Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Endnu medens Watergate-skandalens psykologiske konsekvenser rumsterer i undergrunden af det amerikanske folks bevidsthedsfelt, og herfra med skiftende intervaller beriger verdensoffentligheden med sine fascinerende eruptioner, rystes menneskeheden af en ny omfattende tillidskrise - denne gang med centrum i Europa. Uanset politisk overbevisning og observans må forbundskansler Willy Brandts ufrivillige afgang fra regeringsembedet nemlig betragtes som en tragedie, der angår hele menneskeheden og i virkeligheden indikerer, at den er trådt et kommende ragnarok endnu et afgørende skridt nærmere. Ikke så meget på grund af de umiddelbare politiske konsekvenser af Willy Brandts afgang, men som følge af omstændighederne ved denne afgang. Alle ved nemlig, at denne afgang har sin årsag i et uhyrligt misbrug af tillid fra en nær medarbejders side - en medarbejder, der endog mere eller mindre har forklædt og camoufleret sig i venskabets kåbe. Og det vil være helt forkert at tro, at dette tillidsbrud primært angår Willy Brandt og det politiske kraftfelt, han står som eksponent for. Tvært imod angår det i lighed med Watergate-skandalen direkte hvert eneste menneske på jorden og dermed hele menneskeheden, og vel at mærke ikke først og fremmest i politisk henseende, men derimod i menneskelig henseende. Det gør det på den måde, at det på dybtgående vis - måske nok umiddelbart umærkeligt og ubevidst, men ikke desto mindre effektivt, undergraver det enkelte menneskes evne til at føle tillid til medmennesket, uanset hvorledes dette fremtræder eller præsenterer sig. Lad os blot tænke på Watergate-skandalen. For det første har denne på det alvorligste rystet såvel det amerikanske folks som hele verdensbefolkningens tillid til præsident Nixons person. Dernæst har den for et stort antal menneskers vedkommende generelt rystet tilliden til det amerikanske præsidentembedes moralske uangribelighed jævnfør det gamle kinesiske ordsprog, der siger, at når kejseren synder, mister himlen sin magt. Og endelig har Watergate-skandalen sammen med det antal ledsageskandaler, der er fulgt i dens kølvand, medført en verdensomspændende, dagsbevidst skepsis hos menigmand med hensyn til toppolitikeres og topembedsmænds moralske kvaliteter og dermed deres værdighed til at nyde vor tillid. Og at en sådan tillidskrise, der i virkeligheden er langt mere dybtgående og langt rigere facetteret end her skitseret, virkeligt er af en vis betydning for menneskehedens skæbnedannelse, bliver klart i samme øjeblik, man erkender, at begrebet tillid er en af de vigtigste ingredienser i det fundament, der skal bære et fremskredent og teknisk højt kompliceret menneskeligt samfund. Et sådant samfund er nemlig klart og tydeligt kendetegnet ved, at alle er afhængige af alle, og netop igennem denne vor fælles afhængighed opstår et tilsvarende fælles behov for at kunne have tillid til medmennesket, idet vi kun på dette grundlag kan leve i en personlig tilstand af tryghed, der jo er ensbetydende med selve grundlaget for livsglæde, kreativitet og personlig harmoni. Rystes derfor vor evne til at føle tillid, rystes i tilsvarende grad vore forudsætninger for at leve en lykkelig og harmonisk tilværelse. Og lige som atombomben er kommet til at stå som selve eksponenten for våbenmagtens princip og inderste hensigt og på denne måde har bidraget til en voksende bevidsthedsgørelse af menneskeheden på et overordentligt vigtigt område, således bidrager de store "skandaler" til en omfattende bevidsthedsgørelse af den i virkeligheden gennemgribende tillidskrise, menneskeheden befinder sig i, samtidig med at de medfører en skærpelse af denne. For ikke sandt: vi bliver klar over, at det er et stort spørgsmål, hvem vi kan have tillid til. Kan arbejdsgiveren have tillid til arbejderen, og omvendt? Kan ligningsmyndigheden have tillid til den selvangivelse, man har fået i hænde, og kan borgeren have tillid til det kompleks af institutioner og personer, der bestemmer trækprocenten. Kan man have tillid til mekanikeren, urmageren, radio- og TV-reparatøren, til de der producerer og forarbejder vore fødevarer, til bankerne og finansmatadorerne, til politikerne og embedsmændene osv. osv. Ja, kan vi have tillid til vore forældre, til vor ægtefælle, til vore børn eller vor nærmeste ven? Det er et meget stort spørgsmål, der i en uhyre lang række enkelttilfælde vil være belastet af en stærk og utvetydig tvivl hos hvert enkelt menneske, der overvejer det. Det kan derfor heller ikke undre, at det først og fremmest er utryghed, der kendetegner såvel den samlede menneskeheds som det enkelte menneskes situation - også bag det tilsyneladende velbjergede ydre her på vore privilegerede breddegrader. Således skal man f.eks. ikke tage fejl af, at det først og fremmest er udbredt mistillid og utryghed, der kommer til udtryk i den politiske uro, som er i færd med at gribe det danske samfund. Og denne uro vil hverken her eller andre steder stilne af, før end man har fundet og løst problemet, hvor det virkeligt befinder sig, nemlig dybt i det enkelte menneske selv. Det er nemlig dig og mig, alle de andre tvivler på, at de kan have tillid til, og hvert eneste menneske kan i virkeligheden med god grund, og mindst en gang om dagen, stille det spørgsmål til sig selv: er jeg tillid værdig? - Man tør næsten ikke tænke på, hvad en sådan daglig samvittighedsfuld selvransagelse kan betyde for det menneskelige samfund. Naturligvis ikke alt, idet et totalt harmonisk menneskesamfund er betinget af både hensigt OG talent. Men et stort og afgørende skridt i den rigtige retning vil unægteligt være nået i det øjeblik, vi ikke længere behøver at nære selv den mindste tvivl og mistillid til medmenneskets hensigter.