvor de tilbagevendte virkninger heraf ødelægger dets egen oplevelse af livet og glæden ved at være til, og hvor væsenet i angst for døden "sveder blod". Her hvor det er svigtet af alle, livsfarligt efterstræbt af sine fjender og med sine mest trofaste venner "sovende", bliver mødet med den evige Fader levende. De "blodige sveddråber" bliver til en lysende engels klædebon, og den tilbagevendte gudesøn råber til himlen: "Fader, ske ikke min, men din vilje". Og den fortabte gudesøn er blevet ét med det himmelske lys. Det jordiske menneskes fysiske legeme, det animalske kors, hvorpå samme væsen igennem sekler af tid, igennem tusinder af inkarnationer med sin egoisme og selvtilbedelse har korsfæstet sin egen identitet som gudesøn, som Kristusvæsen, er nu blevet et lysets symbol, ud fra hvilket næstekærlighedens altforstående og alttilgivende lysglorie vælder ud over verden, omgivelserne, medvæsenerne eller alt levende. Den "opstandne Kristus" vandrer levende rundt på det fysiske plan. "Den der har øren, han høre, og den der har øjne, han se".

Som vi her har set, er det ikke Bibelens opgave blot at fortælle om nogle mennesker, der engang har levet, deres meriter er i sig selv efterverdenen totalt ligegyldige, men derimod dette: igennem det virkelige daglige livs kendte foreteelser at vise, hvilke af disse foreteelser, der bringer lykke, og hvilke der bringer ulykke. Bibelen er ikke et digt, men en genfortælling af livets egen virkelige tale. Og denne tale kulminerer altså udelukkende i og omkring dette ene, at "man skal elske sin næste som sig selv", det er jo "al lovens fylde" og dermed åbenbaringen af al absolut fuldkommen eller allerhøjeste form for manifestation og oplevelse af livet.

Denne Bibelens mission bekræfter sig yderligere igennem den omstændighed, at den fremtræder i dag for os i form af to fundamentale afsnit: "Det gamle Testamente" og "Det nye Testamente". Det gamle Testamente viser den tilværelse, et folk får, der udløser egoismens kulmination i form af nationaldyrkelse og tro på sig selv som et udvalgt folk, der har ret til frit og ustraffet at kunne leve højt på andre menneskers bekostning. Vi ser således, at dette folk igennem årtusinder måtte leve i landflygtighed, forfulgt og stræbt efter livet af andre nationer eller de folk, det ellers ser ned på som hedninger. Vi ser i dette folks skæbne, hvorledes det går, når man lever i helligholdelsen af loven: "Øje for øje og tand for tand". Men vi ser også, hvorledes det netop i kraft af dette folks mørke skæbnetraditioner blev muligt for et geni med en overfor jødefolkets anskuelse total modsat moralsk anskuelse, at få så megen ørenlyd, at han herfra kunne sende en mental lysbølge af næstekærlighedsidealer ud til alverdens mennesker og bringe dem til at se opad imod næsten og til den i denne boende evige Guddom. Vi kan allerede i dag øjne, hvorledes jødefolket i forbindelse med de af dem opfattede hedninger efterhånden nu mere og mere forener sig til ét folk med én Gud i verden - ikke ved diktatur og rå magt - men udelukkende ved en indbyrdes kærlighed imellem nationer og individer verden over. Det er Det nye Testamentes sande evangelium og Bibelens kulminationsudtryk overfor den samlede menneskehed. Det er opfyldelsen af den velsignelse, som skulle blive alle jordens slægter til del igennem Abrahams sæd. Var det ikke netop således, hvortil så Det nye Testamente? Hvis Det gamle Testamente var et højeste evigt varende ideal, hvorfor så manifestationen af dets modsætning i form af Det nye Testamente? At Det nye Testamentes kerneideal er blevet anerkendt og accepteret af menneskeheden, bliver jo til virkelighed igennem den kendsgerning, at det nu igennem århundreder allerede har været autoriseret statsreligion. At den terminologi, i hvilken det guddommelige næstekærlighedsideal er blevet overleveret under begrebet kristendom, nu er stærkt degenererende og taber tilhængere, forandrer ikke den kendsgerning, at det stadigt er den hellige ånd, der er det virkeligt kulminerende objekt for nutidens såvel som for de kommende generationers inderste længsel. Dette bliver til urokkelig virkelighed igennem den omstændighed, at freden er blevet det mål, alle stater, regeringer og folk såvel som de enkelte individer, uanset race, mere og mere opdager, at de ikke kan leve foruden. Og freden er, som vi jo har set, netop det samme som næstekærligheden, der atter igen er det samme som den hellige ånd eller fornemmelsen af samhørighed af alle levende væsener, alt liv og al manifestation.

Som vi her er blevet bekendt med, er det ikke Bibelens værdi som historie eller som en beretning om mennesker og tildragelser i en svunden tidsperiode, der har skabt dens enorme succes eller udødelighed ned igennem århundrederne. Det er ikke dens historiske side, der har bevirket, at den er blevet en "bøgernes bog" og så at sige oversat til alverdens sprog. Det er ikke den omstændighed, at der har eksisteret en David eller Goliat, en Moses eller Elias, en Salomon eller en Abraham, en Jesus af Nazareth, en Judas eller Kajfas etc, der har skabt nævnte bogs position. Det er derimod udelukkende den omstændighed, at dens historiske beretning samtidigt er en urokkelig psykologisk beretning, en anskuelsesundervisning, der mere eller mindre er rodfæstet i dens interesserede læseres eget erfaringsmateriale eller uomstødelige kendsgerninger fra deres eget daglige liv. Denne Bibelens identitet som virkelig psykologi er ganske uafhængig af, om nævnte bog er historie eller fantasi. Den er et stykke urokkelig virkelighed ganske uafhængig af, om den er historisk sandhed eller ej. Bibelens fremtræden som et stykke fortidsberetning er således i virkeligheden en ganske underordnet side ved nævnte bog. Men da denne side hovedsagelig dækker den almengældende opfattelse, har vi altså i samme side for os det, vi almindeligvis kalder Bibelen.

Men som vi her har set, rummer nævnte bog en langt mere dybtgående og skjult side i sit indhold i form af dens identitet som et stykke psykologi. Med denne side i sin struktur hæver den sig totalt op over tiden og rummet. Dens psykologiske detaljer er evige love og principper. Derfor kunne Kristus med sandhed sige: "Himlen og jorden skulle forgå, men mine ord skulle ingenlunde forgå". Denne evige beståen af Jesu ord var ikke betinget af, at det netop var Jesu ord, men derimod af, at de var evige principper i den guddommelige verdensplan. Og således har Bibelen altså et skjult kerneindhold, igennem hvilket den bliver identisk med de evige principper i verdensplanen. Og det er dette, dens relativt skjulte kerneindhold, vi her har udtrykt som Bibelen inde i Bibelen. Denne Bibelen inde i Bibelen vil altså evigt bestå, selv om den ydre Bibels terminologi eller sprogmæssige foreteelser forandres eller forgår. Og med denne fortsættelse af eller indstilling til Bibelen inde i Bibelen vil den evigt være identisk med Guds ord eller Forsynets åbenbaring af den evige sandhed for enhver moden, sandhedssøgende gudesøn.