Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Spørgsmålet om, hvad livet er, er det stående problem for menneskene. Så længe de ikke forstår, hvad livet er, forstår de heller ikke at leve rigtigt. Livet i det store hele er det samme som det, der foregår mellem børn og forældre, mand og kvinde, mellem væsenerne i det hele taget. Det er en levende korrespondance, men det er mere end en tilkendegivelse mellem væsenerne. Menneskene er nået så langt frem i deres udvikling, at de kan korrespondere bevidst med hverandre, men det er ikke en fuldkommen oplevelse af livet kun at korrespondere med andre mennesker. Der er store felter af livet, de endnu ikke forstår: Solens strålen, stjernernes skin, skyernes gang på himlen osv. Der hvor menneskene ikke forstår livet, er de "døde". Der hvor man ikke forstår det, man ser, er man ganske uvidende, men man skal ikke vedblive med at være uvidende. Livet er i sig selv en stor undervisning. Alt giver viden, og man kan ikke leve et øjeblik uden at få erfaringer, berigelse, man bliver stadig mere levende, bliver mere vågen, dvs. bliver knyttet mere og mere til tilværelsen. Man må komme til at forstå den side af tilværelsen, man i dag kun forstår så lidt af, nemlig naturen. Vi vekselvirker hele tiden i vort daglige liv med naturen, vi kan ikke leve et eneste øjeblik uden at gøre det på en eller anden måde. Vi kan ganske vist ikke formulere vor korrepsondance med naturen i direkte spørgsmål, men hele vor tale og handlen er i sig selv spørgsmål til naturen, til livet. Hver virkning af vore handlinger er svar fra naturen. Et forhold til et menneske, man holder af, er den mest fuldkomne del af livet. Mellem to, der har sympati for hinanden, er korrespondancen mest fuldkommen, men den er ikke færdig, ellers kunne man ikke opleve mere, den skal stadig beriges, og denne berigelse kommer man til gennem korrespondancen med naturen. Vi skal komme til at kunne samtale med naturen. Men for at livet kan blive så fuldkomment og så intimt som muligt, må vi opdrages, ledes og hjælpes. Det er det samme, som foregår med børnene, der bliver plejet og opdraget af forældrene, indtil de kan klare sig selv. Forældre er som en slags naturkræfter for børnene. Efterhånden kan de mere og mere korrespondere med forældrene, der bliver en mere fuldstændig og intim korrespondance.

Mentalt lever det jordiske menneske ligesom dyrene i en fostertilstand. Jordmenneskene er blot mere udviklede mentale fostre. Her er naturen forældrene. Ligesom fostret i moders liv ikke kan udveksle meninger med forældrene, kan jordmennesket heller ikke dette med naturen, men i denne spæde tilstand tager Forsynet sig af væsenet. Der er i væsenet en instinktmæssig anelse om Forsynets eksistens. Allerede dyret har en sådan anelse, og denne anelse får det til at udstøde skrig i dødsøjeblikket (den første spæde ubevidste bøn til Forsynet om hjælp). Dette skrig er baseret på en talentkerne, som efterhånden gennem en række inkarnationer udvikler sig og bliver årsag til mere og mere bevidst livsoplevelse eller korrespondance med Guddommen. Igennem den skal Forsynet fra at være det ukendte blive mere og mere kendt. Derfor har vi alt det, vi kalder religion. Menneskene lærer at henvende sig til et forsyn. Efterhånden kommer jordmenneskene gennem deres daglige liv til erkendelse af, at det der sker, ikke er noget planløst, men noget der kan sammenføjes i en planmæssig tankerække. Det begynder at gå op for væsenerne, at deres skæbne ikke er tilfældig, men er bygget planmæssigt op og skal bringe dem til at se, at de er et med Faderen. De jordiske mennesker skal ikke vedblive med at være i en kosmisk fostertilstand som et ufødt barn. Denne fostertilstand varer til "den store fødsels" indtræden, hvor gudesønnen bliver forenet med Faderen. Da kommer der et bevidst forhold mellem Guddommen og gudesønnen, og jordmennesket bliver "mennesket i Guds billede".

Så længe de jordiske mennesker ikke forstår naturens kræfter, men tror, at alt er tilfældigt, er de kosmisk set helt uvidende væsener. Så længe man tror, at det er tilfældigt, at det ene menneske lever i sundhed og livsglæde, og det andet lider af sygdom eller oplever anden lidelse, vil livet tilsyneladende være uretfærdigt og meningsløst. Men efterhånden vil det gå op for dem, at det er Guds kærlighed, der stråler igennem det hele, og de vil nå frem til at se, at de bliver passet med stor omhu, og at ligegyldigt hvad der sker, er det fuldkomment. Barnet må gå i skole og lære en masse om det daglige livs foreteelser. Mennesket må undervises som det lille barn og lære at komme til kundskab om, at livet ikke blot er mål og vægt, men livsytringer, at alt i universet er levende.

Livet er udtryk for bevidsthed, for tanker og logik. Gennem virkelig logisk tænkning vil man komme til kundskab om, at intet er tilfældigt. Prøv at betragte tingene i naturen i detaljer, f.eks. et blads struktur, et snefnugs opbygning eller den geniale konstruktion, ved hvilken et græsstrå kan bøje sig for vinden og rette sig op igen. Tænk på vor egen organisme, som er så umådelig kunstfærdigt konstrueret, at der, hvis den er sund og rask, ikke er et eneste sted, der er ulogisk, alt er hundrede procent til gavn for helheden. Stjernernes opbygning og kredsløb er en stor udfoldelse af logik, og atomernes og elektronernes en anden. Hele tilværelsen er en stor strålende undervisning i logisk tænkning. Det er en strålekraft, og denne strålekraft er Guds tale til det levende væsen.

Til at begynde med kan mennesket ikke forstå denne strålekraft. De må have nogen til at undervise sig, til at få det til at forstå den. Den største underviser er Guddommen selv. Man må lære at se virkningerne af sine handlinger, af vrede, had og bagtalelse, af irritation og pessimisme, såvel som man også lærer virkningerne at kende af kærlighed til næsten, af medfølelse, tolerance og godt humør. Et bedre undervisningssted eller laboratorium end livet på jorden findes ikke for det jordiske menneske. Her er alt arbejdsmaterialet til stede. Menneskene er som Kain, til hvem Gud siger: "Gør du godt, da se frit op. Gør du ondt, da ligger synden for døren". Det betyder: "Gør du det rigtige, er dine tanker og handlinger i kontakt med livets love. Men er dine manifestationer ikke i kontakt med livets love, da fyldes dit liv med modgang, sorg og lidelse". Dette er blevet fortalt gennem årtusinder, og det bliver forkyndt den dag i dag fra tusinder af prædikestole, men de fleste mennesker ved ikke, at det er udtryk for en videnskabelig sandhed. Man må dog før eller senere komme til at spørge sig selv: Hvor har de vise fået deres viden fra i begyndelsen? Det må jo være oplevet engang, det kan ikke vedblivende have været genfortælling. Svaret er her, at der findes mennesker, der selv kan se disse ting i naturen. Jeg selv behøver ikke at spørge, hvorledes det og det foregår eller er foregået. Jeg taler med Guddommen som en mand med sin næste, og det er blevet min opgave at vise andre mennesker den vej, de kan gå for at komme til en virkelig forståelse af det, de oplever.

Når menneskene oplever modgang i det daglige liv, er det hverken en tilfældighed eller en straf fra Guddommen. Det betyder, at det er Guddommen, der banker på og vil tale med dem. Når vinden rusker i træet, så er det Guddommen, der kalder det til bevidsthed. Menneskenes lidelser og ubehag er også en måde at blive kaldt til bevidsthed på. De fleste er tilbøjelige til at tro, at de lider uret og er martyrer, men efterhånden vil det gå op for mennesket, at enhver af dets lidelser er dets eget værk, og at det selv er sin egen skæbnes ophav. Naturligvis er det rigtigt, at skæbnen opleves gennem andre levende væsener, men de er blot de redskaber, som udløser eller leder ens skæbnebølger. Vi kunne ikke opleve noget som helst, hvis der ikke var andre levende væsener i makro-, mellem- eller mikrokosmos til at lede vore skæbnebølger.

Når vi ser på udviklingen fra dyr til menneske, opdager vi, at den repræsenterer en skala fra primitivitet og drab til humanitet og kærlighed. Humanitet er vejen til lyset, til den virkelige livsoplevelse. Den mørke del af naturen, krig og ødelæggelse, er de felter, hvor menneskene endnu ikke er opdraget af Forsynet. Men også disse felter skal blive til lys. Det er meget svært at lære Forsynet at kende der, hvor der er noget, man ikke kan lide. Det er den side af bevidstheden, hvor alting synes at være forkert. Det er derimod let at se Forsynet i de mennesker, man er gode venner med. Men det er netop de felter, hvor der er noget og nogen, man ikke kan lide, at man har sin træningsplads. Der hvor man udviser kærlighed, er man færdigudviklet. Men der hvor man synes, at alt er forkert, er det felt, hvor der skal opdragelse til. Der er man i konflikt med livet, og det gælder om at komme til at forstå, at alle kræfter, som man kommer ud for, er detaljer i henvendelsen fra Guddommen til os. Man skal lære målet med dem at kende og derigennem vejen til det behagelige og det ubehagelige. Når et skib sejler henover havet, har det et mål at sejle efter. Vi må også have et mål. Hvis vi handler efter noget, vi ikke forstår, handler vi som den kaptajn, der sejler uden mål. Man må lære at se, hvad det såkaldte onde egentlig er udtryk for. Man må ikke tro, at det er udtryk for djævelskab. Det er i virkeligheden det ubehagelige gode, som lidt efter lidt gennem lidelseserfaringer lærer det jordiske menneske "at kende forskel på godt og ondt og blive ligesom Gud". Det er ikke udtryk for overtro at regne med, at der eksisterer et forsyn. Det udviklede menneske vil lære at indstille sig lige så videnskabeligt på de religiøse felter, som på de materielle. Jo mere man indstiller sig på humanitet i tanker og væremåde, desto mere vished vil man få for, at Guddommen er bag det hele, og lidt efter lidt vil man blive i stand til at opleve Guddommen i alle livsytringer.

En mand sagde en dag til mig: "Vorherre bevares, De tror da vel ikke på Gud?" Jeg fortalte ham, at jeg oplevede Gud i alt. Ikke en gammel Vorherre på en trone i skyerne, men den Gud, hvori vi lever, røres og er. Jeg viste ham, at vi er til, og vi eksisterer. Blomsterne, dyrene, kloderne, mælkevejssystemerne eksisterer. Det er en kendsgerning. Det måtte han indrømme. Der er et "noget" til. Vi kan ikke undgå at se, at dette "noget" udfolder skabeevne, både et "noget" i os og et "noget" i naturen. Al virkelig skabelse foregår efter logikkens love, og mennesket lærer logik ved at studere logikken i naturen. Hvad han heller ikke kunne komme udenom var, at der eksisterer et resultat af denne skabeevne. Der var altså tre ting, som han ikke kunne komme udenom. Vi havde fået et holdepunkt. Der var et treenigt princip, hvor ingen af de tre principper kunne undværes. Det var én ting med tre analyser, og dette treenige princip viste sig at være analysen af det levende væsen. Når man forstår den treenige analyse, er Guddommen eller Faderen teoretisk oplevet.

Det er dog kun en begyndelse. Guddommen skal ikke alene opleves teoretisk, men også følelsesmæssigt, og det kommer man til gennem lidelseserfaringerne, der udvikler ens humane evne eller kærlighedsevne og bringer en på bølgelængde med selve Guddommens kærlighed. Jeg kan kun give Dem den teoritiske oplevelse af Guddommen, ikke den følelsesmæssige, den kan kun Guddommen give Dem. Igennem lidelser udvikles følelsen og humaniteten hos mennesket, ikke blot gennem ét, men gennem mange liv. Derved bliver Guddommen en mere og mere levende realitet. Der kommer ganske vist en tid, hvor intelligensen er blevet en del udviklet, og det kan medføre, at mennesket med samme intelligens forsøger at bevise, at Gud ikke eksisterer. Men det er kun en overgangstilstand. Når intelligensen og følelsen kommer i balance, vil alt i livet netop fortælle menneskets intelligens, at der er en levende Gud bag hele universet. De har centrer i Deres hjerne, der endnu ligger latent, parat til at blive taget i brug, og der vil med tiden indtræde en evne i Deres bevidsthed til at se alt som livsytringer, og ikke bare det, men som "det bedste", der kan ske i øjeblikket, enten det, der møder Dem, er behageligt eller ubehageligt. Det De oplever som Deres skæbne, er den specielle form for kærlig opdragelse, De i øjeblikket trænger mest til for at lære det, der i fremtiden vil gøre Dem til en repræsentant eller et redskab for Guddommen til at lade hans kærlighed stråle ud over andre levende væsener gennem Deres højintellektuelle skabende bevidsthed. De skal blive de organer i Guddommens organisme, hvorigennem Guds stråleglans skal vibrere ind i den fysiske verden, og De skal selv opleve at være i Guddommens strålende favntag.

Mine kosmiske analyser går ud på at lære Dem at få Deres tænkeevne indstillet i den mest kærlige retning. Når De i enhver situation er indstillet på og beder om hjælp til at gøre og sige det, der er det kærligste og dermed også det mest logiske, vil De efterhånden lære at se med Guds egne øjne. Og De vil se, at mørket i livet er lige så nødvendigt som lyset, ligesom de mørkere farver i et maleri må være der for at fremhæve de lyse. Også en skarpretter er nødvendig til visse tider og på visse steder i de levende væseners udvikling, og der er væsener, hvis udvikling passer til at være skarpretter. Men der vil komme en tid, hvor han bliver led og ked af at være skarpretter; livet vil lære ham noget andet, fordi han må høste det, han har sået, og skarpretterens bevidsthed vil drages mod humanitet og kærlighed, og han vil engang yde menneskene de største velgerninger baseret på intellektualitet og kærlighed, ja måske endda blive verdensgenløser for andre levende væsener.