Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1974/7 side 84
Martinus skriver – om kærlighed
 
Men når kærlighed således er tilværelsens facit, er livets mening, er logik, er den også videnskab. (L, 15)
At være kærlig er det samme som at være virkelig logisk og dermed fuldkommen. At være ukærlig er at være ulogisk og tilsvarende ufuldkommen. (L, 15)
Kun igennem kærligheden til alt og alle opstår mennesket i Guds billede efter hans lignelse. (LB, 2235)
Det virkelige guddommelige lys eller kærligheden, der netop udgør en betingelsesløs sympati overfor andre levende væsener, er det eneste absolutte lys i væremåden, der kan gøre væsenet til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. (E, 32:12)
Hundrede procents kærlighed vil sige: en kulminerende glæde i at tjene alle andre levende væsener. (LB, 1948)
Kærligheden består udelukkende i glæden over at dyrke andre, hvilket vil sige i - ikke at lade sig tjene, men i at tjene, - ikke i at lade sig elske, men i at elske, - ikke i at lade sig hylde, men i at hylde. (7, 16)
For kærlighedens strålende solskin må lidelsernes domæne vige. (16c, 11)
Kærligheden er udelukkende en manifestation, man frivilligt føler glæde ved at give, ligegyldigt om man opnår en lys eller mørk skæbne derved. (LB, 893)
Kærligheden føles som en meget stærk dragning imod de væsener, der er dens objekt. Man ønsker at gøre livet lettere for disse væsener. Man ønsker at glæde og behage dem. Man vil hellere selv lide, end at man vil have, at disse væsener skal komme til at lide. Man føler trang til at kærtegne dem, trang til at knuge dem ind til sig, være eet med dem. (LB, 2477)
Den absolutte kærlighed søger aldrig sit eget, men befordrer velvære, lykken og glæden ved livet for alt levende. (LB, 2439)
Kun den kærlighed, i kraft af hvilken man vover livet for andre, eller hellere vil lide, end at man vil have, at andre skal lide, kan være eet med Alkærligheden. (LB, 2117)
Der, hvor kærlighed kulminerer i afgivelse og modtagelse, kan kun paradiset, lykken og saligheden have til huse. (LB, 931)
Kærligheden er universets grundtone. (LB, 2127)