Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Da fru Wilhemine Woeller-Paquet fra Frankfurt sammen med sin søster og nogle andre tyske venner sidste sommer var i Kosmos Ferieby i den engelske uge, blev de alle så interesserede i Martinus kosmologi, at de spurgte mig, om jeg kunne komme til slottet "Schöneck" i Sydtyskland og give et kursus engang i 1973, hvis de kunne samle tilstrækkelig mange deltagere. De mente ikke, der ville komme nok, hvis foredragene blev holdt på engelsk, men for et kursus på tysk over kosmiske analyser regnede de med, at der ville være stor interesse.

Ganske vist har jeg holdt fire foredrag på tysk, tre i Vest-Berlin og et i Amsterdam, men der var et helt år imellem hver gang, så det har jo ikke givet så megen øvelse. Desuden kan man nok nå at forberede sig grundigt på et enkelt foredrag, men på et helt kursus - det gjorde mig lidt betænkelig. Vore tyske venner var imidlertid så positive og sagde, at det kunne få stor betydning for mange mennesker og for den virksomhed, der nylig er startet på Schloss Schöneck, så jeg overvandt mine betænkeligheder og tænkte på Martinus ord: "Hvis man hjælper Guddommen, så hjælper Guddommen også én", så jeg sagde ja og tænkte: "Hvis det ikke skal være, så melder der sig ikke tilstrækkelig mange deltagere, og så bliver det ikke til noget. Men det gjorde der, og det blev bestemt, at kurset skulle være omkring pinsetid fra lørdag den 9/6 til torsdag den 14/6 på selve slottet og et foredrag i Frankfurt fredag den 15/6. Jeg havde ca. 14 dage ved Klint, hvor jeg i fred og ro kunne forberede mig og så ellers håbe på, at den hjælp og inspiration måtte komme, der kunne få dette foretagende til at blive til gavn og glæde for en gruppe mennesker i Tyskland.

Tidligt fredag morgen den 8/6 begyndte den lange togrejse til Frankfurt am Main; vejret var pragtfuldt, og der var masser af pinserejsende både i Danmark og Tyskland. Efter ophold i Hamborg gik turen sydpå, og det var spændende at se den forandring, der skete med landskabet. Der kom bjerge i horisonten, vi kørte gennem lange, mørke tunneler, og naturens former og farver ændrede karakter såvel som bygningernes stil og arkitektur. I kupeen var der både amerikanere, canadiere og tyskere, og snakken gik livligt på flere sprog. Endelig var det Frankfurt, og jeg blev modtaget med stor gæstfrihed i fru Woeller-Paquets hjem, der på en hyggelig og morsom måde har præg af den kunstneriske udfoldelse, der gennem lange tider har været og stadig er et kendetegn for denne slægts medlemmer. Tidligt næste morgen gik rejsen videre i bil til Schöneck, snart gik den langs med Rhinen og med bilfærge over Rhinen, en vidunderlig tur, som jeg sikkert ville have nydt endnu mere, hvis jeg ikke skulle holde det første foredrag på Schöneck samme aften. Skønt var det dog at se de gamle borge på toppen af Rhinens stejle skrænter, vinmarkerne og alle de små byer, man kørte igennem langs med floden. Ved Boppard kørte vi ind i landet og op ad hårnålesving, hvorfra man i glimt havde den mest vidunderlige udsigt, forbi landevejskrucifikser og små hyggelige landsbyer. Pludselig lå Schloss Schöneck der på sin klippetop med sine høje mure midt i et stærkt kuperet terræn med enge og skove, og vejen snoede sig op til det gamle bygningskompleks, hvis historie som ridderborg går tilbage til det 13. århundrede. Først i nyere tid fik freden sit indtog på borgen, da fru Woeller-Paquets bedstefar, der var en kendt tysk maler, købte den. For ham var kunsten en form for bøn og meditation, og han malede foruden landskaber og portrætter mange fine religiøse billeder og har dekoreret adskillige kirker i Sydtyskland. På slottet hænger mange af hans billeder, og i slotskapellet dominerer hans kæmpestore lærred med en tegning af Kristus, der, idet han løfter armene til velsignelse, selv danner korsets tegn. Det er et smukt symbol på den fredens og næstekærlighedens ånd, der hersker på Schöneck, og på den livsglæde og det gode humør, som sammen med naturens skønhed og den friske, sunde bjergluft gør det til en uforglemmelig oplevelse at have været gæst der. Slottet tilhører nu familien Woeller-Paquet, og fru Wilhemine W.-P. har forpagtet det i en periode og forsøger at gøre den gamle borg til et internationalt mødested for mennesker, der har en åndelig indstilling til livet, og som er åbne for samarbejde og indstillet på fred i det store såvel som i det små. Der hersker en ånd på Schöneck, som er i fin harmoni med det, Martinus giver udtryk for i sine kosmiske analyser, og den ildhu og utrættelige energi, den tålmodighed og det store arbejde, fru Woeller-Paquet har lagt for dagen, fortjener virkelig, at slottet bliver den internationale samlingsplads i Tyskland, som det allerede så småt er begyndt at blive, selv om det kun har fungeret et års tid. Både fra U.S.A., Australien, England, Schweiz, Holland, Finland og naturligvis selve Tyskland har mange interesserede søgt dertil til kongresser, kurser og konferencer, der af og til, hvis der er mange udenlandske gæster, bliver holdt på engelsk, men oftest på tysk. Slottet, der engang har været meget større, end det er nu, og som har ligget delvis i ruiner (i køkkenhaven står endnu nogle af murene fra den gamle riddersal), er blevet istandsat, så der kan bo et halvt hundrede mennesker, og er der brug for det, kan der yderligere være en halv snes stykker i et udmærket hus, tilhørende kvækerne, i den nærmeste landsby. Det var der brug for ved dette kursus, hvor der var fuldt hus i selve pinsedagene, men også de tre efterfølgende dage var der mange gæster, selv om "annekset" da ikke blev taget i brug.

Der var allerede ankommet en del gæster, da vi kom til slottet, bl. andre var Gerard Oude Groen og nogle andre hollændere kommet. Gerard gør ikke blot en god indsats for Martinus arbejde i Holland, også i forbindelse med den udvikling, arbejdet er ved at få i Tyskland, har han været en ihærdig og trofast medarbejder. Det var dejligt straks at møde ham og andre hollandske venner, som jeg har truffet i deres hjemland eller ved Klint. Det gør det altid lettere, når man skal starte foredrag et helt nyt sted, at kunne se ind i et par kendte ansigter og kærlige øjne, det fik jeg også at mærke denne gang.

Efterhånden kom der flere og flere gæster, helt fra Schweiz kom der tre, og det var en stor forsamling, der om aftenen kl. 20 fyldte foredragslokalet. Mange unge sad foran på gulvet, den yngste deltager var 14 og de ældste, et meget charmerende ægtepar, var begge over 80. Som indledning fortalte jeg om Martinus liv helt fra barneårene til 30-års alderen og hans første store åndelige oplevelse. Jeg fortalte om hans møde med Lars Nibelvang og senere med Bernhard Løw, om udviklingen af hans arbejde og baggrunden for hans åndelige oplevelser. Jeg viste fotografier af ham som lysbilleder fra barndom, ungdom, moden alder og som han ser ud i sin alderdom, og derefter viste jeg enkelte af de vigtigste symboler, som jeg i de kommende dage ville gennemgå i detaljer. Jeg understregede den åbenhed uden noget medlemskab, Martinus ønsker for sit arbejde, og den internationale karakter det har. Instituttets og feriebyens virksomhed blev omtalt, og Gerner Larssons store arbejde som pioner for sagen. Bagefter var der mange spørgsmål om Martinus, om instituttet og feriebyen, om oversættelser af hans værker, og det var dejligt at mærke, hvorledes interessen var vakt. Blandt de meget spørgende og interesserede var også en ung schweizisk gymnasielærer, der er medstifter af en "komité til overvindelse af den materialistiske verdensanskuelse" på et frit religiøst grundlag.

Pinsedag og 2. pinsedag holdt jeg foredrag både formiddag og eftermiddag, og jeg nåede at få gennemgået en række symboler; om aftenerne var der spørgsmål og samtale, hvor vi sad i en stor rundkreds. Fra mange sider hørte jeg, at den klarhed og logiske sammenhæng, der var i Martinus verdensbillede, gjorde et stærkt indtryk, og symbolernes skønhed og den hjælp, de var til at få overblik, var også genstand for stor glæde og beundring. Man bar kærligt over med mine grammatiske fejl i det tyske sprog og sagde, at meningen altid var klar og tydelig, og det var meget inspirerende at se ind i så mange kærlige øjne og mærke, at Martinus kosmiske analyser havde budskab til mange i denne forsamling. Det tidligere omtalte gamle ægtepar, der begge til trods for deres høje alder var meget åndeligt levende, kom hen til mig efter den 2. aften og sagde, at de i deres lange liv havde mødt så meget (han havde været med i 2 verdenskrige), i den sidste del af deres liv også mange åndelige bevægelser, men her mødte de en forklaring på ting, som de havde grublet over, og et overblik over livslovene, som de aldrig før havde mødt. Et ungt par, som skulle rejse på et tidspunkt, hvor jeg ikke var til stede, efterlod et brev fuldt af glæde og taknemlighed. Alt dette var naturligvis en dejlig inspiration til de efterfølgende foredrag.

Vi fortsatte med 2 om dagen, så det i alt på Schöneck blev 11 foredrag, hvor hele Martinus verdensbillede blev gennemgået i store træk med en gennemgang af de 12 grundfacitter som det sidste foredrag på slottet.

Ind imellem foredragene var der mange samtaler og spadsereture i den smukke omegn; der var bilture til Mosel og Rhinen, og på slottets terrasse og i den hyggelige spisestue blev man ofte siddende og nød den pragtfulde udsigt. Derved kom der også samtaler i gang, og "Wivi", som vi efterhånden alle kaldte fru Woeller-Paquet, hendes søster "Ricke" og det danske par "Litten" og "Uffe", som stod for køkkenet og mange praktiske ting, gjorde alle en beundringsværdig indsats for at alt skulle glide uden vanskeligheder i en kærlig og omsorgsfuld atmosfære. Det gjorde det også, og mange hjælpende hænder blev rakt frem til opvask og andet praktisk arbejde. Vi oplevede virkelig at være en stor familie af tyskere, schweizere, hollændere og danskere på en gammel ridderborg, der nu var et centrum for fred og næstekærlighed.

Om onsdagen skulle nogle gæster rejse, andre om torsdagen, men fredag formiddag var det sidste store opbrud. En del ville dog være med til det sidste foredrag, der skulle holdes i fru Woeller-Paquets hjem i Frankfurt. I en af de hollandske damers bil kørte Gerard, to hollandske damer, en schweizisk dame og jeg den dejlige tur langs Rhinen, spiste middag i Wiesbaden, og nåede Frankfurt i god tid inden foredraget. Denne gang kunne jeg nyde turen mere, end da jeg var på vej til Schöneck. Vel skulle jeg holde foredrag på tysk om aftenen, men den øvelse, jeg havde fået ved 11 foredrag og mange samtaler, sammen med den venlighed og forståelse, jeg havde mødt, gjorde, at jeg bedre kunne slappe af. Og da jeg om aftenen i fru Woeller-Paquets store lejlighed i Frankfurt talte til en forsamling på 60-70 mennesker om "indvielsen i hverdagens pyramide", følte jeg en dejlig kontakt med forsamlingen, en kontakt, som bekræftedes af den efterfølgende samtale med svar på mange spørgsmål.

Det har været en - trods anstrengelser og sprogbesværligheder - vidunderlig foredragsrejse til Tyskland, og jeg er "Wivi" meget taknemlig for den glimrende måde, hvorpå alt var arrangeret. Dejligt var det også at høre hende spørge: "Hvornår skal vi så arrangere et kursus næste år?" Det bliver nok i slutningen af april eller i begyndelsen af juni. Og endnu en dejlig meddelelse har jeg: fru Clara Spieser fra Schweiz meddelte hen mod kursets slutning Gerard og mig, at hun syntes, det var af den største betydning, at nu også anden del af symbolbogen "Det evige verdensbillede", som foreligger som manuskript oversat af Doris Gregersen, snart kunne udkomme, og at hun ville bekoste dens udgivelse og også gerne hjælpe med til, at flere af Martinus mindre bøger kunne udkomme på tysk. Fru Spieser har tidligere været med til de tre kongresser i Vest-Berlin, hvor jeg har holdt ét foredrag ved hver, og da vaktes hendes interesse for Martinus værk, men nu, hvor hun fik et overblik over dette værks storhed, følte hun, at her var en opgave, hun også gerne - på sin måde - ville være med til at løse. Det var en dejlig afslutning på det første kursus i Martinus kosmologi i Tyskland.