Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Fortsat fra forrige nummer)

 

I første halvdel af denne artikel blev vi bekendt med, at menneskene ifølge Martinus spiller rollen som jordklodens hjerneceller, og at der mellem jordklodevæsenet og menneskene består en tidsrelation, ifølge hvilken et menneskeår svarer til ca. et kvart klodesekund. Dette har til følge, at jordkloden kun kan påregnes at have disponeret over hjerneceller i allerhøjest de sidste 32 døgn af sin trediveårige levetid, idet 32 klodedøgn jævnfør tidsrelationen svarer til de ca. 12 millioner menneske-år, som det jordiske menneskes udviklingshistorie maksimalt spænder over. Og det er ud fra vor interesse for at forstå, hvorledes dette kan være muligt, at vi i det følgende skal se lidt på, hvad Martinus har at sige om jordkloden som levende væsen betragtet.

Stik imod, hvad man ud fra den kortvarige rådighed over hjerneceller kunne vente, oplyser Martinus, at jordkloden er et højt udviklet "jordisk menneske" i en højere spiral (klodespiralen), ja, så langt fremme i sin udvikling, at den netop i denne inkarnation for første gang skal opleve "den store fødsel". Herved forstår Martinus en proces, gennem hvilken det levende væsen kommer i besiddelse af viljemæssigt herredømme over tilværelsens intuitionsenergi og herved opnår kosmisk bevidsthed; dvs. bevidsthedsfællesskab med helhedsvæsenet GUD.

Denne proces indtræder normalt omkring trediveårsalderen, nemlig når "kandidaten" har fuldbyrdet repetitionen af sine tidligere inkarnationer og de herigennem indhøstede intellektuelle og moralske erfaringer. I denne forbindelse oplyser Martinus yderligere, at tilstanden "kosmisk bevidsthed" forudsætter tilvejebringelsen af en helt ny type hjerneceller målt med de, individet har betjent sig af forud for denne tilstands indtræden, samt at den store fødsel sædvanligvis indvarsles af en serie kosmiske glimt (momentane intuitionsoplevelser), der bliver hyppigere og hyppigere for til slut at kæde sig sammen til en permanent oplevelsestilstand, der for individet former sig som en guddommelig indvielse i dette bevidsthedsmæssigt at være eet med Gud, altså kosmisk bevidsthed.

Endelig har Martinus forklaret, at denne kosmiske indvielsesproces for jordklodens vedkommende tog sin begyndelse i og med den ny kosmiske skabeimpuls' overskygning af jordkloden omkring århundredskiftet, altså den impuls, der førte den moderne videnskabelige og teknologiske udvikling med sig, som iøvrigt også er ansvarlig for den socialistiske og kommunistiske ideologis globale udbredelse og som frem for noget har udløst den ny verdensgenløsning repræsenteret ved åndsvidenskabens fødsel.

For så vidt det kan betragtes som et uafviseligt videnskabeligt faktum, at væsener med menneskeligt præg højst har eksisteret på jorden i de sidste 12 millioner m-år, og at man med hensyn til utvivlsomme mennesker højst kan gå ca. 500.000 m-år tilbage (dvs. homo erectus), tvinges vi af kendsgerningerne til at drage den slutning, at jordkloden trods det af Martinus omtalte høje udviklingstrin fra sin fødsel og helt frem til den sidste måned af sit nuværende liv har eksisteret uden hjerneceller - vel at mærke hvis vi regner med 12 millioner m-år som menneskets eksistenstid. Regner vi nemlig kun med den sikkert-menneskelige priode - dvs. de sidste 500.OOO m-år - er det kun halvandet klodedøgn siden, hjerneceller kom til syne. Hvordan kan det forklares? - Faktisk kun på en eneste måde, nemlig at mennesket repræsenterer den "nye type hjerneceller", som dette at få kosmisk bevidsthed forudsætter, således at hele den hominide eller menneskelige udvikling må betragtes som een eneste optakt til jordklodens oplevelse af den store fødsel; i forhold hertil må dyrene betragtes som "de gamle hjerneceller". Og netop dette, at udviklingen især siden den neolithiske periodes begyndelse (dvs. det moderne menneskes periode) for ca. 8.000 m-år siden tog til at accelerere, og ved begyndelsen til vor tidsregning ligefrem kommer ind i et forceret tempo, taler for, at denne begivenhed er nært forestående. Således må Jesu fødsel og kristendommens gennembrud trods alt, hvad man eventuelt kan indvende mod KIRKEN, betragtes som et typisk indledende kosmisk glimt til den store fødsel (det er otte og et halvt klode-minut siden). Umiddelbart efter kommer endnu et, personificeret i Muhammed og den islamiske lære (det er 6 k-min. siden). Med Kopernicus, Giordano Bruno og Gallilei m.fl. omkring 1600-tallet følger atter et kosmisk glimt, der på det menneskelige plan manifesterer sig i skabelsen af den heliocentriske verdensmodel (solen, og ikke jorden, er centrum i solsystemet), naturvidenskabens gennembrud, oplysningstiden, de store ismer, teknologien og industrialiseringen; det er ca. 2 klode-minutter siden. Og endelig indtræder omkring 1900-tallet selve den store fødsels fase, gennem hvilken jordkloden altså gradvis opnår viljemæssigt herredømme over intuitionen og derved bliver kosmisk bevidst. Og netop fordi den store fødsel er ensbetydende med frigørelse af tilværelsens mest gennemtrængende grundenergi – intuitionsenergien - medfører processen et fantastisk voldsomt udviklingspres ind på den del af mikrokosmos, som berøres. Og det vil i første række sige mennesket og hele menneskets verden. Man må derfor imødese, at udviklingstempoet, så længe den store fødsel varer for jordkloden, ikke alene vil fortsætte som nu, men endog øge endnu mere og sluttelig kulminere i en fuldstændig omvæltning af det menneskelige samfund, således at et helt nyt menneskesamfund kommer til syne. Nyt både i henseende til moral, livssyn og menneskesyn.

Martinus omtaler dette nye menneskesamfund som "det rigtige menneskerige", og han hævder, at dets fundamenter med sikkerhed vil være lagt i løbet af de kommende 3000 m-år. Det svarer i klodetid til ca. tolv og et halvt minut og må formodes at repræsentere den tid, det tager jordkloden at passere gennem oplevelsen af den store fødsels fascinerende indvielsesproces.

Med disse oplysninger som baggrund forstås det sikkert, at tidsrelationen ikke blot er et middel til spændende intellektuelt tidsfordriv, men endnu vigtigere er en uvurderlig nøgle til principiel forståelse af de begivenheder og tilstande, som kendetegner den aktuelle verdenssituation. Dette sidste skal vi komme til en endnu klarere forståelse af gennem en række senere artikler her i KOSMOS, idet emnet naturligvis er langt mere omfattende, end det her har været muligt at klarlægge.

Til slut skal vi forsøge at røre ved spørgsmålet om, hvordan jordkloden - bortset fra (i det højeste) den sidste måned af sit nuværende liv, har kunnet undvære højere hjerneceller.

På grundlag af oplysninger, der ved forskellige lejligheder har været givet af Martinus, synes løsningen på denne gåde primært at ligge i det faktum, at jordkloden repræsenterer et helt andet kosmisk organismeprincip end mennesket. Medens nemlig mennesket repræsenterer det, Martinus kalder "universprincippet", repræsenterer jordkloden "planetprincippet". Og medens universprincippet og dermed mennesket (gælder også dyr og planter) i en vis forstand repræsenterer den mest avancerede anvendelse af fysisk materie i forbindelse med organismedannelse, repræsenterer jordkloden den mest elementære. Den har ikke menneskets bevægelsesfrihed, men er bundet til fire gange i løbet af et klodesekund (= 4 m-år) at hvirvle rundt om et andet himmellegeme (solen) i en fast bane, samtidig med at den i løbet af den samme tid - altså et klodesekund - snurrer ca. 1500 gange rundt om sin egen akse. Den har heller ikke menneskets fysiske sanseorganer: øjne, øren osv. Og endelig har den ikke arme og hænder at gribe med, hvilket vil sige, at den ikke som mennesket kan manipulere med den fysiske materie. Hvad har den da? - Martinus hævder, at jordkloden i henhold til sit specielle organismeprincip overvejende fører en psykisk betonet tilværelse, hvor den er uafhængig af de træk og præg, som kendetegner menneskets organismeprincip. Således foregår bl.a. også dens tankeudveksling med sine med-planeter fortrinsvis på det psykiske plan via tankeoverføring, hvilket er fuldt ud tilfredsstillende, idet direkte tankekommunikation foregår ved hjælp af kræfter, for hvilke begrebet "afstande" praktisk taget ikke eksisterer. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at det fysiske klodelegeme er overflødigt. Det er tvært imod i høj grad nødvendigt som basis for den form for psyko-fysisk tilværelse, hvoraf en klodes intellektuelle og moralske udvikling i lighed med alle andre levende væsener er afhængig. Klodelegemet er dermed også nødvendigt som grundlag for den form for kommunikation med andre planeter, som betinger en sådan udvikling, omend selve oplevelsesplanet overvejende er psykisk betonet. Det er imidlertid ikke mere psykisk betonet, end at dets virkninger mere eller mindre udpræget forplanter sig til klodelegemet og her giver sig udslag i karakteristiske reaktioner, således som f.eks. det menneskelige udviklingsforløb med dets kulturepoker, krige, samfundsdannelser m.m. er et eksempel på, og som naturkatastrofer, jordskælv, stormfloder og andre voldsomme naturbegivenheder er et andet eksempel på. Der er imidlertid her tale om et område, som indtil videre har været yderst sparsomt belyst af Martinus, men som heldigvis hører til de emner, Martinus har sat sig som mål at kaste lys over i sit symbolværk. Men det er sandelig også et område for naturvidenskaben at tage fat på - ikke mindst når den er blevet kosmisk orienteret. Især er der al mulig udsigt til, at det vil vise sig, at de forskellige lag af kosmisk stråling og elektriske kræfter m.m., som man på grundlag af rumforskningen ved omgiver jordkloden, sammen med dennes magnetfelt spiller en grundlæggende rolle i forbindelse med dens oplevelse af livet og for udfoldelsen af telepatisk vekselvirkning med andre planeter i universet. Man må derfor med spænding imødese både de oplysninger, som vil komme fra Martinus, og de forskningsresultater, som på dette område vil komme fra naturvidenskaben.

(Afsluttes i næste nr.)