Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Under ovenstaaende Titel har den berømte Biolog og Læge Alexis Carrel skrevet en Bog, der bedre end de fleste bekræfter Martinus Ord om, at den jordiske Videnskab har naaet den fysiske Verdens Grænse og nu langsomt er i Færd med at betræde den aandelige Verden. I Berlingske Tidendes Aftenavis for den 16. Maj d. A. har den i psykiske Problemer indsigtsfulde Forfatter Julius Magnussen skrevet efterfølgende udmærkede Omtale af nævnte Bog, en Omtale adskillige af Kosmos Læsere sikkert vil studere med Interesse, belærende som den er baade hvad Indhold og Tendens angaar.

Kære Professor N. N.

Samtidig med disse Linier sender jeg Dem "Man the Unknown" af Alexis Carrel, den berømte Biolog og Læge, Nobelpristager og Chef for Rockefeller-Instituttet i New York. Alle, der har læst denne Bog, er blevet stærkt fængslet af dens Tanker. Den gaar for Tiden paa Omgang mellem de engelsklæsende her i Landet. Jeg tror ogsaa, De vil faa megen Glæde af den, saa meget mere som den maa kunne være til stor Nytte for Dem nu, da De snart igen skal til at undervise et nyt Slægtled i Filosofi.

Naar jeg med særlig Fornøjelse netop sender Dem dette udmærkede Værk, er det desuden som et Slags Forsvar for visse Paastande, jeg fremkom med under en Samtale, vi forrige Sommer havde paa vor fælles Ven X' Græsplæne.

De husker maaske, hvordan De ganske nedslog mit Haab om at finde Forstaaelse hos den moderne Filosofi, for hvad De kalder Overtro, Indbildning og Illusion. Mens Solen skinnede og Bier summede i Haven, lod De mig forstaa, at den moderne Filosofi stod paa den nøgterne Virkeligheds Grund og ikke kunde anerkende nogen Slags Mystik. Der var intet som helst forunderligt eller mystisk her i Livet, det groede i Haven, og i Livet, der fik Dem og mig til at tale og tænke. Det var altsammen ligefremme biologiske Fænomener, som den nye Evolutions-Videnskab ganske havde forklaret.

Jeg havde altid tænkt mig, at naar jeg fik mig en god intim Samtale med en Filosof, skulde vi nok blive enige. Selv om den øvrige Videnskab trak paa Skulderen, maatte Filosoffen vel ikke være fremmed for de Idéer, jeg tumlede med – saaledes det store Problem om den religiøse og kunstneriske Inspiration. Skulde det for en Filosof synes umuligt, at en Tanke et Steds fra ude i Universet skulde kunne komme til et Menneske og løfte hans Sind og befrugte hans Sjæl? Vilde det ikke kunne synes en Tænker rimeligt, ja, mest sandsynligt, at hele Tilværelsen er en Idé, og at den menneskelige Personlighed er et selvstændigt Væsen af Aand og Idé, der kan hæve sig over Materien og ikke lade sig slaa ihjel, fordi Kødet dør og Cellerne visner.

Er det utænkeligt, spurgte jeg Filosoffen, at denne vor Tilværelse har en Mening, at der i den menneskelige Skæbnes Forløb skjuler sig den samme Visdom, som aabenbarer sig i det synlige Univers med dets vidunderlige Fænomener i Himmelrummet, paa Jorden og i Havet. Og var de Mennesker svage Hoveder, som paastod, at de vidste, at saadan var det. At deres Aand havde modtaget en uforklarlig Undervisning?

Ja, svarede Filosoffen, saadanne Mennesker var nærmest bløde og levede paa Indbildninger uden Basis i den videnskabelige Erkendelse.

Efter dette mit Nederlag hos Filosoffen har jeg ofte grublet over, hvad Slags Videnskab den moderne Filosofi i Grunden er. Hvad er dens Maal, og hvad bestiller den i denne Verden, som kun er et Kaos af meningsløse Kræfter? Og hvoraf kan det komme, at denne Filosofi overhovedet gider gruble, da alting jo er saa yderlig forgæves?

Saa fik jeg fat i Man the Unknown, den meget omtalte Bog af den berømte Biolog og Læge Alexis Carrel – og hvad jeg ikke fandt hos Filosoffen, har jeg mødt hos Biologen. Jeg sender Dem Bogen som en Slags Indlæg i Diskussionen paa Græsplænen. Forfatteren er en Mand, af hvem ingen, som kalder sig moderne, vil vove at trække paa Skulderen. Det er en Videnskabsmand, om hvem man vil sige, at han er af i Dag. Nobel-Pristager i Fysiologi og Medicin og Chef for det berømmelige Rockefeller-Institut, født i Frankrig, af nøgtern fransk Aand. En Eksperimentator, der har faaet Liv til at fortsætte i menneskeligt Væv, som han har isoleret i et Reagensglas. Han kan formodentlig ogsaa forvandle en Hane til en Høne. Han er kort sagt en af disse store Fysiologer, om hvilke Journalisterne skriver, at nu har de opdaget Livets Hemmelighed, og faar uvidende Læsere til at tro, at snart er Mennesker Herrer over Liv og Død og færdige med al Overtro og Religion.

Men – Skandale! – det viser sig, at denne berømte Mand i Grunden er Mystiker. Hans Bog "Man, the Unknown" er et biologisk Værk, en glimrende Beretning om Biologiens Fremskridt, en straalende Skildring af det organiske Liv i Mennesket, en dramatisk Fortælling om vort Hjerte, vore Lunger, vort Blod – en videnskabelig Skildring, men saa storslaaet fortalt, at selv Lægmænd følger den aandeløst. Og efter endt Læsning sidder Læseren forpustet, forbløffet, næsten parat til at knæle for Naturens Vidundere, som de er beskrevet af Alexis Carrel.

Men Alexis Carrel siger til os, at det hele er langt mere vidunderligt end som saa. Thi vel har Videnskaben gjort umaadelige Fremskridt og skabt en hel ny Civilisation – men de bedste Vidundere er endnu ikke gransket. Thi det egentlige Menneske kender vi ikke. Derfor er Mennesket stadig: Mennesket, det ukendte. Og derfor er Verden ulykkelig, fordi Menneskene ikke forstaar at indrette sig i denne nye Verden – Mennesket er uvidende om sine egne vigtigste Egenskaber. Mennesket i dets Storhed og Mystik er endnu ikke beskrevet af Videnskaben.

Og her kommer vi til det skandaløse i dette Forfatterskab: Nu optræder Sjælen hos Biologen. Mens Filosofien har slaaet sig til Ro med, at det, vi kalder Sjæl og Aand, er materielle Funktioner, kommer nu den store Biolog og protesterer: Sjæl og Aand er videnskabelige Realiteter, som maa gøres til Genstand for en ny Videnskabs Forskning. Og dette Resultat er han kommet til ved – Skandale over Skandale – at beskæftige sig med okkulte Sager, Mystik og spiritistiske Eksperimenter.

Kære Professor N. N., jeg vil saaledes bede Dem om at bide Mærke i Forfatterens Fodnote paa Side 124. Dèr æder Biologen med Toldere og Syndere. Fodnoten bør studeres, selvom De er enig med Ludvig Holberg i, hvad han skriver et Steds, at den Slags Noter, naar de findes udi Bøger, betyde ikke noget godt.

Alexis Carrel skriver:

Hvorefter Carrel skildrer saa berygtede Fænomener som Clairvoyance (Klarsyn, Visioner) og Telepati (Tankeoverføring og Tankelæsning), Helbredelse ved Bøn og Inspiration – og hævder, at disse Fænomener er videnskabelige Realiteter, man ikke kan komme udenom. Han paastaar, at Kundskab om den ydre Verden kan naa til et Menneske ad andre Veje end gennem Sanseorganerne. Den Clairvoyante ser, men ikke med Øjnene, og hører, men ikke med Ørene. Disse Kendsgerninger, siger han, hører hen under den nye metafysiske Videnskab og maa akcepteres, som de foreligger. De er virkelige!

Angaaende den menneskelige Personlighed fremsætter den store Biolog følgende bemærkelsesværdige Paastand:

Mennesket er et Væsen, forskelligt fra den livløse Verden og forskelligt fra andre levende Væsener. Han er bundet til sit Sted og afhængig af sine Medmennesker. Men han kan dog karakteriseres som et Væsen, der er baade afhængig af denne Verden og dog uafhængig. Vi ved ikke, om han er i Slægt med andre Væsener. Vi ved ikke, hvor hans Grænser er i Tid og Rum. Menneskets anatomiske Grænser er kun en Illusion. Enhver af os er betydelig større end sit Legeme, et vidtløftigt Væsen af umaadelig Udstrækning.

Hermed menes ikke alene dette, at den menneskelige Aand er et gigantisk Væsen, der i Kærlighed, Had, Længsel, Magtbegær, Stræben og Lyst kan omfatte dette og andre Universer – nej, det skal ikke opfattes i filosofisk Forstand. Mennesket, siger Carrel, strækker sig ud i Rummet paa en endnu mere positiv Maade. Fra telepatiske Fænomener ved vi, at hans Aand kan rejse over Oceaner og tilkendegive sig for andre over uhyre Afstande. Tanken kan sendes af Sted ligesom elektromagnetiske Bølger fra den ene Egn i Rummet til den anden. Vi kender ikke Tankens Hurtighed. Hvis vi en Dag skulde opdage, at Tanken rejser med samme Hurtighed som Lyset, vil vore Teorier om dette Univers forandre sig.

Tanken (Sjælen, Aanden) lader sig ikke nøje med de kendte fysiske Dimensioner. Tanken opholder sig samtidig i det materielle Univers og andet Steds. Det er muligt, at den sætter sig selv ind i Hjærnecellerne og virker dèr, samtidig med at den strækker sig ud i Tid og Rum – ligesom en Alge, der fæstet til Klippen, lader sine Slyngtraade drive ud i Oceanets Mysterium.

Hertil knytter Forfatteren følgende Fodnote:

Vi staar altsaa over for den Kendsgerning, at en af Verdens berømte Videnskabsmænd erkender Eksistensen af de skjulte og berygtede Kræfter. Han erklærer sig ikke for nogen Religion, bekender ingen Tro, men paastaar, at hans videnskabelige Studier har lært ham, at der er videnskabelig Realitet i det, som er Basis for Menneskeslægtens religiøse Forestilling.

Han kommer ud af sit Laboratorium, denne store Læge, med Stetoskopet stikkende op af Lommen paa sin Kittel, og formaner sine Kolleger Verden over til at give Agt paa Sjælens Ejendommeligheder.

Biologen mener ikke mere – i Modsætning til Filosoffen – at Tanken er en kemisk Proces i Hjernen. Han tror paa Personligheden, der har Forbindelse med det ukendte Univers, uafhængig af Tid og Rum. Han paastaar, at Personligheden kan forlade det fysiske Omraade og beskue Fortid, Nutid og Fremtid.

Kære Professor N. N. –

Der er langt mer at sige om Alexis Carrels Bog, men hermed maa jeg afslutte denne allerede altfor lange Skrivelse. Naar De har læst dette katastrofale Værk, kunde jeg have Lyst til atter at møde Dem i Samtale paa en Græsplæne – og høre, om De vil mene, at ogsaa den store Biolog, Chefen for Rockefeller-Instituttet, er blevet blød.