Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Den 17. marts afholdtes i Instituttets sal en paneldiskussion over emnet "Bibelen set i lyset af Martinus kosmologi."

Emnet blev behandlet i 4 indlæg af Mogens Møller, Aage Hvolby, Erik Grevelund og Svend Åge Rossen, og med Tage Buch som ordstyrer. I det følgende er disse fem nævnt alene ved deres fornavne.

I sin præsentation af emne og deltagere gav Tage udtryk for, at de fire deltagere med deres indlæg ville belyse Bibelen i relation til Martinus verdensbillede og undersøge den brug, som Martinus har gjort af bibelcitater i sine værker.

Tage understregede, at Martinus analyser helt og fuldt er baseret på de kosmologiske love og principper, som han med sin intuitive evne kan iagttage og har beskrevet i logiske tankerækker, og at analyserne ikke nødvendigvis behøver at støtte sig til bibelcitater.

Når Martinus har brugt disse citater, skyldes det vel den omstændighed, at de mennesker, han først henvendte sig til, er opvokset i den kristne religion, og derfor måtte formodes at ville forbinde kosmologien med den kristne lære, men også - og måske i særlig grad - fordi han ser sit arbejde som en fortsættelse af Jesu mission, hvilket ville blive belyst nærmere i de følgende indlæg.

Tage gav derefter ordet til Mogens, hvis indlæg omhandlede kristendommens forvandling fra frelsesreligion, baseret på blind tro, til kærlig væremåde, baseret på logisk tænkning.

Med sit indlæg og en serie billeder med gamle religiøse motiver illustrerede Mogens, hvorledes kristendommen nødvendigvis måtte baseres på arven fra tidligere religioner og på at tilfredsstille den tids og eftertidens menneskers evne til og behov for at kunne tro. Der blev derfor lagt særlig vægt på den side af Jesu liv og lære, som virkede stærkt på den troende, og kristendommen blev en mirakelreligion med dåb, nadver og syndernes forladelse m.m., som lovede evig fryd for de frelste og evig pine til de fortabte.

Mogens viste, hvorledes syndebuk-princippet, der har sine rødder i såvel det gamle testamente som i andre gamle religioner, fik udtryk i kristendommen ved korsfæstelsen af Jesus. Han blev betragtet som offerlammet, der ofredes for menneskehedens skyld for at sone alverdens synd. Opstandelsen blev en del af det mirakelkompleks, som gav næring til troen på Jesus som Guds enbårne søn - som for mange er kommet til at stå som den egentlige Gud.

Ligeledes har moderprincippet været et meget væsentligt element i de kristne religioner. Jesu moders ophøjelse til himmeldronning svarer i princippet til tilsvarende begreber i andre religioner, f.eks. i ægypternes dyrkelse af Isis med horusbarnet.

Troen på helvede og de fortabtes evige pinsler er heller ikke en opfattelse, som kristendommen er ene om, og Mogens trak i den forbindelse paralleller til gammelægyptiske forestillinger om fortabelse.

Dernæst kom Mogens ind på en skildring af dogmatikken i kristendommen, for hvilken begrebet "paulinsk kristendom" kan stå som generalnævner. Han henviste til den store forskel, der er på det, der kommer til udtryk i dogmatikken og det, der er baseret på Jesu væremåde og på de udtalelser, som direkte må tilskrives ham. Jesus, hvis liv ikke var af denne verden, var inkarneret her for at hjælpe menneskene, og i kraft af hans visdom og guddomsforhold blev det netop ved hans væremåde og eksempel, at denne hjælp kom til udtryk. Døden på korset var et led i hans mission, og Martinus har engang givet udtryk for, at hvis korsfæstelsen ikke havde fundet sted, ville kristendommen aldrig være blevet andet end en sekt, med samme vilkår for overlevelse som andre på den tid eksisterende sekter.

Man må på basis af det, der i det foregående var blevet fremført, erkende, at kristendommen hidtil for størstedelen har været baseret på det gl. testamentes principper og ikke på de principper, som kom til udtryk i Jesu væremåde og lære. Den har været baseret mere på læren om Jesus, end på det, der var Jesu lære.

Med henvisning til videnskabens tiltagende udvikling og den derved fremkomne konflikt mellem religiøs dogmatik og videnskabelig lære kom Mogens ind på kristendommens stilling i vor tid, og på den videre udvikling, som man må imødese. Han citerede Johs. 16,12-15: "Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu. Men når han, sandhedens ånd kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, af de kommende ting skal han forkynde eder. Han skal herliggøre mig, thi han skal tage af mit og forkynde eder". Med disse ord har Jesus vist frem til vor situation i vor tid. Det er ikke en bestemt person, der hentydes til, men en kosmisk videnskab, der er i fuld overensstemmelse med det egentlige i Jesu lære og med det egentlige, der er kærnen i buddhismen, hinduismen og andre humane religioner.

Denne kosmiske videnskab, som er udtrykt i Martinus forfatterskab, vil aldrig danne basis for en sekterisk religion, men, sluttede Mogens med at sige, den vil give en række analyser om livet, som vil være en hjælp til selvhjælp for det menneske, som vil arbejde med sig selv i forhold til Guddommen - i sit lønkammer, det vil sige i sin bevidsthed og i forhold til sin næste.

Tage gav derefter ordet til Aage, hvis indlæg handlede om emnet: "Martinus og Bibelen".

Han indledte med at pege på, at Martinus er i besiddelse af en stærk medfødt religiøsitet, og at religion derfor var hans bedste fag i skolen, hvor man lagde vægt på, at bibelcitaterne blev lært udenad. Det samme krav blev stillet til børnene af præsten, når de gik til konfirmationsforberedelse. Da de andre børn, der skulle konfirmeres, ikke var så dygtige til at huske citaterne, blev det Martinus, der svarede ved konfirmationen i 1904. Han fandt ret hurtigt ud af, at lærernes og præstens forklaring på Bibelens tekst ikke altid var rigtig. En væsentlig årsag til denne selvstændige holdning var ganske sikkert, at han meget tidligt gjorde Jesus til sit forbillede. Når han i en given situation var i tvivl om, hvad han skulle gøre, spurgte han sig selv: "Hvad ville Jesus gøre?", og fik straks et svar, som han handlede ud fra.

Efter at Martinus i marts 1921 oplevede den store fødsel, var han åndeligt suveræn. Når han på den tid nærmede sig Bibelen eller andre bøger, følte han en usynlig modstand, og alt, hvad han i årene efter har skabt, er udelukkende baseret på den indsigt, som hans intuitive evner har givet ham. Men enhver, der har læst i hans værker, ved, at der mange steder forekommer bibelcitater. Disse stammer alle fra det, han lærte, da han gik i barneskole og til præst. Bibelen i sig selv har ikke været inspirationskilde for ham, men citaterne dukker op som tanker, der kommer "på tværs", når han arbejder med sine analyser. Bibelcitaterne bruges ud fra den formodning, at det vil være gavnligt at se dem i lyset af analyserne, at se, om de enkelte bibelcitater udtrykker kosmiske sandheder eller ej.

Hvis man vil undersøge, om Martinus bruger bibelcitaterne korrekt, støder man på 3 vanskeligheder, idet Martinus kun i "Det evige verdensbillede" har anført, hvor han har nogle af sine bibelcitater fra. Den første vanskelighed er, at Martinus citerer efter hukommelsen, den anden er, at citaterne ikke altid er at finde i samme bibeludgave, og den tredie, at citaterne kan forekomme i beslægtet form vidt forskellige steder i både det gamle og det nye testamente.

De afsnit fra Bibelen, der hyppigst og mest detaljeret er behandlet af Martinus i hans forfatterskab, er beretningen om skabelseshistorien, syndefaldet, juleevangeliet, lignelsen om den fortabte søn, bjergprædikenen og lidelseshistorien. I øvrigt anvendes bibelord ofte i bogtitler, kapiteloverskrifter og symboltitler.

Med den autoritet, som kosmisk bevidsthed giver, har Martinus behandlet bibelcitaterne relativt frit. Han har forkortet eller splittet dem op i enkeltdele med det formål at vise os citaternes idémæssige indhold og vise, at de dækker over kosmiske sandheder.

Aage sluttede med at give udtryk for sin formodning om, at på samme måde som det, der står specielt i det nye testamente, er vor tids bibelcitater, sådan vil mange af Martinus bevingede vendinger blive fremtidens "bibelcitater".

 

Den næste taler i panelet var Erik, som behandlede emnet: "Guddomsbegrebet i det gamle og det nye testamente, set på baggrund af Martinus analyser".

Som indledning nævnte Erik, at da han først ca. to uger forinden havde fået den endelige titel på emnet, måtte han opgive at sætte sig grundigt ind i hele Bibelen. Han refererede derfor bl.a. til en lille bog af unitaren Kristofer Janson: "Gudsbegrebets udvikling fra Moses til Jesus", udgivet i Kristiania 1902.

Af denne bog fremgår det, at det gamle testamente først blev sammenfattet af såkaldte "reformatorer" ca. 200 år før vor tidsregning. De så det som deres opgave at fastslå, at jøderne kun havde én Gud, hvis oprindelige navn var Jahveh.

Af bogen fremgår det imidlertid, at jøderne både dyrkede solguden Typhon, til hvem de bl.a. ofrede deres fjender. De blev hængt på et "træ", sådan som også Jesus blev det, fra solopgang til solnedgang.

De havde desuden en del såkaldte "terafim" eller husguder; de dyrkede også dyreguder, især okser (de havde tolv kobberokser til at bære "kobberhavet" i templet), bl.a. dansede de om guldkalven, måske et lån fra deres ophold i Ægypten (visse teorier går dog ud på, at oksedyrkelsen stammer fra vandringen i ørkenen og at ægypterne først da dyrkede de hellige køer).

Senere dyrkede de også Palæstinas oprindelige skytsgud: Ba'al (ofte i skikkelse af Molok), til hvem de endogså ofrede børn.

Disse afgudsdyrkelser forklarer mange af det gamle testamentes uhyrligheder, som ellers er så vanskelige at forstå; men "reformatorerne" forsøgte som antydet at fastslå overholdelsen af det 1. bud i moseloven: Du må ikke have andre guder for mig.

Dette medførte bl.a. en fællesbetegnelse for guderne: "Adonaj", der betyder HERREN, hvilket er brugt næsten overalt i det gamle testamente; men Ba'al betyder i øvrigt også "Herre".

 

I det nye testamente benævnes JESUS ofte HERREN (på græsk Kyrios), hvilket medvirker til at underbygge det dogme, at Jesus er identisk med Gud selv.

Dette dogme underbygges tilsyneladende også af Jesu udtalelser som f. eks.: "ingen kommer til Faderen uden ved mig" (Johs. 14,6). "Gør dette til ihukommelse af mig" (Lukas 22,19). "Jeg og Faderen vi er ét" (Johs. 10,30) og lignende udtalelser.

At dette var i strid med det første bud i moseloven mente Erik ikke, der kunne være tvivl om. Denne opfattelse fik han bl.a. underbygget ved et foredrag af Gerner Larsson, der i forbindelse med symbolet "Bønnens mysterium II" sagde: "Det skal engang blive sådan, at intet væsen, end ikke Jesus Kristus, skal stå imellem den enkelte og Guddommen".

Erik gjorde her opmærksom på en engelsk bibeloversættelse, hvor det første bud (på dansk) lød: "Du skal ikke have andre guder foran (before) mig."

En nøgle til forståelsen af fejltagelsen i dogmet, at Jesus skulle være identisk med Gud, fik Erik i Martinus svar til ham på et spørgsmål stillet på baggrund af bønnen: "Helliget vorde dit navn", nemlig: "Hvad er Guds navn?"

Dette spørgsmål er ikke besvaret hverken i "Bønnens mysterium" eller i "Meditation", i hvilke Martinus gennemgår Fadervor.

Martinus svar lød: "Guds navn er: Du som er i himlene".

I 2. Mos. 3, 14 findes det svar, Moses fik, da han spørger stemmen i den brændende tornebusk om navnet på Israels Gud: "Gud svarede Moses: JEG ER den JEG ER ---"

I fodnoten til verset står, at JEG ER er tydningen af navnet JaHVeH, der staves uden vokaler: JHVH.

Som man kan se, stemmer dette med Martinus analyse af X 1 = Jeget. Erik anså det for usandsynligt, at Jesus virkelig skulle have opfordret til en dyrkelse af ham selv og dermed til en overtrædelse af moselovens 1. bud.

Men Jesus lærte os netop ikke at bede til sig selv, men til "DU SOM ER i himlene", hvor DU SOM ER er tiltaleformen, altså 2. person-formen af Guds navn, der for øvrigt ifølge en gammel bibelordbog betyder DEN SOM ER, altså 3. person-formen.

Erik anså det i øvrigt for sandsynligt, at svaret i 2. Mos. 3, 14 burde tydes: "JEG ER DEN SOM ER - - - -

Den "nøgle" Martinus gav i sit svar viser, at mange misforståelser må - eller kan - være opstået, når Jesus anvendte Guds navn, specielt i 1. person-formen: JEG ER, eller eventuelt blot JEG, måske på aramæisk.

Hvor Jesus tilsyneladende talte om sig selv, var det nok i virkeligheden ofte JEG ER, han talte om.

I Johs. 8,24 står der: "-- Hvis I ikke tror, (at) JEG ER DEN JEG ER, skal I dø i jeres synder." (I ældre oversættelser står: "Dersom I ikke tror, at det er mig, skulle I dø i jeres synder."). Tre vers senere (Johs. 8,27) står: "De forstod ikke, det var om FADEREN, han talte til dem".

I beretningen om nadveren i Lukas 22, 19 kan Jesus måske have sagt: "til JEGS (eller JEG ER's) ihukommelse", hvilket meget let kan forstås som og blive oversat som: "til MIN ihukommelse."

Udtalelsen "Jeg og Faderen vi er ét", kan tilsvarende have været: "Jeg og JEG ER vi er ét", hvilket med Martinus terminologi kan udtrykkes: "Mit Jeg og Guddommens Jeg er det samme Jeg" og: "Guddommen er det centrum, hvori vi alle lever, røres og er."

Om hvad guddomsbegrebet er, har Jesus i øvrigt forsøgt at lære os, f.eks. i "dommedagslignelsen", hvor "fårene skilles fra bukkene".

Svaret på spørgsmålet: "Hvornår så vi dig syg og i fængsel?" lyder: (Matth. 22,37) "Hvad I har gjort mod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig!" (Matth. 25,39 og 40).

Også her kan vi jævnføre med Martinus udtalelse om, at Guddommens livsoplevelse er summen af alle levende væseners livsoplevelse, idet "Guddommens Jeg og vort Jeg er det samme Jeg."

Jesu svar på spørgsmålet om det største bud i loven lyder: (Matth. 22,37): "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind".

Da Jesus naturligvis vidste, at han også måtte besvare spørgsmålet: "Hvordan elsker man Gud?", fortsatte han (Matth. 22,39): "Der er et andet, der er dette ligt" (hvilket vil sige, at de er identiske, altså to måder at sige det samme på). "Du skal elske din næste som dig selv". Hvilket altså på én gang er næstekærlighedsbudet, og samtidig en tydelig angivelse af, at Guddommen er identisk med alle levende væsener, og dermed også at "Vort Jeg og Guddommens Jeg er det samme Jeg."

Med sin afsluttende bemærkning kom Erik ind på det, der var temaet i det følgende indlæg: Den begrænsede forståelse af begrebet kærlighed i det gamle testamente og udviklingen gennem det nye testamente frem til alkærligheden, sådan som Martinus fremstiller den i sin kosmologi, hvilket emne blev behandlet af Svend Åge.

(Fortsættes i næste nummer).