Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hvis det stadig er muligt for bladets abonnenter at indsende læserspørgsmål, er der et spørgsmål, som gang på gang har meldt sig hos mig. Og nu sidst i forbindelse med den spændende artikel om jordklodens hjerneceller. Det undrer mig, at Martinus benytter udtrykket "den store fødsel" om den kosmiske indvielsesproces, der fører til kosmisk bevidsthed. Jeg synes, at ordet fødsel i denne sammenhæng er et belastet udtryk, der forbinder sig med tanken om blod og smærte og fare. Og dertil har det jo specielt adresse til den enpolede livsform. De kan måske synes, at det er et meget uvæsentligt spørgsmål, men det er det ikke for mig. Ordet "den store fødsel" både støder og skræmmer mig ærlig talt.

Deres indlæg er meget velkomment. Vi har længe i redaktionsgruppen talt om at genindføre spørgerubrikken, og faktisk ligger vi også med en del spørgsmål, som vi har modtaget fra tid til anden. Disse vil vi forsøge at tage op i kommende numre af Kosmos sammen med eventuelle nye, som måtte indløbe, men samtidig må vi gøre opmærksom på, at det kan være vanskeligt at besvare alle spørgsmål, hvis svaret skal være blot nogenlunde udtømmende.

Med hensyn til udtrykket "den store fødsel" er det ikke første gang, vi modtager forespørgsel om dets baggrund. Og i samme forbindelse stilles der også tit spørgsmål om, hvad der begrunder udtrykket "kosmiske glimt", der jo er et fænomen, der så at sige er i familie med fænomenet "den store fødsel".

Jeg giver Dem ret i, at udtrykket "den store fødsel" kan opfattes som problematisk. På den anden side er det næppe muligt at finde frem til et ord, der bedre dækker selve det essentielle i den proces, der skjuler sig bag udtrykket. Heller ikke et begreb som "den kosmiske indvielse" formår m.h.t. udtryksfuldhed at overtrumfe udtrykket "den store fødsel", rent bortset fra at selve ordet "indvielse" i sig selv er noget belastet. Det forbinder nemlig i almindelighed tanken med et forudgående discipelskab og en forberedende undervisning af en eller anden art, og noget sådant kommer ikke i betragtning for den store fødsels vedkommende - i hvert fald kun i indirekte forstand, nemlig på den måde, at livet i den fysiske verden som helhed kan betragtes som en forberedende undervisning, lige som den fysiske verden selv kan betragtes som en livets skole. Derfor kan udtrykket "kosmisk indvielse" også udmærket bruges som et supplerende udtryk til udtrykket den store fødsel, men det kan aldrig overflødiggøre det. Hvorfor nu ikke det?

Ser vi på, hvad det er, der kendetegner en fødsel rent principielt, er det dette, at et levende væsen fødes fra en lille, indelukket og mørk verden uden større erfarings- eller manifestationsmulighed ud i en stor, åben og lys verden, der frembyder en rigdom af sanse- og manifestationsmuligheder. Netop disse træk kendetegner også processen "den store fødsel" - blot i langt større skala. Deraf naturligvis indikationen store......!

I sin kosmologi fremstiller Martinus verdensaltet som et levende væsen udrustet med en bevidsthed, en livsoplevelse og en organisk struktur. Mellem disse tre faktorer består der en nøje sammenhæng, nemlig på den måde, at den organiske struktur tjener som individets evne til at skabe sin livsoplevelse, og hvor livsoplevelsen i kraft af den organiske strukturs akkumulationsmuligheder fører til opbygningen af en bevidsthed.

Vælger vi nu at omtale det levende væsen, vi har i form af verdensaltet, som Gud, gælder det altså, at Gud i lighed med alle andre levende væsener disponerer over en organisk struktur, ved hjælp af hvilken der skabes en permanent forekommende livsoplevelse, og på dette grundlag etableres en bevidsthed - Guds bevidsthed.

Efterlyser man relationen mellem Gud som levende væsen betragtet og os selv som levende væsener betragtet, viser det sig, at vi selv udgør livsorganer i Gud; det gælder også planterne og dyrene - ja simpelt hen alt, hvad vi opfatter som levende. Og dertil meget, som vi endnu ikke opfatter som levende, bl.a. kloderne, solsystemerne og galakserne samt stoffets elementarpartikler. Alt sammen er det livsorganer i det levende helhedsvæsen, vi kalder Gud, og som altså omfatter hele verdensaltet.

På denne baggrund vil det også forstås, at der består en relation mellem Guds bevidsthed og de enkelte levende væseners bevidsthed, nemlig den, at Guds bevidsthed er summen af alle de levende væseners bevidstheder. Og på samme måde er Guds livsoplevelse identisk med summen af de levende væseners livsoplevelse, hvor utroligt det måske end kan forekomme. For hvordan kan en bevidsthed og livsoplevelse være sammensat af så modstræbende forskellige detaljer og kvaliteter, som blot summen af menneskehedens bevidstheder og livsoplevelser repræsenterer, uden at udtrykke det rene kaos?

Nej, det er rigtigt, men her er det netop også, vi kommer frem til baggrunden for udtrykket "den store fødsel". Martinus gør nemlig opmærksom på, at Guds samlede universalbevidsthed og universallivsoplevelse er opdelt i to store områder, der i en vis forstand eksisterer uberørt af hinanden. Han betegner dem henholdsvis som Guds primære og sekundære bevidsthedsområder og tilføjer, at det primære bevidsthedsområde groft taget kan identificeres med den rent åndelige verden, medens det sekundære bevidsthedsområde ligeledes groft taget er identisk med den fysiske verden.

Det var som sagt groft taget. Helt nøjagtigt dannes nemlig Guds primære bevidsthed af summen af de enkeltbevidstheder, der har status som "kosmisk bevidsthed", medens Guds sekundære bevidsthed er identisk med summen af de enkeltbevidstheder, der ikke har status som kosmisk bevidsthed; men disse to bevidsthedskategorier knytter sig jo også overvejende til henholdsvis den rent åndelige og den rent fysiske verden.

Når Martinus benytter udtrykket "primær" og "sekundær" om disse to bevidsthedsområder, er det først og fremmest for at markere den rolle, de indbyrdes spiller i Guds samlede bevidsthedsliv, hvilket altså indikerer, at Guds primære bevidsthedsudvidelse foregår i den rent åndelige verden, medens i forhold hertil den fysiske verden indskrænker sig til at være skueplads for Guds sekundære bevidsthedsudfoldelse. Men hvorfor eksisterer der disse to områder? - Dette er et meget stort spørgsmål at besvare - og også alt for stort til at kunne komme i betragtning her. En vigtig side er dog den, at livet i den primære bevidsthedszone er yderst intenst og dermed krævende. Krævende for de enkeltvæsener, der som livsorganer betragtet bidrager til det. Og noget, der på denne måde er krævende, virker også i det lange løb opslidende og trættende og leder dermed til nødvendigheden af muligheder for hvile og regeneration. Og netop disse muligheder frembyder det sekundære bevidsthedsområde, hvor livet i åndelig forstand er yderst elementært. På denne måde supplerer de to bevidsthedsområder hinanden, samtidig med at de forholder sig relativt adskilt fra hinanden. De er nemlig adskilt fra hinanden ved den barriere, der hedder kosmisk bevidsthed således at forstå, at kosmisk og ikke-kosmisk bevidsthedsaktivitet forholder sig indbyrdes adskilt på principielt samme måde som elektricitet og magnetisme trods et grundlæggende slægtskab forholder sig indbyrdes adskilt. Og selve den faktor, der rent faktisk betinger adskillelsen, er intuitionsenergien. Ved at mangle i den ikke-kosmiske bevidsthedsaktivitet udelukkes denne fra at interferere med den kosmiske bevidsthedsaktivitet, således at de to store bevidsthedsområder forskånes for at blande sig med hinanden. Dette betyder dog ikke, at de ikke under visse forhold kan korrespondere med hinanden. Det kan de i høj grad, akkurat som elektricitet og magnetisme gennem induktionsprincippet kan bringes til en sådan indbyrdes korrespondance. Og hvad mere er: en sådan korrespondance mellem de to bevidsthedsområder foregår også rent faktisk, hvilket bl.a. udtrykker sig i en vis ledelse "oven fra" af den udvikling, som foregår i den fysiske verden.

Det er allerede blevet antydet, at den sekundære bevidsthedszone kan betragtes som et "rekreationsområde", hvor væsenerne kan hvile ud efter en vis periode af udfoldelse i den primære bevidsthedszone, og hvor de kan få regenereret eller genopbygget virkningerne af det "slid", som er sket. Men hvad er det egentlig, som er blevet slidt? - Det er i virkeligheden mange ting, men de kan alle samles i et fælles anliggende, nemlig evnen til at udfolde kosmisk bevidsthedsaktivitet. Og da netop denne evne så at sige er adgangskortet til den primære bevidsthedszone, vil forholdet automatisk medføre en gradvis udtræden af denne zone til fordel for den sekundære. I praksis former dette sig som overgangen fra den guddommelige verden til salighedsriget og herfra videre som indviklingen ind i plante- og dyreriget.

Hvordan kan man nu beskrive kvalitetsforskellen mellem livet i den primære og livet i den sekundære bevidsthedszone? - Ja, det kan man faktisk mest træffende ved at sammenligne mellem livet i en livmoder og livet uden for en livmoder. Så stor er forskellen nemlig, og det er et billede, som enhver vil kunne gøre sig fortrolig med. Og hvad mere er: tilværelsen i den sekundære bevidsthedszone sigter i princippet mod nøjagtigt det samme, som gælder for tilværelsen i en livmoder, nemlig at modne individet til atter at kunne føre en tilværelse uden for livmoderen. Og når vi siger "atter", hænger det naturligvis sammen med, at en livmoder jo i virkeligheden er et redskab i reinkarnationsprincippets tjeneste.

Men hvordan kommer det inkarnationsmodne individ fra livmoderen ud i den omgivende "store" verden? Ja, det sker jo gennem den proces, vi kalder "fødslen", og som er kendetegnet ved, at man i løbet af relativt kort tid bevæger sig fra den ene verden ind i den anden. Nøjagtig det samme gælder med hensyn til dette at skifte mellem at være hjemmehørende i den sekundære bevidsthedszone til at være hjemmehørende i den primære. Det kan ske i løbet af mellem 15 og 30 minutter, og da forskellen på "udsynet" og mulighederne i de to zoner er mindst lige så stor som forskellen mellem en livmoder og den omgivende fysiske verden, vil kun et udtryk som "den store fødsel" i tilstrækkelig høj grad kunne dække den tilgrundliggende proces. At det tilmed er ensbetydende med en indvielse i den nye verdens forhold og muligheder må derimod betragtes som en sekundær omstændighed, akkurat som det i forhold til selve fødslen fra en livmoder og ind i den fysiske verden først kommer i anden række at erfare denne fysiske verdens forhold og muligheder. Først fødslen, siden erfaringerne.

Det, som udløser "den store fødsel" er naturligvis intuitions energien. Det var jo denne, der begyndte at svigte, da individet udtrådte fra den primære bevidsthedszone til fordel for den sekundære, og det er naturligvis dens fornyede aktionsdygtighed, der i form af den store fødsels proces bevirker udvandringen fra den sekundære zone til fordel for den primære zone. Imidlertid træder intuitionen ikke i funktion fra det ene sekund til det andet. Der er tale om en vis modningsperiode, der i sine sidste stadier kan give anledning til momentane "kontakter" og dermed til glimtvise indblik i den primære bevidsthedszone. For at tegne et billede af disse glimts natur, kan man tænke sig et barn, der henlever hele sin barndom og første ungdom på en lille terrasse, omgivet af en mur. Tænker man sig, at et menneskes normalhøjde er 180 cm, og at muren er 170 cm høj, vil barnet i en lang række år være totalt afskåret fra ved egen hjælp at kaste blikket over muren. Og med mindre andre informerer det, vil det leve i total uvidenhed om, hvad der befinder sig uden for muren - ja, om der i det hele taget eksisterer noget. Som det imidlertid vokser til, nærmer det sig gradvis det stadium, hvor det kan kigge over den pågældende mur, og vi kan tænke os, at det en dag enten af nysgerrighed eller under en eller anden tilfældig leg foretager et hop, som for et ganske kort øjeblik lader det skue hen over muren og se den enorme verden, der befinder sig på den anden side. Man vil forstå, at et sådant glimt vil gøre et dybt indtryk og føre til længslen efter atter at opleve et glimt af denne verden. Og siden til længslen efter at komme ud i den og opleve den uafhængigt af muren. Og nået en vis modenhed, bliver det først muligt uden større besvær mere eller mindre konstant at kigge ud over muren, og siden tilmed muligt springe over den og derefter leve et permanent liv i den store verden på den anden side. På nøjagtig samme måde vil kosmiske glimt på et vist kosmisk modenhedstrin begynde at give det kosmisk bevidstløse væsen en personligt erhvervet forestilling om den primære bevidsthedszones eksistens og egenart. Og som modenheden skrider frem, vil sådanne kosmiske glimt afløse hinanden med stadig kortere intervaller og til sidst glide over i en permanent oplevelsestilstand, der er ensbetydende med individets genindtræden som hjemmehørende borger i den fascinerende verden af intens livsudfoldelse, som Guds primære bevidsthed er.