Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Titelbladet til den bibelordbog, som Martinus hidtil har anvendt.

 

Aage Hvolby

RESUMÉ

At jeg ikke har den fra andre personer, fra den eksisterende litteratur eller fra nogen form for akademisk uddannelse, således som det ellers er almindeligt med lærere, men derimod selv er ophav til al min viden, idet jeg har en oplevelsesevne, der endnu ikke er almengældende, forpligter mig dog ikke til at hemmeligholde denne og derved skjule min videns sande udspring. Og navnlig ikke da nævnte udspring er en opfyldelse af en forjættelse, som enhver sand kristen selv må tro på, idet den er udtalt af den pågældende religions højeste autoritet og går ud på, at alle skal komme til klarhed over livets mysterium. Denne forjættelse lyder blandt andet således:

"Men talsmanden den helligånd, som faderen vil sende i mit navn, han skal lære eder alle ting og minde eder om alt det, jeg har sagt eder". - (6; Joh. 14,26).

"Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og dom". - (6; Joh. 16,8).

"Men når han, sandhedens ånd kommer, skal han vejlede eder til hele sandheden". - (6; Joh. 16,13) (21; kap. 23).

Om sit forhold til Bibelen skriver Martinus endvidere:

Og på denne basis skal jeg nu gå over til at berette lidt om det, der satte mig i stand til at skabe den verdensanalyse, igennem hvilken det evige verdensbillede med dets store facitter eller udødelige sætninger fra Bibelen, fra jordens største vise går op som matematiske enheder, og gør dermed livets største sandheder til videnskab, til kunst, til kærlighed. (20; kap. 12).

Da Martinus gik til konfirmationsforberedelse, forlangte den indremissionske præst, at eleverne skulle lære talrige bibelcitater og salmevers udenad. Martinus var den dygtigste på holdet til at lære bibelcitater, og ved overhøringen af konfirmanderne ved Martinus konfirmation i 1904 var Martinus den, der besvarede alle præstens spørgsmål om bibelcitater. Salmevers interesserede Martinus sig mindre for, så på det område klarede han sig ikke så godt som med bibelcitaterne.

Martinus havde allerede som barn sin egen opfattelse af Bibelens idémæssige indhold, og det hændte ofte, at Martinus tænkte, at lærerens og præstens tolkning af Bibelen ikke kunne være korrekt. Martinus tænkte bl.a., at det ikke kunne være rigtigt, at uægte børn var forbandede, og at udøbte børn ved død endte i helvede.

Martinus indlevelse i evangeliernes indhold var så stærk, at Martinus allerede som barn havde Jesus som forbillede for sin væremåde. Martinus skriver herom:

Jesus var mit største ideal og rettesnor. I alle tvivlsspørgsmål stillede jeg altid spørgsmålet således op: "Hvad ville Jesus gøre i den pågældende situation?" og svaret kom altid prompte. I løbet af blot brøkdele af sekunder vidste jeg, hvorledes Jesus ville handle i den nævnte situation. Og dette førte mig frem til Faderen, frem til Guds nærhed. (20; kap. 13).

Det religiøse optog Martinus så stærkt i hans ungdom, at han en overgang tænkte på at blive missionær. Men da Martinus tolkede Bibelen anderledes end autoriteterne, valgte han at opgive disse tanker.

Som følge af sin oplevelse af den store fødsel marts 1921 ændredes Martinus forhold til Bibelen radikalt. Ændringen ytrede sig på den måde, at Martinus følte det, ligesom en hånd lagde sig på hans pande og trak ham væk fra Bibelen og andre bøger, når han havde til hensigt at læse i dem. Martinus tolkede disse oplevelser på den måde, at han ikke burde læse bøger, ej heller Bibelen. Martinus var nu selv åndelig suveræn.

Og bortset fra nogle få helt specielle undtagelser har Martinus ikke siden sin kosmiske indvielse i 1921 givet sig af med at studere hverken Bibelen eller andre bøger. At det forholder sig således fremgår bl.a. af, at Martinus i sine senere bøger praktisk talt kun anvender de samme bibelcitater som i sine tidligste bøger (Livets Bog I og Logik).

Vi kan altså konkludere, at Martinus kendskab til Bibelens indhold og til bibelcitater praktisk talt fuldstændigt er baseret på det stof, han i skolen og under konfirmationsforberedelsen fik terpet ind i hovedet. Det er derfor naturligt, at Martinus formulering af bibelcitater må bære stærkt præg af, ikke alene hvilken ordlyd, citaterne havde i bibler, bibelhistorier og katekismer fra tiden omkring århundredskiftet, men også af den bibelviden og den udformning heraf, som Martinus lærer og præst gjorde brug af.

Indholdet i "Det gamle testamente" (forkortet G. T.) hidrører fra mange kilder. En del hidrører fra tidligere tiders profeter. En anden del hidrører formentlig fra materialiserede, åndelige væsener, som i Bibelen er benævnt "Gud" og "Engle". Generelt gælder herfor, at den åndelige viden, der findes i G. T., hidrører fra et åndeligt tilværelsesplan, der moralsk svarer til den daværende menneskeheds udviklingstrin.

For "Det nye testamente" (forkortet N. T.) gælder, at Martinus altovervejende har tilstræbt at citere Jesu egne udtalelser. Jesus havde kosmisk bevidsthed og for et sådant væsen gælder, at dets væremåde under ingen omstændigheder kan underskride et vist moralsk niveau. Som følge heraf anser Martinus beskrivelsen af tempelrensningen i Joh. 2; 13-16 som indeholdende usande elementer. Vi citerer det pågældende afsnit:

Og jødernes påske var nær, og Jesus drog op til Jerusalem. Og han fandt siddende i helligdommen dem, som solgte okser og får og duer, og vekselererne. Og han gjorde en svøbe af reb og drev dem alle ud af helligdommen, både fårene og okserne, og han spredte vekselerernes småpenge og væltede bordene. Og han sagde til dem, som solgte duer: "Tager dette bort herfra; gører ikke min Faders hus til en købmandsbod!" (6).

Til belysning af Martinus opfattelse af Bibelen vil vi endvidere citere:

Vi kommer her til de væsener, der igennem tiderne har ført menneskehedens forskellige racer fra kulturtrin til kulturtrin, og hvis ord og idealer stråler til os fra "Bibelen" og andre hellige bøger som evige sætninger, udødelige ord, tilpasset til den enfoldige og afslørende den højeste sandhed for den vise, der selv er blevet "et med vejen, sandheden og livet". (22; kap. 12).

Et sådant menneske er for længst kommet på sporet af, at de bibelske beretninger udtrykker andet og mere end blot og bar historie. For ham har disse beretninger afsløret sig som udlagte visdomsdepoter, hvor den begyndende sandhedssøger kan finde bekræftelse på sine anelser om løsningerne på tilværelsesmysteriet eller den virkelige og absolutte sandhed. (23; kap. 2).

Beretningen om "Adam og Eva", beretningen om "dommedagen og helvede", beretningen om "fårene og bukkene", beretningerne om følgerne af sværdets brug, beretningen om "heste, af hvis munde udgik ild og røg og svovl" (hvad er det andet end de moderne krigstanks), beretningen om "alles krig mod alle" og mange andre bibelske meddelelser er således ikke overtro eller fanatisme, men levende, okkulte beretninger om de begivenheder, der i vore dage finder sted. Disse begivenheder er altså blevet registrerede og fortalte allerede for årtusinder siden. (26; kap. 10).

Det er nemlig således med langt de fleste religiøse beretninger fra fortiden, at de på én og samme tid er fortalt som ydre, historiske begivenheder samtidigt med, at de rummer afsløringen af eller løsningen på et rent åndeligt problem. Derfor vil den åndeligt uinteresserede kun opfatte disse beretninger som historiske, på samme måde som han opfatter øvrige overleverede beretninger fra fortiden. Det store åndelige mysterium, der skjuler sig bag f.eks. de bibelske beretninger, fatter et sådant menneske ikke, ja ofte aner han end ikke dette mysteriums eksistens. (23; kap. 1).

Bibelens store profeter, rent bortset fra Kristus, har ikke givet menneskene nogen viden ud over, hvad der kan opleves igennem et kosmisk glimt, ligesom mange af dem i deres væremåde ligefrem har afsløret, at de i deres udvikling endnu slet ikke var nået frem til de begyndende kosmiske glimts område. De var stærkt intolerante og opildnede undertiden folket til fjendskab og forfølgelse mod anderledes tænkende folk, som de kaldte "hedninger". Det gamle testamente i Bibelen er i stor udstrækning en historie om intolerance, krig og grusomheder. (17; stk. 2139).

Men hvorledes kan det gå til, at "Bibelen" således modsiger sig selv, ja, tilsyneladende ligefrem afkræfter sig selv ved at udtrykke to diametralt modsatte idealer som livsbetingelse for menneskene?

Ja, der er måske endog dem, der mener, at dens indhold er det pure opspind, udtryk for fantasi, naivitet og uvirkelighed. Men ingen opfattelse kan være mere forkert end denne. Bibelen rummer i sig sætninger, der er verdens største analyser, udtryk for den højeste viden eller videnskab, og har derved hidtil været verdens største moralske værk. Men dens manifestation er blevet til under lange tidsperioder og skyldes dens mange under de forskellige perioder henhørende ophavs større eller mindre indsigt i selve naturens eller livets mysterium. Og at forstå den rigtigt, er ingen givet, før de er nået så langt frem i udvikling, at de ved selvsyn har fået et så overlegent indblik i samme mysterium, at de selv kan korrigere dens facitter ved hjælp af livet eller naturen selv. (19; kap. 39).

Nærværende bogs opgave er derfor ikke at påvise, om de bibelske traditioner eller overleveringer er korrekte eller ukorrekte, men derimod en kosmisk analyse af den verdensfrelsende bevidsthedstilstands absolut sande udslag i de her i det efterfølgende påviste situationer. (24; kap. 5).

Det bliver ganske underordnet, om disse store bibelske traditioner eller religiøse overleveringer er udtryk for begivenheder, der virkelig har fundet sted, og om nævnte personer virkelig har levet, eller de aldrig nogen sinde har eksisteret. Og jo mere man lærer dette at kende, desto mere bliver man vidne til, hvor tåbeligt og unyttigt, ja ligefrem skadeligt, diskussioner og religiøse stridigheder herom i sig selv er, og at alle, der deltager i sligt, kun er tåber, der ikke ved, hvad de gør. Og desto mere disse religiøse stridslystne personer hører til indenfor prædikanter, præsteskabet og øvrige autoriserede gejstlige myndigheder, desto mindre flatterende bliver disse væsener som fortolkere af den virkelige sandhed. De er kun fortolkere af sandhedens ydre staffage og tilpasning for en bestemt fortidig bevidsthedstype, der umuligt kan være andet end mere eller mindre forældet for ethvert senere tidspunkts psyke eller mentalitet. (25; kap. 1).

Ophavene til de bibelske beretninger har aldrig nogen sinde tænkt sig at skabe holdepunkter for en materialistisk videnskab. (25; kap. 1).

Om denne Kristus har levet eller ikke levet er totalt ligegyldigt. (26; kap. 11).

Har Kristus ikke levet, har i al fald det væsen levet, der er ophav til beretningen. (26; kap. 11).

Har Kristus ikke levet, må altså en anden mand med samme højintellektuelle bevidsthed som den, der tillægges Kristus, have eksisteret. Hvordan skulle sådanne højintellektuelle tankearter eller denne viden ellers være blevet til? - (26; kap. 11).

Vi har med vore kosmiske analyser ikke alene bekræftet og korrigeret den hidtil eksisterende gamle visdom, som er givet menneskeheden igennem profeterne og verdensgenløserne, og som væsentlig er nedfældet i Bibelens to testamenter og i andre hellige bøger. (17; stk. 2131).

Naturen er verdens eneste absolut sande Bibel. (19; Indledning).