Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Er der noget, der kan fylde menneskers bevidsthed med angst og gru, er det tanken om døden. Tanken om eventuelt at skulle udslettes står for de fleste mennesker som noget grufuldt og forfærdeligt. Det er der ikke noget at sige til, for dette "at leve" er nu engang den naturlige og nødvendige tilstand for "det levende væsen", og dette "at dø" er noget unaturligt og modstridende, som væsenet reagerer imod. "Er det nu altid det?", vil nogle måske indvende og henvise til, at der er mennesker, der begår selvmord, og at gamle mennesker godt kan længes efter døden. Men ingen af disse to kategorier af mennesker længes i virkeligheden efter at dø. De førstnævnte, selvmorderne, længes efter at komme ud af en bestemt ubehagelig situation, hvori de befinder sig, og som formørker deres bevidsthed, så de ikke kan se anden udvej end at "berøve sig livet", som man siger. De tænker ikke på at dø, de tænker kun på at slippe bort fra den forhåndenværende situation, som optager hver eneste af deres tanker og fylder deres sind med mørke. De er om et menneske, der holder en lille genstand op for sine øjne, så den tager alt solens lys bort fra dem, og så tror, at solens lys er borte for bestandig. Gamle mennesker længes heller ikke efter at dø, de længes også efter at blive fri af en bestemt situation, nemlig den at befinde sig i en krop, der ikke mere er i stand til at tjene dem som et værdifuldt redskab for livsoplevelse og livsudfoldelse i en fysisk verden. Altså, både selvmorderne og de gamle, som er "mæt af dage", længes bort fra deres nuværende tilstand, men de længes ikke efter at dø. Ingen længes efter at dø, og dette, at nogle mennesker tror, at man kan dø i betydningen, at man udslettes og ikke mere skulle kunne opleve og skabe, er den største overtro, der overhovedet eksisterer. Der findes ingen sådan død. Den eneste død, der findes, er den tilstand, menneskene lever i, når de tror på døden og indvikler sig i en materialistisk tankegang, der er baseret på egoisme og "den stærkeres ret". Det er "de dødes rige", og det er en fysisk tilstand, selv om den også kan strække sig til at blive en tilstand, der opleves den første tid efter, at mennesket har forladt sit fysiske legeme. Den bliver da en slags "skærsildsoplevelse", der ikke må opfattes som straf fra en vred gud, men er en naturlig følge af væsenets tankegang og hele livsindstilling. Nu må De ikke tro, at jeg nævner dette for at skræmme Dem og føje noget mere til al den frygt for døden, der i forvejen findes hos mennesker. Tværtimod, jeg vil netop gerne understrege for Dem, at det, mennesker i almindelighed kalder "døden", er begyndelsen til nyt liv, det er i virkeligheden en "fødsel", og ligesom der almindeligvis er glæde og lykke til stede, hvor et menneskebarn fødes til verden, burde der, og vil der i fremtiden også blive glæde og lykke der, hvor et menneske har forladt den fysiske verden og fødes til en anden verden.

Men hvordan kan overtroen på døden fjernes fra menneskenes sind? Det kan den kun ved, at forståelsen af livet og livets love vokser i de samme menneskers bevidsthed. De jordiske mennesker må lære at forstå, at livet ikke er bundet til den fysiske materie og afhængig af den, men at det tværtimod er den fysiske materie, der kombineres i særlige former af selve det levende og er afhængig af dette levendes gennemstrømning. Når dette levende "noget" ikke mere gennemstrømmer et menneskes organisme, bliver den et lig, en samling materie, som endnu i kort tid vedbliver at have den form, som det levende gav den, men snart opløses, så kun skelettet er tilbage. Skelettet er da også blevet menneskenes symbol på død og tilintetgørelse og er blevet noget skrækindjagende og uhyggeligt for dem. Og så er den kosmiske sandhed om samme skelet blot den, at det er et genialt stativ, som bærer og beskytter den menneskelige organisme, et teknisk mesterværk, som mennesket selv med sit tekniske snille ikke er i stand til at konstruere magen til.

Hvad er nu dette "levende noget", hvis tilstedeværelse gør en organisme levende, og hvis tilbagetrækning gør den til et lig? Det er selve "det levende væsen". Alt det, vi kalder liv, er livsytringer fra levende væsener, og der, hvor den såkaldte død indtræder, vil det blot sige, at det levende væsen ophører med at manifestere eller ytre sig gennem en bestemt materiekombination, som det i kortere eller længere tid har brugt som redskab. Menneskene lever i den store vildfarelse, at et levende væsen er det samme som en fysisk organisme, men de vil engang komme til at forstå, at en fysisk organisme blot er et redskab for et levende væsen, og endda et redskab, som med visse mellemrum udskiftes af forskellige årsager, og at det levende væsen da en tid oplever og manifesterer sig gennem andre organismer, som ikke er fysiske, indtil det atter ved hjælp af en ny fysisk organisme bliver i stand til at opleve et nyt liv i den fysiske verden.

I mine kosmiske analyser i mit hovedværk LIVETS BOG har jeg gennemanalyseret de tre evige principper, der eksisterer bag ved hele universet som et levende væsen, og vist, at de samme principper eksisterer bag alle levende væsener i universet. Mennesket såvel som alle andre væsener er virkelig "skabt i Guds billede efter hans lignelse", som det hedder i Bibelen, og de er det, fordi de gennem disse tre principper, som i virkeligheden er ét princip, det treenige princip, er ét med den evige Fader eller det universelle væsen, hvori de i al evighed "lever, røres og ere". Bag universets liv eksisterer den evige skaber med sin skabeevne, der er lige så evig, og det evige resultat af skaberen og skabeevnen, det skabte, er evigt i den forstand, at det er det evigt foranderlige. At skabe er ikke at lade noget opstå af intet, det er en umulighed. At skabe vil sige at forvandle noget fra én tilstand til en anden, og bag denne tilstandsforvandling ligger loven for årsag og virkning og livets evige kredsløb. Den fysiske videnskab er så småt ved at komme på sporet af visse universelle sandheder, men dens materialistiske indstilling hindrer den i at komme videre. Dette er ikke sagt som kritik, for det er jo netop den fysiske videnskabs opgave at finde ud af den fysiske materies egenskaber og struktur. Men denne videnskab fører lige til grænsen af en anden videnskab, åndsvidenskaben, hvis opgave det er at fortælle menneskene om de åndelige eller stråleformige materier, der som en skala fører fra de finere fysiske materier til de grovere åndelige materier, som igen fører frem mod finere og finere åndelige eller psykiske materier. Den fysiske videnskabs arbejde med stråler og bølger, med elektricitet og magnetisme har vist adskillige mennesker, som har gjort sig fri af vanetænkning og materialistiske fordomme, hvilke store muligheder for udforskning af hidtil ukendte områder af livet og dets love der ligger foran menneskene i fremtiden. Dødens problem er noget af det, som gennem en sådan forskning og nye opdagelser vil ophøre med at være et problem for menneskene, idet de vil se, at den såkaldte død blot er en af livets mangfoldige forvandlingsprocesser, som på menneskenes nuværende udviklingstrin er nødvendig og logisk, ligesom det er nødvendigt og logisk for visse insekter at forvandle sig fra larve til puppe og fra puppe til sommerfugl.

Når mennesker tænker på døden, og de i deres bevidsthed lader den mulighed stå åben, at der kan være et liv efter dette, bliver den næste tanke: hvordan vil et sådant liv forme sig? Og svaret må blive: den livsudfoldelse og livsoplevelse, som et menneske kommer ud for, når det har forladt sin fysiske organisme, former sig efter vedkommendes tankegang, vaner, tro og dets moralske og intellektuelle standard. Det som i særlig grad har fyldt menneskets bevidsthed, medens det levede i den fysiske verden, kommer også til at præge dets tilværelse efter, at det har forladt denne verden. Et menneskes tanker er jo ikke noget håndgribeligt, ja, der er endda visse mennesker, som siger: "Tanker, det er da ingenting". Men det er en stor vildfarelse. Vel er tanker uhåndgribelige, når de ikke manifesteres i fysisk skabelse, men de er der dog alligevel, og de er noget væsentligt hos mennesket. Hele den moderne civilisation er manifesterede tanker, det vil i virkeligheden sige materialiserede tanker. Materialisation er nemlig ikke noget, der kun forekommer ved visse spiritistiske seancer; al fysisk skabelse er i virkeligheden variationer af materialisation. Det er forvandlinger baseret på materiernes kredsløb, og disse forvandlinger kan gå hurtigt eller langsomt, ligesom et hjul kan dreje hurtigt eller langsomt rundt. Eksempel på sådan en langsom materialisation er skabelsen af et af menneskenes tekniske mesterværker, en bro over en afgrund eller lignende. Tanke bliver kædet til tanke i teknikernes bevidsthed, konstruktionens bæreevne bliver nøje regnet ud, et hav af tegninger bliver skabt, måske også en model, og mange andre stadier gennemløbes, inden den færdige bro kan bære mennesker over afgrunden. Men denne færdige bro er materialiserede tanker, selv om det tog adskillige år at materialisere dem. Et eksempel på hurtig materialisation i menneskenes daglige liv er radioen. Speakerens tanker materialiseres til ord, altså til særlige lydbølger, som igen dematerialiseres af mikrofonen og farer med utrolig hastighed gennem æteren. Vor radiomodtager materialiserer igen radiobølgerne til lydbølger, som rammer vort øre, og gennem vort nervesystem og vor bevidsthed dematerialiseres lydbølgerne igen og bliver til tanker. Noget så almindeligt som brobygning og radio er altså i virkeligheden forbundet med, hvad mennesker ellers vil kalde noget overnaturligt. På samme måde er meget af det, menneskene kalder overnaturligt, ganske naturligt, når man blot efterhånden kan lære de love at kende, hvorefter disse såkaldte overnaturlige foreteelser foregår.

Når menneskene begynder at forstå, at deres liv i den fysiske verden er et liv i en materialiseret tankeverden, vil deres indstilling til åndelige problemer lidt efter lidt kunne ændres, og dermed også deres indstilling til den såkaldte død. Men mennesker er endnu så vant til, at tanker ikke betyder noget, "tanker er toldfri", siger man, og så er sandheden dog den, at menneskene både ved forvandlingsprocessen fra den åndelige til den fysiske verden, altså fødslen eller inkarnationen, og ved forvandlingen fra den fysiske til den åndelige verden, den såkaldte død, må "betale told" af deres tanker, idet deres skæbnedannelse både i den fysiske og den åndelige verden er afhængig af deres måde at tænke på. Menneskene inkarnerer her i den fysiske verden for at lære at tænke logisk, dvs at tænke i overensstemmelse med livets love. Hvor menneskene ikke gør det, tænker de forkert, og i den fysiske verden "gør det ondt" at tænke forkert.

Dette at det "gør ondt" at tænke imod livslovene, får lidt efter lidt menneskene til at forsøge at tænke i andre baner end dem, der skabte lidelse og smerte, deres livsindstilling og livsudfoldelse ændres. Men kunne væsenerne da ikke lære noget sådant i den åndelige verden? Nej, det kan de ikke, i de åndelige verdener er ingen lidelse eller smerte. At der kan være det i mellemtilstanden eller den allerførste tid efter, at væsenet har forladt sit fysiske legeme, er kun fordi denne tilstand faktisk er en del af den fysiske verden, hvor menneskene er fængslet i deres egen materialistiske tankegang. Den befries de fra af skytsenglene, når de beder om hjælp, og derefter oplever de deres kredsløb gennem de åndelige sfærer, og deres oplevelser der er afhængige af, hvad deres bevidsthed rummer af rent menneskelig tankegang. Glæden ved at være sammen med andre mennesker, man er på bølgelængde med, kan jo være stor allerede her i den fysiske verden, og den er dog ingenting i sammenligning med den glæde og næstekærlighed, man vil mærke strømme ud fra væsenerne i de åndelige verdener. Musik, kunst og videnskab er særlige tankeklimaer, som alle, der har interesse indenfor disse områder, har mulighed for at komme på bølgelængde med på det åndelige plan i så koncentreret en form, som deres bevidsthed kan tage det. Man lærer altså ikke noget nyt i de åndelige verdener i den betydning, at man udvikles moralsk og intellektuelt. Men man opdager, at man kan bruge de evner, man har udviklet i den fysiske verden, i større udstrækning og med øjeblikkelig virkende kraft. Man tænker, og så står tankerne som billeder i åndelig materie. Væsenernes åndelige legemer består også af tankematerie, og derfor er det ikke noget problem, om mennesker, der har kendt hinanden og holdt af hinanden, også kan kende hinanden i den åndelige verden. Det kan de, og når de tænker på hinanden vil de mødes, og de vil vise sig for hinanden i en skikkelse, som ligner den, hvori de kendte hinanden i den fysiske verden, selv om det åndelige legeme vil være smukkere.

Der er ingen grund til at nære angst for døden, som fører mennesket ind i en skøn og lys tankeverden, men der er al mulig grund til at arbejde med sin egen tankeverdens udvikling, medens man lever på det fysiske plan, da man derved skaber endnu større og skønnere muligheder for, hvad livet i de åndelige verdener kan bringe en samtidig med, at man skaber bedre muligheder for, hvad den næste fysiske inkarnation vil bringe af oplevelser og videre udvikling. Når det jordiske menneske gennem en række fysiske inkarnationer med mellemliggende ophold i de åndelige verdener, der former sig som et kredsløb gennem disse sfærer, har fået renset sin tankeverden for egoismens og materialismens slagger, kommer det til at opleve kosmiske glimt i en fysisk inkarnation og efterhånden den fulde kosmiske bevidsthed. Da har det lært at tænke i overensstemmelse med lovene, det kan tænke Guddommens tanker efter, og dets videre udvikling vil forme sig som et dagsbevidst medarbejderskab i Guddommens tjeneste. Da har det med sine tanker overvundet døden og er blevet ét med Guddommens tankeverden.