Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Tager man tiderne og begivenhederne i verden i betragtning, forstår man godt, at et stigende antal mennesker i en blanding af håb, tvivl og skepsis spørger sig selv, om der kan være nogen som helst mening med livet og tilværelsen. En sådan mening er nemlig for det meste svær at få øje på. Tværtimod synes kaos og tilfældigheder at være dominerende faktorer i billedet - og det på en måde, der i praksis på forhånd udelukker, at det skulle være muligt at tale om en mening med det hele. Alene et menneskes tilblivelse synes gennemført at være behersket af tilfældigheder. Vil et givent befrugtningsdygtigt æg blive undfanget? Og hvis det skulle ske, hvilken kombination af arvefaktorer og dermed organisme- og personlighedsfaktorer bliver der tale om. Hver eneste sædcelle fra en enkelt sædudtømnings milliontallige skare rummer sin individuelle kombination, hvilket således er ensbetydende med et tilsvarende milliontalligt antal mulige anlægspræg i tilfælde af befrugtning på grundlag af et enkelt samleje. Men hvilket vil det blive i praksis? - Det afhænger helt af, hvilken sædcelle der tilfældigvis først når frem til det befrugtningsdygtige æg.

Herefter følger så fosterudviklingens relativt deterministiske proces, hvis resultat så temmelig entydigt er givet på forhånd ud fra de ved zygotedannelsen givne forudsætninger. Dog ikke mere, end at tilfældighedsmomentet stadig må tages i betragtning som indflydelsesfaktor, idet fostrets "skæbne" i stor udstrækning på godt og ondt er forbundet med moderens skæbne, der netop er underkastet den vilkårlighed, som hos mennesket i hverdagen giver anledning til, at spørgsmålet om en mening med livet og tilværelsen overhovedet rejses. Hun kan blive syg, abortere, komme ud for oplevelser eller indtage medicin og/eller føde, som skader eller gavner fostret. Og hun kan endog dø eller blive dræbt. Mulighederne er som bekendt mangfoldige.

Og lykkeligt nået frem til fødselstidspunktet træder så det ny menneske ind i verden og dens virvar af tilfældigheder og begynder nu gennem sine sanseorganer at modtage en stadig strøm af mere eller mindre tilfældige påvirkninger i en mere eller mindre tilfældig orden. Og herigennem opbygges den personlighed, som i forbindelse med de genetiske forudsætninger bestemmer det pågældende menneskes karakter og reaktionsmønster under vekselvirkningen med omgivelserne. - Hvordan kan der blive plads for begrebet "mening" i en sådan sammenhæng? Og i samme forbindelse: hvem eller hvad skulle et "meningsbegreb" referere til? Kort sagt: KAN livet og tilværelsen overhovedet have en mening?

Fra Martinus side tages der klart stilling til dette problem, idet han simpelt hen hævder, at svaret både er ja og nej. Det er nej med hensyn til "livet", for så vidt man ved livet forstår dette at være levende, være en livsenhed. Derimod er det ja med hensyn til begrebet "tilværelsen", forudsat at man herved forstår den kæde af oplevelser og tildragelser, som bliver til menneskets bevidsthed om livet, men ikke er livet.

Det er altså vigtigt at gøre sig fortrolig med forskellen mellem "livet" og "tilværelsen", hvis man vil forstå rækkevidden af begrebet "mening" i denne forbindelse. Og her kan man indledningsvis sige, at livet og tilværelsen forholder sig til hinanden som årsagen til virkningen eller som skaberen til det skabte. Men vel at mærke i absolut forstand, idet "livet" i sin egenskab af en evig og dermed uskabt realitet kosmisk set er en årsagsløs årsag, der gennem dette at foranledige en række effekter eller virkninger - dvs livsytringer og sanseprocesser - til stadighed realiserer sit væsen og derigennem skaber en såkaldt "tilværelse". Og det gælder her, at livet i sin egenskab af en årsagsløs årsag er højt hævet over det plan, hvor begrebet mening har hjemme, hvorimod de af livet foranledigede ytringer hører til dette plan. Hver eneste af disse tjener uden undtagelse på kortere eller længere sigt et formål og er dermed meningsbetonede. At mennesket i mangfoldige tilfælde ikke kan erkende det, afkræfter absolut ikke dette, men skyldes simpelt hen manglende overblik i såvel tid som rum. I sit forhold til tildragelsernes mangfoldighed er mennesket i nogenlunde samme situation, som hvis det gennem et mikroskop, der er indstillet til lille forstørrelse, er vidne til fremkaldelsen af en smalfilm. Det ser kun et enkelt af filmstrimlens tusindvis af billeder- og endda kun i udsnit. Som fremkaldelsen skrider frem kommer flere og flere detaljer til syne, hvoraf nogle genkendes og forstås, hvorimod andre ikke - enten fordi de kun kan forstås i relation til den del af billedet, som befinder sig uden for synsfeltet, eller endog alene lader sig forstå i relation til helt andre billeder på filmstrimlen, hvis eksistens man slet ikke kender eller i det højeste blot aner. Disse detaljer forekommer derfor meningsløse, og alt efter hvor meget de dominerer synsfeltet som helhed, medfører de det indtryk, at det hele er mere eller mindre meningsløst. Og fører man sammenligningen videre og tænker sig, at hvert enkelt menneske har sit eget udsnit at kigge på, og at de enkelte udsnit mere eller mindre overlapper hinanden, da har man den situation, der netop kendetegner mennesket på det nuværende udviklingstrin. I henhold til personlige erfaringer er der ting, man ud fra fælles forudsætninger er enige om, og andre, man med baggrund i forskellige forudsætninger er uenige om. Og vil man føre analogien endnu videre, kan man tænke sig, at mennesker fra forskellige nationer, samfund og kulturer har deres "mikroskop" indstillet på forskellige billeder af filmstrimlen (inden for samme sekvens), som de ser i udsnit. Der er stadig ting, man kan være enige om fra samfund til samfund, men der vil være endnu flere, man er uenige om, fordi forudsætningerne afviger endnu mere, end hvis man ser på det samme billede på filmstrimlen. Og uenigheden vil være større, jo længere de enkelte billeder befinder sig fra hinanden (det forudsættes naturligvis, at enten kameraet eller motivet har været i bevægelse under optagelsen).

Imidlertid er dette at tjene som føde for de andre et formål, som for hvert eneste væsens vedkommende på det mest afgørende er i strid med dets selvopholdelsesdrift. Herved bliver den fysiske verden også skueplads for et grundlæggende skisma eller modsætningsforhold mellem den alle steds virkende selvopholdelsesdrift og den ligeledes alle steds forekommende afhængighed af føde i form af de andres organismer. Hvert eneste individ befinder sig med andre ord i den situation, at det for at opretholde sin egen organisme er henvist til at fortære de andres organisme samtidig med at det for enhver pris må beskytte sin egen organisme mod at blive genstand for denne skæbne.

Man vil forstå, at den fysiske verden er et tilværelsesområde, hvor begreber som kærlighed, uegennytte og hensynsfuldhed har ringe kår. Derimod er det et område, hvor det lønner sig at udvikle enhver form for beskyttelse mod at blive dræbt og fortæret. De, for hvem dette lykkes bedst, klarer sig også bedst i kampen for tilværelsen. Selve metoden er for så vidt underordnet, blot den er effektiv, og et blik ud over jorden viser, at en næsten utrolig mængde muligheder står åbne. Nogle væsener har således udviklet uovervindelig styrke, andre umådelig størrelse, atter andre enorm hurtighed og endnu andre har gjort camoflage og "usynlighed" til deres speciale, og meget meget andet. Endelig er der nogen, der har udviklet en vis evne til bevidst og viljeført omsætning af intelligensenergi praktiseret som det fænomen, vi kalder tænkning; og de klarer sig afgjort bedst - trods iøjnefaldende svagheder på så at sige alle andre områder. Det er mennesket. Intelligenspræget tænkning afslører sig derved som det bedste overlevelsesgrundlag, "naturen" til dato har frembragt på basis af modsætningsforholdet mellem faktoren "selvopholdelsesdrift" og faktoren "fødebehov". Og derved bekræfter det sig, at den fysiske verden er et område beregnet for organismeomsætning til fordel for bevidsthedsskabelse, idet netop "tænkning" på en og samme tid er udtryk for - og medfører dannelsen af bevidsthed, der i sit inderste urvæsen kan defineres som eksistentiel vågenhed.

 

 

Er bevidsthed da forbeholdt mennesket? - Har ikke også dyr og planter en slags bevidsthed? - Jo, siger Martinus, men i langt mere elementær forstand end mennesket; man må tale om forskellige grader af bevidsthed og dermed forskellige trin af eksistentiel vågenhed. For dyrets vedkommende kan man i hovedsagen tale om en umiddelbar og ureflekteret behags- og ubehagsbevidsthed præget af meget begrænsede og elementære årsags- og virkningserkendelser. Og med hensyn til planterne kan man højst tale om en svag og uklar anelsesbevidsthed, der endnu mere elementært end for dyrets vedkommende "beskæftiger" sig med behags- og ubehagsmomenter, men helt savner præg af årsags- og virkningserkendelse. Imidlertid skal man ikke tro, at mennesket repræsenterer noget udviklingsmæssigt slutprodukt. Herom vidner alene dets forvirring vedrørende tilværelsens indhold og formål, dets ofte ulykkelige skæbne og frem for alt dets næsten fuldstændige uvidenhed om livets åndelige realiteter; kort sagt alt det, som under ét giver sig til kende som menneskets begrænsede overblik over tilværelsen som helhed - i tid som i rum. Udviklingen må derfor påregnes at ville fortsætte for menneskets vedkommende, indtil det har erhvervet en bevidsthed af en sådan kvalitet, at der ikke længere eksisterer noget gådefuldt for det. Denne tilstand, der i virkeligheden er det yderste formål med den fysiske verden og dens vilkår, betegner Martinus som "kosmisk bevidsthed". Og han forstår herved et højeste trin af eksistentiel vågenhed, der bl.a. giver sig udslag i et åndeligt klarsyn, som på en og samme tid repræsenterer det største og mest fuldkomne indblik i - og overblik over livet og tilværelsen i såvel fysisk som åndelig henseende, et klarsyn, som ikke alene giver overblik over "filmstrimlens" enkelte billede, men tilmed over samtlige billeder i sammenhæng - og dertil indblik i filmoperatørens eksistens og hensigt med at lave filmen - hele det "tekniske" personale og apparatur, skuespillerne og de øvrige aktører. Og ikke blot med hensyn til en enkelt filmstrimmel, men i virkeligheden en uendelighed af filmstrimler baseret på hver sit guddommelige emne eller tema; det vil i praksis sige andre former for udfoldelse af liv i universet, menneskeheder på andre kloder, mikrokosmiske og makrokosmiske tilværelsesformer, andre kosmiske udviklingsbaner osv. osv. Tilværelsen i den fysiske verden er således på ingen måde meningsløs - tværtimod! Ved sin erfaringsberigende effekt i forbindelse med hvert eneste levende væsens tilknytning til reinkarnations- eller genfødelsesprincippet betyder enhver af dens tildragelser for det enkelte menneske endnu et lille skridt frem mod den kosmiske bevidsthedstilstands altgennemtrængende klarsyn og den herpå hvilende forklarede tilværelse. Netop dette er den fysiske verdens yderste formål og dermed den inderste hensigt med vor hverdags ofte tyngende vilkår. Livet rummer mulighed for højere bevidsthedstrin, end vi til dato har nået, og netop de tyngende vilkår og hele den fysiske verdens indbyggede barskhed tjener i virkeligheden blot som en stadig virkende tilskyndelse til ikke at gå i stå eller stille sig tilfreds, men komme videre, således at mennesket en skønne dag kan træde frem som et færdigt menneske, som mennesket i Guds billede og lignelse.