Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Som sikkert alle ved, gennemlever det europæiske fællesmarked i denne tid en overordentlig dybtgående landbrugskrise. Ikke på grund af misvækst eller dårlige afsætningsmuligheder, men i virkeligheden som konsekvens af det fordelingssystem, vi stadig betjener os af, og som i realiteten for længe siden har overlevet sig selv. I praksis giver dette sig udtryk i de europæiske landmænds utilfredshed med de herskende landbrugspriser. De mener ikke, at der består et rimeligt forhold mellem indsats, risiko og udbytte og henviser iøvrigt til de særdeles følelige omkostningsfordyrende virkninger af oliekrisen.

En nærliggende løsning på dette problem er naturligvis at hæve landbrugspriserne og derigennem tilfredsstille landmændene, men dette er ensbetydende med forhøjede fødevarepriser og dermed fordyrede leveomkostninger for hele Europas befolkning. Og dette igen vil sige forringet købekraft og dermed indirekte indtægtsnedgang for den enkelte forbruger. Den naturlige reaktion herpå vil være et krav om kompensation i form af løntillæg, men opfyldes dette, vil landmændene atter føle sig distanceret og således fremdeles. Vi er med andre ord vidne til et eksempel på det fænomen, vi kalder "inflation".

Vælger man i stedet at ignorere landmændenes utilfredshed, vil følgen hurtigt blive en følelig produktionsnedgang, idet mange landmænd enten frivilligt eller nødtvungent vil forlade erhvervet. Og resultatet vil atter blive fordyrede leveomkostninger for forbrugeren, idet den sædvanlige markedsmekanisme efter princippet om udbud og efterspørgsel hurtigt vil reagere på en sådan udvikling med stigende priser på fødevarer. Også her vil inflationsspøgelset altså vise sig.

Da inflation kan betragtes som noget i retning af en samfundsøkonomisk kræftsygdom er det naturligt, at man fra ansvarlig side bestræber sig for at bekæmpe inflationsfremmende mekanismer. I relation til landbrugskrisen består der den mulighed, at man imødekommer landmændenes krav gennem såkaldte nationale støtteordninger, der er det samme som tilskud fra de nationale statskasser. Men rent bortset fra, at sådanne foranstaltninger vil have finanspolitiske konsekvenser af inflatorisk natur er de i alvorlig strid med det europæiske fællesmarkeds grundlov, den såkaldte Romtraktat. Denne udelukker nemlig nationale støtteordninger, og det sker iøvrigt ud fra ønsket om at stimulere en udvikling, der gennem princippet om naturlig selektion eller udvælgelse gradvist fører til dannelsen af et optimalt rentabelt selvbærende fælles europa-landbrug karakteriseret ved, at man rundt omkring dyrker det, som ud fra geografiske, klimatiske og andre hensyn absolut bedst kan betale sig. De Forenede Stater repræsenterer et robust, men succesfuldt fortilfælde på en sådan udvikling.

Som vi har erfaret, røber der sig imidlertid en betydelig tilbøjelighed til på trods af Romtraktatens bogstav at benytte metoden med nationale støtteordninger som middel til at dæmme op for de kriseramte landmænds utilfredshed i de enkelte lande, og netop dette rummer skæbnesvangre perspektiver. For i stedet for en fælles landbrugspolitik får man en konkurrenceforvridende kapitalkamp mellem de forskellige medlemslandes statskasser og dermed i realiteten en sprængning af fællesmarkedet. Et sådant udfald hilses ganske vist velkomment af et stort antal mennesker, der til fulde ser deres længe nærede skepsis vedr. fællesmarkedets homogenitet og solidaritet bekræftet. Og nægtes kan det sandelig heller ikke, at det er et storstilet eksempel på nationalegoisme, der demonstreres - så at sige for åbent tæppe - og endnu engang bekræfter det gamle ord om, at ånden er redebon, men kødet skrøbeligt. På den anden side ligger der også en opgave i at gøre forsøg på at se bag om tingene for at øjne deres kosmiske pointe. Det gælder nemlig her som i de fleste andre af livets forhold, at tingene ikke kun er det, de umiddelbart ser ud til at være, men ofte noget helt andet og langt mere omfattende. Således er den fælles-europæiske landbrugskrise heller ikke kun en opvisning af mere eller mindre utilsløret nationalegoisme, men i endnu højere grad en demonstration af gensidig mellemfolkelig afhængighed, der viser hen til nødvendigheden af det bestående fordelingssystems sanering. En nordjysk landmand er f.eks. ikke længere upåvirket af, hvad en belgisk eller syditaliensk kollega producerer, og en parisisk forbruger er ikke længere upåvirket af, hvad en irsk eller engelsk landbrugsproducent får i løn for sit arbejde. Og dette indbyrdes afhængighedsforhold gælder tilmed ikke kun inden for landbrugssektoren, men omfatter hele det europæiske forbrugsområde, der ydermere er følsomt over for det, som foregår uden for fællesmarkedet - altså i resten af verden. I virkeligheden er der tale om et begyndende opbrud af meget stærke kosmiske kræfter, der med udgangspunkt i jordklodevæsenets sjæleliv sigter mod dannelsen af et verdens-cooperativt produktions- og fordelingssystem, der med hensyn til sine ydelser ikke er motiveret af enkeltpersoners håb om profit, men af et fællesmenneskeligt ønske om at tjene livet og guddommen og derigennem mennesket selv. For - som det i en kommende række artikler skal søges belyst - kun igennem etableringen af et sådant verdensomspændende livstjenende produktions- og fordelingssystem vil de problemer og kriser, som nu hjemsøger menneskeheden, kunne såvel løses som forebygges. Og kun på dette grundlag vil det enkelte menneske kunne sikres den løn for sit livs arbejde, der består i dækning af alle naturlige og rimelige livsfornødenheder. I praksis er der nemlig intet som helst i vejen for virkeliggørelsen af et sådant verdensomspændende velstandssamfund. Dets realisering afhænger udelukkende af menneskets villighed til at fordele energiressourcer, arbejdskraft og sidst, men ikke mindst føde på en optimalt hensigtsmæssig måde. For det globale velstandssamfund indtager landbruget nemlig en aldeles suveræn og altafgørende nøgleposition. Nu som førhen gælder det nemlig i første række om at bjerge det nøgne liv. Er det først klaret, står alle andre muligheder åbne; det gælder blot at strække hånden ud og gribe dem. Udgangen på den europæiske landbrugskrise har således ikke blot interesse i et kort indkomstpolitisk perspektiv, men bør langt mere kalde på vor opmærksomhed med henblik på den rolle, dette erhverv er bestemt til at skulle spille i et kommende verdenssamfund.