Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Den første skoletid kan være svær. Der er meget nyt, man skal lære, mange nye færdigheder, man skal tilegne sig for at kunne klare sig senere i tilværelsen. Disse færdigheder kan ikke tilegnes pludseligt på en gang - de kræver en øvelsesperiode, og den indlæringsproces, som børnene står over for, bliver en tid fyldt med anstrengelser, fejltagelser, skuffelser og græmmelse. Der kommer mange klatter i stilebøgerne, mange regnefejl og fejllæsninger de første år. Og det er gennem denne lange række af fejltagelser i skoletiden, man når frem til at kunne læse, skrive, regne, spille fodbold osv, således at man på basis af disse nye færdigheder kan tilegne sig en endnu større viden og indsigt i skolens og læreanstalternes højere klasser, som så igen kvalificerer én til den voksne tilværelse.

Det er indlæringsprocessen, denne øvelsesperiode for hvert fags vedkommende, som Martinus betegner som B-stadiet i talentskabelsen. Forud herfor går ønsket, ideen eller det teoretiske stadium, som Martinus benævner A-stadiet, og efter øvelsesperioden (B-stadiet) kommer rutinen, den automatiske funktion eller det fuldkomne talent, som Martinus kalder C-stadiet.

Nogle børn klarer sig legende let gennem skolen, mens andre må kæmpe dag for dag for at gøre fremskridt, og menneskers voksne tilværelse efter børneskolen er principielt ikke anderledes. Den er en "livets skole", hvor man dagligt må kæmpe, hvis man vil tilegne sig ny forståelse, nye færdigheder. Ingen ny forståelse kan tilegnes uden gennem øvelsesprocessen, uden fejltagelser og ofte skuffelser eller lidelser - de er simpelt hen nødvendige led i denne proces.

Når vi senere hen i livet "slår klatter i stilebogen", er de imidlertid oftest af alvorligere art end dem i børneskolen. Men også her er der mennesker, der klarer sig legende let, mens andres tilværelse former sig yderst vanskelig og lidelsesfyldt, alt afhængigt af de forudsætninger, de evner, vi har i forvejen. Og når nogle har det lettere end andre skyldes det jo, at de allerede i en tidligere fysisk tilværelse har påbegyndt tilegnelsen af bestemte talenter, således at nogle af begyndervanskelighederne er overstået og deres nuværende anstrengelser derfor blot er en fortsættelse af talentskabelsen i det pågældende felt. Nogle vil måske stille sig tvivlende over for tanken om tidligere tilværelser og fortsat eksistens, men Martinus analyser af talentskabelsen er netop et af de fundamentale argumenter for evig tilværelse og reinkarnation, nemlig derved, at intet fysisk talent kan skabes uden igennem opøvelsen heraf i denne eller tidligere fysiske tilværelser, og flertallet af vore talenter er jo ikke opøvet i denne tilværelse. (Se i øvrigt Martinus: LOGIK, kap 92-94).

"Øvelse gør mester", og mester bliver man kun gennem den lange øvelsesperiode. B-stadiet er det ufuldkomne menneskes øvelsesområde - de nødvendige fejltagelsers og lidelsers domæne. Hverken før eller efter dette stadium i menneskets udviklingshistorie, er der tale om en bevidst opøvelse af talenter. Dyret har indbygget i sin bevidsthed et for dets domæne tilpasset fuldkomment og instinktstyret sæt talenter - og det færdige eller fuldkomne menneske har ikke behov for opøvelsen af nye talenter. Mange talenters tilblivelse, afløsningen af mange dyriske talenter med menneskelige talenter og egenskaber, kan i denne træningsperiode forekomme som et helvede, som djævelsk for den, der ikke ser hensigten, udviklingen henimod en menneskelig bevidsthedstilstand. Guddommeligt opfattes det først, når man ser, føler og bevidst oplever den logiske undervisning, den kærlige tilrettevisning, vi får på denne øvelsesplads, som vort nuværende stadium udgør, og hvor mange talenter, der senere vil befordre en virkelig menneskelig og human tilværelse, er på deres B-stadium.

Der er ikke noget djævelsk i, at man slår klatter i stilebogen, det er ikke nogen straf, når man slår fejl på klaverets tangenter og derved skaber disharmonier, og heller ikke at man oplever fejltagelser på andre måder. Det er livets strålende undervisning i form af et årsags- og virkningsprincip. Det hårde og brutale menneske vil nok møde store besværligheder i menneskeliggørelsens første klasser og vil sikkert opfatte livets modgang som djævelsk og ondskabsfuld, og først når humaniseringsprocessen er længere fremme, vil han kunne lære at betragte livet som den træningsplads, det laboratorium, det virkelig er, hvor talenterne selv til den mindste detalje bliver afpudset. Vi kan ikke springe B-stadiet over. Vi kan ikke gå fra det teoretiske stadium (A-stadiet) direkte til det fuldkomne talent (C-stadiet), men må gennemgå den nødvendige træningsperiode, således at hvert enkelt talent i vor bevidsthed må gennemgå alle talentskabelsens tre stadier. Sluttelig vil den menneskelige struktur bestå af en meget sammensat organkombination, hvor en hel serie af talenter og egenskaber er afbalancerede og afstemte i en helhed, alle med henblik på at kunne befordre det harmoniske samarbejde med omgivelserne og give en udstråling med medvæsenerne, som man sammenfatter i det ene ord kærlighed. Hermed er øvelsesperioden forbi, og B-stadiet for det samlede talentkernesæt tilbagelagt.