Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I vort århundrede har den jordiske menneskehed på en meget ubehagelig måde erfaret, hvordan flokbevidsthed eller flokmentalitet kan blive årsag til forfærdelige ulykker og lidelser. En enkelt mand fik millioner af andre mennesker til at strække armen i vejret og råbe "heil" og derefter til med trampende støvler at marchere ud i verden for at drage andre folkeslag ind under samme massesuggestion ved våbenmagt og propaganda. Når noget sådant kunne finde sted, er det naturligvis ikke blot fordi, Hitler besad en kolossal viljekraft, men i særlig grad fordi han formåede at appellere til flokinstinktet hos jordmenneskene, til primitive instinkter og følelser, som hører dyreriget til, og som også fik udløsning i krigens og koncentrationslejrenes rædsler. Men Hitler og nazismen led nederlag for åbent tæppe, og det blev vist menneskeheden, hvorledes en sådan mentalitetsudfoldelse må bukke under for det samme ragnarok, den har påført andre. Denne oplevelse har jo nok gjort en del mennesker klogere, men ikke alle. Politisk propaganda kan stadig få mennesker til i flok at udføre dyriske handlinger, som gør livet på jorden til en jungletilværelse, hvor princippet "magt for ret" dominerer. Det er dog ikke meningen med jordmenneskenes liv, at de skal blive ved med at være underkastet jungleloven. En mentalitetsændring vil lidt efter lidt føre den jordiske menneskehed ind i helt andre livsbaner, og det vil netop ske gennem den individuelle udvikling, som fører til frigørelse af flokbevidstheden.

Nu skal man ikke tro, at flokbevidsthed og massesuggestion er noget, der blot ytrer sig gennem politisk propaganda, og absolut heller ikke, at det blot er nazismen, der er baseret på flokmentalitet. Nazismen har været et tydeligt og grelt eksempel på politisk propaganda og på, hvad den kunne føre med sig. Men de jordiske mennesker er udsat for en masse andre variationer af dette princip, og de må igennem dem for derved at gøre de nødvendige erfaringer, som lidt efter lidt gør dem uimodtagelige for propaganda og suggestion, så de bliver i stand til at tænke selvstændigt og handle ud fra deres egen tænkning og ikke fra andres eller fra, hvad der er takt og tone eller skik og brug. Nu vil nogle måske indvende, at der da ikke er noget ondt i at følge takt og tone eller skik og brug i det land og det miljø, hvori man lever. Det er der heller ikke, ligesom der ikke er noget ondt i, at det enkelte dyr følger dyreflokken og gør som de andre. For dyret er det tværtimod en dyd og en nødvendighed. Det har det også i lange tider været for de jordiske mennesker, som er blevet ledet af religiøst og politisk diktatur. Men mange jordmennesker er i vor tid ved at vokse ud af denne tilstand, de føler selv, at de ikke mere er på bølgelængde med mange af de former for skik og brug og vanetænkning, der dominerer det miljø, hvori de lever, og de prøver, ofte med stort besvær, at gøre sig fri af flokmentaliteten.

En sådan frigørelse kan ytre sig på mange måder. Den kan f.eks. ytre sig på den måde, at unge mennesker nægter at gøre militærtjeneste, fordi de ikke opfatter en anden nations soldater som fjender, men som medmennesker, de ikke ønsker at dræbe. Den kan også ytre sig på den måde, at man ændrer sine ernæringsvaner og går bort fra at spise animalsk føde og bliver vegetar både af etiske og sundhedsmæssige grunde. Den kan vise sig på det religiøse område, idet mange mennesker føler, at deres religiøse indstilling ikke stemmer overens med de dogmer, der er grundlag for den officielle religion. Den kan også ytre sig inden for politiske, kunstneriske og videnskabelige områder, inden for undervisning og meget andet. Men selv om mennesker skaber en vis frigørelse fra gamle vaner, skikke og forestillinger inden for lokale felter af vor nuværende kultur, er det ikke dermed givet, at de samme mennesker virkelig er blevet frigjorte mennesker. De kan være bundet af vaner og fordomme på så mange andre felter samtidig med, at de måske gør propaganda for deres nye ideer på en måde, som i mistænkelig grad ligner de gamle metoder, hvad intolerance og fanatisme angår.

Men hvordan kan man da blive et selvstændigt tænkende og frigjort individ, der kan sætte sig ud over "den offentlige mening" uden at havne i en eller anden åndelig bås af politisk, religiøs eller anden art? Det kan man kun ved at lære livets love at kende på en sådan måde, at man kan handle i overensstemmelse med dem. Livets love kan ingen religion og heller ikke noget politisk parti have patent på. De eksisterer uafhængige af alle jordmenneskelige ideer og sammenslutninger. Men jordmenneskenes idéverden og deres mere eller mindre idealistiske foreninger, partier og andre sammenslutninger er til gengæld ikke uafhængige af livets love. De er underkastet det kosmiske kredsløbsprincip, ligesom alt andet i livet er det. Det vil sige, de har deres spæde spirende tilstand, deres vækstperiode på vej mod kulmination og efter kulminationen deres gradvis degenererende tilstand på vej mod døden. Men intet dør uden at genopstå i en ny form. Partier, sekter og foreninger opløses, som stof der forvitrer, og de enkelte "celler" i stoffet, altså de enkelte mennesker, der var medlemmer af disse sammenslutninger, går måske ind i andre, hvis form for idealisme de finder mere i overensstemmelse med deres egne meninger og idealer. Eller de danner måske selv nye sammenslutninger og søger at hverve proselytter og tilhængere til deres ideer. Bag alle disse omgrupperinger eksisterer en bestemt udviklingsplan, idet de grupper, sekter, foreninger eller partier, menneskene efterhånden bliver trætte af at have med at gøre, er domineret af flokmentaliteten og vanetænkningen, medens de, de søger over i eller søger at danne, almindeligvis er baseret på lidt større personlig frihed og selvstændig tænkning.

Det er altså en gradvis frigørelse, som finder sted, idet individet får sværere ved at indordne sig under partidisciplin, dogmer, ceremonier eller andre autoritære forordninger. Efterhånden ønsker det at stå helt frit, men vil opdage, at det er vanskeligt, ja, næsten umuligt i den verden, menneskene lever i i vor tid. Mennesket må leve i denne verden sammen med andre mennesker, de må vekselvirke og skabe livsbetingelser for hinanden. Det kan ikke ske uden love, vedtægter og forordninger, som de alle må underkaste sig. Men spørgsmålet er så: er de jordiske menneskers love, forordninger og vedtægter i overensstemmelse med livets love? De er for en meget stor del i overensstemmelse med dyrerigets love, med "den stærkeres ret". Noget menneskeligt gør sig dog også gældende, idet lov- og retsvæsenet netop har til opgave at sørge for, at de svage, dvs fysisk eller økonomisk svage, i samfundet også kan få deres ret. Men det er princippet "øje for øje og tand for tand", der er det gældende. Og selv om dette princips udfoldelse må siges at være et skridt frem mod menneskelige love, specielt når det virkelig bruges på en sådan måde, at de svage også får deres ret, så er det dog ikke retfærdighed, men kærlighed, der er livets inderste lov, og så længe de jordiske mennesker ikke er på bølgelængde med kærlighedens lov i deres indbyrdes forhold, vil deres verden være en mental jungle.

De jordiske menneskers flokbevidsthed ytrer sig ikke blot på den måde, at de optræder i grupper med fælles religiøs tro eller politisk overbevisning eller andet meningsfællesskab, der får dem til mentalt at ligne hinanden, som dyrene i dyreflokken ligner hinanden. Flokbevidstheden kan også i høj grad ytre sig hos mennesker, der absolut ikke ønsker at handle og tænke som "folkemasserne" gør det. De føler sig hævet over "den gemene hob" enten på grund af deres aristokratiske fødsel eller på grund af en speciel viden og kunnen indenfor et lokalt kulturelt område. De har ikke mindre-, men mereværdskomplekser, de repræsenterer enten herrefolksmentaliteten eller farisæismen, to mentalitetsarter, som mener at være udtryk for individualisme og højintellektualitet, men som kosmisk set blot er særlige former for flokbevidsthed, der også må forsvinde, for at en virkelig menneskelig mentalitet kan udvikles. Åndshovmod har ikke noget som helst med virkelig menneskelig kultur at gøre, det har derimod beskedenhed og ydmyghed, som naturligt forbindes med næstekærlighed og med et ægte og inderligt guddomsforhold.

Kristus har vist menneskeheden vejen bort fra flokbevidsthed mod en på en gang guddommelig og menneskelig individualitet. Det var ingen herrefolksmentalitet, han repræsenterede, og han besad heller ingen farisæisk glæde over at være mere end andre. Han sagde tværtimod, at han var kommet for at tjene og ikke for at lade sig tjene. Men han var ikke bange for at give udtryk for sin tankeverden, selv om den var anderledes end flokkens, der var baserat på gamle traditioner, dogmer og vanetænkning. Han sagde: "Der blev sagt til de gamle: Øje for øje og tand for tand, men jeg siger eder, at I ikke skal sætte eder imod det onde". Sådan en udtalelse var en fuldkommen kontrast til det, der var vanetænkning og skik og brug, og det er den endnu. Ganske vist kalder menneskene i vesten sig kristne, men deres kristendom er i de fleste tilfælde baseret på en dogmefast, blind tro på syndernes forladelse ved, at Kristus forsonede den vrede gud ved sin lidelse og død på korset. En sådan kristendom skabt af kirkefædre og prælater er blevet flokbevidsthed, og menneskene har været under suggestiv påvirkning af et kirkeligt diktatur. Dette siger jeg ikke som kritik, for det har ikke kunnet være anderledes. Det var den eneste måde, hvorpå kristendommen i forhold til menneskenes daværende udviklingstrin kunne blive en kulturfaktor. Men mange mennesker har siden gennemgået en udvikling, i hvilken den individuelle tænkeevne og trangen til logik er kommet til at spille en større og større rolle, og de er ganske naturligt vokset ud af troen på de gamle dogmer. De er måske en tid ateister og materialister, men en sådan tankegang er også en form for flokbevidsthed og vanetænkning. Man vandrer i små lokale tankebaner og er optaget af hverdagens begivenheder uden at ane noget om deres betydning set i en større sammenhæng. Men ingen mennesker kan vedblive med at leve i en sådan tilstand. Livet vil selv vække dem af denne dvale, og de vil blive søgende og længes efter et livssyn, som ikke lukker dem inde i en eller anden bås, men som virkelig kan gøre dem til frigjorte mennesker.

Åndsvidenskaben vil blive en faktor i den jordmenneskelige kultur, som i fremtiden vil få overordentlig stor betydning, idet den vil kunne hjælpe de enkelte mennesker bort fra flokbevidstheden og frem til en individuel tænkeevne. Mange mennesker tror ganske vist, at åndsvidenskaben blot er en ny religiøs sekt, eller en forening, man kan blive medlem af. Men det er en misforståelse. Åndsvidenskab kan ikke udbredes ved propaganda eller suggestiv påvirkning, den kan modtages af de mennesker, som er blevet søgende og ønsker at komme nærmere i kontakt med livets evige love. En sådan kontakt kan ikke opnås ved noget medlemsskab og ikke engang ved studier, med mindre disse studier forbindes med en praktisering af næstekærlighed og tolerance. Kernen i åndsvidenskaben er den samme kerne, som findes i de højere religioner, kærlighedsbudskabet. Derfor vil åndsvidenskaben ikke fortrænge religionerne, tværtimod, gennem den vil man forstå det, religionerne har givet menneskene gennem følelserne. Med hensyn til kristendommen vil man forstå, hvor stor betydning det havde, at Kristus sagde: "Tag dit kors og følg mig". Den enkeltes kors er de besværligheder og lidelser, han eller hun må igennem, når de fjerner sig fra flokbevidsthedens nemme løsninger, selvhævdelse og vanetænkning. Når mennesket er begyndt at fjerne sig fra meget af det, der er skik og brug, vil det let komme til at føle, at det står ene med sine tanker og ønsker, men når det lærer de love og kræfter at kende, der ligger bag bønnens magt og forstår at bruge dem, vil det mærke, at det aldrig er ene, men at der står stærke åndelige kræfter bag den forvandling af jorden og menneskeheden, det nu er ved at blive en bevidst medarbejder i.