Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Forts. fra forrige nummer)

 

I det hele taget kan vi sikkert blive enige om, at vort psykiske velbefindende i ret høj grad er bestemmende for, hvor let vi lader os irritere - altså om vor frustrationstærskel ligger på et højt eller et lavt niveau.

Men hvad er bestemmende for vort psykiske velbefindende? - Hvad bestemmer, hvordan jeg har det rent psykisk? - Der er utvivlsomt mange svar på dette spørgsmål (bl.a. "mit fysiske velbefindende"). Men for at belyse andre sider af emnet vil jeg gerne inddrage en kendt psykolog ved navn Rogers. Han taler om, at vi alle er udstyret med et IDEAL-JEG; altså nogle ideale forestillinger om, hvordan vi gerne vil slå til på forskellige områder, det være sig faglige som sociale og menneskelige. Vi har samtidig en SELV-OPFATTELSE, hvilket altså vil sige den opfattelse, vi har af, hvordan vi slår til. Medens IDEAL-JEGET altså repræsenterer vore ønsker og krav til vore egne evner, er SELV-OPFATTELSEN udtryk for, i hvilken grad vi mener, at vi evner at leve op til disse krav. Såfremt IDEAL-JEGET blot er lidt hævet over SELV-OPFATTELSEN har vi derved en naturlig spore til selvudvikling. Men er diskrepansen alt for stor, kan det i høj grad påvirke det psykiske velbefindende i uheldig retning. Og det er her værd at lægge mærke til, at en sådan overdimensioneret diskrepans kan opstå både ved et urealistisk højtflyvende IDEAL-JEG og ved en alt for lav SELV-OPFATTELSE - evt. ved begge i forening.

Heraf ser vi, at det er af væsentlig betydning for vort psykiske velbefindende, at vi ikke stiller større forventninger til os selv, end vi med rimelighed er i stand til at leve op til. Er vore forventninger til os selv så høje, at vi gang på gang må opleve, at vi ikke kan leve op til dem - ja, da kan vi let komme ind i en permanent følelse af utilfredshed med os selv - vort psykiske velbefindende påvirkes i ugunstig retning.

Nu er det nok således, at påmindelser om diskrepansen mellem vort IDEALJEG og vor SELV-OPFATTELSE har en uhyggelig tendens til at genere os - altså til at påvirke vort psykiske velbefindende i ugunstig retning. Vi får - bevidst eller ubevidst - en yderst uvelkommen påmindelse om et eller andet "svagt" punkt i vor personlighed. Måske skubber vi sådanne påmindelser fra os, hvilket altså vil sige, at vi går rundt med en SELV-OPFATTELSE, som er ude af kontakt med realiteterne.

Når irritationsfornemmelsen er ubestemmelig eller diffus, skyldes det netop, at den "svage" side, vi mindes om, er utilstrækkeligt erkendt af os selv - eller selv om den måske nok er erkendt (med forstanden), så er den ikke accepteret (med følelserne).

Som eksempel på en sådan utilstrækkelig bevidsthedsudvidelse kan vi tænke os en societydame, der bliver irriteret over en bramfri sømand. Hun har måske nok erkendt, at hun trods hans ligefremme og måske noget grove opførsel føler sig seksuelt tiltrukket af ham, men hun har ikke accepteret det. Var han derimod en berømt skuespiller, kunne hun bedre acceptere sin seksuelle tiltrækning. Det er altså ikke seksualfølelsen i sig selv, hun ikke kan acceptere, men kombinationen: sømand - seksualfølelse. Hun er altså snobbet - og det accepterer hun ikke hos sig selv. Da hun altså ikke accepterer et bestemt træk i sin egen personlighed (nemlig snobberi), vil påmindelser om dette personlighedstræk blive fortrængt dvs. skubbet bort fra bevidsthedens klare lys. Vor fine societydame bliver derved ude af stand til at identificere den egentlige årsag til sin irritationsfornemmelse, som var en påmindelse om, at hun i realiteten var snobbet. Irritationsfornemmelsen kan da kun opleves som diffus og ubestemmelig.

Føler vi os behersket af irritationsfornemmelser, er der altså store chancer for, at det har noget at gøre med, at vi ikke helt og fuldt accepterer os selv på godt - og navnlig ondt. De mennesker eller situationer, der fremkalder irritation hos os, er altså højst sandsynligt nogle, der på en eller anden måde (måske skjult for os selv) minder os om - eller aktiverer - noget hos os selv, som vi ikke helt har accepteret.

Der forekommer sandsynligvis mange tilfælde, hvor vi ikke i detailler kan identificere det, der har sat irritationsfornemmelsen i gang. Man er ofte blot diffust irriteret, når den eller den situation optræder, eller den person viser sig. I mange tilfælde kan man blot sige: "Jeg bliver så irriteret, når han kommer gående, eller når den situation opstår". Og det generer os sandsynligvis langt mere, når det er ubestemmeligt, og derfor vil vi være tilbøjelige til at finde en eller anden forklaring eller konkret ting at hæfte fornemmelsen op på: "Det er hans skæg, der irriterer mig eller hans stemme, hans overlegne optræden" eller andet. Det virker ligesom tilfredsstillende at få det konkretiseret - så har man ligesom mere hold på irritationsfornemmelsen (tror man da) - og hvad der er endnu "bedre": man ligesom flytter ansvaret bort fra sig selv.

Men lad os nu tænke os, at den person, der er genstand for irritation, har den "enestående" og usandsynlige evne at fjerne alle de tilbøjeligheder hos sig selv, som irritationsafsenderen som resultat af sin rationalisering har udpeget som ansvarlig for irritationen. Det vil altså sige, at han har barberet skægget bort, rettet sin stemme osv. osv. - - Hvad så? - Hører irritationen da op hos afsenderen? - Nej, absolut ikke! Nu er han måske "så irriterende rigtig" - eller han er irriterende "fordi han aldrig gør noget forkert", "han er så korrekt" osv. - hvilket sandsynligvis gør situationen endnu mere utålelig for den, der er afsender af irritationsfornemmelsen. Og hvad er grunden andet end dette, at selve årsagen til irritationen ikke er fjernet? Ja, den er måske endnu længere fra at være fjernet, thi nok er "sandskornet" fjernet, men tolerancen er ikke øget. Og hvorfor ikke? Fordi afsenderen endnu ikke har lært at acceptere sig selv - lært dels at erkende (med forstanden), og hvad der er endnu vigtigere: at acceptere (med følelserne) sine egne svagheder.

Her vil nogen måske sige: "Jamen, folk kan nu opføre sig så idiotisk eller sige ting, som det er helt naturligt, at man bliver irriteret over". - Absolut ja. Vore irritationsfornemmelser er i høj grad naturlige, hvilket vi kan forvisse os om ved et øjeblik at tænke lidt over vor naturlige arv fra dyreriget. Derfor bør vi også acceptere vore egne irritationsfornemmelser. Netop herved vil vi kunne undgå de bevidsthedsblokeringer, som kan hindre os i at finde den rette sammenhæng i de processer, der fører til irritationsfornemmelserne.

I den forbindelse er det imidlertid interessant at lægge mærke til, at det slet ikke er den mest afvigende adfærd, der fremkalder den største grad af irritation - oftest endog tværtimod. Vi har således lettere ved at acceptere et lille barns umodne opførsel eller et naturmenneskes primitive reaktioner end adfærdsformer, der ligger nærmere op ad vore egne. - Hvorfor? - Jo, de sidstnævnte rører hyppigt ved noget i os selv, som vi stadig kæmper imod, hvorimod det mere primitive eller umodne måske er tilbagelagt terræn.

Vi generes således mest af påmindelser om tilbøjeligheder eller dårlige vaner, som vi endnu ikke helt har overvundet hos os selv - og den væsentligste grund er, at vi ikke har accepteret dem - ja, måske endog ikke erkendt dem med vor forstand. Måske er de fortrængt fra dagsbevidstheden som i tilfældet med føromtalte dame.

Skal vi befri os selv for generende og irriterende irritationsfornemmelser, da vil det nok være en god ide at begynde med at gøre en indsats for at erkende og acceptere sine egne tilbøjeligheder, vaner og behov af hvad art, de end måtte være. Og her føler jeg mig overbevist om, at man er forholdsvis heldig stillet, når man har adgang til logiske og naturlige forklaringer på, at vi netop er belastet med sådanne vaner og behov. - Og har ikke netop Martinus, som igennem sine kosmiske analyser har afdækket livsmysteriet og forklaret det levende væsens udviklingsforløb, bragt os i denne heldige situation?