Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Et af de for Udenforstaaende sværeste Problemer vedrørende Martinus Arbejde er Forstaaelsen af den Oplevelse, der ligger til Grund for hele hans Fremtræden og Manifestation. Dette, at et Menneske uden forudgaaende Studium, sætter sig til at skrive et Værk i hvilket alle Livets dybeste og hemmeligste Problemer skildres, ikke alene for Følelsen, men ogsaa for en Intelligens, der i Almindelighed er hævet over det gennemsnitlige, synes at være en Anstødssten adskillige standser op ved ude af Stand til at komme videre.

Søger man saa at forklare, at Aarsagen til f. Eks. Kristus' Fremtræden i Verden ogsaa var en indre Oplevelse, der, uden teoretisk Paavirkning udefra, lod ham komme til Syne med en Viden, hvis Værdi kvalificerede ham til Verdenslærer, ja saa møder man næsten det uvægerlige: "Jamen De vil da vel ikke sammenligne en Martinus med en Kristus", hvormed Tænkningens Begrænsning er angivet, og forsat Samtale om det Problem overflødig.

Og dog. Mon ikke Hovedaarsagen til dette, fra Tænkningens Synspunkt lidt mærkelige Ræsonnement, ikke stammer fra det almindelige Menneskes Ukendskab til den Kendsgerning, at ikke alene en Kristus eller Buddha har haft en indre Oplevelse, der lod dem blive Lærere for Millioner af Mennesker, men at den Oplevelse, som disse to aandelige Førere havde, eksisterer paa mange Trin, der hver for sig repræsenterer et Møde med et mystisk "Noget", et Møde, der altid efterlader den, der oplever det, som en helt anden, d. v. s. som et Væsen, der, efter denne Oplevelse, har faaet fast Bund under Fødderne, har faaet afløst sin "Tro" af en "Viden" der, selv om den kun gælder vedkommende selv, dog er af en saadan Karakter, at et saadant Menneske henlever Resten af sit Liv i en mere eller mindre "forklaret" Tilværelse.

Og hvorfor er saa denne "Viden", som et saadant Menneske erhverver sig, kun – i Almindelighed – gældende for det selv? Fordi den Oplevelse, dette Møde med Guddommen, af det almindelige Menneske fornemmes som noget, hvortil det aldrig har oplevet Magen, noget, som helt er hævet over det Erfaringsmateriale, de ellers sidder inde med, hvorfor det bagefter Oplevelsen blot formaar at udtrykke den som noget over al Maade vidunderligt, som et Syn, hvor et Bind ligesom blev revet fra Øjnene, og den Verdensplan, den Gud, det i sit inderste havde længtes efter at møde, nu kom til Syne for dets undrende Sjæl. Men at have et Syn, en aandelig Oplevelse, er jo ikke det samme som at have Evne til bagefter at skildre den i Analyser, der nedtransformeret til vort Erfaringsmateriale, lader os, saa langt vi nu formaar, genopleve "Synet", – dertil hører noget mere end blot den moralske Tilstand, af hvilken Oplevelsen var et Produkt.

Men selv om disse Oplevelser ikke har skænket Verden ny "Viden" i almindelig Forstand, saa har de dog – sammenlagt – den store Værdi, at vi igennem dem ligesom kan beskue enkelte af Jakobsstigens mange Trin og under dette Studium faa en Anelse om de Dimensioner, Martinus Oplevelse har.

Klart og koncist har Dr. phil. Anna Hude i sin vidunderlige lille Bog, "Vejen jeg gik", skildret en Serie aandelige Oplevelser, der alle vil være at udtrykke som Forløberstadier til den store Fødsel eller "Kosmisk Bevidsthed" d. v. s. en "Bevidsthed" for hvilken Verdensaltet eller "Gud" ikke længere eksisterer som Mystik eller Tro, men derimod som bevidst selvoplevede Kendsgerninger, en Bevidsthed for hvilken Begrebet "Personlig Udødelighed" og "Reinkarnation" ikke er noget, man tror paa, men ligeledes noget dagklart selvoplevet.

Jeg giver Ordet til Anna Hude: "Nyplatonismens Grundlægger Plotinos fortæller, at han tre Gange har haft den store Oplevelse og beskriver den saaledes: "Naar Sjælen er i denne Tilstand, viser den Ene sig pludselig uden Mellemled, og de er ikke længere to, men een, og Sjælen har ikke mere nogen Bevidsthed om Legemet eller Forstanden, men ved, at den er, hvor den attraar at være, og at den er, hvor der ikke kan være noget Bedrag, og at den ikke vil bortbytte sin Salighedsfølelse for alle Himle". Et andet Sted hedder det om Sjælen: "Den bliver saa at sige opslugt af Guddommen, badet i Evighedens Lys".

Kirkefaderen Augustin skriver: "Jeg indtraadte i det højeste Stadium, Foreningen, og skuede med min Sjæls hemmelighedsfulde Øje det Lys, der aldrig skifter, og som er over min Sjæls Øje, over min Forstand. Det var noget, der var vidt forskellig fra enhver jordisk Belysning".

Den sydtyske Munk Suso skildrer sin mystiske Oplevelse med følgende Ord: "Den var uden Form eller Art, men indeholdt i sig den mest henrykkende Fryd. Det var en Frembryden af det evige Livs Sødme, følt som nærværende i Kontemplationens Stilhed".

Flamlænderen Ruysbroek skriver: "I det højeste Stadium bliver Sjælen forenet med Gud uden Mellemled, den nedsynker i Guddommens umaadelige Mørke". Ogsaa Eckardt og Tauler taler om et guddommeligt Mørke, naar Ekstasen beskrives, i tilsyneladende Modsætning til det Lys, der fornemmes af andre. Det er tydeligt, at Sanserne ikke kan vejlede her. Dette er den "Ugrund" hvorom Boehme taler, forud for Lys og Mørke. "Guddommeligt Mørke er det utilgængelige Lys, hvori Gud dvæler", siger Dionysios Areopagita.

"Om den, der bliver eet med Gud i denne Afgrund" skriver Tauler: "Kunde et saadant Menneske se sig selv, vilde han forekomme sig selv saa ophøjet, at han vilde tro, han var Gud, og han vilde være vidende om alle de Menneskers Tanker og Beslutninger og Ord og Handlinger, der nogensinde har eksisteret, og have al dens Kundskab".

Den spanske Nonne Teresa, som er en af de almindeligst kendte Mystikere, erklærede, at hun slet intet kunde huske af det, hun oplevede under Ekstasen. Dog udtaler hun, at "Gud er i alle Ting", og beretter, at han, da hun ikke vidste, hvorledes hun skulde beskrive sin Tilstand, sagde til hende: "Din Sjæl opløser sig selv, min Datter, for at bringe sig nærmere til mig. Det er ikke mere den, der lever, men mig". Saaledes siger ogsaa den hellige Catarina af Genova: "Jeg finder intet Mig mere, der er ikke længere noget andet Jeg end Gud".

Den amerikanske Forfatter Bucke har under Benævnelsen "Kosmisk Bevidsthed" skildret den mystiske Oplevelse i en Mængde Tilfælde, deriblandt mange fra vor egen Tid. Selv havde han haft den en eneste Gang, nogle og tredive Aar gammel, og han udtaler, at den havde kastet Glans over hele hans senere Liv. Han var en Mand, der saa alvorligt paa Livet, og han havde forud for Hændelsen tilbragt Aftenen i Samtale med ligesindede Venner. Paa Hjemvejen i en Sporvogn saa han sig pludselig omstraalet af et blændende Lys, og samtidig skete det, at han "ikke kom til at tro, men saa og vidste, at Verden ikke er død Materie, men et levende Væsen, at Menneskets Sjæl er udødelig, og at Universet er indrettet og ordnet saaledes, at alle Ting virker sammen til det gode for hver enkelt og for alle". Paa lignende Maade skriver Buckes Ven Walt Whitman, hvis hele Digtning er et Vidnesbyrd om hans mystiske Erfaring: "Universet er i den fuldkomneste Orden, enhver Ting paa rette Plads til rette Tid".

Et Træk hos Bucke, der genfindes hos mange Mystikere, er den absolutte Vished om Sandheden af det erfarede. Saaledes hørte vi om Plotinos, at han var, "hvor intet Bedrag kunde være". Den russiske Forfatter Dostojewski skriver: "Der gives Øjeblikke, hvor man synes at føle Nærværelsen af den evige Harmoni. Dette Fænomen er hverken himmelsk eller jordisk, men en klar og umiskendelig Følelse. Lige med eet synes man at være i Berøring med hele Naturen, og man siger: Ja, dette er sandt".

En af de fyldigste Beretninger om den store Oplevelse, der refereres i Buckes Værk, skyldes en ung Amerikanerinde, som har haft en sjælden Evne til at fastholde, hvad hun følte i sin forunderlige Tilstand. I Modsætning til de fleste Mystikere var hun ikke, hvad man i Almindelighed forstaar ved religiøs; hun betegner sig selv forud for Oplevelsen som Agnostiker; men det ses af hendes Fremstilling, at ikke blot hendes egne, men ogsaa andres Sorger hvilede tungt paa hendes Sind. Da kom der et Øjeblik, hvor hun "gav Slip paa sig selv". Et religiøst Menneske vilde maaske sige: gav sig Gud i Vold, man mindes Jesu Ord: Bekymrer Eder ikke! Og da kom Oplevelsen. Af den udførlige Beretning anføres her Hovedtrækkene: "Jeg følte Nærværelsen af noget ophøjet og magnetisk, stort og altgennemtrængende. Jeg indsaa og forstod den dybeste Mening med alting. Hvad betyder Aarhundreders, Æoners Lidelse, hvis den fører til dette? Nu var det, som om en hurtig fremvæltende Bølge af ubeskriveligt blændende Lys slog sammen over mig; jeg følte mig indhyllet, opslugt. Jeg var ved at miste min Bevidsthed, min Identitet. Nu fulgte en Tilstand af Ekstase: Kun Een i hele det uendelige Univers: den alfuldkomne, al-elskende Ene! – En grænseløs Kærlighed og Ømhed syntes at strømme ned over mig!" Og hun tilføjer en Efterskrift, der rummer uendelig meget: "Nu raser jeg ikke mere, som jeg engang gjorde, men er tavs, naar jeg sidder og ser ud over al Verdens Sorg".