Kosmos 1974/9 side 99
Sommeren er Guds ånds kulmination i fysisk materie
Naturen holder pinsefest. Livet spirer frem alle vegne. De lange dage med lys og varme, med farve og duft, med tusinder af små strubers lovsang mod skyerne, med ferier, udflugter, skovture, fest og glæde er atter nået frem til vore nordlige breddegrader, har trængt den kulde og det mørke bort fra vor zone, vi kalder "vinter", og dermed atter givet os sommeren tilbage. Denne gave eller dette tilbagevendende liv er Guds ånds kulmination i materiel eller fysisk form. Thi der, hvor Guds ånd kulminerer, opstår altid livet eller sommeren, medens vinteren fremtræder der, hvor samme ånd forekommer i latent form. Dette er ikke nogen symbolsk lignelse, men direkte og absolut virkelighed. Guds ånd er nemlig ikke en person, ikke noget overnaturligt, ufatteligt eller uvirkeligt, men er en realistisk kendsgerning i form af den underbare kraft, der som identisk med "bevidsthed" lader alle levende væsener fornemme tilværelsen og derved gør dem identisk med livet.
Guds ånd består af en mørk og en lys del, en ufuldkommen og en fuldkommen, hvor den lyse og fuldkomne del er den primære
Guds ånd er altså det samme som fornemmelsen af livet. Denne fornemmelse indgår i de levende væsener i form af "tanke". Tanker formerer sig igen i de samme væseners skabeevne og lader derved nye tanker, nye bevidsthedsfelter komme til syne for deres undrende "selv" eller "jeg", og giver derved dette prædikatet "levende væsen". Guds ånd er således identisk med absolut alt, hvad der forekommer i form af tanke, bevidsthed eller liv. Men da livet for at kunne opleves må fremtræde i kontraster, blev lys og mørke, sommer og vinter, kulde og hede, behag og ubehag, medgang og modgang osv en kendsgerning overalt, hvor Guds ånd i form af livets oplevelse gør et "noget" til "et levende væsen". Man må således forstå, at en ting umuligt kan opleves uden på basis af dens kontrast. Hvidt kan således kun opleves i kraft af, at der samtidigt findes noget, der ikke er hvidt, og sort kan kun opleves, hvis der samtidigt findes noget, der ikke er sort, og således med en hvilken som helst ting. Den kan kun opleves på basis af, at der samtidigt findes noget, med hvilket den ikke er identisk. Den guddommelige ånd vil da også i sin kosmiske analyse være at udtrykke som en i et utal af grader af forskellig styrke fremtrædende energi. Det er disse forskellige styrkeforhold, der ligger til grund for alle kontrastforhold indenfor tilværelsen. Disse samlede grader af styrkeforhold i udfoldelsen af den guddommelige ånd repræsenterer en stigende skala fra en mindre til en mere stærk udfoldelse. Den mindre stærke udfoldelse ligger til grund for det, vi kalder "ufuldkommenhed", medens den stærkere udfoldelse ligger til grund for det, vi kalder "fuldkommenhed". Begge de to former for udfoldelse udtrykkes også henholdsvis som "mørke" og "lys". Den guddommelige ånd vil således i sin kosmiske analyse være at inddele i en "mørk" og en "lys" del.
I absolut forstand kan intet dræbe og ingen dræbes
I henhold til LIVETS BOG er alle levende væsener evige realiteter og oplever livet i form af kæmpemæssige udviklingsepoker eller afsnit, der i samme bog er blevet udtrykt som "udviklingsspiraler" eller "spiraltrin". Ethvert sådant trin udgør netop et afsnit, hvor de levende væsener først oplever den guddommelige ånd i latent form eller i den mindre stærke udfoldelse og dernæst i fuld udfoldelse eller kulmination. Som det også er læserne af nævnte bog bekendt, fremtræder et sådant "spiraltrin" i seks mindre trin eller afsnit. Af disse er de to første almindelig bekendt. De udgør nemlig det, vi kalder "planteriget" og "dyreriget". Dernæst kommer "menneskeriget", til hvilket det jordiske menneske kun delvis hører, idet det i stor udstrækning endnu er underkastet dyrerigets livsbetingelse og indtil en vis grad må dræbe for at leve. Ved at dræbe må her som overalt i mine artikler kun forstås lemlæstelse eller ødelæggelse af et levende væsens legeme; thi i absolut forstand kan intet dræbe og ingen dræbes. De levende væseners "selv" eller "jeg" er ikke "det skabte", men "skaberen" og som sådan utilgængelig for alt ophør, thi kun hvad der er "skabt", kan opløses eller forgå.
Det jordiske menneske udgør altså et overgangsvæsen mellem en "udviklingsspiral"s andet og tredie trin eller "dyreriget" og "menneskeriget". De næste tre trin i spiralafsnittet er helt af overfysisk natur og derfor kun tilgængelige for okkulte eller overfysiske sanser.
I det andet af spiralens seks trin, hvilket vil sige "dyreriget", er den guddommelige ånd mest latent, medens den er i kulmination i det femte af de samme trin. Dette trin er i LIVETS BOG udtrykt som "den guddommelige verden". Når jeg her udtrykker den guddommelige ånd som latent, betyder det naturligvis ikke, at samme ånd er i uvirksomhed, thi sligt kan aldrig finde sted, men derimod dette, at den, hvor mærkeligt det så end måtte forekomme den begyndende åndsforsker, kulminerer i - fejltagelser. Fejltagelserne må nemlig lige så nødvendigt skabes som det modsatte. Fejltagelser er jo det samme som "ufuldkommenhed", og uden ufuldkommenhed ingen "fuldkommenhed". I dyreriget kulminerer den guddommelige ånd altså i ufuldkommenhed.
Menneskene har forestillet sig "djævelen" og ikke Guddommen som ophav til "det onde", men "mørket" er lige så uundværligt og guddommeligt som "lyset"
Da ufuldkommenhed altid sluttelig må resultere i "ubehag", medens fuldkommenhed sluttelig absolut vil afføde "behag", har jordens mennesker allerede længe skelnet mellem de to former for udfoldelse af den guddommelige ånd, men naturligvis i stor udstrækning uden at ane, at de var udløsning af den samme kilde. Ja, de har endog i samme udstrækning forestillet sig et særligt ophav til ubehagsudfoldelsen og ikke tænkt sig Guddommen som det sande ophav til denne. De har derfor udtrykt ubehagsudfoldelsen som "det onde", og det tænkte ophav til denne som "djævelen". Men denne forestilling skyldes altså et for lidt udviklet overblik over de absolutte kendsgerninger, der som omtalt udviser, at "mørket" så vel som "lyset" er lige store uundværlige betingelser for al skabelse, for al oplevelse af livet og derfor udgør nøjagtigt den samme absolutte velsignelse for de levende væsener; og at tilværelsen i sin kosmiske analyse er baseret på den højeste grad af kærlighed.
Som følge af disse ovennævnte omstændigheder er det blevet en gammel tradition for mange mennesker kun at anerkende behagsudfoldelsen af den guddommelige ånd som "Guds ånd". Alle øvrige foreteelser er af de samme mennesker blevet udtrykt som "mørke magter", "djævelens værk" osv.
Men selv om man har skelnet mellem "lys" og "mørk" ånd, har man dog ikke direkte fattet den guddommelige ånd i de daglige fysiske foreteelser, men kun fattet den i de grader af dens udfoldelse, hvor den fremtræder som den højeste sjælelige inspiration eller kraft for manifestationen af de ædleste sjælelige bevidsthedstilstande, og som sådan udtrykt denne som "den hellige ånd".
Den hellige ånd er det samme som den rene eller fuldkomne fornemmelse af livet
Da "hellig" er modsætningen til alt, hvad der er urent, hvilket i dette tilfælde vil sige alt, hvad der indeholder ufuldkommenheder, og "ånd" er det samme som "bevidsthed" eller "fornemmelsen af livet", vil "den hellige ånd" således være det samme som "den rene eller fuldkomne fornemmelse af livet". Dette vil så igen sige modsætningen til den form for oplevelse af livet, der er fuld af fejl eller ufuldkommenheder, og som ellers er almengældende i de jordiske zoner.
Da "den hellige ånd" således er det samme som den højeste og absolut sande fornemmelse eller oplevelse af livet, beriger den individet med en tilsvarende allerhøjeste og absolut sand viden om dette eller tilværelsen. En sådan viden, der efterhånden bliver identisk med kendskabet til alle livets førende eller bærende love, sætter i tilsvarende grad det pågældende individ i stand til at være dets egen skæbnes bevidste skaber. Det er således som behersker af alle "grundenergierne", hvilket vil sige: instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse, udstyret med en bevidsthed, der i harmoni med det guddommelige udsyn "alt er såre godt", kun kan udstråle en altomfattende kærlighed mod alt og alle. Denne bevidsthedstilstand eller "den hellige ånd" bliver i LIVETS BOG også udtrykt som "kosmisk bevidsthed".
Den hellige ånds indtrængen i et væsens bevidsthed ledsages altid af "lysfænomener"
Til en sådan bevidsthedstilstand er det jordiske menneske i sin udvikling ikke nået. Det har endnu mange ufuldkommenheder og mangler indenfor sin bevidsthed at kæmpe med. Samme bevidsthed udgør således ikke "den hellige ånd", men derimod Guds ånd på et primitivt eller latent stadium. Men gennem religionerne, gennem væsener, der i udvikling har været forud for det store flertal, er menneskene på jorden alligevel blevet gjort bekendt med eller er kommet i berøring med den begyndende "hellige ånd". Når der i Bibelen berettes om Moses, der så "en tornebusk, der brændte", om profeten Elias' himmelfart i "ildvogn med ildheste", om Jesu "forklarelse på bjerget", om Paulus, der blev indhyllet i "et hvidt lys" osv, var det alle fænomener, der er knyttet til "den kosmiske bevidsthed"s eller "den hellige ånd"s indtrængen i de pågældende væsener. Denne indtrængen ledsages nemlig altid af sådanne ejendommelige og af forskellig styrke fremtrædende "lysfænomener". Disse fænomener er mest fuldkomne i sin art, når de viser sig for individet som en fundamental "ilddåb", hvilket vil sige en indhylning af individet i en sky af et blændende psykisk lys. Individet bliver da ligesom forklaret og for de okkulte sanser synlig som værende af blændende ild. Denne "ild" er udtryk for den højeste åndelige energi eller materie og kan ikke gennemstrømme et individ, uden at det på en eller anden måde i forvejen er blevet gjort modtagelig for nævnte energi ved moralsk udrensning. I forhold til denne udrensning og til det udviklingstrin, individet befinder sig på, bliver det altså gennemstrømmet af "den hellige ånd" eller denne livets højeste bevidsthedsenergi.
Da denne energi ikke kan gennemstrømme et væsen uden at åbne eller sætte de for samme energi i væsenet forekommende latente sanser i funktion, vil individet efter en sådan oplevelse altid fremtræde som ganske forvandlet. Denne forvandling vil altså være desto større, jo mere omfattende den moralske udrensning har været, og desto mere fremtrædende det udviklingstrin er, som nævnte individ befinder sig på.
Ligesom apostlene, da "den hellige ånd" i form af "tunger af ild" kom over deres hoveder, blev forvandlede og talte i "andre tungemål", således taler også alle andre væsener mere eller mindre i "andre tungemål", når de bliver gennemstrømmet af "den hellige ånd".
At tale i andre tungemål betyder naturligvis ikke så meget at tale i et fremmed sprog, som det betyder at tale i andre bevidsthedslag. Dette vil igen sige det samme som at tale om og vide besked med ting og foreteelser, som de pågældende væsener før absolut ikke kunne se, tænke eller opleve. Væsenerne er således ganske forvandlede, ja, undertiden i en sådan grad, at det er blevet antaget, at det var en helt ny eller fremmed individualitet, der manifesterede sig gennem de nævnte væseners legemer. Men dette er absolut ikke tilfældet. Det er individernes absolutte eget selv, der stadig manifesterer sig, men dette har altså fået udvidet sine sanseevner til felter, hvor det før ikke var bevidst, og gennem hvilke de derfor ikke tidligere kunne manifestere sig.
Jesu forklarelse på bjerget var identisk med den fundamentale oplevelse af "den hellige ånd" eller "den store fødsel"
Som før bemærket forekommer oplevelsen af "den hellige ånd" ikke i lige stærk grad hos alle væsener, men bliver udløst i forhold til væsenets udviklingstrin. I LIVETS BOG skelner jeg derfor mellem den totale oplevelse, som jeg i samme bog udtrykker som "den store fødsel", og de partielle eller ufærdige former for oplevelsen af den samme ånd, der kun vil være at betragte som "den store fødsels" fosterstadier.
Medens Jesu forklarelse på bjerget var identisk med den fundamentale oplevelse af "den hellige ånd" eller "den store fødsel", var de andre førnævnte tilfælde fra Bibelen kun udtryk for oplevelsen af den samme fødsels mere eller mindre stærkt fremtrædende fosterstadier.
Til de mest elementære eller primitive former for oplevelsen af "den hellige ånd" hører blandt andet sådanne oplevelser som en almindelig religiøs sekterisk "omvendelse". Et menneske kommer til et religiøst møde, bliver grebet af det, det der får at høre, og i en ekstaselignende begejstring bliver fyldt med en uimodståelig trang til at forandre sin levevis om til at være i kontakt med de ny bevidsthedslag eller leveformer, som det ved mødet kom i berøring med. Men da individet på det trin, hvor en sådan form for "omvendelse" er gældende, endnu ikke har den rette forståelse af og fuldkomne kærlighed til alle levende væsener, men derimod stadigt er redskab for "det dræbende princip" ved at være med til at slagte, nyde kød, være ophav til "hellig vrede", "retfærdig harme" samtidigt med, at det ikke kan forstå, at alle veje, alle oplevelser fører til Gud, bliver det stadigt i tilsvarende grad overtræder af de guddommelige bud. Men derved forvolder det sig selv lidelser eller en tilsvarende ubehagelig skæbne. Men gennem denne ubehagelige skæbne udvikles det netop videre til modtageligheden af en endnu højere form for "omvendelse", og således fortsættende, indtil det ikke mere kan dræbe, såre eller lemlæste, men kun kan være udtryk for kærlighed. Da vil det blive overskygget af "den hellige ånd" eller "den store fødsel" i fundamental form og bliver da ved selvoplevelse vidne til livets største analyser eller selve tilværelsens facit, "alt er såre godt", og dets egen sande identitet som udødelig gudesøn.
"Guds ånd" har altid og vil til evig tid "svæve over vandene"
Efter denne fundamentale oplevelse af "den hellige ånd" eller Guds egen bevidsthed bliver individet først at udtrykke som "det rigtige eller fuldkomne menneske". Dette vil altså igen sige, at det fra at være et "foster" nu er blevet et "nyfødt barn" i den virkelige tilværelse eller absolut bevidst i den guddommelige oplevelse af livet.
Da dette ophøjede emne kan studeres mere indgående i LIVETS BOG, kan jeg ikke her gå i nærmere detaljer.
Inden for kristendommen fejrer man jo pinsefesten til minde om "den hellige ånd"s udgydelse over apostlene. Pinsefesten er altså "den hellige ånd"s fest.
I den nu gryende nye verdenskultur vil pinsefesten blive en endnu større fest til ære for den guddommelige ånd, idet man i en stedse stigende grad vil få øjnene op for, at alt liv, al bevidsthed og dermed al visdom og kærlighed er udstråling af en overfysisk elektrisk skabende kraft, der i form af "Guds ånd" den dag i dag som i fortiden og som til evige tider stadigt vil "svæve over vandene". Og når man gennem skoven, der i dag står lys og grøn, og gennem haver, marker og enge, der i strålende solskin og blomsterflor omkranser alt levende, ikke mindst den ud i den fri natur dragende livsglade menneskelige ungdom, fornemmer Guds lysende ånd, da oplever man pinsen i kontakt med det evige Forsyn, og "den hellige ånd"s nærværelse mærkes i vort eget indre som en gnist af salighed.
M
Tilbage til artikler af Martinus
Forrige