Ældre Kosmos og Kontaktbreve

- tale ved Martinus 83 års fødselsdag -

 

Emnet for dette lille foredrag er spørgsmålet om, med hvilken betegnelse man bedst kan karakterisere Martinus verdensbillede. Martinus har selv fremhævet, at hans kosmiske analyser er en videnskabelig analysering af verdensaltets fundamentale love og principper, og det er også i overensstemmelse hermed, at benævnelsen åndsvidenskab eller kosmologi er benyttet om dette arbejde. Har man blot lidt kendskab til dette verdensbillede, vil man imidlertid vide, at et af dets grundlæggende synspunkter er, at verdensaltet fremtræder som et levende væsen: den universelle Guddom, hvori alle "lever, røres og er". Verdensbilledet rummer således et stærkt religiøst element, og det er forståeligt, hvis man i første omgang ville bruge betegnelsen religion i stedet for videnskab om Martinus arbejde. Fristelsen hertil hører imidlertid til den vanetænkning, at religiøsitet og videnskab er uforenelige, hvad der netop gennem forståelsen af Martinus analyser viser sig at være helt ubegrundet. Tværtimod viser det sig, at kosmisk religiøsitet er en fuldstændig uundværlig del af en sand åndelig videnskab. Når betegnelsen videnskab er bedre end betegnelsen religion for Martinus arbejde, skyldes det, at udtrykket religion dækker over langt mere end blot ideen om et højeste væsen, nemlig de utallige mere eller mindre dogmatiske trosformer, som eksisterer kloden over. Disse religioners idéindhold er ofte ulogiske, hvad der er grunden til, at det ikke kan indlæres intelligensmæssigt, men må indoktrineres gennem en suggestiv påvirkning og således blive til en dogmatisk overbevisning uanset logiske brist eller uoverensstemmelse med sikker videnskabelig viden. Da Martinus verdensbillede ikke rummer dogmer, ulogiske forestillinger eller suggestive elementer vil det således nemt og med rette kunne give forkerte forventninger hos interesserede, hvis det betegnes som en religion.

I modsætning hertil skal jeg derimod i det følgende forsøge at vise, at dette verdensbillede retteligt bør benævnes som en videnskab. Det kan betragtes som videnskab både fra dets skabers synsvinkel, dvs. for Martinus, og fra de interesseredes eller studerendes synsvinkel. For Martinus selv repræsenterer verdensbilledet således en urokkelig viden, hvis grundlag er Martinus specielle intuitive begavelse eller kosmiske bevidsthed. De kosmiske analyser, som indgår i dette verdensbillede, er således for Martinus hverken nogen tro, formodning endsige en teori, men en erkendelse, som for Martinus er indiskutabel. I samme omfang som man kan sige, at sikker, objektiv viden er det samme som videnskab, må man derfor også sige, at Martinus verdensbillede er videnskab - men naturligvis kun for den pågældende selv, dvs. for Martinus! Til gengæld udtaler Martinus, at ethvert andet menneske også med voksende psykisk udvikling vil få kosmisk bevidsthed og dermed få del i den samme usvigelige erkendelse.

Med hensyn til dem, som studerer dette verdensbillede, stilles der principielt samme krav som ved studiet af enhver anden videnskab. Der kræves en vis intelligens og psykisk udholdenhed for at kunne følge de kosmiske analysers abstrakte karakter og fortsætte studiet, indtil man har erhvervet en grundig viden om disse analyser i deres helhed. Men da det er en åndsvidenskab og ikke blot et fysisk område, som studeres, må den studerende tillige være i besiddelse af ydmyghed og beskedenhed med hensyn til sine egne evner samtidig med at vedkommende nærer virkelig positive følelser overfor sine medmennesker og andre levende skabninger. Sandhedserkendelse er således ifølge Martinus ikke blot et spørgsmål om intelligens, men er i lige så høj grad betinget af følelse og næstekærlighed.

At Martinus verdensbillede bør betragtes som videnskab ikke blot ud fra Martinus egen synsvinkel, men også for de interesserede eller studerende, viser sig ved, at det opfylder flg. 5 krav, som man i almindelighed stiller til videnskabeligt arbejde.

For det første er Martinus verdensbillede udformet som en teori, der ligesom enhver anden videnskabelig teori, både rummer fysisk registrerbare kendsgerninger og hypotetiske faktorer plus lovmæssigheder eller principper. Man gør sig ikke altid klart, at en fysisk teori ikke blot er en sum af fysiske data. Hvis det var tilfældet, behøvede videnskaben blot at være en fotograferingsteknik. Summen af teleskopernes billeder af stjerneuniverset, mikroskopbilleder fra mikroverdenen samt en billedserie af alle processer i almindelig størrelse på Jordens overflade ville da være identisk med videnskaben. Dette er imidlertid langt fra tilfældet. Det virkeligt videnskabelige arbejde begynder først, når man skal fremstille en forklaring på alle disse processer, og da viser det sig, at man må antage tilstedeværelse af skjulte faktorer, såkaldte hypotetiske variable, for at kunne give en logisk forklaring på de synlige fænomener. For at kunne forklare, hvorfor stjernerne lyser, hvorfor visse stoffer kan brænde og andre ikke eller hvorfor vædsker krystalliserer ved forskellig temperatur osv, har man måttet danne sig hypoteser om stoffernes usynlige elementer og de lovmæssigheder, disse elementer måtte antages at følge. På den måde er begreberne "molekyle", "atom" og "elementarpartikel" opstået længe før man havde udviklet mikroskoper, der kunne bekræfte deres eksistens, alene som hypotetiske faktorer, hvis tilstedeværelse og antagne egenskaber var teoretisk nødvendig for at give en logisk forklaring på de fysisk iagttagelige processer. - I Martinus verdensbillede opfattet som en teori indgår der ligeledes foruden de synlige ting hypotetiske faktorer, der ikke i sig selv er genstand for iagttagelse, men hvis eksistens er nødvendig for at kunne forstå sammenhængen i den synlige del af verden. Som eksempler på sådanne hypotetiske faktorer kan nævnes individets "overbevidsthed", "talentkernerne" eller "jeget", man kan ligeledes nævne individets overfysiske eller "åndelige legeme" og de "åndelige verdener".

Det andet kriterium på videnskabelighed er teoriens konsistens, hvilket angår dens indre logik. Der må således ikke være nogen modsigelser mellem de enkelte påstande i en videnskabelig teori, men de skal danne en logisk sammenhængende helhed. Det betyder endvidere, at der ikke må være overflødige faktorer eller principper, men at de alle skal være nødvendige i helheden forstået således, at der ville være logiske brist, hvis blot en enkelt manglede. Fastholdelsen af en påstand, som viser sig ikke at være logisk nødvendig for at forklare de givne fænomener, er i virkeligheden en dogmatisering, som ikke hører hjemme i en videnskabelig teori. Der skal ligeledes være tilstrækkelig mange hypotetiske faktorer, så samtlige forhold bliver forklaret. Det er navnlig denne sidste betingelse, som stadig udfordrer videnskaben til øget forskning, fordi der gang på gang viser sig nye fænomener, som de allerede dannede teorier ikke kan forklare. Et aktuelt eksempel inden for lægevidenskaben er akupunkturen, som ikke kan forklares ud fra de hidtidige teorier om menneskelegemets indretning og funktion og som derfor må provokere til en udvidet teoridannelse. Der er ikke her plads til at påvise, at Martinus verdensbillede opfylder kravene om logisk konsistens, det ville kræve en resumering af hele Martinus værk. Desuden ville det være overflødigt, da alle Martinus bøger er en gennemført argumentation for, at man kun kan få mening i livet på grundlag af de love og principper, som er angivet. Martinus kosmiske analyser har netop til formål at bringe erkendelse om de skjulte faktorer i tilværelsen, som er absolutte realiteter, uden hvilke man ikke kan forstå livet. Den enkelte interesserede må derfor selv studere Martinus værker og selvstændigt vurdere, om fremstillingen er logisk, og om de hypotetiske faktorer og kosmiske grundprincipper, som anføres, er nødvendige og tilstrækkelige til at forklare den del af livet, vedkommende selv har kendskab til. Som én af de studerende og forfatter til denne artikel kan jeg blot sige, at Martinus verdensbillede har opfyldt dette krav på enestående vis.

Det tredje kriterium er det udbredte videnskabelige princip at forsøge at forklare det ukendte med love, som allerede er anerkendt inden for kendte områder. Dette princip bygger på en ubevidst tro på, at der gør sig en vis ensartethed gældende overalt i tilværelsen, og da man i stor udstrækning har haft gavn af dette princip, tyder det på, at en sådan indre enhed i livet også eksisterer. Et oplagt eksempel fra naturvidenskaben på dette princip er Rutherfords atommodel, som blev skabt i billedet af solsystemet og senere blev modificeret af Niels Bohr. Martinus anvender i høj grad dette princip og begrunder det med, at mennesket i sit "nærområde" dvs sin daglige erfaringsverden har sin skarpeste iagttagelsesevne og derfor her bedst kan erkende livets grundlove. Her kan mennesket fx. klart erkende, at et produkt, fx. et teknisk apparat, kun kan fungere perfekt, hvis dets menneskelige opfinder har anvendt sine erfaringer, intelligens og tænkeevne. Materialerne kan ikke på egen hånd kombinere sig på hensigtsmæssig måde. Denne erfaring fra vort nærområde bør vi ifølge Martinus anvende også uden for dette område og tilsvarende antage, at der er tænkning og bevidsthed bag naturens og universets overordentlig hensigtsmæssige frembringelser. Derved bliver Gud som en universel skabende bevidsthed en logisk nødvendig faktor i verdensbilledet.

Det fjerde kriterium, som er en udløber af det andet og tredje kriterium, er en art åndeligt økonomiprincip, der går ud på, at en videnskabelig teori bør have så få forklaringsfaktorer som muligt, men at de ikke desto mindre bør have det størst mulige anvendelsesområde. En sådan teori tilfredsstiller videnskabens ideal om gennem forholdsvis enkle teorier at få en stor oversigt over tilværelsens mangfoldighed af enkeltfænomener. Har man fx dannet en teori om, hvorfor vand fryser ved 0°, skal den samme teori også kunne forklare, hvorfor andre vædsker fryser ved andre temperaturer. Dette ideal om enkelthed i teoribygningen og stort gyldighedsområde opfylder Martinus verdensbillede par excellence. Det er aldeles enestående, at Martinus ved hjælp af relativt få faktorer som "jeget", "overbevidstheden", "talentkernerne", "6 overfysiske legemer" og deres fysiske udløber "det fysiske legeme" samt ganske få grundprincipper som kredsløbsprincippet, kontrastprincippet og sult- og mættelsesprincippet kan give en logisk tilfredsstillende forklaring på sammenhænge i så vidtstrakte områder som planters, dyrs og menneskers biologiske evolution, det enkelte individs individuelle kontinuitet gennem reinkarnationsprincippet og yderligere påvise, at hele den fysiske tilværelse blot er et fragment eller et udsnit af et kæmpemæssigt kredsløb, spiralkredsløbet, der udgør den logiske helhed, som kan forklare ellers uforståelige sider af dyrs og menneskers tilværelse, først og fremmest at dyrene må dræbe hinanden for at leve og ligeledes den ondskab, mennesker udsætter hinanden for, og de mange lidelser, som mennesker er underkastet.

Endelig skal som det femte kriterium nævnes den omstændighed, at videnskabelige teorier helst skal kunne gøres til genstand for eksperimenter, selv om dette ikke altid er muligt. En teori skal helst kunne forudsige nye begivenheder, som kan vise sig gennem et eksperiment, der således bekræfter eller afkræfter teorien. Også på dette punkt opfylder Martinus verdensbillede betingelserne for at kunne anvendes videnskabeligt. Man vil både kunne foretage laboratoriemæssige eksperimenter, fx. med henblik på en undersøgelse af Martinus synspunkter for organismens mikroliv og fødens betydning for menneskets sundhed, og personlige eksperimenter. Hvis man fx. er irreligiøs, men på Martinus opfordring prøver at bede, når man er i vanskeligheder, så er dette et eksperiment, hvis udfald man selv må tage stilling til. Det samme er tilfældet, hvis man går over til en kost, som er mindre dræbende end kødspisningen eller hvis man i harmoni med Martinus analyser prøver at tilgive sine uvenner og være mere næstekærlig. For at forstå en så dybtgående livsanskuelse som Martinus, må man prøve at leve den, og da bliver hele ens liv på en måde et eksperiment, på hvis udfald man må basere sin endelige vurdering af dette verdensbilledes sandhedsværdi.

Da Martinus verdensbillede opfylder disse 5 vigtige kriterier for en videnskabelig teori, bør det benævnes som videnskab. Mange videnskabsmænd vil imidlertid utvivlsomt føle sig overvældet af dens store omfang, da der i videnskabens nyeste historie har vist sig en stærk tendens til at skabe teorier om mindre og mindre specialområder. Dette har medført en fagkløft mellem de videnskabelige discipliner og mange tvivler på, at videnskaben på ny kan blive et hele. Der er ligeledes skabt en uheldig kløft mellem den enkelte videnskabsgrens højt specialiserede viden og fagudtryk på den ene side og almindelige menneskers viden fra dagliglivet på den anden side.

Her har Martinus verdensbillede en meget stor mission, da den kan bygge bro over begge kløfter. Den kan skabe en fælles referensramme - et fælles sprog - for alle videnskaber og den er ikke forbeholdt videnskabsmænd. Ethvert menneske med balance mellem følelse og intelligens kan ifølge Martinus udvikle sin intuitive evne således, at det kan erkende livets inderste natur og alle er på vej imod denne erkendelse.