Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I forbindelse med behandlingen af emnet "den uanstændige skønhed" (Kosmos nr. 8, 9, 10) blev det berørt, at menneskeheden under indflydelse af jordklodens forcerede udviklingstempo i de kommende tretusinde år måtte påregne selv at blive genstand for en yderst koncentreret og radikal udvikling, der under sit forløb ville give sig udslag i en omfattende forvandling af det jordiske menneske, således at det ved periodens udløb ville fremtræde som det færdige eller rigtige menneske. Ja, så omfattende vil denne forvandling være, at det stiller endog meget store krav til selv den dristigste forestillingsevne blot at kunne følge den som et tankeeksperiment. Og endnu sværere er det naturligvis at forstå, at der kan eksistere noget naturligt grundlag for denne forvandling, således at den kan betragtes som et resultat af udvikling - ganske vist yderst koncentreret udvikling, men dog udvikling. Umiddelbart synes der nemlig snarere at være tale om et mirakel, der er udslag af en aldeles ufortjent guddommelig nåde, og således er sagen da også gennem århundreder blevet opfattet inden for adskillige okkulte selskaber og mysterieretninger, hvor man på et eller andet grundlag har været i besiddelse af denne strålende fremtidsvision af mennesket, men ikke har forstået dens baggrund og grundlag. Som det imidlertid skal søges belyst i denne artikel vil det jordiske menneskes forcerede forvandling til rigtigt menneske under forløbet af de kommende tretusinde år på ingen måde kunne betragtes som resultat af hverken guddommelig nåde eller guddommelige mirakler, men derimod som resultat af en udvikling, hvis vigtigste ingredienser og dermed drivende kræfter har været det enkelte menneskes blod, sved, tårer, lidelser og skuffelser gennem utalte årmillioner - først som dyr på alle mulige udviklingstrin, og siden som jordisk menneske på en tilsvarende vældig skala af udviklingstrin. At blive rigtigt menneske er således ikke nogen mirakuløs foræring, men derimod udtryk for, at en omfattende kosmisk skabelsesakt trin for trin har fuldbyrdet sig, en skabelsesakt, der bl.a. ikke havde været mulig uden døden som medaktør. Ja, så stor og vigtig en rolle har døden i virkeligheden spillet, at der i forbindelse med frembringelsen af det rigtige menneske ligefrem er grundlag for at tale om dødens nødvendighed.

Dette kan sikkert lyde mærkeligt i en kultur, der som vor i udpræget grad er præget af dødsangst. Ja, endog i så høj grad, at det nærmest er tabu blot at tale om døden. Ikke desto mindre er døden livets betingelsesløse forudsætning, og ikke mindst i den fysiske verden, der som andet steds oplyst rent kosmisk er et plan for organismeomsætning med henblik på bevidsthedsskabelse og dermed udvikling. Vi skal i det følgende betragte døden under en række synsvinkler, hvor den klart og tydeligt kommer til syne som en forudsætning for livets opstigen og udvikling.

For at få det fulde udbytte af disse betragtninger er det naturligvis i første række nødvendigt at være fortrolig med dødens sande kosmiske natur, der kan defineres som "organisme-afkastning".

Som allerede begrebet antyder, omfatter det levende væsen andet og mere end den fysiske organisme, nemlig en udødelig kosmisk struktur, der muliggør en fuldt tilfredsstillende livsudfoldelse på et åndeligt, eller rettere parafysisk materieplan. D.v.s. et materieplan, der vibrationsmæssigt ligger uden for fysiske sansers og måleinstrumenters rækkevidde. Det er denne kosmiske struktur, der primært repræsenterer det levende væsen, medens den fysiske organisme i virkeligheden blot kan betragtes som en kunstig tilbygning, der tjener det ene formål at gøre det levende væsen manifestations- og sansedygtigt på det fysiske materieplan.

Betydningen heraf ligger i, at det fysiske materieplan rummer helt specielle forudsætninger for udvikling af intellektualitet og humanitet, der igen danner forudsætning for det levende væsens fremtræden som rigtigt menneske. Dette beror på den fysiske materies store træghed. Den lader sig ikke som den parafysiske materie bevæge på grundlag af viljekraft alene, men må møjsommeligt bevæges gennem direkte påvirkning af den fysiske organisme.

Formålet med denne fysiske materiemanipulering er at tilfredsstille visse ønsker og begær, og her i allerførste række behovet for føde, idet føde jo er en forudsætning for organismens opretholdelse. Imidlertid eksisterer føden udelukkende i form af andre levende væseners fysiske organismer, der således på en eller anden måde må bringes til definitiv underkastelse. Og da denne underkastelse leder til fødeemnernes undergang og opløsning som organismer for andre levende væsener betragtet, ses det, hvorledes både døden og drabet kommer ind i tilværelsen som forudsætninger for livets opretholdelse. I den fysiske verden er i virkeligheden alle levende væsener fødeemner for hinanden, og det er just derved, at denne verden kommer til at fremtræde som et plan for organismeomsætning med døden og det dræbende princip som bærende grundlag.

Som man vil se er livsbetingelserne i den fysiske verden kendetegnet ved, at praktisk taget alle levende væsener på en og samme tid er afhængige af og i opposition til dødens princip, nemlig på den måde, at alle er afhængige af føde, samtidig med at man for hver enkelts vedkommende er interesseret i at undgå selv at komme til at spille rollen som netop føde.

Just denne verdensorden har til alle tider vakt undren hos mennesket, og man har i mange tilfælde været tilbøjelig til at vurdere den som ond og djævelsk. Det skyldes imidlertid, at man er henvist til at anskue den under en rent fysisk og dermed yderst begrænset synsvinkel. Anskuet under en altomfattende kosmisk synsvinkel kommer samme verdensorden nemlig til syne som guddommelig genialitet derved, at den rummer en altengagerende spore til udvikling. Som kræfterne nemlig virker, er det i alles interesse at udvikle både evnen til at beskytte den personlige organisme og evnen til at overvinde de andres organismer. Og da begge disse evner på en og samme tid er et spørgsmål om bevidsthed samt effektivisering af den personlige fysiske organisme, resulterer netop det fysiske materieplans verdensorden i såvel bevidsthedsskabelse som organismeudvikling. Imidlertid er begge disse kosmiske "gevinster" udelukket uden dødens medvirken, og det må derfor betragtes som en lykke for de levende væsener, at netop døden er en obligatorisk institution i den fysiske verden. Var det levende væsen nemlig forskånet for døden, ville for det første en grundlæggende udviklingsmæssig tilskyndelsesfaktor mangle. Og dertil ville de levende væsener uhjælpeligt være bundet til en bestemt fysisk organisme én gang for alle, hvilket praktisk taget helt ville udelukke den organismeforvandling, hvoraf såvel sansemæssig som manifestationsmæssig effektivisering og dermed udvikling afhænger. Og følgen heraf ville igen være, at der heller ikke blev tale om den erfaringsdannelse og fornyelse af livsoplevelsen, hvoraf bevidsthedsskabelse afhænger. Vi kan med andre ord allerede på dette elementære grundlag erkende, at døden er en nødvendig faktor i tilværelsen.

Betænker man den angst for døden og den trang til afvisning af døden, som kendetegner det moderne civilisationsmenneske, ville det i høj grad være ønskeligt, at en revision på dette område kunne finde sted. Og et første skridt i den retning er naturligvis en erkendelse af menneskets og forøvrigt alle andre levende væseners udødelighed, idet døden herved automatisk vil blive reduceret til et anliggende, der angår den fysiske organisme. Et næste skridt i samme retning vil være en erkendelse af dødens nødvendighed som middel til højere udvikling og dermed større fylde i livsoplevelsen. Og endelig kunne man tale om et afgørende skridt, dersom det kunne lykkes at påvise døden som et fænomen, der i en lang række tilfælde markerer sig som det levende væsens forbundsfælle - således også menneskets forbundsfælle. I forbindelse med udødelighedstanken ville døden derved blive forlenet med et skær af ikke alene harmløshed, men også i en lang række tilfælde ligefrem ønskværdighed.