Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

På grundlag af det her omtalte vil det kunne forudses, at en tiltagende indflydelse fra den intellektuelle pols side på alle områder vil medføre en forandring af det levende væsens situation, således også på kærlighedsområdet. Med de intellektuelle anlægs fremvækst vil der nemlig automatisk opstå et stadig bredere kommunikationsspektrum mellem væsenerne, nemlig på den måde, at der opstår interessefællesskaber, som dyrkes og udvikles på tværs af de restriktioner og skranker, som de kønsorienterede sympatier og antipatier rejser. Og ikke alene kan de udfoldes på tværs af disse skranker, men i virkeligheden også bidrage til deres nedbrydning. Dette fremgår alene af det faktum, at der mellem væsener af samme køn kan opstå så stærke interessebånd, at de begynder at tåle sammenligning med de, som i forvejen består mellem væsener af modsat køn, og hvad enten man synes om tanken eller ej, må man forstå, at vi i form af disse interessefællesskaber har føling med søluften i nærheden af næstekærlighedens hav. Som udviklingen skrider frem, vil nævnte interessefællesskaber komme til at spille en mere og mere omfattende rolle i hvert eneste menneskes liv og bidrage til, at der opstår sympatisk orientering med retning mod den eller de personer, der deltager i fællesskabet, fuldstændig uafhængigt af deres køn, alder, skønhed eller andet, der hører det emotionelle seksualprincip til. Man kan lide dem og kommer til at holde af dem på grund af det, de udfolder gennem deres personlighed, og deres fysiske fremtræden er i forhold hertil af fuldstændig underordnet betydning. Og det gør man af principielt samme grund, som når det drejer sig om sympatier på det emotionelle seksualområde, nemlig fordi man registrerer denne udfoldelse som behag, som noget der glæder og beliver en, kort sagt som kærtegn.

Betragter vi det menneskelige samfund af idag kan vi ikke undgå at få øje på, at denne udvikling allerede er i fuld gang, og endog så mærkbart, at det i adskillige tilfælde fører konflikter med sig, nemlig konflikter der skyldes konfrontation mellem de to former for fællesskab. Disse konflikter former sig på den måde, at der hos den ene eller den anden part i et fællesskab, der baserer sig på den emotionelle seksualisme, opstår jalousi mod de interesser, der på intellektuelt plan medfører dannelsen af fællesskaber til anden side, selvom disse alternative fællesskaber ved deres natur på ingen måde betegner nogen konkurrence til det allerede i forvejen bestående seksuelle fællesskab. Det vil altså i virkeligheden sige konflikter, der har sin rod i en manglende erkendelse og forståelse af, at mennesket gennem de intellektuelle anlægs vækst og frembrud ændrer format på en måde, der ikke lader sig rumme inden for det emotionelt-seksuelle fællesskabs rammer. Man overser kort sagt, at et fremskredent menneskes interesser er en lige så vigtig del af personen som vedkommendes organisme, og at disse interesser derfor i lige så høj grad som denne har behov for tarv og pleje. Denne erkendelse hører derfor til en af de vigtigste, der trænger sig på i vor tid, idet den på afgørende vis vil åbne menneskets øjne for et umådeligt løfterigt og frugtbart udfoldelsesområde, som det er i dets egen mest udprægede interesse at tage op i størst muligt omfang.

Og hvad vil denne udvikling så i sidste instans føre med sig? - Simpelt hen at mennesket fra nu blot at have føling med søluften i nærheden af næstekærlighedens hav får direkte berøring med dette hav selv. Dette sker i det øjeblik, det intellektuelle polanlæg har nået en sådan bæredygtighed, at det i lighed med det emotionelle kan befordre seksuel tilfredsstillelse eller orgasme. Dette er ganske vist en situation, der ikke ligger lige for, idet den ifølge Martinus først indtræder på den anden side tærskelen til det rigtige menneskerige. Men det ER ikke desto mindre det mål, den igangværende udvikling sigter imod. Gennem en lang række mellemstadier og kompromisstadier nås seksuel funktionsdygtighed på det intellektuelle plan langsomt men sikkert, og en skønne dag indtræder for første gang den intellektuelle klimaksoplevelse, der som sagt er anderledes i sin karakter og intensitet end den emotionelle. Især på eet punkt adskiller den sig fra denne, nemlig derved at medens den emotionelle klimaksoplevelse fører til en forstærket optagethed og fortabelse i sig selv på bekostning af koncentrationen på partneren, fører den intellektuelle klimaksoplevelse til den stik modsatte situation. Her forstærkes i enorm grad indtrykket af denne, og på en måde der har karakter af et så at sige lysende klarsyn, der medfører, at partneren på en og samme tid identificeres som en repræsentation af universalvæsenet Gud og som en del af een selv; og den intellektuelle klimaksoplevelse ledsages derfor altid af en ubeskrivelig lykkefølelse, der oplader parterne med en enorm kraft og inspiration til at udfolde sig for hinanden med hele deres skabende begavelse. Den intellektuelle seksualisme bliver herved yderligere kendetegnet ved, at de implicerede parter frem for alt ønsker at give hellere end at tage, hvorved den antager karakter af gavekultur på et plan, der med rette kan kaldes livskunstens. Og netop fordi denne seksualisme dyrkes på grundlag af individernes intellektuelle anlæg, og dertil som middel til nydelse langt overgår den emotionelle, vil man forstå, at den ikke alene vil blive foretrukket frem for denne, men at den også udfolder sig totalt frit og uafhængigt af de skranker, der kendetegner netop den emotionelle seksualisme. Og hvordan går det med noget, som ikke bliver brugt? - Det degenererer og sygner hen for til slut at antage en latent tilstand. Dette er da også den skæbne, der på længere sigt venter menneskets kønspræg. Fra nu at være enten et han- eller hunkønsvæsen vil det langsomt forvandle sig til et væsen, der optager og forener både det maskuline og det feminine princips allerfornemste træk i sin personlighed. Det vil da ikke være hverken han eller hun ELLER både han og hun. Det vil derimod være et færdigt og fuldkomment menneske i Guds billede og lignelse, højt hævet over nogen som helst form for kønspræg. Og det vil på dette grundlag være naturligt kvalificeret til at udøve en ren og lysende næstekærlighed, der er til gensidig lykke og velsignelse for det selv og for alle, det kommer i berøring med - på hvilket plan det så måtte være.

Man vil forstå, at tretusinde år - målt med det hidtidige udviklingstempo - er meget kort tid til blot at nå i nærheden af dette mål. At den dobbeltpolede tilstand imidlertid ikke er blot fri fantasi hos Martinus, men derimod en konkret realitet i naturen, forekommer der heldigvis adskillige vidnesbyrd om. Især hvis man giver sig til at studere planteriget. Umådelig mange planter er som bekendt dobbeltkønnede, og den dobbeltkønnede tilstand røber sig som ligeledes bekendt umiddelbart i deres blomster, idet disse i en lang række tilfælde bærer både han- og hunkønspræg . Nu opfattes blomster jo i almindelighed som indbegrebet af renhed og skønhed, ja i så høj grad at de tages til indtægt for dannelsen af metaforer. "Ren som en lilje; skøn som en blomst; vidunderlig som en nyudsprungen rose; blomsten af nationens ungdom" osv., osv. er almindelig kendte vendinger, der alle som en markerer, at mennesket akcepterer blomsten som noget helt enestående. Også Martinus slutter sig til denne opfattelse og går endog så vidt som til at sige, "at så længe der findes en blomst på jorden, vil mindet om en højere verden ikke kunne slettes ud". For Martinus er blomster altså repræsentanter for en højere verdens principielle natur og karakter.

Dette harmonerer udmærket med, at væsenerne i de højere verdener undtagelsesløst er dobbeltpolede, dvs. fremviser en harmonisk forening af det maskuline og det feminine princip, idet denne tilstand er selve grundlaget for den udfoldelse af næstekærlighed, der bevirker, at de pågældende verdener rent faktisk ER højere verdener. Men hvordan kan det gå til, at blomsterne - og med dem planterne - er præget af de højere verdeners insignier, samtidig med at de repræsenterer et endnu lavere udviklingstrin end både dyrene og menneskene, der jo indskrænker sig til at være enkeltpolede? - Forklaringen er simpelt hen den, at planterne, trods deres tilstedeværelse i den fysiske verden, endnu befinder sig så "tæt" på en fortid som borgere i udviklingskredsløbets højeste verdener, at de stadig bærer præg af de centrale organiske forudsætninger, som betinger dette borgerskab, altså den dobbeltpolede tilstand. Denne dobbeltpolede tilstand er imidlertid på den anden side efterhånden blevet tillempet den fremtid som enkeltpolet kønsvæsen, som planten går i møde, og som vil være nået, når den har fuldbyrdet forvandlingen til dyr, og dette viser sig på den måde, at den fremtræder som - ikke alene dobbeltpolet, men også dobbeltkønnet. Netop det kønsmæssige med dets tilknytning til forplantningsprincippet indikerer, at den udviklingsmæssige kurs for denne væsenskategori går mod dyreriget, og det betegner dermed en modsætning til menneskets fremtidssituation, der som foran forklaret indebærer en eliminering af det kønsmæssige til fordel for en komplettering af det personlighedsmæssige. Og at denne forvandling for menneskets vedkommende vil være en vinding, der til fulde opvejer tabet af kønspræget, bærer blomsten i dens egenskab af repræsentant for de højere verdener i virkeligheden også bud om. Betragter vi nemlig en blomst nærmere og overvejer, hvad der er den dybeste hensigt med den, vil vi blive nødsaget til at erkende, at den ikke er noget som helst andet end een eneste betingelsesløs opfordring til seksualisme, og - målt med fattig menneskelig alen - tilmed en yderst uanstændig opfordring, idet blomsten jo i virkeligheden er et yderst raffineret eksempel på exhibitionisme - altså udstilling af kønsorganer. Men så vidunderlig skønt og elegant praktiseres denne exhibitionisme, at det kosmisk bevidstløse jordiske menneske dårligt har bemærket det, men tværtimod betragter blomsterne som det reneste og skønneste af alt i verden. Det lover derfor godt, at denne uanstændige skønhed i virkeligheden er en hilsen og budbringer fra netop de højere verdener, der i takt med den videre udvikling vil komme til at tjene som menneskehedens fremtidige kosmiske bolig.