Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I september 1973 var jeg for fjerde gang til den esoteriske kongres i Vest-Berlin, og mandag aften d. 24. september var der to talere, Henk Leene, leder af det esoteriske Sivas-selskab i Holland, og jeg. Henk Leene talte om "Christus-Osiris indvielsen" og jeg om indvielsen i "hverdagens pyramide" med Martinus-symboler som lysbilleder. Vi var meget på bølgelængde med hinanden i vore foredrag, som begge tydeligt gjorde stærkt indtryk på den store forsamling. Bagefter kom Heinz Borkowski, der er leder af den samme bevægelse i Tyskland, som Henk Leene står for i Holland, hen til mig og spurgte, om jeg kunne tænke mig engang i 1974 at holde et lignende foredrag ved en kongres, som Sivas-selskabet ville afholde i Kassel, og vi blev enige om at skrive sammen om det i god tid.

Det var første gang en sådan kongres skulle arrangeres i Kassel, men den blev faktisk så vellykket, at det højst sandsynligt bliver en årligt tilbagevendende begivenhed. Sivas-selskabet eller -samfundet, der arrangerede kongressen, er et Rosenkreutzer-samfund, hvis medlemmer hovedsagelig bor i Tyskland, Schweiz og Holland, hvilke tre lande da også var stærkt repræsenteret ved kongressen, men også i Frankrig og Brasilien har de centre. I Kassel besidder samfundet en meget stor lejlighed øverst oppe i et højhus. Der er foruden en meget smuk foredragssal også et lille trykkeri, køkken og spisesal, samt nogle værelser med etagesenge, hvor udenbys gæster, der deltager i de månedlige sammenkomster, kan bo. Der har ved visse lejligheder boet 30 mennesker. Toilet- og badeforhold er meget fine, og alt er lyst og venligt, samtidig med at der er en herlig udsigt over Kassel og omegn, og hvad der er endnu bedre: der herskede en dejlig atmosfære af fællesskab og venskab, så man straks følte sig hjemme. Disse Rosenkreutzere er ikke i en sekterisk "bås", men vil gerne samarbejde med andre grupper af mennesker, der er indstillet på samme bølgelængde og stiler mod samme mål: at åbne sig for de guddommelige kosmiske impulser for i samarbejde at skabe de forhold på jorden, som vil være en begyndelse til guddommeligt medarbejderskab i højere verdener. Der er ingen "rangforordning" eller "indvielsesgrader" hos dem, men - som der står i en af deres brochurer: "Enhver viser på sin egen måde, hvor langt han er kommet i arbejdet med sig selv. Hans livsholdning overfor sine medmennesker viser, hvilken "grad" han har nået. Det er åndeligt indstillede kvinder og mænd, der samtidig er så jordnære, at de er klar over, at der skal gøres et arbejde, og at det må gøres i fællesskab i næstekærlighedens ånd.

Når man tager i betragtning, at denne gruppe mennesker ikke tidligere har arrangeret en kongres, må man sige, at resultatet virkelig var fremragende, og samtidig var de åbne for kritik og ønskede selv, da kongressen var forbi, at arrangører, talere og hvem der ellers ville være med samledes og drøftede kongressens positive og mindre positive sider, for at der kunne skabes forbedringer i kommende år. Der herskede ved denne sidste sammenkomst, inden vi skiltes, den samme kærlige, åbne, positive atmosfære, som også var fremherskende under hele kongressen. Men lad os begynde ved begyndelsen:

Søndag var kongressens sidste dag, og man startede kl. 10, hvor Heinz Borkowski, der jo nærmest var vært for kongressen, talte om "Medlemmer af den gnostiske kæde, det gnostiske økumene eller fællesskab". Gnosis betyder erkendelse, viden om Gud, og Borkowski kom i slutningen af sin tale ind på, hvor vigtigt det var, at forskellige esoteriske grupper ikke isolerer sig i sekteriske samfund, men lærer at arbejde sammen på vej mod det fælles mål. Borkowski, der oprindelig er polak, holdt som alle de andre talere sit foredrag på et smukt og formfuldendt tysk, og jeg, der var kongressens sidste taler, kunne naturligvis lære en hel del ved at lytte og gøre notater om specielle udtryk, jeg også kunne bruge. Samtidig vil man sikkert kunne forstå, at jeg, der nok er vant til at holde mange foredrag, men endnu kun få på tysk, følte et voksende mindreværdskompleks ved tanken om at skulle slutte rækken af disse udmærkede foredrag, der også udmærkede sig i sproglig henseende. Efter en pause var det min tur. Gerard stod oppe i operatørrummet på balkonen og kunne derfra dirigere alt det tekniske: at det store hvide lysbilledlærred gled ned, at lyset i salen dæmpedes, og at mørklægningsgardiner gled ned for de store vinduer. Jeg var den eneste taler, der brugte lysbilleder, så det var spændende, om det hele fungerede. Det gjorde det, og jeg behøvede blot at trykke på en knap, når jeg ønskede et nyt billede. Jeg ved, at jeg ikke taler så godt tysk, men jeg oplevede her som ved tidligere lejligheder, at det ikke gjorde så meget. Jeg fik tilhørerne til at le ved at sige, at jeg ikke taler tysk - jeg forsøger det kun. Den gode stemning, der i forvejen var i salen, skønheden og logikken i Martinus symboler og klarheden i hans analyser hjalp mig som så ofte før. Jeg talte om menneskehedens skæbne, og jeg kunne både under og efter foredraget mærke, at kontakten var opnået. Jeg kunne høre mange små bekræftende udbrud fra tilhørerne ved forklaringen af Martinus symboler, og jeg fik mange varme håndtryk og så ind i mange glade par øjne, da foredraget var til ende, og jeg hørte mange sige: "Hils Martinus og sig ham tak!" Gerard solgte alle de bøger, han havde med på tysk, undtagen een, hvilket ikke før er sket ved en kongres, og Martinus navn og hans verdensbillede begynder nu - så småt - at blive kendt i Tyskland, og dermed kommer ønsket om mere Martinus-litteratur på tysk.