Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Fortsat)

 

Svend Åge henviste til den kontinuitet, der eksisterer imellem de tre testamenter. Det gamle testamente, Det nye testamente og Det tredie testamente, som Martinus kalder sit værk. I det gamle testamente er elementer, der peger tilbage på primitive naturreligioner og frem mod de humane religioner, som det nye testamente, kristendommen giver udtryk for. I de humane religioner er elementer, som viser frem til det stadium, der kommer til udtryk i de kosmiske analyser, hvor mennesket er modnet til at erkende sandheden, og hvor der ikke er forskel på videnskab og religion. I denne udvikling fra primitivitet og frem til at blive rigtige mennesker, har der altid været hjælp fra åndelig side, idet mennesker, hvis egentlige livsrum var højåndelige verdener, har ladet sig føde i kulturer, der havde hjælp behov. Deres hjælp var netop tilpasset det specielle kulturtrin, som de fødtes i, og var dermed en kærlighedsgerning på det trin. Som illustration til det primitive trin og dermed begrænsede kærlighedsevne, som det gamle testamentes love giver udtryk for, citerede Sv. Åge en enkelt bestemmelse: Når en mand slår sin træl eller trælkvinde med en stok, så de dør på stedet, skal han straffes derfor. Men hvis de forbliver i live en dag eller to, skal han ikke straffes, da det er hans egen træl.

Gennem mange generationers lidelser og ulykker modnedes mennesket til at modtage impulser til en mere kærlig væremåde. Ved sit liv og virke gav Jesus sin samtid og kommende slægter en ny kærlighedslære, bl.a. i tilskyndelsen til at vende den anden kind til, når man blev slået på den ene, og til at elske sin næste som sig selv. Men historien har vist, at dette smukke evangelium ikke blev forstået. Kristendommen blev dogmatik, en parodi på det, der er dens egentlige lære. To årtusinders lidelser har udviklet mennesket til at bortkaste dogmatikkens åg og modnet det til at modtage en intellektualisering af kristendommen. Dette sker nu med det tredie testamente.

Medens de to testamenter, det gamle og det nye, er sammensat af mange menneskers bidrag, har det tredie testamente den fordel, at den inspirerede person, Martinus, selv har skabt hele værket, dette logiske verdensbillede, der med sine sammenhængende tankerækker danner en matematisk helhed.

Som nævnt i de foregående indlæg har Martinus set det som sin mission at bekræfte sandheden i Jesu lære og at uddybe den og dermed gøre den forståelig for mennesker, der med deres intellekt kan modtage en logisk forklaring. Men Martinus nøjes ikke med alene at bekræfte sandheden i Jesu lære. Jesus gav som bekendt udtryk for, at det var begrænset, hvad hans samtid kunne forstå. Med sine analyser kaster Martinus lys ind over store områder af tilværelsen, som har været skjult for menneskene. Sv. Åge pegede på to væsentlige områder, nemlig udvidelse af næste-begrebet og af begrebet næstekærlighed.

Med støtte i videnskabens evolutionsteori er det muligt for mange at forstå Martinus analyser af det forhold, at vi har været dyr, og at vi er på vej til at blive mennesker, og at dyrene og alt levende er vor næste. Med analyserne over karmaprincippet og reinkarnationsprincippet bliver det muligt for os at forstå, at også dyrene er vor næste. Beriget med denne forståelse kan man ikke mere deltage i drab af dyr eller mishandling af og eksperimenter med dyr, og konsekvensen heraf er, at man bliver vegetar.

Svend Åge pegede i den forbindelse på, at der naturligvis hverken på dette felt eller andre var tale om, at der stilles krav til nogen om at ændre sine livsvaner. Enhver står frit og må handle ud fra, hvad samvittigheden byder.

Som illustration af forskellen i forståelse og tolerance mellem tiden for ca. 2000 år siden og vor tid nævnte Svend Åge, at man dengang risikerede at blive torteret og dræbt - og ens hele familie med - hvis man gik over til denne nye religion, kristendommen, medens det at ændre sine livsvaner i dag, f.eks. ved at blive vegetar, for at undgå at deltage i drabet af dyr, ikke medfører nogen særlig voldsom reaktion fra omgivelsernes side.

Der er et andet stort område, hvor Martinus bringer en udvidelse af næstekærligheden, nemlig begrebet den 2-polede kærlighed. Gennem eksempler fra det gamle og det nye testamente viste Svend Åge, at i disse testamenters kulturområder var det den enpolede kærlighed, der blev sat i højsædet - kærlighed mellem den enpolede mand og den enpolede kvinde. Dette kærlighedsforhold har sin reneste form i dyreriget, og er der i realiteten et rent egoistisk forhold, hvor man kun giver for at eje den modsatte part. Derimod blev intim sympatitilkendegivelse overfor ens eget køn anset for en vederstyggelighed, og det gamle testamente gav strenge straffe for sådanne forhold.

Som modsætning til den enpolede kærlighed fremhæver Martinus nødvendigheden af at udvikle alkærligheden - ikke alene ved at gøre hinanden tjenester, at være opofrende og hjælpsom, men også ved at kærtegne hinanden, uanset om det er ens eget køn eller det modsatte. Vi oplever i vor tid en kraftig brydning indenfor det seksuelle område, hvilket blandt andet kommer til udtryk i den mere humane indstilling til homoseksualitet.

Men denne frigørelse i kærlighedslivet må for at være i kontakt med tilværelsens love ske samtidig med en øget ansvarsfølelse, således at man ikke gør andre mennesker skade eller ulykkelige. Der ligger derfor i denne frigørelse ingen tilskyndelse til at opløse et ægteskab. Man må holde det løfte, hvorved man har knyttet sig til et andet menneske, medmindre begge parter enes om at løse hinanden fra løftet. Et heldigt forløb af et ægteskab er i høj grad afhængigt af, hvor meget to-polet kærlighed de to parter bringer med sig, og man vil i øvrigt ikke kunne finde et område, hvor man som i et ægteskab får så stor mulighed for at opøve evnen til at tage hensyn, til at give en anden mulighed for livsudfoldelse i stedet for at hæmme den, kort sagt, til at udvikle de menneskelige sider i ens bevidsthed.

Mennesker, der mærker en voksende følelse af sympati for sit eget køn, og som efter det gamle opfattelsesmønster måtte tro sig abnorme, vil med de kosmiske analyser af det seksuelle princip komme til klarhed over, at deres tilstand er resultat af en naturlig udvikling, som ganske vist ikke skal forceres, men som gradvis vil føre os frem til en tilstand, hvor man i alle situationer vil være til glæde og velsignelse for andre væsener - hvor man helt vil opfylde loven om at elske sin næste som sig selv.

Efter dette afsluttende indlæg fik tilhørerne ordet. De mange spørgsmål og fyldige besvarelser vidnede om tilhørernes dybe interesse og om det store arbejde, som panelets deltagere havde lagt i løsningen af denne opgave. Hele arrangementets forløb understregede endnu engang værdien af den særlige arbejds- og præsentations-form, som paneldiskussionen udgør.