Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

En sag skal som bekendt ses fra så mange sider som muligt; således også spørgsmålet om de ejendommelige tidsmæssige omstændigheder ved jordklodens forhold til sine hjerneceller. Disse fremkommer som andet steds belyst som et resultat af videnskabens påstand om, at menneskelignende livsformer højst har eksisteret på jorden i ca. 12 millioner m-år (=32 klodedøgn). Og heraf har endda de første elleve og en halv million år været kendetegnet ved så primitive former, at man inden for videnskabelige kredse kun kan erkende dem som præ-hominide eller før-menneskelige former. Tilbage bliver der kun 500.000 m-år, hvor der har eksisteret egentlige mennesker, og heraf går den største del af tiden med at udvikle, hvad man forstår ved tidligt-menneskelige former, frem til homo sapiens, der dukkede op for ca. 160.000 år siden (=elleve og en halv k-time).

De videnskabelige argumenter, der fremføres til støtte for denne udviklingsteori, er så stærke og overbevisende, at det synes meget vanskeligt at betvivle deres holdbarhed. Og dog findes der ting, der antyder, at den videnskabelige udviklingsteori måske alligevel ikke er helt korrekt - i hvert fald ikke helt fyldestgørende, og hvis dette er tilfældet, bliver der naturligvis tale om et noget mere traditionelt tidsmæssigt forhold mellem jordklodens totale levetid og den tid, den har disponeret over hjerneceller, selv om det aldrig vil kunne sammenlignes med menneskets situation. De efterfølgende eksempler vil sikkert afsløre, at man i hvert fald ikke skal være for hurtig til at tage endegyldig stilling til denne problematik.

I 1869 blev der fundet en skrue - en jernskrue. Dette vil normalt ikke give anledning til særlig ophidselse, men i dette tilfælde var omstændighederne bemærkelsesværdige. Den pågældende jernskrue blev nemlig fundet i et stykke feldspat, der blev brudt i Abbey minen i nærheden af Treasure City i Nevada, og det pågældende stykke feldspat var millioner af år ældre end de 12 millioner m-år, der normalt afsættes til menneskets udvikling. Hvem har den gang været i stand til at fremstille en jernskrue, eller sagt på en anden måde: hvem har på et eller andet tidspunkt i midten af tertiærtiden gået rundt med en løs skrue?

Nu var den pågældende skrue ganske vist rustet op, men den hårde stenart havde opfanget et minutiøst aftryk af den med skruegænger osv. Imidlertid kan man bruge denne omstændighed til at afvise tilfældet, hvis man synes det er for vanskeligt at forklare; man kan hævde, at det er et tilfælde af naturens luner. En sådan løsning er imidlertid vanskeligere at bringe i anvendelse på et smukt metalbæger, som ifølge "the scientific american" blev opdaget af arbejdere og ingeniører, der sprængte klipper et sted i New England. Det pågældende bæger, der bestod af en legering af sølvmættet zink og iøvrigt var smykket af udsøgt forarbejdede blomstermønstre, var blevet revet i stykker ved eksplosionen, thi faktisk sad det indkapslet 4 ½ meter nede i klippen. Og det betyder ifølge eksperterne, at det må være mange millioner år gammelt. Og så må man igen spørge: Hvem var for disse mange millioner år siden i stand til at fremstille smukt forarbejdede bægre af sølvmættet zink?

Og der er flere eksempler af lignende art. I 1844 blev der fundet en forarbejdet guldtråd 2 ½ meter nede i et stenlag i nærheden af Tweed i England.

I Plateau Valley i Colorado blev der i 1936 fundet en håndlavet brolægning bestående af kvadratiske fliser, føjet sammen med en mørtel, der i kemisk henseende ikke kunne sidestilles med noget som helst andet, der var fundet i den pågældende dal. Og det bemærkelsesværdige var, at denne brolægning blev fundet i de samme geologiske lag som fossilerne af den tretåede hest fra Miocæn-perioden for mellem 12 og 26 millioner m-år siden.

Fra samme periode blev der i Salzburg i Østrig fundet en stålterning, der efter alt at dømme var maskinfremstillet, og som yderligere var bemærkelsesværdig ved en tynd ridse, der med yderste præcision var udskåret hele vejen rundt langs terningens midte.

Til slut skal nævnes et storslået fund af graverede sten (ialt 1500), som i begyndelsen af 1960-erne blev gjort i den lille peruanske markedsby Ica, 200 miles syd for Lima.

Efter de indgraverede tegninger at dømme synes disse sten at fortælle om en menneskelig kultur, der har eksisteret for ca. 70 millioner år siden - altså på overgangen mellem kridttiden og tertiærtiden. Det betyder, at mennesket rækker så langt tilbage, at det har levet side om side med de store fortidsøgler: Brontosaurus, dinosaurus og terydaktyl. Og vel at mærke ikke som et primitivt skovvæsen, men som bærer af en høj kultur og civilisation. Dette fremgår af de indgraverede tegninger, hvor eksempelvis en viser et menneske, der flyver på en terydaktyl-øgle, medens en anden jævnfør ovenstående reproduktion viser en hjertetransplantation under udførelse, med bistand af narkose og blodtransfusion m.m. Hele denne vældige samling af stentegninger er nu ved at blive undersøgt, og måske vil det vise sig, at mennesket har en langt større eksistensperiode, end man hidtil har været tilbøjelig til at ville tilskrive det.

Afsluttende bør det bemærkes, at Martinus - overensstemmende med andre - ved adskillige lejligheder har hævdet, at den såkaldte Keopspyramide samt Sfinksen er mere end 80.000 år gamle og i virkeligheden udgør mindesmærker over en ældgammel civilisation og kultur, der især baserede sig på beherskelsen af magiske kræfter og naturlove.

Med andre ord: det vil måske vise sig, at jordkloden har disponeret over højere hjerneceller i betydeligt længere tid, end det i dag på videnskabeligt grundlag er muligt at fastslå. Det skal imidlertid straks understreges, at dette intet ændrer ved den andet steds fremførte redegørelse for jordklodens principielle situation som kandidat til "den store fødsel", men tvært imod bidrager til at understrege jordklodens høje udviklingstrin. For under alle omstændigheder må menneskene betragtes som jordklodens højere hjerneceller og dermed som indikationer for det rigtige menneskeriges nærhed, og jo længere man kan føre mennesket tilbage i fortiden, jo tidligere foreligger der vidnesbyrd om, at jordkloden under sit repetitionsforløb har haft føling med det rigtige menneskeriges kosmiske energier.